Ulf Pilgaard Interview ALT for damerne scroll-down
Foto: Les Kaner "Når jeg holder foredrag om mit liv, nævner jeg aldrig Mikkel ved navn, men jeg giver udtryk for mit raseri over de mennesker, der siger, at hash ikke er farligt," fortæller Ulf Pilgaard.

Ulf Pilgaard: "Jeg er imponeret over, at Annette kunne falde for mig"

Ulf Pilgaard siger farvel til mange ting og mange mennesker i disse år, men heldigvis har han også for nylig sagt et stort goddag til kærligheden i form af Annette, som sendte en besked på Messenger – helt uden bagtanker.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

I sommeren 2018 måtte Ulf Pilgaard trække sig fra Cirkusrevyen i tre uger på grund af mavesår, brækkede ribben og diarré. Han fortæller grinende, at alle troede, at han var ved at dø – undtagen ham selv – og han fik da også kæmpet sig tilbage på scenen og var med til at afslutte sæsonen ude på Bakken. Kort efter fik han en besked på Messenger fra en kvinde i Aarhus:  

"Nej, hvor er det dejligt at se dig tilbage på de skrå brædder," skrev hun. Jeg kiggede på hendes billede, og jeg syntes simpelthen, at hun så så sød ud.

Så jeg skrev tilbage: "Tak skal du have, og du ser vel nok sød ud". Hun skrev igen, og jamen ja, pludselig havde vi en længere korrespondance, der endte med, at jeg spurgte, om hun ikke havde lyst til at kommen en tur herover, så vi kunne hilse rigtigt på hinanden.

Kvinden hed Annette Bavnhøj, og i dag er hun og Ulf kærester. Ulf lyser op som en teenager, når han taler om hende, og det er dejligt at se, fordi han lige forinden har været meget berørt og ked af det. Når man har rundet de 80 år, er der statistisk set flere og flere døre, der begynder at lukke, og det har Ulf tydeligt mærket igennem det seneste halvandet års tid, hvor han har mistet hele tre mennesker, der stod ham meget nær. Barndomsvennen Ole Michelsen, sin lillebror Sune og ikke mindst sin ældste søn Mikkel, der kun blev 48 år.

Jeg har set Ulf Pilgaard i et hav af forestillinger, film og tv-programmer. For mig er han næsten en fiktiv figur. En, der bare altid har været der. Et ikon og nærmest lidt mytisk. Det er derfor ganske overrumplende, da han rent faktisk åbner sin hoveddør denne tirsdag formiddag, tårner sig næsten to meter op foran mig og ligner "Ulf Pilgaard" så meget, at jeg et kort sekund bliver helt paf. Og da han så også taler præcis som "Ulf Pilgaard", er det næsten som at træde ind i en forestilling. Jeg kommer dog hurtigt tilbage til virkeligheden, for selvfølgelig er Ulf et rigtigt menneske, og han er venligheden selv. Han inviterer indenfor, laver kaffe og får os placeret i en stor gul hjørnesofa. Han er i lyserød- og hvidternet åbentstående skjorte, der afslører den kendte solbrændte kulør næsten ned til navlen, og han fortæller, at han og hans elskede Gitte købte den store villa, lige før han fyldte 40 år.

I dag bor han her alene, og det kan godt være lidt tomt somme tider. Gitte, som han havde været sammen med siden 1966, døde i 2016 af den sjældne og uhelbredelige demenssygdom Huntingtons chorea, som hun havde lidt af siden 1990'erne. I erindringsbogen Hellere halvgammel end helt død, der udkom sidst i august, fortæller Ulf, at han efter Gittes død følte sig som et halvt menneske, fordi Gitte altid havde været den anden halvdel af ham. Han savner hende stadig hver eneste dag, men han har dog formået at fortsætte sit liv, og lige nu har han så travlt som aldrig før. Han er i gang med sin sidste sæson i Cirkusrevyen. Sin sæson nummer 40 og en sæson, der på grund er corona er blevet forlænget til den 3. oktober. Allerede den 10. oktober begynder han sammen med revymanden Lukas Birch en længere turné med talkshowet Alletiders Ulf. Et show, hvor der stilles skarpt på hele Ulfs liv såvel på scenen, som når projektørerne slukker.

Hvordan er det for dig at spille din sidste sæson i Cirkusrevyen?

"Selvfølgelig er det jo mærkeligt. Og også en lille smule skræmmende. Det har været sådan en fast holdeplads. Et fast holdepunkt i mit liv. På mange måder. Jeg kommer i allerhøjeste grad til at savne det sociale fællesskab, vi har derude. Og så er der jo også det økonomiske i det. Cirkusrevyen har også været et fast økonomisk holdepunkt for mig i 40 år, og jeg bliver nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske fremover, når jeg ikke længere har den indtægt hver sommer."

Hvordan har den sidste sæson været?  

"I begyndelsen var den præget af en masse usikkerhed på grund af corona. Vi vidste ikke, hvornår vi kunne have premiere, og hvor meget vi kunne få lov til. Der var også en periode, hvor vi måtte aflyse forestillinger på grund af coronasmitte blandt de medvirkende. Men derefter har revyen baldret derudaf."

Tænker du over, når du går på scenen, at nu er der kun x antal gange tilbage?

"Nej, det gør jeg egentlig ikke. Men efterhånden som vi nærmer os slutningen, kan jeg mærke, at det er vemodigt. Der er også noget meget følelsesmæssigt i at mærke publikum. Det er utroligt rørende at opleve, at publikum aften eller aften rejser sig op og klapper efter forestillingen, og det føler jeg en stor, stor taknemmelighed ovre. Det er kommet lidt bag på mig, at folk reagerer sådan, men jeg tror, at det er et udtryk for, at mange har en stærk tradition omkring Cirkusrevyen og kommer ud og ser den år efter år."

Udover at sige farvel til det faste arbejdsmæssige holdepunkt på Bakken har Ulf måttet sige farvel til flere vigtige mennesker i sit liv. I foråret 2020 mistede han sin livslange ven, journalisten og filmanmelderen Ole Michelsen, som han havde kendt siden sjette klasse, og i år døde hans lillebror Sune.

"Ja... det er en lille smule skræmmende, at mennesker, man har kendt hele livet, begynder at falde fra. Min lillebror. Min gode ven Ole. Det er så trist. Man siger farvel til nogle mennesker, som man har levet sammen med og udvekslet meninger med, og pludselig er de der bare ikke. Pludselig stopper det. Og det er så mærkeligt, at man ikke lige kan tage røret og tage en snak. Det er ens livsvidner, der forsvinder. Heldigvis har jeg stadig mange gode venner og også venner helt tilbage fra ungdommen, som jeg er helt tæt på, og som jeg har meget kontakt med. Også venner, der er ældre end mig. Men det er klart, at når man når den her alder, så siger man hele tiden farvel. Det gør man. Sådan er livet jo. Det stopper så bare nogle gange lidt for tidligt for nogen."

Hvem er Ulf Pilgaard?

  • Skuespiller og komiker kendt for et hav af film, tv-programmer, teaterstykker og revyer.
  • Har i 40 år været fast medvirkende i Cirkusrevyen på Bakken og har haft sidste sæson i år.
  • Aktuel med showet Alletiders Ulf – røverhistorier fra backstage, som har premiere den 10. oktober, og som kommer rundt i hele landet.
  • Desuden aktuel med bogen Hellere halvgammel end helt død, som er lavet i samarbejde med Ole Sønnichsen. Udkom på Lindhardt og Ringhof den 26. august.
  • Kæreste med Annette Bavnhøj, 56, som er sygeplejerske.
  • Mistede sin kone gennem 50 år, Gitte, i 2016.
  • Far til to og farfar til to.

Som for eksempel for din søn Mikkel, som du mistede i april?

"Ja, og det er stadig meget svært for mig at snakke om, faktisk. Fordi det kom så pludseligt og lige midt i en periode, hvor jeg slet ikke var forberedt. Tværtimod havde jeg sindssygt travlt, for det var hen mod slutningen af prøveperioden på Cirkusrevyen, så jeg var..."

Han holder en pause, og hans øjne bliver helt mørke.

"Jeg var nødt til at fortrænge det lidt, og samtidig er det overhovedet ikke fortrængt, for det ligger der jo bare. Det er jo så forfærdeligt at miste... han er jo stadig min søn. Mit barn."

Han holder en længere pause. Kæmper med stemmen og tårerne.  

"Mikkel var så syg, desværre. Han var skizofren. Og det er selvfølgelig det, der har gjort, at han kom fuldstændig skævt ind på alting og aldrig fik sig en uddannelse, selvom han var glimrende godt begavet. Som skizofren havde han ingen sygdomserkendelse, og derfor tog han ikke den medicin, der var nødvendig. I stedet selvmedicinerede han sig, som det hedder. Med junkfood. Med hash. Og med stærk øl. Når han var påvirket, var han fuldstændig umulig, og så kunne man ikke kommunikere med ham. Han skiftede nærmest personlighed."

Boede han alene?

"Ja, også det. Folk flygtede jo fra ham. Han kunne ikke holde på sine venner. Og han var svær at være pårørende til. Jeg havde selvfølgelig forbindelse med ham, og når han var ædru, var han jo den samme gamle Mikkel. Det var han. Og en kærlig, kærlig dreng. Men det er bare frygteligt at opleve sit barn have så svært ved at forstå tilværelsen og reglerne. Der var ingen regler for ham. Men det er jo bare sådan, at du ikke kan leve uden regler..."

Hvordan var det at være forældre til Mikkel?

"I starten troede vi, at der var tale om ungdomssløvsind, som man kaldte det i gamle dage. Men da Mikkel var i 20'erne, blev han indlagt på den lukkede afdeling i en hashpsykose, og det gik op for os, at det var alvorligt galt med ham. Når jeg holder foredrag om mit liv, nævner jeg aldrig Mikkel ved navn, men jeg giver udtryk for mit raseri over de mennesker, der siger, at hash ikke er farligt. Ja, der er nogle, der kan leve med at ryge hash, men der er sandelig også mange, der får ødelagt deres liv. Og når jeg nævner det, så begynder folk altid at klappe."

Han får tårer i øjnene, og stemmen bliver grødet.

"Det er en fantastisk reaktion, altså... Det er meget tydeligt, at nærmest alle tilstedeværende kender en, der har problemer med hash, og det synes jeg fandeme er skræmmende."

Havde du slet ikke set det komme, da Mikkel døde?

"Nej, tværtimod. Han havde i lang tid klippet sig helt skaldet, hvilket ikke klædte ham særlig godt, men da han kom til min 80-års fødselsdag i efteråret 2020, havde han ladet håret vokse, og han så helt klar ud i øjnene. Og der tænkte jeg bare "yes mand". Han var også begyndt at læse, var i gang med Preben Kaas' erindringer, og han fortalte mig, at han grinede hele tiden, når han læste den. Jeg blev så glad og tænkte, at hvis han bare kunne komme i gang med at læse lidt mere, så kunne han også få gang i fantasien igen. Han havde en fabelagtig fantasi, da han var barn."

Så du troede, han var på rette vej?

"Ja. Men det går op og ned med den sygdom. Og pludselig en dag stod der tre betjente udenfor døren... det var et chok. Der er noget helt galt i rækkefølgen, når ens børn dør. Det er det ultimative tab, og sorgen går aldrig nogensinde væk. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på ham."

Heldigvis er der også sket noget lykkeligt for Ulf på det seneste. Han har fundet kærligheden igen. Annette, som skrev til ham i 2018, er i dag en vigtig del af hans liv, og han glæder sig til, at de kan få mere tid til at ses, når hans hektiske efterårsprogram er overstået.

"Det viste sig ret hurtigt, da vi begyndte at tale sammen, at vi havde fælles baggrund. Hendes far havde været præst meget tæt på det sogn, hvor min far startede med at være præst, og hendes storebror er provst i Hadsund. Jeg er jo opvokset med alt det kirkelige på grund af min far, og jeg læste også selv teologi på et tidspunkt. Så der var nogle berøringspunkter, som var helt tydelige, og der var grobund for noget imellem os."

Har du efterfølgende spurgt Annette, om hun skrev til dig fra et helt rent hjerte – eller var hun mon "ude på noget"?

Han griner højt.

"Nej, nej, det var hun ikke. Nej, nej. Det kom bag på hende. Det var fandeme mig. Det var af et rent hjerte fra hendes side, hun syntes bare, det var skønt, at jeg kunne stå distancen og komme tilbage på scenen efter min sygdom. Så det kom sgu bag på hende, at jeg skrev. Hun er jo også noget yngre, må man sige. Hun er 56 år."

Hvad tænkte du om det?

"Det spekulerede jeg virkelig ikke på. Men jeg er imponeret over, at hun kunne falde for mig, det er da klart. Også selvom jeg kender adskillige andre, der har haft kærester, der netop er de der 25-30 år yngre."

Har hun tænkt nogle tanker om det?

"Ja, ja, men det rører hende ikke. Og det er jo sindssygt dejligt."

Hvordan var det at møde hende første gang?

"Jamen, det var rigtig, rigtig hyggeligt. Det var det. Ærlig talt. Hun er en bedårende pige. Der er ikke så meget af rafle om. Og en begavet pige. Vi kan lide de samme ting."

Hvad?

"Ja, altså... at holde hinanden i hånden..."

Han griner og ligner pludselig en meget ung mand.

Punktum?

"Ja, altså... men det bliver jo meget privat, og sådan vil jeg helst have, at det forbliver. Sådan havde jeg det også med Gitte. Og Annette kender i øvrigt glimrende til Gitte."

Han ser alvorlig ud igen.

"Gitte var og er jo stadigvæk min elskede kone, som blev ramt af den der forfærdelige sygdom. Hende kan jeg jo heller ikke glemme. Og det accepterer Annette fuldstændig."

Man kan jo heller ikke bare slette sin historie?

"Nej, nej, vi er voksne mennesker. Vi har begge erfaringer med os fra hele livet. Annette har også været igennem lidt af hvert. Og hun er en stærk pige, simpelthen. Virkelig. Og så har hun altså nogle fantastiske talenter. Udover at hun er sygeplejerske, så kan hun alt med haver og blomster. Hun gik faktisk i gang med en gartneruddannelse på et tidspunkt, og hjemme i Aarhus har hun den mest fantastiske have med et væld af buske og blomster, der bare gror og gror."

Havde du og Gitte nogensinde snakket om, at den, der måtte leve længst, gerne måtte finde sig en anden at være sammen med?

"Nej, det havde vi faktisk ikke. Det kom vi ikke ind på. Gitte var sindssygt diskret med alt, hvad der nærmede sig kærligheden. Hun udtrykte sig mere i handlinger. Til min 75-års fødselsdag gav hun mig den her ring."

Han viser sin ringfinger frem.

"Det er jo en vielsesring. Min oprindelige vielsesring blev stjålet fra garderoben under en forestilling på Slagelse Teater, og derefter gik jeg så uden ring. Gitte var klar over, at hun blev dårligere og dårligere, så til min 75-års fødselsdag gav hun mig denne ring, som er fuldstændig mage til den, jeg havde før."

For at du skulle have et varigt bevis på jeres kærlighed?

"Ja, det var simpelthen SÅ henrivende altså."

Så den kunne du ikke drømme om at tage af?

"Nej, det gør jeg sgu ikke, og det ved Annette også godt."

Selvom Ulf efterhånden havde vænnet sig til at bo alene i sit store hus, er han så taknemmelig over at have mødt kærligheden igen. Han kan ikke forstå, hvordan folk kan holde ud at leve alene, men indtil videre bor han og Annette hver for sig det meste af tiden.

"Vi har talt om at flytte sammen – selvfølgelig – men jeg har simpelthen så travlt i øjeblikket, og Annette synes, at det er røvkedeligt at være her i huset, når jeg er så meget væk. Så vil hun hellere være hjemme ved sin egen have. Huset her er alt for stort for mig at have alene, så det ryger nok på et tidspunkt. Men hvor fanden skal jeg gøre af alle de her ting?"

Han slår ud med armene og peger bl.a. ind på et tungt antikt møblement, han har arvet fra sin mormor.

Havde du regnet med at finde kærligheden igen – og havde du ledt efter den?

"Nej, det havde jeg sgu ikke. Jeg har venner, der lever alene – en kalder sig Eremitten – og jeg havde egentlig tænkt, at jeg kunne nøjes med at have lidt kvindelige bekendtskaber hist og pist. Det er jo også en måde at leve på. Men det er selvfølgelig noget andet at binde sig til en bestemt."

Hvorfor er du og Annette gode for hinanden?

"Jeg tør ikke udtale mig på hendes vegne, men altså, det er jo mange, mange ting. Vi kan glæde os over de samme ting. Og så har Annette et stort ønske om at lære mere om kunst og kultur, og det tror jeg godt, at jeg kan hjælpe hende med. Hun har nok været mere optændt af praktiske ting indtil nu, men det kunne være rigtig sjovt at tage hende med rundt. Jeg får jo også mere tid til at gå på Louisiana og den slags, og Gitte og jeg har købt så mange kunstbøger gennem årene, som jeg endnu ikke har nået at kigge ret meget i. Det glæder jeg mig til at gøre sammen med Annette."

Hvad er det vigtigste i et forhold, hvis man spørger dig?

"Jamen, det er fortroligheden, du. Det er altså meget værd at kunne udveksle intimiteter med hinanden. Ting, man ellers holder for sig selv, men som er dejlige at dele med en anden. Og så er der en sjov ting. For en uges tid siden var vi ude og spise på Kaløvig Badehotel, og bare det at kunne sidde sammen og tale om de andre gæster..."

Han lyser op i et stort smil.

"Sådan en helt åndssvag ting – det er guld værd. Hvis man sidder alene på en restaurant, så sidder man jo bare og glor ud ad vinduet. Næh, så er det bedre at være sammen med nogen. Vi mennesker er flokdyr. Sociale væsener."

Og hvordan med det intime, med lystfølelsen?

"Nååå ja... selve... ja, det har altid betydet meget for mig som mand, altså. Og i det hele taget også som menneske. Gennem livet har jeg mødt både mænd og kvinder, som nærmest er kønsløse, og som totalt har mistet deres libido. Men det er da en meget, meget væsentlig del af os, lysten, der sidder – ja, hvor fa'en sidder den? Oppe i hovedet?"

Han griner.

"Jeg har haft tanker om, at hvis lysten røg, så kunne det hele være lige meget. Sådan har jeg det dog ikke helt mere, for der er jo gudskelov mange måder, du kan komme om ved det på, hvis du bruger din fantasi."

Oplever du det tabuiseret at tale om de her ting, når man når en vis alder?

"Ja, det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om. Det er de unge og yngre mennesker, der kører den debat, og det er meget sjældent, at du hører ældre tale om det. Det var faktisk også grunden til, at bogen Hellere halvgammel end helt død blev lavet. Der findes ikke ret mange bøger om ældre, der kommer ind på lyst og den del af livet, og jeg syntes selv, at det kunne være interessant at komme ind på for at bryde tabuet. Det undrer mig, at folk for eksempel ikke er klar over, at mænd som Charlie Chaplin og Onassis dyrkede sex, til de var langt oppe i 90’erne. Skulle de være undtagelsestilfælde? Gu’ er de da ej. Det bliver ved. Og i øvrigt..."

Han griner højt.

"Jeg har talt med flere, der arbejder på plejehjem, og der må de jo gang på gang dysse nogle af de mandlige beboere ned, fordi de ligger der og har erigerede lemmer rundt omkring, når de ser en sygeplejerske komme ind, ha ha. Det er jo en fortrængning af virkeligheden, når folk tror, at man ikke dyrker sex, når man er over 60 år."

"Det er da grotesk. Og en kæmpemæssig mangel i folks opdragelse. Man skulle da hellere glæde sig over at vide, at man kan blive ved med at have den der lystfølelse."

Når Ulf bliver bedt om at kigge frem i tiden, fortæller han, at han er begyndt at glæde sig til at holde lidt mere fri. Til at kunne komme rundt i Danmark om sommeren. At holde sommerferie simpelthen. Sammen med Annette. Han vil stadig gerne arbejde, og i den sammenhæng vil han gerne slå et slag for, at ældre skuespillere bruges mere, end de gør i dag. Han skal også have kigget på økonomien, nu hvor Cirkusrevyen er slut for hans vedkommende, så der er nok at tage sig til. Der er dog en ting, han er holdt op med. 

"Jeg er holdt op med at sige HVIS jeg en dag dør..."

Han griner højt.

"Det har jeg tidligere sagt i fuldt alvor, og det siger jo meget om, hvor i livet man befinder sig."

Men nu føler du, at døden sniger sig tættere på?

"Ja, det gør jeg. Jeg fik en kunstig hjerteklap, allerede da jeg var 54 år, og i virkeligheden har jeg betragtet alle år derefter som nogle ekstra år, jeg har fået forærende. Store dele af min egen familie døde tidligt af hjertesygdom. Min far. Min farfar. Og min yngste farbror. Min titanium-hjerteklap kan holde en vis tid, men så kan den heller ikke længere. Men indtil videre har jeg det godt og har tænkt mig at nyde hver dag, jeg har."

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Kærlighed og Kendte
Tilbage til toppen