Asyl
Foto: Les Kaner. Makeup: Marianne Rud

Asyl

Derfor er jeg frivillig i et asylcenter

Michala Clante Bendixen møder hver uge nye flygtninge, som har rejst mange måneder i håb om at finde en plet i verden, hvor der er ro og fred – og plads til dem. Selv kommer hun fra et hjem med så meget overskud, at hun allerede som barn opsøgte de mere dystre sider af verden.

Asylcenter Sandholm 2001. Amira og hendes mand Ferhad når frem til Danmark efter at have mødt hinanden i Tyrkiet, som de begge var flygtet til fra Syrien. De er statsløse kurdere, hvilket blandt andet betyder, at de aldrig har haft et pas, ikke har ret til at arbejde eller til at forlade Syrien, som heller ikke vil give dem statsborgerskab. På grund af deres politiske arbejde er det blevet for farligt at blive. Ferhad har været fængslet og udsat for tortur i Syrien, og de ser ingen anden udvej end at flygte.

Asylcenter Kongelunden, 2012. Amira har tilbragt de sidste ti år i det danske asylsystem. Hun og hendes mand har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl. I modsætning til alle andre områder i dansk ret levner asylsager ingen mulighed for at appellere, men Syrien vil ikke modtage dem. Siden de kom til Danmark og først oplevede euforien over at få udleveret dyner, gryder og madkuponer og dermed også håbet om en lysere fremtid, har Amira født en datter, som nu er ti år, og en dreng som snart fylder syv. Amira er ulykkelig over at se, hvordan hendes børn, som ellers var normale ved fødslen, bliver psykisk skadede af det unaturlige liv i asylsystemet og usikkerheden om fremtiden. De er ukoncentrerede og opfarende. Den ældste er panisk bange for politiet, og for at hun skal dø om natten, når hun sover. Alle de veninder, hun har knyttet sig til gennem opvæksten i asylcentrene, har enten fået asyl og er flyttet ud, eller også er de blevet hentet af politiet midt om natten og sendt ud af landet. Hun har reageret ved at isolere sig fuldstændig i lange perioder og leger nu kun med piger, som er meget yngre. Amira er fortvivlet over, at hun ikke kan hjælpe sine børn. Hvis det ikke var for dem, havde hun begået selvmord.

Ud over børnene er Michala Clante Bendixen fra komiteen Flygtninge under Jorden Amiras lille lys i mørket.

– Det danske system virker måske omsorgsfuldt og luksuriøst sammenlignet med det sydligere Europa, men det er også enormt pacificerende og omklamrende. Vi sætter folk 100 procent uden for indflydelse i deres eget liv. De kan ikke vælge, hvor de vil bo eller med hvem. Hvad de vil spise og hvornår. De må hverken uddanne sig eller tjene penge. Det er nedbrydende! Uanset om de skal blive her eller sendes hjem, så bliver det i dårligere stand, end da de kom, mener Michala.

I dag besøger Amira Michala i hendes hjem en gang om ugen, hvor hun hjælper med rengøring og madlavning, bare for at have noget at tage sig til og komme væk fra asylcentret.

Amira er kun en af de mange flygtninge, som Michala kender gennem sit frivillige arbejde. Michalas hjerte banker særligt for de – heldigvis – få, som vi langtidsopbevarer – men også for de nye flygtninge, der dagligt krydser den danske grænse.

Handling frem for trøst
Hver uge taler Michala med omkring seks nye asylansøgere.

– Det er meget værdifuldt at få fat i folk så hurtigt som muligt, fordi de kan ødelægge deres egen historie ved at lyve om ting, som de bare skulle have fortalt sandheden om. Når de kommer til mig eller i vores rådgivning, er det efter en lang rejse fuld af løgne, falske identitetspapirer og bestikkelse. Ofte er de flygtet fra fuldstændig korrupte lande, hvor de ikke har anet, hvem de kunne stole på – og så pludselig fra den ene dag til den anden, forventes det, at de fortæller sandheden til en dansk politibetjent. Alt for ofte dømmer myndighederne deres historie for ”utroværdig”.

Michala bruger flere timer hver dag på arbejdet i Flygtninge under Jorden. Hun gik ind i arbejdet for fem år siden efter blandt andet at have været støtteperson for en torturramt familie og erkendt, at hendes force ikke ligger i at sidde og holde i hånden og trøste:

– Jeg er sådan en, der vil ændre ved tingene og gøre noget ved det, der ikke dur. Jeg vidste ikke særlig meget om flygtninge og deres vilkår i Danmark, da jeg startede. Jeg havde ingen forudsætninger for at kunne rykke ved noget, men har fået det gennem interesse og hårdt arbejde og ved at være i kontakt med folk, der ved mere end mig, og med de mennesker, det handler om. At det er lykkedes at nå dertil, hvor jeg har indflydelse på tingene, og hvor folk lytter til, hvad jeg siger og skriver – det er rigtig tilfredsstillende.

Læs også: Kendte om at miste: Det sætter spor til evig tid  

Mange asylansøgere er traumatiserede i en eller anden grad, når de kommer til Danmark. De har oplevet forfærdelige ting forud for flugten, men også selve turen gennem Europa byder på flere måneders ydmygelser og farlige situationer.

For at nå herop har mange af dem lagt deres penge og liv i hænderne på menneskesmuglere. Det kan tage fem måneder at nå til Nordeuropa. Der køres omveje og holdes mærkelige pauser i forladte huse i Europas skove, hvor de flygtende efterlades af deres dyrekøbte livliner. Her kan de sidde i 14 dage uden at vide hvorfor og hvor længe og uden garanti for at komme videre. Lige indtil menneskesmuglerne en dag dukker op og henter dem. Turen op til Nordeuropa koster mellem 50.000 og 90.000 kroner, så ofte har fok kun råd til at rejse et stykke af vejen og forsøger så selv at komme videre. Hvis de er heldige, får de slægtninge til at sende penge, ellers må de bede deres efterladte om at sælge familiens sidste ejendele og om nødvendigt deres jord.

– Det ville være et uhyrligt beløb at skrabe sammen for en bonde i Afghanistan, så vores forestillinger om fattigdomsflygtningen holder ingen vegne. Det er kun de virkelig ressourcestærke, der formår at rejse så mange penge og komme så langt, forklarer Michala.

Resursestærke måske, men også knækkede. Bange og forvirrede.

– Ofte ved asylansøgerne intet om Danmark. De kan være på vej til et andet land, men strander her, fordi de bliver efterladt af menneskesmuglere. Så sidder folk der på Hovedbanegården og venter på nogen, der ikke kommer tilbage. Andre gange har de valgt Danmark, måske fordi de har familie her.

Fremad mod nye nederlag
Michalas egen familie og baggrund er en stor del af forklaringen på, hvorfor hun selv har så stort et overskud at dele ud af. Et overskud der er afgørende. 

– Selvfølgelig er det et hårdt og tidskrævende arbejde, som byder på rigtig mange nederlag, men også succeser. Jeg har tit tænkt på, hvordan jeg selv ville reagere, og hvordan mit eget liv ville have været, hvis jeg var blevet udsat for de frygtelige oplevelser, som de her kvinder har været ude for. Det er meget svært at forestille sig, og det kræver en stærk psyke bare at høre om det. De første par gange, jeg kom hjem fra besøg i et asylcenter, kunne jeg ikke sove om natten. Nu har jeg lært at tackle det, selvom det stadig gør indtryk.

– I Flygtningehjælpen plejer de at sige til hinanden: ”Fremad mod nye nederlag”. Jeg minder mig selv om, at selv når det ikke lykkes at give folk opholdstilladelse, så betyder det noget for dem, at jeg har været der som menneske. At der var en, som troede på dem og ville dem det bedste. Det er vigtigt at opretholde en tro på, at det hele ikke er håbløst. Også for ens fremtidsudsigter.

Respekt, nysgerrighed overfor andre kulturer og kreativitet er essensen af Michalas opvækst i et kunstnerhjem i København.

– Jeg har altid følt mig heldig og meget privilegeret. Også over helt tilfældigt at komme til verden i et trygt og frit land, når andre fødes i en ruin i Kabul. Mine forældre var politisk aktive, og gennem kunsten blev jeg opmærksom på andre kulturer, som for eksempel den arabiske, som er fuldstændig fantastisk og ikke ren middelalder. Jeg læste også mange romaner som barn og teenager. Socialrealistisk litteratur om menneskeskæbner fra hele verden.

Michalas facon er på ingen måde missionerende, men når hun går vennekredsen igennem, har de det tilfælles, at de alle er politisk aktive i en eller anden grad.

– Hvis ikke folk involverer sig aktivt i verden omkring dem, bliver det for kedeligt. Vores drenge er efterhånden rimelig trætte af at høre om menneskerettigheder, tortur og bombninger hen over aftensmaden, men vi har aldrig lagt skjul på, hvordan verden er skruet sammen. De har en meget nuanceret og fornuftig holdning til deres omverden, men jeg tror af og til, det bliver for meget. Det er jo ikke deres projekt, vel? Til gengæld har de fået mange oplevelser, som ikke er helt almindelige i en dansk familie, og som er blevet en del af vores historie. Som for eksempel den om den unge albaner, som kunne citere gamle gangsterfilm, og en srilankansk kvinde der lavede hvinende stærke chiliretter til vores morgenmad. De har også lært at lege med børn, de ikke kan tale med – og mødt børn, der brændende ønsker sig at få lov til at gå i en rigtig, dansk skole.


Læs også: Simi Jan frygter mest kidnapning

Flygtninge i tal

I de danske asylcentre bor der omkring 4.500 flygtninge, hvoraf en del bliver sendt videre til andre lande i Europa for at få deres sag behandlet der. Af dem, der afgøres her i landet, bliver de fleste afgjort inden for et år. Sidste år fik omkring 40 procent en positiv afgørelse. 166 flygtninge – flest fra Afghanistan – har ventet i over fem år, fordi de har fået afslag, men af forskellige grunde ikke kan sendes hjem. 68 personer har ventet i mere end ti år.

Den danske udlændingelov er ændret 76 gange over de seneste ti år. Antallet af asylansøgere faldt kraftigt efter de første stramninger i 2002, men er steget en del igen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Jobansøgning