Bør du opdrage andres børn?

Når du står og tripper i supermarkedet, fordi der foran dig udspiller sig et lille drama mellem en forælder og et barn – du kender det godt; det handler gerne om slik, men kunne lige så vel handle om, at yoghurten er af den forkerte slags eller om en pind, de glemte at tage med fra børnehaven – er det måske ikke lige en historielektion, du føler, du har brug for. Men det er immervæk det, du nu får.

For at forstå, hvorfor det er så svært at blande sig i andre folks forhold til deres børn, er man nødt til at forstå det mærkværdige skred, der i løbet af bare et par generationer er sket i den måde, vi opdrager vores børn på.

LÆS OGSÅ: Trodsalder: Hjælp, min 3-årige går amok!

Dels er opdragelsen blevet meget offentlig: Børn har aldrig tilbragt så mange timer i institutioner og skoler, som de gør nu, hvor det er alle mulige andre end forældrene, der står for børnenes udvikling.

Samtidig er det blevet meget personligt: I dag handler opdragelse nemlig ikke kun om at irettesætte og sørge for, at børn sover med hænderne over dynen. Det handler endnu mere om at give børnene de rigtige kvaliteter. Vores afkom skal være etiske, de skal have nogle ordentlige værdier, være selvstændige og stærke og samtidig være behagelige mennesker at være sammen med.

I det mærkelige, dobbelte skred er det blevet sværere og sværere at håndtere, at andre folk stikker næsen i, hvordan vores børn bliver opdraget, for i virkeligheden er det vores forælder-identitet, der bliver angrebet.

LÆS OGSÅ: Få et barn der strutter af selvværd

Og fra flere børnepsykologer lyder det, at det samtidig er blevet sværere at blande sig, når en andens knægt skriger sine lunger små, fordi han ikke må kælke på kassebåndet, eller når en purk uden blusel smækker de beskidte støvler op på bussædet, og far på ingen måde gør mine til at irettesætte det.

– Vi er inde på andre folks ansvarsområde, siger Fie Hørby, familie-terapeut og forfatter.

– Det er noget andet, hvis man står og bugserer med et eller andet projekt, og andre giver lidt råd. Men præcis når det handler om børne-opdragelse og vores forældrerolle, er det vigtigt for os at føle os gode nok. Det er et punkt, hvor mange af os har rigtig megen tvivl. Forstærker andre den tvivl, bliver det brandfarligt.

Pligt til at blande sig

Så hvad gør vi? Kan vi overhovedet blande os, når andre folks børn skejer ud? Eller skal vi bare holde snuden helt for os selv?Nej, mener John Aasted Halse, børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår. Vi må gerne sige til, hvis der sker noget i vores nærhed, som vi ikke synes er i orden, som for eksempel at et barn ødelægger varerne i supermarkedet, er ond mod et dyr eller snakker meget hårdt.LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!– Det er altid i orden at markere sit eget synspunkt. Det glemmer man ofte som voksen, for man fokuserer på, at det er børnene, det handler om. Børnene har lov til at udtrykke sig og sige, hvad de føler og tænker. Det går begge veje, så når man nu står i Føtex, og der er en unge, der skriger og råber, så mener jeg, det er  okay for mig at sige ‘du skal opføre dig ordentligt i Føtex’.John Aasted Halse tager sig gerne af andre folks børn i det offentlige rum. Hvis han kan, går han gennem forældrene frem for at snakke direkte til barnet, men han er ikke bleg for at gribe ind, hvis forældrene ikke lige er i nærheden. I de situationer har vi alle sammen faktisk en særlig pligt til at blande os.– Der er selvfølgelig situationer, hvor det er indiskutabelt, at man skal gribe ind. Her tænker jeg for eksempel, hvis børnene leger tagfat ude på motorvejen og er i åbenlys fare. Men der er også situationer, hvor det er sociale adfærdsmønstre, der er på spil, og hvor jeg mener, det er okay at blande sig. Hvorfor må barnet ikke råbe og skrige nede i supermarkedet? Fordi vi alle sammen skal være her, svarer han.– Hvis man har lyst til at blande sig, skal man for det første forsøge at gennemskue, hvad der er foregået før, og hvilken situation barnet står i. Er barnet træt, fordi det kommer lige fra børnehaven? Hvis forælderen er i nærheden, er der så en tanke bag det, far eller mor gør, eller reagerer de overhovedet ikke? Hvis det er muligt, er det altid bedst at forsøge at tage kontakt til forældrene først for ikke at underminere deres autoritet.

Træd varsomt

– Og når man så blander sig, er det for Guds skyld vigtigt ikke at være angribende!– Sprogbrugen kan virkelig belaste situationen, så står man i en kø, og barnet foran én ter sig, skal man udtrykke sin medfølelse i stedet for at udtrykke sin irritation. Det handler om at tilbyde sig som én, der gerne vil hjælpe, opfordrer John Aasted Halse.– Man kan for eksempel henvende sig med et ‘det er også svært’, eller ‘der er også meget stress på herinde i dag.’Fie Hørby mener, at man i så høj grad som muligt skal blande sig med de ting, man selv føler. Hellere sige ‘jeg bliver ked af, at du ødelægger det der’, i stedet for ‘det må du ikke’!– Vi har stor tradition for at sige noget om andre og ikke om os selv. Vi siger ‘DU skal stille dig bag i køen’, eller ‘DINE børn er irriterende’. Men når vi går ind og definerer den anden forælder eller barnet, så bliver det nemt krænkende eller bebrejdende.– I stedet skal man tage udgangspunkt i sig selv. Det er altid okay at sige fra overfor ting, man ikke vil være med til, for eksempel hårdt sprog eller provokationer som ‘du er dum’.Men vi skal passe rigtig meget på, hvordan vi snakker til fremmede børn, mener Fie Hørby.– Fordi lige præcis det faktum, at vi er fremmede, har en meget stor effekt. Så hvis du gerne vil sige ‘jeg vil ikke have, at du sparker på min taske’, så sig det ordentligt.– Det kan være overvældende, at et fremmed menneske henvender sig og har en mening om det, vi gør. Det kender vi fra os selv, og den situation virker altså også rigtig stærkt på børn, så man skal være varsom. Vi er repræsentanter for den store verden, men vi har det med at tale til børn i en tone, som vi aldrig ville byde en voksen, siger hun.

Vær et forbillede

Erik Sigsgaard, forfatter, debattør og børneforsker, er generelt fortaler for mindre opdragelse; også når det kommer til at opdrage på andre folks børn.LÆS OGSÅ: Drop skældud – det hjælper ikke– Vi skal prøve at lære, at det, det handler om i forhold til ens egne og andres børn, det er overhovedet ikke at opdrage. Man skal tænke, hvordan var det, da man selv var lille, og mor sagde, at det og det må du ikke. Det lærte man ikke noget af – man lærer noget af at leve livet sammen med de voksne, der er omkring én. Så frem for at opdrage på andre folks børn, så vær i stedet et forbillede for børnene i den måde, du selv lever livet på.– Det betyder, at hvis man ikke vil have, at børn snakker hårdt eller grimt til én selv, så svarer man ikke grimt tilbage. Man sætter sig ned på hug og spørger måske ind til, hvad der sker inde i barnet. Uanset hvad skal man tænke sig pokkers godt om, inden man blander sig, fastslår Erik Sigsgaard.

Gør op med den indre betjent

– Du skal ikke blande dig for at skælde ud, men fordi du har lyst til at deltage og har noget hjælp at komme med. For det er jo slet ikke sikkert, at du kan gøre noget ved det barn, der sidder med skoene oppe på  bussædet. Du skal gøre op med din indre politibetjent, for børn har ikke brug for flere regelforvaltere. Dem har de rigeligt af i forvejen.

Situationerne, hvor vi har lyst til at byde os til, kan spænde fra det grinagtige, hvor den største hjælp kan være at holde masken, til det enerverende, hvor det handler om at knytte næven i lommen for at holde lysten til at skrige egen frustration ud i ave. Den sværeste disciplin overhovedet er at gribe ind, hvis en forælder er i gang med at skælde sit barn ud, og det går for vidt.

– Jeg må også sige, at sådan noget gør jeg mindre og mindre, siger Erik Sigsgaard og funderer:

– Jeg er da ikke sikker på, at det hjælper barnet, hvis jeg ‘skælder ud’ på dets mor for at være for hård eller for aggressiv. Jeg ville ønske, der var en måde at aflede den slags situationer på, men det er simpelthen ikke lykkedes mig endnu.