”Kort efter jeg havde født, blev jeg kvalt, mens min baby lå ved siden af”: 59 læsere om vold i hjemmet

Vi lytter til jer – og I tager heldigvis ordet!

Først samlede vi 15 historier fra jer læsere om vold i nære relationer. Dem kan I læse her: "Han slog mig i mørket, mens jeg holdt vores nyfødte barn”

Det blev til 12 nye vidnesbyrd i artiklen: ”Mit fine bryllup var med hvid kjole - og blå mærker på hele min krop”, som førte til 13 yderligere beretninger: ”Der var blodsprøjt på vægge, møbler og mit tøj”

Nu har jeres delinger og mod bragt endnu flere oplevelser frem. Herunder kan I læse 19 nye vidnesbyrd fra jer læsere.

Beretninger fra kvinder, der har været udsat for overgreb fra kærester, ægtemænd, fædre og brødre – og fra manden, som er forlovet med en tidligere voldsudsat kvinde og manden, der kendte en psykisk voldelig kvinde.

Alle er de hver deres unikke historie. Alle har de meget tilfælles. Volden er derude i det skjulte.

Vi har gjort alle anonyme, men der er tale om danskere fra hele landet, alle typer af baggrunde og med et stort aldersspænd. Vi advarer om, at det er alvorlige og voldsomme beretninger.

På ALT.dk har vi sammen med Danner startet kampagnen #talhøjtomvold med fokus på den oversete og tabubelagte vold i danske hjem. 

Samlet har vi på kort tid således modtaget 59 vidnesbyrd om vold.

Vi håber, at de åbner vores øjne op for, at volden trives i Danmark, hvor den lever bedst i tavshed.

Men du kan hjælpe os med at tale højt om vold, når du har læst med:

• Del hashtagget #talhøjtomvold på sociale medier, støt op om budskabet
• Tal højt om det med dine omgivelser: Lyt og spørg i fortrolighed, hvis du fatter mistanke om vold – og lyt og ræk ud, når du er klar, hvis du selv har brug for hjælp. Læs mere her, her og her.

Alle vidnesbyrd herunder er redigerede, anonymiserede versioner. Dette er alene læsernes version af deres oplevelser.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg i SÅ mange år har været så flov og fyldt med skam over ikke at kunne komme ud af volden. 

Min historie er lang, da det stod på i årevis. Jeg var i starten af mine tyvere, da jeg mødte min eks. Der gik ikke lang tid, før vi boede sammen.

Han var en stakkel, der gav udtryk for, at han elskede mig, og jeg var åbenbart den person, der skulle til for at gøre hans liv godt. Han begyndte at skylde mig penge, og det løb hurtigt op i et pænt højt beløb.

Han har ved flere lejligheder slået mig, sparket mig i maven, og det var ”hverdag” at blive kaldt luder, møgso, møgluder, kælling og andre af den type skældsord. 

Han mente, at jeg var billig, fordi jeg havde haft andre sexpartnere før ham.

Derfor gad han ikke have penetrationssex med mig, men tvang mig til oralsex. Han synes i øvrigt også, at min vagina lugtede, uanset hvor meget jeg end vaskede mig. 

Jeg var i øvrigt også kedelig at se på, og jeg var underlig og nok også psykisk syg, mente han. 

Vi fik et barn sammen, og kort efter jeg havde født, blev jeg kvalt, mens min baby lå og sov ved siden af. Mit hoved blev banket ind i væggen. Han vidste, at jeg aldrig ville græde foran mit barn. 

Jeg husker alle de nedladende og krænkende ord fra hans mund.

Sætninger som: Så læg dig dog ned, som den hund du er. Gjorde det ondt? Skal fandme vise dig noget, der gør ondt. Det er bedre, at du holder din kæft, når vi er ude, du burde jo slet ikke begå dig med andre mennesker. Jeg skærer fandme arme og ben af dig. Undskyld skat, men du kan jo bare lade være at provokere mig. Jeg skærer hovedet af dig. Du er en dårlig mor. Jeg tør ikke gå fra dig, for jeg kan jo se, at du ikke kan klare dig selv. Du er absolut intet værd, der er ikke noget at sige til, at alle omkring dig dropper dig.

I dag er jeg STOLT af mig selv. Jeg kom ud af det, og har fået et fantastisk liv. Jeg har fuldført min uddannelse, har fundet en fantastisk mand, skabt en familie. Mit liv er skønt, og jeg er blevet stærk. 

Arrene og mareridtene forsvinder dog aldrig. 

Anonym kvinde i 40’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg - som så mange andre før mig - troede, at jeg havde mødt min eneste ene lige omkring, at jeg var blevet myndig.

Jeg var ung, naiv og uerfaren. Han var en håndfuld år ældre og havde styr på tilværelsen, i hvert fald udadtil.

Inden jeg havde set mig om, havde han pakket mine ting, og vi flyttede sammen langt væk fra familie og venner. Det var før mobiltelefoner og internet i private hjem.

Han havde ikke rørt mig, før jeg flyttede ind. Men nærmest fra dag ét gik det galt.

Han forventede et skinnende rent hjem, når han kom hjem. Han tjekkede efter for at se, om jeg havde været grundig nok. Hvis han fandt noget, fik jeg ingen mad.

Han spiste det hele for øjnene af mig – jeg var i øvrigt også så fed, at det tog jeg ikke skade af, mente han…

På en god dag fik jeg lov at få aftensmad og nogle småpenge til at købe frokost for. Der var aldrig mad i hverken køleskab eller skabe, for så kunne han ikke tjekke, hvad jeg spiste.

Han ville gerne feste med vennerne, når det var weekend, men han ville ikke have ”sådan en fed ko med”. Så han låste mig inde i lejligheden, som ikke kunne låses op indefra uden en nøgle.

Den psykiske vold udviklede sig til fysisk vold. Jeg var konstant blå og gul, men han sørgede for at slå mig de steder, hvor jeg kunne dække slagene med tøj. En aften gik det helt galt, og han var nødt til at køre mig på skadestuen.

Her lød historien, at jeg var faldet, fordi jeg var så klodset. Jeg husker, at sygeplejersken var skeptisk overfor hans forklaring, men jeg kunne jo ikke sige noget, når han var lige ved siden af.

Han fik en idé om at vi skulle have et barn, for så kunne jeg nok lære at blive voksen. Han vidste præcis, hvornår vi skulle have sex og var fuldstændig ligeglad med, om jeg græd imens, fordi jeg ikke ville.

Flere gange tog han kvælertag på mig og forsøgte at kvæle mig med ledningen til fastnettelefonen.

Jeg blev ofte låst inde i dagtimerne og havde intet netværk, der kom forbi.

Et familiemedlem kom dog på besøg på et tidspunkt, og jeg blev til sidst hjulpet FRI!

Jeg er så lykkelig for, at vi ikke fik barn, at jeg kom levende derfra, og at jeg trods alt ”kun” fik varige ar på sjælen og en gæld.

Det, der ærgrer mig allermest, er følelsen af ikke at blive taget alvorligt af politiet. Et råb om hjælp fra en kvinde i en situation som min er dybt alvorlig – for man er fandme langt ude, før man tør åbne munden. Alt for langt ude…

Det er et forbandet emne, som virkelig fortjener fokus. Jeg har stadig senfølger, som uden tvivl vil forfølge mig resten af livet. 

Anonym kvinde i 40’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg vil gerne fortælle jer om den psykiske vold, jeg blev udsat for som helt ung. Jeg var i start 20’erne og boede sammen med min bror.

Han var min helt, min bedste ven og det menneske, jeg elskede allerhøjest på denne jord. Han har altid haft nogle psykiske vanskeligheder, men han rettede dem som regel imod andre, mens han passede ”godt” på mig. Han kunne være meget kontrollerende, grænsende til det besidderiske.

I starten var det i det små. Han kritiserede mig ofte og næsten alt, hvad jeg gjorde, var forkert, jeg var ubegavet og uegnet til det meste. Han kaldte mig billig eller svinede de mænd, jeg var kæreste med. Jeg sagde ham for det meste imod, men er nok nødt til at indrømme, at hans ord alligevel satte sig i mig og blev en slags sandhed for (og om) mig.

Senere blev han mere og mere vred og aggressiv. Han skældte mig hele tiden ud og bebrejdede mig for alle de ting, der gik galt i hans liv. Og det var ikke småting, skulle jeg hilse og sige.

Jeg begyndte at bekymre mig overdrevet meget om små latterlige ting som hans frisure og hud, for hvis han havde fået en bums, eller håret sad forkert, var fanden løs. Alt var helt og aldeles ude af proportioner.

Med tiden blev raseri, tilsvininger og dødstrusler en del af min hverdag, og vi havde decideret slåskampe, når vi var uenige.

Min hukommelse fra den tid er lidt sløret, men jeg husker, at han engang trak mig i håret hen ad gulvet, da vi ikke kunne blive enige om noget, der i sidste ende ingen betydning havde.

Og så husker jeg alt for tydeligt hans go-to trussel, som var, at han ville smadre hovedet på mig. Det hørte jeg ham sige helt afsindigt mange gange.

Jeg råbte til ham, at han skulle gøre det, og jeg mente det i de øjeblikke, for tilværelsen var nærmest ulidelig. På samme tid elskede jeg ham stadigvæk enormt højt, så mine følelser var i et uafbrudt kaos.

Jeg boede med ham i flere år, og tingene eskalerede mere og mere.

I dag undrer det mig, at jeg ikke forlod scenen før. Det undrer mig også, at ingen greb ind, for flere havde set os skændes voldsomt, hørt hans trusler, og nogle få havde set os slås.

Da jeg endelig flyttede, lod min familie som om, at alt var, som det skulle være. Ingen nævnte grunden til min flytning med ét eneste ord.

Jeg fortrængte selv oplevelserne i mange år. Måske fordi min voldsmand samtidig var min bror, og han derfor ikke bare kunne skæres ud af mit liv. Jeg har aldrig haft følelsen af at kunne "slå op" med ham.

Jeg stillede en glad front op og fortsatte med mit liv i årene efter, men havde hele tiden følelsen af at være i stykker inderst inde. I mine tredivere havde jeg en periode, hvor jeg ikke så min familie. Da begyndte minderne at komme tilbage i form af pludselige flashbacks og mareridt.

Jeg har været igennem forskellige terapiforløb og kæmper i dag stadig med nære relationer. Jeg har angst, kan ikke sove om natten og har et nervesystem, der er hyperaktivt og kun tillader mig få perioder med ro.

Årene med fortrængning og min families reaktion på hændelsen har spillet en kæmpe rolle i, hvorfor jeg har det sådan i dag. Jeg har ofte ønsket, at det "bare" havde været en kæreste - selvom det selvfølgelig også havde været skrækkeligt! - men så havde jeg aldrig behøvet at se overgrebspersonen igen.

Jeg vil gerne takke jer, fordi I sætter fokus på vold – og især den nærmest usynlige psykiske vold. Jeg håber sådan, at unge piger, der befinder sig i en situation, der minder om den, jeg fortæller om her, vil indse at den er gal og opsøge hjælp i tide. Det fik jeg desværre ikke gjort.

Anonym kvinde

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg husker tydeligt frygten for at blive overgrebet, men endnu tydeligere frygten for, hvad min stedfar ville gøre mod gerningsmanden.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg af flere omgange har haft det tæt inde på livet. Som barn - da min mor levede i et forhold med en alkoholiseret, aggressiv mand - og i mine teenageår og senere også i mit voksenliv.

Hver relation har haft forskellig karakter og volumen, men fælles for dem alle har været kontrol, manipulation, svingende sindsstemninger og aggressiv adfærd. 

Som ung mødte jeg en fyr, som i begyndelsen behandlede mig som en prinsesse. Lige hvad en teenagepige drømmer om. Der gik dog nøjagtig en måned, så begyndte truslerne at hagle ned over mig. Han overvågede mig og lagde ikke skjul på det. Jeg ville det ene øjeblik modtage kærlighedserklæringer, for derefter at blive truet med at blive skåret i småstykker. 

Én episode står stadig klart og tydeligt for mig. Det var også den episode, som fik bægeret til at flyde over. 

Han havde før forgrebet sig seksuelt på mig, og han havde samme hensigt denne dag. Jeg ville ikke. Jeg havde slet ikke lyst, og det fortalte jeg ham. Han blev stiktosset, sagde, at han var ligeglad, for det havde han. Han tog mig og pressede mig ud ad et vindue og spurgte, om jeg hellere ville ud at flyve?! Vi befandt os højt oppe, så der var langt ned. 

Jeg fik vristet mig fri og begyndte at pakke mine ting. Han fik fat i mig igen og begyndte at tage kvælertag på mig. Igen kom jeg fri, greb min taske og løb mod døren, mens han smed knive efter mig, som var jeg en dartskive. 

Jeg anmeldte flere af episoderne, men der var ikke nok til en sag, lød det. 

Jeg var lige blevet myndig, da jeg mødte faren til mine børn. Vi var sammen i flere år, og vores samliv bar præg af ustabilitet, manipulation, ekskludering fra min omgangskreds, konstante nedladende kommentarer og aggressiv adfærd.

Jeg var aldrig god nok, jeg kunne ikke give ham et ”rush”, jeg var ikke spontan nok, jeg var uduelig og kedelig. Hvis jeg fik lov at tage ud en aften, var det en selvfølge, at han kunne gå ud de næste mange aftener.

Han forsvandt sporløst i flere dage for pludselig at dukke op om natten. Han havde andre kvinder, og når jeg konfronterede ham, fik jeg at vide, at det er var min egen skyld. 

Han ødelagde mine ting som straf. Han sagde, at jeg var en elendig mor, og at jeg skadede mine børn, når jeg brød sammen og ikke kunne rumme mere. Han drak og tog stoffer, og han tog penge fra vores konti.

Der gik mange år, før mit sparsomme netværk og familie kunne gennemskue hans adfærd – for udadtil var han altid charmerende og kærlig. Det hele var et spil for galleriet.

Der gik mange år, før jeg fik kræfter og modet til at gå. Dråben for mig var, at han begyndte at rette sin adfærd mod vores børn, og jeg kunne ikke længere kompensere og dække over ham. 

Følelsesmæssigt og psykisk var jeg gået i stykker under vores mange års samliv. Når jeg kigger tilbage i dag, kan jeg ikke forstå, hvordan jeg har klaret at være mor, tage en uddannelse og senere at få et fuldtidsjob. 

Det har krævet gentagende terapiforløb at nå til, hvor jeg er i dag. Jeg har dybe ar på sjælen, mangler tillid til andre og har et lavt selvværd. 

Jeg lever i dag med en mand, som er så god ved mig og mine børn. Jeg føler mig tryg for første gang i mange, mange år. 

Fysisk og psykisk vold har store konsekvenser – både her og nu, men også på den lange bane. 

Jeg synes, at det er et fantastisk initiativ at sætte ekstra fokus på emnet, da flere, end man tror, lever med fysisk og psykisk vold. 

Anonym kvinde i 40’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg kunne altid høre på hans trin, om det var en god eller en dårlig dag.

Jeg kunne se på ham, når han kom gående på afstand, om det var skidt. Vendte tommeltotten ind mod kroppen, skulle alt køre lige efter bogen. Børnene måtte ikke græde, maden skulle være perfekt, der skulle være rent og så videre. Vendte tommeltotten udad, kunne jeg slappe mere af.

Jeg synes, det er pisseflovt, at jeg ikke er gået før. At jeg har ladet ham ødelægge mig og mine børn. Jeg har en enorm skyldfølelse og føler slet ikke, at jeg kan slå til.

Da min eks og jeg havde været sammen første gang, blev vi kærester. Der var aldrig snak om det. Det var vi bare med det samme. Af en eller anden grund var jeg forblændet af ham. Han fik altid, hvad han ville have. Han gav mig alt, hvad jeg overhovedet overvejede at ønske mig – det havde jeg aldrig prøvet før.

Han var næsten altid hos mig. Han flyttede nærmest ind med det samme, men igen, det var ikke noget, vi overvejede eller snakkede om. Det var bare sådan.

Jeg husker stadig første gang, jeg mistede mig selv. I starten havde vi rigtig meget sex, og jeg fik derfor ondt. Han kom hjem til mig en aften. Han lagde an til sex, og jeg sagde, at jeg havde meget ondt, og jeg ikke kunne. Han blev småirriteret og rastløs.

Han insisterede på, at vi gjorde det alligevel.

Jeg følte mig som en stykke kød og havde egentlig lyst til at skrige, græde og smide ham ud. Men jeg blev fuldstændig handlingslammet.

Jeg græd hele natten og havde det så underligt i hele min krop.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville gøre det forbi næste dag.

Da han kom dagen efter, havde han gaver med, og jeg blev overrumplet og tænkte, at jeg ikke havde gjort det klart, at jeg ikke ville have sex. For hvis han forstod, hvordan jeg havde haft det, ville han jo have sagt undskyld.

Måske var det mit første skridt ind i den voldsspiral, jeg gik ind i?

Min eks havde et voldsomt temperament. Enten var man inde eller ude. Det hele var sort/hvid. Der er intet midt imellem. Det var raserianfald, truende adfærd, humørsvingninger.

Han sagde ofte, at han ikke gad have en klam kæreste, der ikke gjorde noget ud af sig selv, og at kvinder blev grimme, når de havde fået børn. Så man skulle træne, og jeg måtte ikke gå en dag hjemme uden at være i bad eller gøre rent. Det var dovenskab og aldrig en mulighed.

Hvis der ikke var helt rent, opvaskemaskinen ikke blev tømt med det samme, eller der var tøj i vasketøjskurven, blev han sur.

Børnene måtte ikke græde. De måtte ikke pylre, og der måtte ikke være ulvetime. Var de syge eller græd, råbte han, at de skulle tage sig sammen. Vågnede han en eneste gang af dem om natten, gik han helt amok. Råbte dem ned i hovedet, kastede dem tilbage i seng, lukkede døren og holdt den, hvis de prøvede at komme ud.

Han ville gerne bestemme, hvem jeg var sammen med. Det skulle være ”de rigtige” – altså dem med overfladen i orden. Til sidst gav jeg op og opgav kontakten med dem, han ikke godkendte.

Han var rigtig god til at fortælle mig, at hvis jeg nogensinde gik eller var sammen med en anden, ville han bruge resten af sit liv på at ødelægge alt for mig!

Det var mit normale. Jeg ville aldrig fortælle andre om det. For inderst inde vidste jeg godt, at det var forkert. Men i mit hoved fik jeg blidt mig ind, at jeg bare skulle gøre det lidt bedre, ændre mig lidt mere, prøve lidt hårdere, lave færre fejl – så ville alt være godt igen.

I dag føler jeg, at jeg bevæger mig i et minefelt. Jeg tør ikke sige noget. Når jeg en gang imellem tager mod til mig og fortæller mine omgivelser om, hvad jeg har levet i, kommer mistroen. Folk bakker ud, vil ikke tage stilling, vil ikke vide mere, tier stille. Selv dem tæt på kan sige: Er du helt sikker på, at du ikke overtolker det?

Det er lige præcis den mur, man møder HVER gang. Alle DE KAMPAGNER, der kører: Stop vold mod børn. Psykisk vold er ikke i orden. Hold ikke på det selv – sig det til nogen. Det hjælper bare ikke at sige det til nogen, hvis alle holder afstand, og ingen vil tage et ansvar og handle.

Jeg ligger ofte i min seng om aftenen og græder. Jeg har fået den bedste, mest tålmodige og kærlige mand. Han ved godt, hvorfor jeg græder – og han ved også godt, at jeg slet ikke er klar til at snakke om det face to face. Så han holder bare om mig og trøster mig.

Jeg græder altid lydløst. Jeg har lært i mit liv med min eks, at man ALDRIG skal græde med lyd. Så det kan jeg slet ikke længere.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg var en stor teenager, da jeg fik en kæreste på 18 år. Han var mere "voksen", end jeg var – meget begavet, hvad angår politik, matematik og livet. Jeg var en vellidt pige fra en kernefamilie, så mit bagland var i orden.

Han udviklede sig stille og roligt via sin manipulerende adfærd til at blive mit største mareridt. 

Jeg blev fanget i først at være helt blæst bagover af komplimenter, gaver og opmærksomhed fra ham, men det udviklede sig til at blive ydmygende og alt for meget – samtidig var han jo den ”voksne”, så jeg tænkte, at jeg nok bare ikke vidste, hvordan et modent forhold var. 

Det var telefonsamtaler i tide og utide, selv i timerne i skolen. Jeg skulle fortælle ham, inden jeg gik tur. Telefonen skulle med på toilet. Og jeg skulle altid bevise, at jeg var på mit værelse.

Jeg måtte ikke have drengevenner, de blev kontaktet og truet, trods de blot gik i min klasse. Senere blev det lettest for mig også at isolere mig fra mine veninder.

Jeg så ikke mig selv som én, der ville finde sammen med en voldelig type, så jeg tænkte, at den del af ham skulle jeg få styr på. Men det udviklede sig til decideret mishandling.

Hvis vi skulle have en hyggeaften, og jeg skulle handle ind, fik det store konsekvenser, hvis jeg købte det forkerte. Sådanne provokationer fik ham til at rive mit tøj i stykker, hive mig i håret og gennembanke mig og brænde mig med cigaretter.

Når raseriet var overstået, skulle jeg ikke virke påvirket, for så startede det forfra. Derfor udviklede jeg evnen til at få min puls til at falde til normal, jeg græd ikke, jeg kunne smile og så videre. Alt sammen var en overlevelsesmekanisme, som min krop udviklede for at overleve dagene med ham. 

Ofte blev jeg "kvalt", indtil jeg et kort øjeblik gik ud som et lys. Sådan fortsatte det i årevis. 

Jeg havde dengang ikke længere meget selvbevidsthed tilbage. Jeg vidste inderst inde, at det ikke var min skyld, men det vigtigste i verden var, at han også kunne erkende, at det ikke var min skyld.

Det kunne han, når han var sit ”gode jeg”, for så græd og undskyldte han og sagde, at han var dybt ulykkelig over at se mig blå og gul. Han var både psykisk og fysisk voldelig, men den psykiske vold bandt mig til ham, den fysiske alene havde gjort det nemmere at gå. Jeg var i forholdet i en årrække.

Jeg er i dag en meget selvstændig kvinde i mine 30’ere. Jeg har altid vidst, at jeg nok skulle klare den, hvilket jeg er lykkelig for. Jeg har karriere, eget hus, familie og venner, men jeg har ikke en mand.

Jeg har simpelthen svært ved at skulle miste min frihed igen, så selvom jeg har kendt de skønneste mænd, så lader jeg dem aldrig komme helt tæt på. Jeg håber dog, at jeg en dag møder en, som kan få lov at blive min eneste ene.

Anonym kvinde i 20’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har oplevet fysisk og psykisk vold samt seksuelle overgreb fra min biologiske far i en lang række år. At leve med en psykopat er hårdt, især når han er din "far". 

Jeg husker ikke præcist, hvordan eller hvornår det startede, men jeg var ret lille.

De seksuelle overgreb og den fysiske vold kom først.

Jeg var et meget klodset og distræt barn, så de mange fysiske mærker blev altid undskyldt med det. Om folk troede på det eller ej, ved jeg virkelig ikke, men der var aldrig nogen, der gjorde noget – og jeg turde intet sige. 

Han truede mig med flere tæv, med at ville gøre mine søskende ondt, med at ville slå min mor ihjel. 

Jeg husker at være rædselsslagen hele tiden.

Inden jeg var blevet teenager, havde jeg min første spiseforstyrrelse. Den var slem, og jeg var nærmest kun skind og ben. Han nævnte konstant, at han syntes, jeg havde taget på, og hvorfor jeg dog ikke bare stoppede med at spise? Det gjorde det kun sværere at komme ovenpå igen. 

I mange år led jeg under grov fysisk vold og de seksuelle overgreb, men den psykiske vold er dén, der i dag har ramt mig værst. 

Jeg har sluttet al kontakt med ham, og i dag har jeg - med en masse hjælp - allerede bearbejdet en stor del af det hele. Fuldt bearbejdet ved jeg aldrig, om det hele bliver.

Jeg er stadig panisk angst for at møde ham igen en dag, for at være alene hjemme, når det er mørkt, og for hvad der kan "gemme sig i mørket". 

Jeg er i dag gift med den mest fantastiske mand, og jeg har de bedste venner omkring mig, samt en familie, der støtter mig – og så selvom de har begrænset viden om det, som hændte.

Anonym kvinde i 40’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har levet i et forhold i flere årtier, som var baseret på især psykisk, men også en form for fysisk vold.

Kort tid efter, at jeg havde indledt et forhold til min eks, havde jeg en mindre nedtur. En dag sagde han til mig: ”Du har brug for hjælp. Nu ligger du dig ned på jorden foran mig og siger: ”Jeg har brug for hjælp, du er den eneste, der kan hjælp mig.” Ellers forlader jeg dig her, og du ser mig aldrig igen.”

Jeg var i hans magt i rigtig mange år…  Jeg blev knækket og derefter bygget op, som han ville have mig.

Jeg blev en tjener, der gjorde alt for at opvarte og gøre sin mand tilfreds.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg var i et psykisk voldeligt forhold i mange år. Jeg fik børn med ham. 

Men en dag blev jeg stærk. Han ville skilles, hvilket han ofte truede med, hvor det altid endte med, at jeg så undskyldte. Men denne dag gjorde jeg noget andet.

Jeg fik en fornemmelse af, at det er nu eller aldrig. Så jeg sagde ja, lad os blive det. Aldrig har jeg følt mig så lettet. For første gang i mange år mærkede jeg styrke. Jeg kunne trække vejret.

Tiden efter har ikke været nem. Den har blandt andet stået på underretninger til kommunen og anmeldelser til politiet.

Det påvirker både mig og børnene meget. Så selvom jeg er ude af forholdet, og jeg troede, at jeg kunne slippe for den psykiske terror, så fortsætter den bare – nu bare på en anden måde. Det er aldrig slut.

 

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg var i slutningen af mine tyvere, da jeg mødte min daværende kæreste.

Han var så sød, betænksom, og han fik mig til at blomstre op. Efter et par måneder flyttede vi sammen.

Han begyndte at ændre adfærd, flytte mine grænser og være nedværdigende. Jeg blev eksempelvis kaldt psyko, fjabbe og kælling. 

Jeg fik at vide, at jeg var klam. At jeg skulle lære at stå på egne ben. Han beskyldte mig konstant for at være utro. 

Når jeg prøvede at sige fra, sagde han, at det hele bare foregik oppe i mit hoved. Han truede mig flere gange med at slå mig, samt at han ville pille mig fra hinanden. 

Jeg prøvede flere gange at forlade ham, men så begyndte han at stalke mig, jeg kunne på få dage modtage over 200 mails og sms-beskeder, hvor han skiftevis var truende og nedladende for derefter at være kærlig. Når det ikke hjalp, truede han med selvmord. 

Jeg forsøgte at melde en trussel til politiet. De grinede nærmest af mig og ville ikke tage imod anmeldelsen.

Jeg er aldrig blevet den samme person, som jeg var, før jeg mødte min eks. 

I dag er mit nervesystem konstant i alarmberedskab, jeg sover dårligt om natten, jeg får hjertebanken og angst, når bare jeg tænker på tiden med min eks. 

Jeg har også mistet al tillid til folk, og jeg har det derfor bedst i ensomheden. 

Anonym kvinde i 50’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg i mange år levede med en mand, som gav mig blå mærker på armene og dagligt kaldte mig ting, som smatso, hjernedøde kælling, fede so.

Vi fik børn sammen. Det ene barn blev også kaldt grimme øgenavne og blev hevet i armene. Jeg tog mig af børnene, sagde nej til drømmejobbet, fordi det ville betyde, at han en gang imellem skulle aflevere og hente eller tage et barns sygedag, og det var under hans værdighed.

Da jeg endelig fik modet til at rejse, hjalp min arbejdsgiver mig, så jeg fik en midlertidig bolig. Så startede helvedet for alvor, og dødstrusler blev en del af hverdagen.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Da jeg var ung, var jeg på konference i udlandet. Her mødte jeg en fyr, der arbejdede i samme branche. Han var hjælpsom, inviterede mig ud at spise og var generelt en rigtig gentleman.

Vi indledte kort efter vores møde et forhold, men han begyndte hurtigt at lave sjov med det tøj, jeg havde på. Han købte nye ting til mig, ,og selvom jeg syntes, det var lidt overdrevet, så jeg det også som en sød joke.

Forholdet fortsatte. Han begyndte at synes, at nogle af mine billeder på sociale medier var for meget. Det betød jo så lidt for mig og så meget for ham, så han fik mig overtalt til at slette nogle af dem.

Så begyndte han at blive sur over underlige ting. Han gik for eksempel helt amok, hvis han tolkede, at jeg ikke ønskede at have sex med ham.

Jeg begyndte at få angst på grund af hans vredesudbrud, som jeg aldrig vidste, hvornår kom. Han var sød og dejlig og gav mig gaver, men han ville ofte gå helt amok over helt uforudsigelige ting og kalde mig dum og uduelig. Jeg vidste egentlig godt, at det var ham, der var urimelig, men jeg endte med at gøre, hvad han ville have for at undgå hans vrede.

Han beskyldte mig også for at være utro og truede med tæsk, hvis jeg ikke blev hos ham.

I flere dage fik jeg intet at spise og drak kun vand fra hanen på badeværelset. Selv græd han, slog ting i stykker og råbte ad mig.

Jeg slap dog fri til sidst og er så taknemmelig for, at der ikke skete mere. Men denne oplevelse har lært mig, at man ALDRIG skal acceptere kontrollerende adfærd, heller ikke hvis det “bare” er fx billeder på sociale medier. For det er aldrig kun det.

Anonym kvinde i 40’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg flygtede ind på et krisecenter for at komme væk fra et helvede på jord – både for mig, men ikke mindst for mine børn.

Vi havde været udsat for primært psykisk vold, men også fysisk vold i en længere periode. Jeg tog afsted med mine børn på bagsædet om eftermiddagen. I en bil, som ikke kunne spores, og kun med kontanter og det tøj, vi kunne komme afsted med. Vi skulle så langt væk som overhovedet muligt.

Jeg havde ganske få venner og familie, der vidste, at vi tog afsted.

Min eks har efter min opfattelse psykopatiske træk og er narcissist. Det var derfor en hverdag med råben og skrigen. Han rettede konstant på vores ene barn, og han har flere gange givet en endefuld til vores andet barn, når jeg ikke var hjemme.

Den psykiske vold blev også til fysisk vold mod mig.

Jeg er konstant bange for at træde forkert i dette system, hvor ingen kan spotte min pæne og veltalende eksmand. Jeg føler mig virkelig svigtet af systemet!

Jeg er en helt almindelig kvinde med et godt topjob, en god familie og et kæmpe netværk. Vi havde villa, Volvo og vovse. Og jeg var mor med et kæmpe M. Det var en kæmpe beslutning for mig at tage skridtet og flygte på krisecenter. Jeg var så bange for at ødelægge mine børn.

Det er nu nogle år siden, at vi tog afsted, men den psykiske vold forsætter med konstante trusler om at få mindre samvær og få frataget min forældremyndighed.

Jeg kæmper stadig for mine børn. Jeg kan kun vente på, at de bliver større og selv må vælge.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Som ung fik jeg en kæreste i en meget sårbar periode af mit liv.

Jeg havde mistet min far, og det var en hård tid for mig fyldt med sorg og fortvivlelse. Det var også i denne tid, at jeg fandt min første rigtige kæreste.

Han var sej og anderledes. Han gav mig kærlighed og fortalte mig, at jeg var smuk, dejlig og sød. Jeg var forelsket, og vi var sammen hver dag. Han blev min ”frihed” væk fra sorgen i min familie.

Da vi havde været sammen i noget tid, begyndte han at udspørge mig om mine tidligere kærester, hvilke ikke rigtig var andet end små flirter. Han huskede hver ord, jeg fortalte ham, og han brugte dem imod mig.

Han gjorde sig selv til offer, og jeg skulle gang på gang bevise min kærlighed til ham ved at love min loyalitet, undskylde og nærmest tilbede ham. Jeg måtte ikke have drengevenner.

Da vi havde været kærester i noget tid, begyndte den fysiske vold. Jeg havde undervejs mistet mine venner. De havde oplevet ham være ubehagelig overfor mig, og de prøvede at fortælle mig det, men jeg lavede undskyldninger om, at sådan var det jo ikke hele tiden.

Efterhånden tog volden til. Han truede mig også til at udlevere penge til ham.

Jeg tænkte undervejs, hvordan jeg kunne komme ud af forholdet, men jeg frygtede at skulle erkende det hele overfor min familie. Det var flovt at skulle fortælle – for hvorfor var man ikke gået allerede første gang, at han havde lagt en hånd på en?

Inden alt dette var jeg en pige med selvværd og styrke. Volden og udskamningen blev dog mere og mere voldsom, og skammen blev til et uoverskueligt mareridt.

Når hans øjne blev sorte, var det for sent, nu ville jeg få tæsk. Kvælertag, slag på kroppen og i hovedet. Og jeg skulle ikke glo på ham med min grimme tudefjæs.

Jeg blev hjulpet ud af forholdet gennem en veninde, som blev min minepæl og flugtvej, og fortalte det også til min mor.

Han blev politianmeldt og fik en dom.

I dag har jeg en sød og kærlig mand, der kender til den vold, jeg har være udsat for. Den fylder ikke nær så meget mere, men i perioder kan der komme en vrede op i mig og samtidig en flovhed over, at jeg har ladet mig undertrykke.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har levet i et forhold med psykisk vold overfor mig og fysisk og psykisk vold overfor flere af vores børn.

I dag har jeg en PTSD-diagnose af at have oplevet de traumer, som mine børn har været udsat for. Og en frygt og en usikkerhed over altid at være overvåget.

Kampen om børnene har stået på i flere år nu. Jeg har oplevet alt fra retssager, indberetninger, beskyldninger, anmeldelser til politiet og lige meget hjælper det. Jeg har i dag mere eller mindre opgivet at få børnene "hjem", og jeg håber, at de med tiden vil vende næsen den rigtige vej selv.

Min eks og jeg var sammen i mange år. Jeg var "fanget" og havde virkelig svært ved at finde ud. Først da jeg begynder at stille spørgsmål til mig selv, som: ”Er det her kærlighed?” og ”har andre det også sådan?” begyndte det at gå op for mig, at det her ikke var et godt forhold.

At man dagligt bliver kaldt en kælling, en stor fed so eller en spade foran ens børn er bestemt ikke i orden. Til tider følte jeg mig som et lille barn, der fik skældud af sin far.

Og tænk sig, at jeg undskyldte for hans handlinger. Jeg fandt på små historier for, at vores forhold skulle se "pænt" ud. Men det er slut nu. Han er fortid, jeg er fremtid.

Anonym kvinde i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har levet i et psykisk voldeligt forhold. Da jeg kom væk, blev jeg mødt med mistro, hos politiet rullede de med øjnene under afhøring, og der har været ture i retten og Familieretshuset.

Kommunen har givet op, og lige nu er det flere uger siden, at jeg sidst så mit barn. Systemet holder ikke til den type sager. 

Anonym mand i 30’erne

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg er personligt blevet ramt af anklager om vold og psykisk vold, da jeg blev skilt. I min situation havde jeg to børn, der på daværende tidspunkt var helt små, den ene næsten nyfødt. 

I flere år kæmpede jeg om at retten til at se mine børn, og jeg tilkendegav mine bekymringer omkring moderens adfærd. Ingen af mine bekymringer blev der lyttet til, hverken af kommune eller statsforvaltningen.

Det eneste, der kom ud af det, var, at jeg fik to omsorgssvigtede og behandlingskrævende børn, der har fået varige mén. I dag forsøger jeg at lære at være forælder til børn med særlige behov. 

Anonym mand i 50’erne – pårørende til en kvinde, der har været voldsudsat

Jeg taler højt om vold, fordi… Min forlovede blev udsat for psykisk vold i et tidligere forhold.

Efter min kæreste fortalte mig om, hvad hun har været - og desværre også stadig er - udsat for af sin eks, er jeg ikke i tvivl: Hvis volden holdes skjult i vores samfund, vil den blive ved med at leve blandt os!

Hvis vi skal stoppe psykisk vold, er det vigtigste i min optik derfor, at der tales højt om det.

Ikke kun i generelle vendinger, men også med specifikke beretninger. Alt for ofte får den voldsudøvende skjult volden bag lukkede døre og for nedrullede gardiner. Tingene skal frem i lyset, fordi det værste, en voldsudøver kan forestille sig, er, at sandheden kommer frem – at verden ser, hvordan vedkommende i virkeligheden er.

Det er nu næsten to år siden, at psykisk vold kom ind i dansk lovgivning, men på mig virker det som om, at området nærmest er ”betændt” – ingen myndighed tør for alvor røre ved det!

Det SKAL tages alvorligt, hvis man henvender sig til systemet og siger, at man har været udsat for vold. Uanset hvilken form for vold, der er tale om. Psykisk vold er også vold.

Alt for mange sagsbehandlere i kommunerne er slet ikke klædt på til at håndtere voldsfaglighed i deres arbejde. Det skal gøres klart, at tingene skal undersøges grundigt, og at børnene også skal høres.

Man skal hele tiden huske, at en person, der udøver psykisk vold, meget ofte er fantastisk dygtig til at lyve, mens den voldsramte i mange tilfælde er plaget af skam og derfor ofte underdriver eller helt undlader at fortælle tingene.

Det gør, at politi, sagsbehandlere m.fl. ofte tager parti for voldsudøveren, fordi denne virker langt mere overbevisende og troværdig.

Derfor skal dokumentationen på bordet - sms’er, mails, lydoptagelser - alt skal frem. Ingen voldsudøver skal kunne klare sig med blot at hævde, at det er usande påstande, og så lukker myndighederne sagen.

Jeg mener, at det fx er vigtigt at få klarlagt, hvilke beviser der skal til, før der kan rejses sigtelse mod en psykisk voldelig person. Er én sms nok? Er 10 sms’er? Skal der 100 sms’er og 10 lydoptagelser til? Der mangler nogle retningslinjer på det her felt. Lige nu er det hele lidt "fluffy".

Min kæreste oplever den dag i dag stadig, at hendes eks ikke vil lade hende være i fred, selvom hun vil ikke have kontakt med ham. Det er én af de allervigtigste mekanismer i psykisk vold: At den udøvende gør alt for at have kontrollen og bestemme tidspunkt og vilkår for al kontakt. Der er ingen opbakning i vores lovgivning, der kan hjælpe hende med at sige fra overfor denne ”kontrol” fra hans side.

Så udover langt mere offentlighed omkring problemet og bedre sagsbehandling, er mit budskab også, at der er brug for mere lovgivning til at stoppe eller forhindre den psykiske vold.

Læs de første 40 vidnesbryd her: 

• ”Han slog mig i mørket, mens jeg holdt vores nyfødte barn”: Læs 15 kvinders vidnesbyrd om vold
• ”Mit fine bryllup var med hvid kjole - og blå mærker på hele min krop”: 12 kvinder om den skjulte vold
• ”Der var blodsprøjt på vægge, møbler og mit tøj”: Læs 40 kvinders vidnesbyrd om den skjulte vold

 

 

Har du brug for nogen at tale med?