Nybagt mor
SPONSORERET indhold

6 typiske tanker hos en nybagt mor

Selvom du er lykkelig over at være blevet mor, kan du også være trist, grådlabil og overvældet. Tag det roligt – det er helt normalt! Få Helen Lyng Hansens råd til, hvordan du klarer de klassiske udfordringer.

Af:: Maria Bruun-Schmidt Foto: Getty Images
10. mar. 2020 | Børn | Vores Børn

1. Amningen er svær at få etableret

Hos nogle nybagte mødre går det fint med amningen, og for andre kan der opstå udfordringer. Måske har dit barn en lille mund, mens du selv har et stort bryst, eller dine brystvorter kan have tendens til at være flade eller indadvendte.

Nogle kvinder får også brystspændinger, som kan gøre det svært for barnet at få ordentligt fat, og de kan få sår på vorterne. Det kan også være svært at amme, fordi du er stresset af dine omgivelser.

Måske siger din faster eller mormor: “Vi har aldrig kunnet amme i vores familie”, eller “din mælk er ikke fed nok”. Men husk på, at modermælken indeholder de næringsstoffer, der er behov for. Derudover varierer mælkens indhold efter barnets alder.

Løsning:

Det tager tid at få etableret amningen, nogle gange op til tre uger. Som udgangspunkt er den allerbedste begyndelse på en god amning, at barnet lægges ved brystet så hurtigt som muligt efter fødslen. Så vil de fleste børn selv finde vejen til brystvorten.

Når du ligger på barselsgangen, så tag en snak om sutteteknik med sygeplejersken og vær ikke bange for at spørge, om de vil prøve at tjekke, om det ser rigtigt ud, når barnet dier. Her er det også en god idé, at din partner sidder med, så han ved, hvordan det skal se ud, når I skal amme derhjemme.

Det er vigtigt, du sidder godt og afslappet, når du ammer. Sørg for at få lagt nogle puder i ryggen, og under armene, så du ikke spænder i hele kroppen. Far kan være behjælpelig med at hente et glas vand eller en fodskammel eller hjælpe med at holde den lille, til mor får knappet op.

Læs også: Få en god start på amningen

2. Svigermor går mig på nerverne

Nogle kvinder oplever, at svigermor blander sig for meget. At hun dikterer, hvordan du skal være mor og altid har formaninger om, hvordan du bedst gør tingene med din lille ny.

Løsning:

Du ser nok ikke altid med samme øjne på din egen mor og din svigermor – simpelthen fordi du gennem din opvækst har skabt en særlig tilknytning og tillid til mormor, som naturligt ikke findes mellem dig og din svigermor.

Så nogle gange skal farmor nok være lidt mere flink end mormor. Og ofte kan det være svært for farmor at finde sin rolle og at få plads. De ting, hun gør, kan nemlig let blive misforstået. Kommer hun og steger frikadeller, så kan mor tænke: “Nå, hun synes åbenbart ikke, jeg kan lave mad”.

Det samme hvis hun tilbyder at gøre rent eller rydde op. Hvis farmor modsat trækker sig for at give plads, så er det tit også galt, for så tænker mor måske: “Hun kunne da trods alt godt interessere sig lidt for sit barnebarn!”

Måske er løsningen faktisk at involvere farmor lidt mere. At medtænke hende i hverdagen. Det er måske nærliggende for dig at ringe til mormor, hvis barnet har fået udslæt, eller hvis den lille ikke vil sove, men kunne du ringe til farmor og spørge, om hun vil med ud at købe nogle nyer bodyer til den lille – eller om hun vil følge dig og barnevognen på en rask gåtur?

Når det er sagt, må I selvfølgellig altid sætte grænser. I kan for eksempel sige: “Det betyder enormt meget, at vores barn har et godt forhold til jer bedsteforældre, og vi har ikke glemt jer. Men lige nu har vi brug for et par uger uden gæster.” Det skal der også være plads til.

Læs også: Hvorfor får far ros, når mor ikke gør?

3. Jeg kan ikke overskue barselsgæster

Det er en stor omvæltning at få en lille ny. Som forældre skal I lære jeres barn at kende, og det kræver tid og ro. Derfor skal I heller ikke forstyrres for meget af barselsgæster, som I egentlig ikke kan overskue at få på besøg af.

Løsning:

Inden fødslen kan det være rart, at I som par drøfter, hvordan I finder en balance i forhold til barselsbesøgene. I skal prioritere at få besøg af dem, som I har et godt forhold til, og som ikke dræner jer for energi. Som I blot kan sidde med, selvom du ikke har nået at være i bad, og du har mælk, der løber fra brysterne.

For mange er det bedsteforældrene, som er den tætteste relation. Tænk på, de også har glædet sig enormt til at se den lille ny, så husk at medtænke dem. Samtidig skal der selvfølgelig være plads til, at jeres lille nye familie kan få ro til at finde sig selv. Hvis du får gæster, så sæt på forhånd et afgrænset tidspunkt for besøg.

Du kan for eksempel sige: “I må meget gerne komme forbi en time” eller “det ville være hyggeligt at spise aftensmad sammen” og på den måde selv skabe rammerne. Men husk på, at tingene kan ændre sig, og at det er ok at rykke eller aflyse aftaler igen. Der er heller ingen, der forventer af jer, at I står klar med hjemmebagte boller og lækker mad. Det kan gæsterne selv tage med.

4. Jeg er så træt, så træt

De første dage skal der højest gå fire timer mellem hver amning, og det betyder, at mor er på arbejde. Hvis barnet ikke vågner af sig selv, skal du tage det op og lægge det til, så det får mælk nok. Også om natten. Timer tælles fra begyndelsen af amningen og ikke, når amningen slutter. Da far ikke kan amme, er det mors tjans at finde brysterne frem.

Løsning:

Prøv at udnytte de perioder, hvor barnet sover til at få lidt ro selv. Husk, at far også er der og brug ham. Måske kan I lave nogle aftaler om, at han tager ansvaret for at gøre nogle af de praktiske ting som at gøre rent eller lave mad.

Han kan også trille en tur med barnevognen, mens du får en lur eller et bad. Bed sygeplejersken på fødselsgangen eller din sundhedsplejerske derhjemme om at vise dig, hvordan du ammer liggende, så du om natten og i løbet af dagen kan lægge dig og slappe af, mens du giver dit barn mælk.

Det er en god idé at sige åbent og ærligt, hvis du føler dig træt, så din partner kan tage over, hvis han ikke gør det i forvejen. Prøv også at nedjustere forventningerne til dig selv. I barselsugerne inden du fødte, var det måske dig, som stod for at lave mad, vaske tøj og gøre rent. Men det er ikke ensbetydende med, at du kan gøre det samme nu, når der er en lille ny.

Mange kvinder tror, at manden forventer en hel masse af dem, og det gør han ikke altid. Tag en snak om jeres forventninger til hinanden i tiden efter fødslen. Måske siger han: “Jeg er da ligeglad med, at opvasken står stablet på køkkenbordet, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det vigtigste er, du passer på den lille”. Hans forventninger til dig kan være helt anderledes, end du tror.

Læs også: Sådan takler du dit søvnunderskud

5. Jeg har ingen moderfølelse til mit barn

Kærligheden til det lille barn kommer ikke altid med det samme, og det er ikke unormalt. Nogle gange går forestilling og virkelighed bare ikke hånd i hånd. Havde du for eksempel forestillet dig at få et lille fint nips, brister forestillingen, hvis du i virkeligheden får en stor, kornfed baby i din favn. Giv det tid. Nogle gange kræver forelskelse, at man lærer hinanden at kende.

Løsning:

Stol på, at moderkærligheden kommer til dig i takt med, at du lærer dit barn at kende. Jo mere du studerer hver eneste krummelure i ørerne, jo bedre du lærer at tyde og afkode, når dit barn laver grimasser, har ondt i maven eller er sulten, jo mere vokser kærligheden også.

Det er svært at sige, hvor hurtigt det sker. Der er mange faktorer, der spiller ind på moderfølelsen; graviditetens forløb, fødslens forløb, om du er adskilt fra dit barn ved fødslen, og hvordan barnet har det, når det kommer ud.

Det kan være en god idé at forestille dig fødselsscenariet inde i hovedet. Vær forberedt på, at dit barn ikke ligner en ren, nyvasket baby fra en Hollywood-film. Det er nok fuldt af fosterfedt og blod og har måske en skæv hovedfacon.

Snak også gerne med din partner og din jordemoder om, hvordan du ønsker tingene skal være, når du har født. Skal barnet op til dig med det samme, eller skal jordemoderen give barnet lidt tøj på først? Alle de ting er vigtige i forhold til dine forventninger om forløbet og om at blive mor.

6. Jeg tuder hele tiden

Mellem anden- og femtedagen begynder mælken at løbe til, og når hormonerne drøner rundt i kroppen, venter der dig ofte en ordentlig tudetur. Tanker som 'er jeg en god nok mor?' eller 'kan jeg passe på mit barn?' er helt normale indfald at få.

At have ansvaret for et lille nyt menneskes liv kan føles meget stort og uoverskueligt, og du kan blive følelsesmæssigt overvældet og tænke, at du ikke kan finde ud af det, eller at ingen forstår dig. Så sidder din kæreste måske helt bekymret og kigger på dig, og tænker: Hvad pokker skete der lige dér?

Løsning:

Det er helt normalt at blive grådlabil, fordi din krop gennemgår nogle hormonelle forandringer, især når mælken løber til. Du kan ikke gøre meget andet end at acceptere den. Fortæl dig selv, at det højst varer en dag eller to, for når mælken er løbet til, vil du atter få mere overskud, og så er tankerne mere positive. Men det kan måske være en god idé at forberede din partner på, at der kommer en kæmpe tudetur i dagene efter fødslen.

Anbefalet til dig