Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Getty Vi kan ikke være der for vores børn – med kontakt og nærvær – hvis ikke vi samtidig giver tid og lov til også at være der for os selv, skriver Majken Kristine Gunge.

Du kan ikke være der for dine børn, hvis du ikke er der for dig selv

At blive forælder er en gave og en opgave, skriver psykoterapeut Majken Kristine Gunge. Men når du bliver forælder, kan du med tiden miste dig selv så meget af syne, at det går ud over både dig selv og dine børn.

KLUMME: Da jeg blev mor for første gang, mærkede jeg en fuldstændig overvældende følelse af lykke gennemstrømme min krop og forankre sig i mit hjerte. Mit liv og min verden blev på et splitsekund forandret, da jeg på fødegangen på Herlev Sygehus pludselig lå med det dyrebareste guld i mine hænder og sammen med min kæreste skulle til at skabe et nyt liv sammen – nu som forældre og med ansvar for et liv, der lå ud over vores eget.

LÆS OGSÅ: 4 fælder på din vej mod lykken

Da jeg blev mor for anden gang, skete det igen. En ligeså overvældende beruselse af kærlighed fyldte mine årer og med den også angsten for at miste. Jo flere børn, jo mere at miste. Den tanke, kan jeg huske, fyldte en del i mig, da jeg fik smag for at sætte børn i verden. Men jeg turde alligevel godt løbe risikoen. For ligeså skrøbeligt, livet pludselig virkede, ligeså kraftfuldt og stærkt lyste det også op for mine øjne. Hver gang manifesteret i miraklet ved det nyfødte vidunder.

Efter fødslen af mit tredje drengebarn kunne noget i mig egentlig have lyst til at fortsætte i det uendelige med at føde børn. Hvis jeg lige så bort fra den ubeskrivelige smerte ved selve fødslen. De mange madpakker, der ville skulle smørres dagligt. Kærestetiden, der unægtelig ville komme under pres. Og ikke mindst de månedlige udgifter i daginstitution, hvis man hver morgen havde et helt fodboldhold at skulle aflevere til blå stue i den lokale børnehave.

Børn vækker os fra selvoptagethed

Rusen over at blive forælder er ikke at kimse af. Barnets nærvær og eksistens kan få os i kontakt med en dybereliggende kærlighed, som i sit udgangspunkt er uden tvivl, forbehold eller betingelser. En kærlighed, som overskrider grænserne for, hvad vi måske indtil da havde troet var muligt. Synet – og nogle gange blot tanken om vores barn – kan åbne vores hjerte øjeblikkeligt og vække os fra vores egen optagethed af os selv. Det kan der i nuet være en enorm befrielse i.

Vi kan have perioder, hvor vi netop kan gå og længes efter små eller store mirakler, der kan relativere livet for os og rive os ud af os selv. Ud af vores vante mønstre, vores tankemylder og den selvindvikling, der nogle gange kan tage så vældigt fat. Når arbejdslivet fylder, og vi mærker stress og præstationsangst, fra vi slår øjnene op om morgenen. Når vi ikke kan finde vej i følelserne. Når vi mærker indre opspænding og fornemmelsen af hele tiden at skulle opretholde et bestemt billede af os selv udadtil for at føle os gode nok, få anerkendelse og kærlighed fra vores omgivelser... Længslen efter at blive nulstillet og blive befriet fra alt det, der kører rundt med os i vores indre, sniger sig stille og roligt ind.

Med forældreskabet og med spædbarnet i vores hænder opdager vi pludselig, at der findes mirakler i livet, der er sejlivede nok til at stoppe os i vores rundgang eller – måske nærmere – vores tomgang.

LÆS OGSÅ: 5 veje til mere mig-tid

En kontakt til det essentielle i livet

Når vores barn græder, kalder det på vores kontakt og nærvær. Der er i situationen ikke rigtigt overskud til at tænke mere over, om vi sårede arbejdskollegaen i frokostpausen i sidste uge, eller til at overveje, om vi nu får ydet en ordentlig indsats til familiefødselsdagen på lørdag. Vi må opgive vores vante tankemønstre og projekter og vende os mod vores barn, når det skal trøstes eller have tilfredsstillet sin sult i en fart. Der er ingen vej uden om.

I barnets første leveår kan det føles ret indlysende, at vi først og fremmest skal træde til og være der for vores barn. Alt andet er på en måde mindre vigtigt. Dette mærkes ofte ikke som et afsavn i nuet. Tværtimod. Det mærkes mere som en befrielse og en gave – gennem kærligheden til barnet – at vågne op til denne enkelthed og kontakt med det essentielle i livet.

Pas på! Du mister dig selv af syne

Men går energien og opmærksomheden i hverdagen kun til vores barn, så er der noget vigtigt, vi kommer til at miste af syne.

Den lettelse, det netop kan være som nybagt forælder ikke længere at skulle forholde sig til sit eget navlepilleri, kan med tiden ende med at blive en inderlig længsel efter blot 10 minutter om dagen, hvor man har mulighed for at få fyldt sit eget hul op. Drikke en kop kaffe uden afbrydelser, få masseret stivheden i nakken eller få snakket med en god (voksen) ven om det, hjertet kan være fyldt af. Navlepilleri eller ej. Vi kan ikke være der for vores børn – med kontakt og nærvær – hvis ikke vi samtidig giver tid og lov til også at være der for os selv.

Vælg dig selv til igen

Ud fra egen erfaring og ud fra min klientpraksis bliver jeg tit mindet om, hvor vanskeligt det egentlig kan være. Dels at få øje på dette aspekt, dels fuldt ud at acceptere, at vi i forældreskabet med tiden er nødt til også at begynde at prioritere os selv – uden om vores børn. Hvis det da ikke lige går i den stik modsatte retning: Hvor vi i vrede eller trods over alt det, vi har ofret som småbørnsforældre, kan ende med pludselig at få ufatteligt nemt ved at vælge os selv til og vores børn fra. "Fuck Lalandia, nu tager mor på kurophold i en måneds tid eller to. Der står mad i køleskabet!"

Set fra min synsvinkel er der brug for, at vi går mere konstruktivt til værks og har øje for ikke at tilsidesætte os selv fuldstændigt, når vi bliver forældre. Så vi i familierammerne ikke ender med at vælge os selv til i trods, men faktisk gør det i tide og i en omsorg, både for os selv og for vores børn.

LÆS OGSÅ: 9 tips til at gøre hverdagen til en fest

Bålet brænder bedre på en god dag

Mine tre drengebørn er miraklerne i mit liv. De får mig dagligt både ud af mig selv og ind i mig selv. En tanke om, at det kunne være vildt hyggeligt at lave snobrød i haven søndag eftermiddag med dem alle tre, kan ende med at blive et uoverkommeligt helvede. Hvis det ene barn er sur og tvær over at skulle ud i kulden, hvis det andet barn ikke gider snitte snobrødspindene, hvis det tredje barn ikke magter at sidde sammen om bålet – og hvis jeg selv faktisk slet ikke orker at lave den skide dej eller det bål, som projektet kræver for at komme i stand. Ja, så kan det føles som lidt af en dødssejler.

Vågner jeg op til virkeligheden, før jeg har fundet snitteknivene frem, kan det ende med at blive en hel lettelse at opgive projektet, blive indenfor i varmen og sætte en film på i stedet. "Ringenes Herre", tre timer i streg, alle mand i sofaen. Bålet har bedre betingelser for at brænde en dag, hvor der er oprigtig lyst og energi til at lave det.

Lad ungerne være din vejviser

At blive forælder er virkelig en gave og en opgave. Kærligheden til vores barn er med til at vække os og hele et savn efter nærvær, som vi ofte har brug for at få dybere kontakt med i hverdagen. Det er en hjælp, at barnet tidligt insisterer på dette nærvær i os, når vi faktisk ikke altid selv gør det.

Vores børn kan på den måde blive vejvisere for os i livet. Ligesom vi kan blive det for dem.

I vores eksempel, i vores kærlighed til dem og i vores forsøg på ikke at miste os selv af syne, men tage vare på egne behov, viser vi dem, at vi rent faktisk kan bære os selv. Det skaber tillid i det enkelte barn og fralægger det et ansvar, som det måske ellers ville have tendens til at tage på sine skuldre. Samtidig er det med til at styrke barnets tro på egne resurser, så det også med tiden bliver i stand til at flyve med vingerne og bære sig selv. 

Om skribenten

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Majken Kristine Gunge er eksam. psykoterapeut og cand.mag. i dansk og musik. Læs mere om hendes praksis på Majkenkristine.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Far og Selvværd