Drenge er jo drenge
Illustration: Vibeke Høie

Drenge er jo drenge

Thure Kjær får chancen for at vise sig som en rigtig machofar, da yngste barn falder af stolen og besvimer.

Faktaboks

…skrives på skift af:

  • Jens Blauenfeldt, journalist & tv vært og far til Sofie på 9 år og Elisabeth på 1 år.

  • Brian Mørk, komiker og far til Alicia på 7 år, Darwin på snart 3 år og en lillesøster på 10 mdr.

  • Thure Kjær, journalist og far til Kasper på 3 år og Jeppe på 1 år.

Lige siden vi fik vores første barn for knap fire år siden, har jeg bidt mærke i én bestemt myte omkring det med at blive en børnefamilie: ‘Fædre er ikke helt ligeså pylrede som mødrene, når det gælder unger, der falder og slår sig’. Og da vi for lidt over et år siden fik nummer to i perlerækken, kom endnu en myte til: ‘Anden gang, du får barn, er du ikke helt så forsigtig med, om ungen går på halen’.

Det sætter unægteligt nogle macho-forventninger til mig som far, som jeg gør mit for at leve op til. Tag nu bare en aften her for nylig. Sagen er, at vi midt i vores stue har et lille rødt børnebord med to stole. Det er strategisk placeret dér, så Jeppe – den yngste – kan stavre rundt om det til stor moro for både os andre og ham selv.

LÆS OGSÅ: Mødre gør drenge dovne

Så langt så godt. For som lillebrødre er flest, så er Jeppe en kende overmodig, og denne aften var hans blik fæstnet på den ene røde stol, som følger med til bordet. Det er bare sådan, at knægten knap nok kan gå, så selv om stolen ikke er specielt høj, er den alligevel en ordentlig mundfuld.

Situationen er:

Jeppe (lidt for tyk etårig) forsøger at kravle op på en stol. Mor og far kigger på. Far sidder tættest på (det vil sige ligger i sofaen og synes faktisk ikke, han skal rejse sig). Mor står i den anden ende af stuen og vil gerne flytte sig, men er for langt væk.

Mor: “Pas dog på ham, han falder ned!”

Far: “Nej, skal vi nu ikke lige lade ham …”

LÆS OGSÅ: Se min far-tattoo: "Jeg har altid mine drenge tæt på mig"

Det, far ville sige, var ‘nej, skal vi ikke lige lade ham prøve lidt grænser af, han skal jo ikke pakkes ind i vat, hvorfor er du altid så forsigtig, det hæmmer hans udvikling som sund og rask dreng,’ og så videre og så videre. Så langt nåede jeg dog ikke i min brandtale om at lade drengebørn være drengebørn, for da Jeppe var kommet allerhøjest op på stolen, slog han en (i øvrigt prægtig) bue og ramlede i gulvet med panden først.

Træk vejret, dreng
Jeg er stadig delt imellem, om det var hans mors meget høje og skingre hvin, eller om det var slaget mod panden, der gav Jeppe sin store forskrækkelse. Men forskrækket blev han. Nu er det sådan med små børn, at de, hvis de bliver tilpas forskrækkede, kan de, skal vi sige ‘glemme’, at trække vejret. Det har den konsekvens, at kroppen midlertidigt slukker for hovedafbryderen, så barnet besvimer kortvarigt.

Det lyder voldsomt, men er faktisk ret praktisk, da det så at sige genstarter systemet, så der ikke sker noget alvorligt. Den slags kan fædre naturligvis godt forholde sig professionelt til. Det kan være lidt sværere med mødrene, som – skal jeg hilse at sige – overhovedet ikke synes om, at Lillemanden kravler op på en stol, styrter ned for derefter at hyle så kraftigt, at han går ud som et lys – mens Pater Familias bare ligger på divaneseren og ser tekst-tv.

LÆS OGSÅ: Leg gør børn kloge

Hvis nogle af jer derude skulle havne i samme situation, kan jeg derfor hilse at sige, at den rette respons fra faren ikke er ‘ja, ja, nu behøver du jo ikke blive hysterisk, skat’. Faktisk er det pænt svært at være den nonchalante far med styr på det hele, når man sidder med det mindste barn i semibevidst tilstand, moren danser krigsdans, og den førstefødte straks udnytter den anspændte situation til at gå i flitsbue med et lige så højt skrig som sin mor, fordi lillebror lige før kiggede på hans Lynet McQueen-bil.

Det lykkedes mig til en hvis grad at holde masken, og Jeppe kom til sig selv med det samme igen og har ingen varige mén – andet end at han nu altid går en laaang bue uden om det lille røde bord.

Og ved I, hvad jeg tænkte på, mens jeg sad der og så min nominering til ‘Årets far’ fordufte hurtigere end selvbruneren i Sidney Lees toiletskab? Et interview med en kendt bjergbestiger, som fik spørgsmålet ‘jamen, hvorfor er det, du gør alle de farlige ting?’ Hans svar?

Because boys will be boys!

LÆS OGSÅ: Hvorfor elsker piger deres dukker?

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme