10 trin til en glad baby uden mors bryst
SPONSORERET indhold

10 trin til en glad baby uden mors bryst

Der kan være mange årsager til, at du gerne vil stoppe med at amme. Tjek vores trin for trin-guide for at få det til at lykkes.

Af:: Rikke Kokholm, Vores børn, september 2009
09. aug. 2010 | Børn | Vores Børn

Trin 1: Få sjælen med

Sæt et starttidspunkt, for eksempel om en uge. Så har du tid til at nyde den sidste tid og vænne dig til tanken. Vælg et tidspunkt, hvor både du og far har tid og overskud, for eksempel i forbindelse med ferie. Undgå perioder, hvor der sker en masse – flytning, institutionsstart, gæster og lignende.

Trin 2: Hav god tid

Har du mulighed for det, så afsæt cirka 14 dage til nedtrapningen. Er der brug for det, kan det også lade sig gøre på en uge. Det er godt at have en deadline, så du ikke kommer til at ‘trække’ det endegyldige stop.

Trin 3: Trap ned

Trap stille og roligt ned – så både baby og barm kan følge med. Sker det for hurtigt, risikerer du brystbetændelse, fordi mælken står fast i brystet.

Trin 4: En amning ad gangen

Trap ned med en amning ad gangen. Ammer du seks gange om dagen, går du ned på fem styks i to-tre dage og derefter ned på fire i et par dage og så videre, indtil du ender på det ønskede antal – eller eventuelt er stoppet helt. Mange starter om natten, hvilket kan gøres, når baby er omkring seks måneder og kan få dækket sit behov for mad i løbet af dagen. Hvis barnet skal starte i institution, er det naturligt at fjerne den første amning i det tidsrum – typisk om formiddagen.

Trin 5: Hold fast!

Har du taget beslutningen – så stå ved den! Lad være at amme i krogene, fordi det er lettest at få junior til at sove med brystet i munden. Tro på, at det, du gør, er godt for både dig og dit barn – og trøst dig med, at de fleste børn accepterer situationen efter ganske kort tid.

Trin 6: Erstatning – for barn

Det kan gøre baby frustreret, når den ikke længere må få det trygge bryst. Alt efter barnets alder kan brystet erstattes med en sut, en flaske eller lidt mad – eller du kan aflede med yndlingslegetøjet eller en sang. Undgå desuden at vise dig for barnet uden tøj på.

Trin 7: Acceptér tilbagefald

Det kan ske, at baby pludselig ikke er til at trøste eller få til at falde til ro på anden måde end ved at tilbyde brystet – og så er der ikke andet at gøre end at lægge det til. Tilbagefald er normalt – og helt okay. Gør det kortvarigt, så barnet finder ro, men ikke fylder sig med mælk. Har det brug for væske, kan det få vand af en flaske eller kop.

Trin 8: Hjælp brysterne

I takt med at antallet af amninger sættes ned, falder din mælkeproduktion. Er dine bryster meget spændte, kan du dog sagtens malke lidt ud – det stimulerer ikke produktionen på samme måde som dit barn og kan forhindre brystbetændelse. Du kan også bruge en stram bh, som stopper mælkestrømmen.

Trin 9: Masser af kærlighed

Det kan være sejt at stoppe amningen. Vis barnet, at du holder fast i din beslutning, men at du er der for det. Med lidt stædighed og masser af kys og kærlighed skal det nok lykkes.

Trin 10: Hvis du ikke stopper helt

Vælger du ikke at holde 100 procent op, er en amning i døgnet passende, når barnet er fyldt et år. Denne amning kan bibeholdes, så længe du og barnet har lyst.