Ugens leder: Tab

“„…og nu må han faktisk gerne komme ud snart. Er ret klar til at komme af med den mave, ha, ha,“ skrev jeg i en mail fra mit arbejde mandag d. 31 marts 2008. Jeg var gravid i 32. uge med min søn. Kl. 10.12 trykkede jeg send. Kl. 14.30 sad jeg i en taxa på vej til Rigshospitalets fødeafdeling.”

- Camilla Frank

Med våd kjole fra det vand, der var gået

, talte jeg videre i mobilen med redaktionschefen om det blad, vi havde deadline på lige om lidt. Jeg skulle jo først føde om fem uger. Tidligst. Og jeg var jo lige på arbejde nu og ikke engang gået på barsel. En time efter midnat blev jeg mor til en lillebitte søn med en vægt svarende til to liter mælk. Blev indlagt på neonatalafdelingen for babyer, der er født for tidligt. Omkring mig lå endnu mindre mennesker med mikroskopiske fødder og hænder. Så fine og færdige, men alligevel ikke helt færdige.

Nogle af dem klarede ikke overgangen til den virkelige verden

. Heldigvis var vi alle sammen omgivet af læger, sygeplejersker og præster, der arbejdede i døgndrift for at støtte de forældre, der til sidst måtte tage hjem uden deres baby.

I denne uges ALT for damerne kan du læse det stærke interview

med Rebekka, der fortæller om at miste sin søn, som døde kort efter fødslen i 24. uge. „På mange måder føler jeg mig 50 år ældre end mine jævnaldrende. Selv i forhold til mine rigtig gode veninder er der kommet en distance – noget, vi ikke kan dele. Jeg er blevet stærkere, men også mere sårbar,“ siger Rebekka blandt andet.

Min søn, Anton, kom heldigvis med hjem.

Ligesom en dyb respekt for de kvinder, der tackler den ubeskrivelige sorg, som tabet af en baby er. Uanset størrelsen.