3 råd, jeg ikke kunne bruge, da mit barn blev delebarn

I en sådan periode er man rådvild og man leder bevidst efter stier, der hvor græsset er trådt fladt af andre fødder, så man kan finde sin vej videre. Og man er derfor rigtig modtagelig for gode råd. Skrækeksemplerne er mange, og panikken bølger op og ned for hver time, for tænk nu hvis det mest uoverskuelige skulle ske: At mor og far bliver uvenner, rigtig uvenner, og ikke nogensinde kan finde melodien fremover.

Rådene er mange, det er jo nærmest halvdelen af os, der bliver skilt. Men man skal passe på, hvad man tager til sig, og hvad man giver fra sig af ”gode råd”.  For en nyskilt person er en sårbar person. 

LÆS OGSÅ: Blog: Sommerferie som skilsmissefamilie

Det første, man bliver tudet ørerne fulde af, er, at det vigtigste ved en skilsmisse er, at samarbejdet mellem mor og far kører gnidningsfrit. At være delebarn kan sagtens lade sig gøre, hvis altså far og mor har et sundt forhold til hinanden. Men det kan blive svært. Ikke fordi mor og far har været onde mod hinanden eller svigtet i deres tidligere liv sammen, eller fordi de ikke vil. Men simpelthen fordi, at det næste, der sker, er, at både mor og far fra hver deres side bliver gjort opmærksom på de eventuelle kommende storkonflikter.

Far bliver måske kontaktet af foreningen far med skrækeksempler på mødre, der har snydt i børnebidrag. Mor bliver opfordret af parterapeut bag fars ryg om at huske at søge barnets bopæl. Bekendte fortæller om venners venner, der mødes på en parkeringsplads ved udveksling af børn, fordi de skal mødes på neutral grund. Og så den anden ting: Nettet flyder over med klummer af familieterapeuter og børnepsykologer, der hele tiden betoner barnets skrøbelighed og i spørgsmål om deling af barnet er enige om behovet for mest kontakt hos moderen. Mor har ammet, mor skal have mest tid med barnet, far er ”fast babysitter” og kan passer barnet, mens mor hver søndag er til zumba (Og ja, zumba-eksemplet er nuppet fra en landskendt familieterapeut).

Og så er det bare, jeg har lyst til at sige følgende: De typiske råd fra eksperter og omgivelser, går i stik modsat retning af det ypperste råd, man får som deleforældre: Vigtigheden af et godt samarbejde.

Hvis det vigtigste efter en skilsmisse er forældrenes samarbejde og kollegaskab, er det så ikke vigtigt som udgangspunkt at betone det smukke, fine og kærlighedsbetonede, der har været mellem mor og far, siden de fik et barn sammen? Er det ikke en ide at vente med at køre konfliktskytset frem, til man ved, om der overhovedet er en konflikt på vej? Har vi indrettet systemet efter de kendte skrækscenarier og glemt, at det, at man forbereder forældrene på det værst tænkelige, jo desværre kan betyde, at parterne bliver modstandere i stedet for samarbejdspartnere i den opgave, som et fælles barn er? At man gør dem til modparter uden, der overhovedet er ren reel konflikt på vej?

Vi, hjemme hos os, er foreløbigt fine venner, men det skete sgu ikke på grund af gode råd men på trods. Vi lukkede ørerne for alle eksperters sørgemasker og rettighedsrytteri. Her oplister jeg nogle af de råd, som jeg ikke synes virker logiske – slet ikke, hvis det, man prioriterer, er et godt samarbejde. Og nu er det sådan, at den forskning, der findes på området, er ret svær at tyde, fordi alle børn og situationer er forskellige. Så jeg forbeholder mig retten til at udtrykke min tvivl ved rådenes urokkelighed.  Her kommer de tre oftest givne udsagn, som jeg synes er mest problematiske. Simpelthen fordi de for mig at se ikke fordrer det gode forældreliv, og fordi det gode forældreliv i meget højere grad, end det bliver italesat, forudsætter både det gode samarbejde og det glade børneliv:

1. Hvis barnet er under to år, skal det bo hos mor

At mor pr. definition rådes til nærmest at overtage barnet, hvis barnet er under to år, når skilsmissen finder sted, er et kæmpe problem. Man risikerer at skabe grobund for en højkonflikt mellem mor og far, fordi far jo i praksis mister sit barn. Det er voldsomme sager, hvis faren hidtil har været en nærværende figur i barnets liv.Hvis man mener, at samarbejdet er nøglen til alt godt, vil det være en god idé at betone farens uafviselige slægtskab i højere grad. Devisen er ofte, at mor har ammet. Det har mor så ikke altid. Og i mange tilfælde har far givet supplerende flaske. Hvad stiller man egentlig op i de tilfælde, hvor moren ikke har ammet?Desuden føler jeg mig ikke overbevist om det med amning. Jeg tror, det betyder meget, at barnet har ligget i ske med nogen, og at barnets underbevidsthed kender mor og fars kroplugt. Om der lige er noget særligt knyttet til, at der kommer mælk ud, er jeg i tvivl om. (Og hvad får man forresten indirekte fortalt mødre, der ikke kan amme ved at betone denne vigtighed? Amning er i øvrigt et andet eksempel på al den ekspertdata, der ofte får den modsatte virkning end at støtte forælderen: Nemlig at stille forælderen overfor meget tydelige succeskriterier, som i visse situationer ikke kan efterleves).Nå. Men. Et godt samarbejde er desuden svært at opretholde, hvis mor er skæv i hovedet af alt for lidt søvn og aldrig får set sine venner (hvilket vil være tilfældet, hvis hun har et spædbarn 13 ud af 14 dage). Det vil være min påstand, at mor bliver bitter på far, som kan arbejde, feste og holde sig i form, mens hun må tage hele slæbet. Jeg ved godt, at devisen stadig er, at det er bedst for barnet. Fordi mor har ammet. Men igen: Hallo. I siger, at det vigtigste for barnet er samarbejdet. Og jeg ville fandeme have svært ved at samarbejde med en mand, der havde mulighed for at udleve det hele, mens jeg tog slæbet med det barn, som var en fælles beslutning

2. Barnet har brug for en fast base

Man siger, at barnet har brug for en fast base. Især når det er lille. Nu har jeg kun ét barn, men min opfattelse er klart, at han aldrig har haft så lidt brug for en fast base, som da han var mindre. I Lola Jensens blogindlæg skriver hun, at det i barnets første år er far, der besøger hos mor, og at der ikke bør være noget samvær hos far ud fra tanken om, at barnet har brug for en fast base. Min opfattelse er, at hvis barnet har sin dyne og en forælder, der altid har været der, er det trygt. Og desuden giver det en i forvejen presset deleforælder en lille flig af frihed og pause, som jeg mener er ret ubetænksomt at fratage ham/hende ud fra en ikke-forskningsunderstøttet idé om barnets behovLÆS OGSÅ: 5 råd til den gode skilsmisse

3. Et skilsmissebarn har brug for stabilitet

Både delingen og lokation for samvær er kommet til ud fra en idé om, at et barn har brug for stabilitet for at blive robust. Nu er det så min opfattelse, at man ikke kun bliver robust af at blive skånet og pakket ind i vat, men også bliver robust af at vide, at man klarer sig fint i den verden, der nu engang er. Vi taler ikke bådflygtninge her men en overnatning hos sin egen far, der sandsynligvis fra hospitalets side er blevet instrueret i hud-mod-hud-teknik fra første minut af faderskabet, det skal altså være løgn, at det er skadeligt.

Bak os nu bare op, tak

En ting er rådenes tvivlsomhed og det modsatrettede i at give dem til forældre, der ofte vil knække nakken på dem, samt deres inkonsistens i forhold til kongsmissionen: At mor og far skal samarbejde på en god og måske endda kærlig måde. En anden men ligeså vigtig ting er, at forældre, skilte eller uskilte, har brug for opbakning. Måske lidt instruktion i praktik og gelinde smalltalk om at være forældre, men I guder, hvor er der meget ekspertviden og erfaringsdeling, der ender et helt andet sted: Det ender nemlig med at stå som nogle ufravigelige krav til den gode forælder. Forældre i min generation er i forvejen alt for langt fra deres intuition.Vi læser blogs og bøger om emnet, inden vi bare sætter os ned og kigger på vores barn. Og gode råd (om end de er velmente) yder intet godt i den henseende. Det er min opfattelse, at det bedste, man kan gøre for en forælder, medmindre han/hun drikker som et hul i jorden eller omsorgsvigter på anden vis, er at bakke deres intuition op. Især i forbindelse med skilsmisse er der en mur så tyk af gode råd og regler, at hvis ikke forældreren i forvejen var desorienteret og ulykkelig over at splitte barnets familie ad, så skal de sgu nok blive det. Jeg mener: Selv kernefamilieforældre er jo i konstant tvivl.

Et trygt barn har en tryg forælder

Man er ikke tryg forælder hvis man hele tiden skal tænke over alle sine forældrevalg eller valg i det hele taget. Jeg ved godt at jeg skal lukke ørerne. Men der er altså også nogen, der skal lukke munden. Alle udsagn, der ikke bygger på vandtæt forskning, er i risiko for i højere grad at skabe tvivl og dårlig samvittighed hos forældre, end at være en støtte. Og jeg tror, man skal passe på med at ytre sig om børns behov helt generelt, for alle børn er helt forskellige, og børn er desuden forskellige fra sig selv, hvis bare man iagttager dem over to dage. En tryg forælder er en forælder, som stoler på sin egen måde at være forælder på. Det er det, vi kan hjælpe hinanden med. Det meste andet er uoverførbart.

Eksperter og omverden skal tænke sig om. Passe på ikke at smede ranker til en konflikt, der ikke er der. Passe på med at betone barnets potentielle problemer ved en skilsmisse. Passe på med at gøre barnet mere skrøbeligt, end det er. Måske endda passe på med at ytre sig helt generelt. Og når det kommer til skilsmisser, savner jeg helt generelt en anden tone. Jeg savner en ”på med handsken”-tilgang og et ”det klarer I”. Og så savner jeg, at man, hvis man virkelig synes at mor-far-samarbejdet er det vigtigste, i sin retorik og i sine råd og måske endda i sine teorier omkring deling af barnet, tænker over, at det gode samarbejde blandt andet betinges af, at mor og far ikke føler sig snydt: Mor snydt for livet, far snydt for barnet.

Det er jo ikke udgangspunktet for et kærligt og respektfuldt forældreskab, at begge parter føler sig snydt af hinanden. Så skal man være en zen-buddhistisk skabning, hvis samarbejdet skal lykkes, og det er, lad os nu bare indrømme det, de færreste, der er det. Især hvis de i forvejen lige har mistet kæreste og hjem og familie.  

Lad det være sagt helt tydeligt her til sidst: Jeg forstår godt, at man tager imod alle de råd, man kan komme i nærheden af, når man er i krise eller i overgangsfaser. Det er det, man har at klynge sig til. Jeg forstår egentlig også godt, at folk gerne vil give gode råd som opbakning. Det er bare ikke altid, at den omtalte type opbakning fordrer en rolig fremtid mellem parterne. At systemet jo kun ser de sager, der går fatalt galt, gør selvfølgelig også, at det altid er skrækeksemplerne, der styrer, når man er i kontakt med systemet efter en skilsmisse. Her kunne det være skønt med en mere bevidst inklusion af de historier, der rent faktisk går godt. Og så ellers bare stoppe med at italesætte vigtigheden af et godt samarbejde, mens man med den anden hånd rådgiver uden at skele til rådenes konsekvens for det gode samarbejde

Det er så populært at sige, at det vigtigste er barnets ve og vel. Men vi ved jo godt alle sammen, at mor og fars ve og vel smitter af på barnet. Så hvorfor ikke i højere grad bakke forældre op i deres egne valg? Hvorfor ikke gå til hver enkelt skilsmisse som det, den er: Nemlig et eksempel uden fortilfælde? Gå til det med en nysgerrighed for begge forældres trivsel i stedet for en jurabetonet retsplejestil?

Mens jeg sidder og skriver dette får jeg en tanke, som jeg ikke kan dæmpe:

Er der en grund, til at man ikke som udgangspunkt går efter at skabe det bedst mulige liv for både mor og far efter en skilsmisse? Enhver abe kan jo regne ud, at jo bedre stemningen er i hjemmet, jo bedre har barnet det. Så det med, at det er barnets tarv ,man bør vægte, og at forældrene må komme i anden række, den køber jeg ikke. Min tanke er følgende:

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Pres ikke på med bonusforældre

Jeg tror der dybest set, at der, både hos forældre og hos systemet, gemmer sig et ubevidst ønske om straf og konsekvens: ”Nu er I gået fra hinanden selvom I har et barn, og I har påført dette barn smerte, så nu må I ikke tænke på jeres eget behov mere”. Det er ikke en bevidst tanke, men en reminiscens og reproduktion af tidligere tiders syn på skilte par, som vi trænger til at gøre op med. Vi kan forhåbentlig blive enige om følgende: Dårlig samvittighed er altid en livs-gnist-dræber. Men at man bliver den påført, fordi man har skiftet partner i et samfund, hvor man hele sit liv er blevet oplært i omskiftelighed, er kugleskørt og anakronistisk, og det er med til at indsnævre rammen for succes i en grad så kun, ja statistisk set, halvdelen af os kommer i mål og bliver med den samme partner.

Lad os ændre den måde, vi møder og håndterer skilsmisser, lad os bakke det enkelte forældreskab op, lad os fokusere på målbar forskning, og lad os droppe tanken om, at den ikke blivende kærlighed pr. definition er mislykket, og at resten af livet skal bruges på at kompensere og udbedre sin synd. Jeg tror ikke, at denne straftækning, som ligger til grund for mange af de råd, der bliver givet, og som både er far/mor-fjendsk, livsforskrækket og bagstræberisk, til syvende og sidst, selvom den illuderer at favorisere barnet, er til gavn for nogen. Tværtimod.  

Jeg tror den skaber dårlig samvittighed. Og konflikter.

NB! Iben Maria Zeuthen understreger, at skilsmisser i forbindelse med klummen her, ikke skal forstås som højkonfliktskilsmisser, og at hun med sin tekst har skilsmissefamilier med børn under to år i tankerne. Når hun skriver, at de råd hun har fået, ikke er forskningsbaserede, er det fordi, det er råd, hun har fundet på blogs, hvor der ikke har været kildehenvisninger til evidensbaseret forskning. 

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: 5 råd før det går galt

LÆS OGSÅ: Lad børn være børn i en skilsmisse

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Sådan får I en god deleordning