Så du Ulla på tv? Hun var den ældste, men mest udholdende deltager

En hurtig afvaskning i koldt søvand, båloptænding, indsamling af bær, tjek af shelter og et par timers fiskeri. Dagene i vildmarken var fulde af gøremål, men om aftenen var der ro.

"Der kunne jeg sidde i timevis, kigge ind i ilden og smide en ny pind på i ny og næ," husker Ulla Thomsen, som tidligere på året blev kåret som vinder af DR-programmet 'Alene i Vildmarken', hvor danskere konkurrerer om, hvem der kan udholde længst tid mutters alene i en nordnorsk ødemark.

"Nogle gange gik jeg ud af mit telt og kiggede op på stjernehimlen og lod tankerne flyde frit, ligesom når man mediterer," fortsætter 60-årige kvinde.

Ikke blot er hun den ældste vinder af programmet nogensinde, hun er også den eneste kvinde, der har vundet. Men det var da heller ikke hvem som helst, DR valgte at tage med til Nordnorge på overlevelsestur med et kamera.

Ulla Thomsen er uddannet smed, og så har hun været ramt af både piskesmæld, som hun med egne ord fastede sig ud af, og for nyligt celleforandringer i livmoren, som hun behandlede med naturlige hormoner og rå grøntsager.

Overlegent bål

Mange ville nok have åndet lettet op efter de to sygdomme, men for Ulla Thomsen var det anderledes.

"Jeg havde brug for en udfordring. Jeg havde været indstillet på at kæmpe mod kræft, men det skulle jeg ikke, og da jeg alligevel havde tænkt mig at tage orlov, meldte jeg mig til Alene i Vildmarken," forklarer hun.

I april sidste år søgte hun om at komme med, og i august stod det klart, at hun var udvalgt. Først skulle hun dog på en såkaldt bootcamp, hvor programmets deltagere lærer forskellige overlevelsesfærdigheder, for eksempel at tænde et bål. Og det var Ulla god til.

"Jeg tændte mit bål, stillede mig op og så på de andre, der forsøgte at tænde deres," siger hun selvsikkert ­– men tilføjer smilende:

"Der var bare det, at da jeg sad i ødemarken, kunne jeg ikke få ild i mit bål, og jeg sled næsten mit tændstål op de første 14 dage."

Risbåd i Brøndby

Som forberedelse trænede Ulla også hjemmefra i at bygge en såkaldt risbåd, en doughnutformet båd af grene og kviste, overtrukket med en presenning.

"Jeg testede den i Brøndby Havn, og den første lykkedes ikke så godt, men det gjorde den anden, og så havde jeg opskriften," fortæller Ulla, som også syede sin mands trøje om, så den fik strikket for og store stykker lunt sælskind på.

"Jeg er blevet kuldskær med alderen, så jeg lavede også et isbad, som jeg hoppede i, så jeg kunne lære min krop, at kulde ikke er farligt, og jeg prøvede at spise birkebark, for det havde jeg hørt, at man kan gøre for at få så varieret kost som muligt."

Kæmpede med kamera

I september sidste år drog Ulla så af sted til Nordnorge sammen med de øvrige deltagere, og tre dage senere vandrede de i hver sin retning for ikke at se hinanden igen, før programmet blev vist på tv. Ulla fik anvist en lille plads ved en sø, hvor hun skulle holde til og holde ud, til hun ikke kunne mere.

"De første dage var slemme, for jeg kæmpede med det udstyr, jeg skulle optage mig selv med. Jeg skulle slæbe rundt på tre kameraer og huske at lade batterier op," siger hun, men fortæller, at naturen til gengæld var lige hende.

"Det var fascinerende at være så vildt et sted. Det var lige ud til en 40 kilometer lang sø tæt ved trægrænsen, og der var ikke meget andet end birk, pil, sortebær og lidt blåbær. Jeg nød naturen, mærkede vinden og lyttede til fuglene."

Ulla gik i gang med at bygge et shelter, og så fiskede hun.

"Jeg troede, jeg havde skudt papegøjen ved at lave et såkaldt træk, så jeg kunne trække nettet både ud og ind fra land, men desværre syntes fiskene ikke, de skulle ind i min bugt," siger hun med et smil.

Forgiftet af bålet

Ulla fangede 10-12 fisk i de 30 dage, hun var alene i vildmarken. Resten af tiden levede hun af sortebær, blade, rødder og en smule revet birkebark. Hun havde konstant en GPS på sig, så produktionsholdet kunne spore hende, og en gang om ugen kom en læge ud og så til hende, ligesom hun skulle sende en sms til holdet hver morgen og hver aften, så de kunne konstatere, at hun ikke var ”blevet bimmelim”, som hun siger.

Den lange periode nød Ulla i fulde drag, velvidende, at hendes mand og deres børn var i god behold hjemme i Hvidovre. Men på dag 29 begyndte det at gå galt.

Hun ville bygge et brændeskur, og det tærede på kræfterne, ligesom hun fik røgforgiftning af bålet. Resultatet af anstrengelserne, røgen og måske den sparsomme kost var kvalme, og Ulla overvejede at give op.

"Næste dag havde jeg også synsforstyrrelser, og jeg var træt, havde fødder som isklumper og savnede en blød seng," husker hun.

"Jeg havde lovet min familie, at jeg ikke ville udsætte mig selv for fare, så jeg gik en tur og tænkte mig om. Jeg kunne godt mærke, at jeg skulle tilses af en læge, og da blev jeg klar over, at min tur i vildmarken var slut," husker hun.

En elsket stemme

Hvad Ulla ikke vidste, var, at turens næstbedste hold netop var udgået, og at hun dermed havde vundet konkurrencen.

"Jeg sendte besked til produktionsholdet om, at jeg gerne ville tjekkes, og så kom lægen ud til mig," fortæller hun.

"Det gik så langsomt, og jeg var en kende utålmodig, for nu var det jo alligevel slut. De filmede også, mens jeg pakkede mine ting, for jeg var der jo for at lave godt fjernsyn. Men pludselig hørte jeg min søns stemme sige mor – i det øjeblik vidste jeg, at jeg havde vundet."

Ganske rigtigt. Ullas familie var blevet fløjet til Nordnorge for at sige tillykke med sejren.

I dag er hun hjemme i Hvidovre igen og passer sit job som civilingeniør i en medicinalvirksomhed. Og det er netop jobbet, der holder hende fra at gå på tidlig pension og tage tilbage til vildmarken.

Kort tid i langt liv

"Jeg kunne godt tage af sted igen eller cykle Danmark rundt eller starte et økolandbrug. Men jeg har behov for at bidrage til samfundet ved for eksempel at udvikle energieffektive produktionsanlæg, og det kan jeg ikke gøre ved at sidde ved en skovsø eller hive ukrudt op af en vestsjællandsk mark resten af mit liv," siger hun pragmatisk.

Men hun har lært meget af vildmarken, og hun fortryder ikke turen et sekund.

"Da jeg tog af sted, var mit motto ”radikal selvaccept”," siger hun.

"Jeg tog ikke udfordringen op for at bebrejde mig selv, at jeg lavede fejl i noget, jeg ikke havde forudsætningerne for. Det har jeg taget med mig hjem fra vildmarken."

Ulla er den ældste, der nogensinde har vundet Alene i Vildmarken, og den første kvinde. Hendes baggrund som håndværker og hendes gåpåmod kom hende til gode, men det gjorde alderen også, kan hun se i dag.

"30 dage i et 60 år langt liv er faktisk ikke ret meget," konkluderer hun med et smil.