Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Vibeke Windeløv
Foto: Rasmus Weng Karlsen Vibeke Windeløv stopper som teaterdirektør på Betty Nansen Teatret.

Vibeke Windeløv: "I perioder var jeg så dødeligt træt, at jeg næsten ikke kunne komme ud af sengen"

Vibeke Windeløv, 67, har trukket vejret gennem film og teater hele sin karriere. Nu kapper hun båndet til arbejdslivet og har valgt at stoppe som teaterdirektør på Betty Nansen Teatret. Det skal være slut med at være dødtræt om morgenen og begyndelsen på at læse bøger fra start til slut i ét stræk.

– Sidste år i påskeferien var jeg på ferie i mit hus i Italien. Jeg satte mig ned på terrassen med udsigt til et meget stort landskab og begyndte at læse en bog af Ida Jessen. Jeg stoppede først, da jeg havde læst den sidste side. Det kunne jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde gjort. Jeg tænkte tilbage på, hvordan mit forår havde været. I perioder havde jeg været så dødelig træt, at jeg næsten ikke kunne komme ud af sengen om morgenen. Jeg har været vant til, at jeg bare kunne forlænge dagen og sove mindre, hvis jeg ikke havde timer nok. Men måske er der en grænse? En grænse, som jeg hidtil har nægtet at se. Vil jeg dø af det her? Nej! Jeg bliver nødt til at sige stop og lave om på det her liv.

– Det er den eneste gang i mit liv, hvor jeg virkelig er ked af, at jeg skal holde op på et arbejde. Jeg kommer til at tude! De mennesker, der er på Betty Nansen Teatret, er så dedikerede. Et hold på 15-16 mennesker, der år ud og år ind lægger hele deres liv, alle deres evner og al deres energi i det her sted.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Feminisme må aldrig blive din lækre selvhjælpsløsning"

– Man kan undre sig over, at skuespillere gider lave teater, fordi det er så dårlig betalt i forhold til at lave film. De gør det, fordi der er tid til fordybelse og et helt andet sammenhold. Men der er en manglende forståelse for det ekstremt hårde arbejde, det er at være skuespiller.

– På teatret er jeg blevet modig og tør sige min mening om kunsten. Da jeg flyttede sammen med Per Kirkeby som meget ung og senere blev gift med ham, kyssede han mig, hver gang jeg ytrede min mening om kunst. Han havde helt tjek på det, og jeg var meget mere famlende. Det er måske lidt groft tegnet op, men der er noget om det. Faktisk var det ikke før, vi blev skilt, 30 år senere, at jeg begyndte at turde sige min mening. Jeg har stadig sindssygt meget respekt for de kunstneriske processer og har ikke ret til at gå ind i dem. Men når jeg ser teater eller film, ved jeg, at jeg har øje for, om folk vil forstå, hvad der foregår.

Der er mange kunstnere, der er svære at have en mening imod, fordi de bliver fornærmede og vrede. Jeg har lært, at det er meget lettere at modtage kritik, hvis den ikke er pakket ind. Kritik, der er pakket ind, bliver ofte kejtet, og det kan være svært at forstå, hvad kritikeren egentlig mener. Det kan godt være, at du bliver såret af direkte kritik, men den er lettere at forstå, og det er lettere at reagere på den.

LÆS OGSÅ: Aura: "Det er en del af livet at blive slået ud af kurs. Og du skal selv slå dig tilbage"

– Når jeg har haft min sidste dag på teatret, skal tiden i starten bruges på at læse. Jeg har en hel stak nonfiktionsbøger, som jeg glæder mig til at gå i gang med, bl.a. Sapiens – en kort historie om menneskeheden af Yuval Noah Hariris. Jeg kommer forhåbentlig også til at rejse og skrive mange flere rejsemails. Det bliver skønt igen at kunne bevæge sig rundt i verden og ikke bare cykle til og fra arbejde.

– Så længe jeg har råd til det, vil jeg tage til Indien hvert år. Det vigtigste ved at være i Indien er, at der ingenting sker. Dagen starter med, at jeg går til ayurvedisk behandling i over to timer. En times massage med olier af en massør, der hænger i et reb og masserer mig med fødderne. Derefter en time, hvor to kvinder synkronmasserer mig med diverse urter. Derefter vil jeg læse Hindu Times og spise morgenmad, og så vil jeg dyrke yoga, spise aftensmad, læse en bog og sove. Dét, og kun dét, vil jeg gøre hver dag i 14 dage.

LÆS OGSÅ: Line Knutzon: "Vi pisser på alt det, vores bedsteforældre har bygget op. Det er pinligt"

– Jeg er rigtig god til ikke at lave noget og få tiden til at gå. Da børnene var små, tog jeg hvert år tre-fire måneder til Læsø, hvor jeg havde en stor urtehave, fandt svampe, bagte, høstede solbær og ribs og lavede gelé og marmelade og ikke mindst var sammen med mine børn.

– Jeg kunne sagtens finde på at lægge nogle kræfter i at hjælpe til hos Venligboerne (en bevægelse, der handler om at møde andre med venlighed, uanset køn, etnicitet, religion, alder og politisk tilhørsforhold, red.) Jeg kan godt forstå, at vi ikke kan tage imod alle flygtninge i verden i Danmark. Men når nu vi har flygtninge i Danmark, kan jeg ikke forstå, at vi ikke vil have dem til at fungere godt. Hvis vi lader dem være stakler, har de ikke energi til at flytte tilbage, hvis den dag kommer. Det er så knald i låget, at vi ikke gør alt, vi kan, for at få flygtninge i skole og i arbejde. I sidste ende ville det måske ikke være så dårligt, hvis nogen af dem valgte at blive her, selv om de havde mulighed for at rejse tilbage.

Hvad, håber du, har forandret sig i verden om 20 år?
– Jeg håber, at flere vil tage ansvar. Men det kan kun ske, hvis ikke alle enheder bliver gjort større, som der er en tendens til. Større teatre, større skoler, større kommuner... Hver gang det sker, tager du ansvar, og dermed også indflydelse, fra den enkelte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Interview og Karriere