Olga Ravn
Foto: Dennis Morton "Jeg fattede ikke, at det var en fødselsdepression før, han var et år." Olga Ravn har skrevet en ny bog med inspiration i egne erfaringer.

Olga Ravn: ”Fra det øjeblik var det full-blown fødselsdepression”

Det var mere tvangstanker og angst, der fyldte forfatter Olga Ravn, 33, da hun for fire år siden blev mor for første gang. Hendes nye bog Mit arbejde handler om fødselsdepression og om skammen over ikke at føle sig god nok til sin nye titel. For ni uger siden blev hun mor igen og er stadig bange for at få besøg af ødelæggende tanker.

Olga Ravn mærkede den ikke. Som i slet ikke. Den lykkefølelse, hun regnede med, ville ramme hende, da hendes nyfødte barn blev lagt på hendes bryst. Hovedet var tomt, kroppen slukket. Det eneste, der gav genlyd, var en insisterende summen for ørerne. 

“Det her er bevis på, at jeg bliver en dårlig mor,” tænkte hun. 

“Og så fik jeg det så dårligt. Fra det øjeblik var det full-blown fødselsdepression. Jeg sagde det ikke til nogen.” Personalet på Riget, hvor Olga Ravn fødte sin ældste søn for fire år siden, havde alligevel på fornemmelsen, at den ikke var helt god. De gav hende beroligende medicin, og hun var indlagt i fem dage. 

“Jeg oplevede et fuldstændig identitetstab. Jeg følte virkelig, at jeg forsvandt under fødslen.” 

“Den var en så traumatisk oplevelse, at jeg blev nødt til at skrive om det. Det var en måde jeg kunne holde fast i mig selv på, overleve. Når jeg skrev, var jeg hende, jeg kendte fra før, jeg blev gravid og mor. I alle andre situationer var jeg helt chokket og ved siden af mig selv.” 

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Mødre har kronisk dårlig samvittighed - har du?

Siden hun blev gravid med sin førstefødte og frem til januar 2020, har hun skrevet og skrevet, på sin telefon og i notesbøger, alle steder. Manuskriptet til hendes nye bog Mit arbejde var på et tidspunkt på 800 sider. Den færdige udgave er over 400 sider og er en blanding af genrer, prosa, digte og breve, bl.a. Den handler om Anna. Om at være gravid og ængstelig, om ikke at blive fyldt op af lykke, om at have angst i selskab med sin søn, om hendes efterfødselsreaktion. Inspirationen har Olga Ravn ikke skullet lede langt og længe efter. 

“Med alt, hvad jeg har oplevet, har jeg tænkt, “Hvordan vil du sætte ord på det her?” Det har været så svært at skrive. For jeg har skammet mig så sindssygt meget. Jeg har tit åbnet manuskriptet og tænkt: “Jeg vil ikke have noget med de her følelser at gøre igen,”” siger hun. 

Der var ingen vej udenom. Hendes erfaring skulle være tilgængelig for andre. Fødselsdepression skal trækkes ud af skyggen og hen i lyset, hvor den kan blive vendt og drejet og kigget på og talt om, så den ikke længere er hemmelig og mystisk, men en helt almindelig størrelse. Selv om Olga Ravn har haft en efterfødselsreaktion, og det er det, bogen handler om, er det ikke hendes historie. 

“Bogen handler ikke om mig og om mit barns historie, at han ikke er kommet til verden i lykke. Den handler om den fødselsdepressive erfaring, dét er det vigtige! Det er sindssygt vigtigt at normalisere.”

Olga Ravn skubber en knirkende barnevogn foran sig på Sønder Boulevard. Vi havde lagt an til et ’baby sover formiddagslur, mens interview bliver lavet’-scenarie. Det memo havde hendes ni uger gamle søn ikke fået. Han stemmer i med vognen og giver sig. Han får sutten. Det var ikke lige det. “Jeg er altså ret sikker på, bleen er tør … Den er tør. Han kan bare ikke lige finde ro. Er det ikke også noget med, at babyer græder mest, når de er otte-ti uger? Han sov også dårligt i morges. Han burde ikke være sulten ... Måske er han sulten?” Man kender en barselmors spørgsmål, når man hører dem. Vi triller mod Riga Plads for at finde en spiseplads og lander på en art betontrappe. Der kommer ro på den mindste. Og de største. Med hendes nyfødte lagt til, vender vi tilbage til hendes benhårde erfaring med at blive mor første gang.   

Olga Ravn.jpg

Hvornår gik det op for dig, at du havde en fødselsdepression? 

“Jeg fattede ikke, at det var en fødselsdepression før, han var et år. Men jeg fattede, at jeg havde det dårligt allerede en måned inde i min graviditet. Jeg begyndte at have katastrofetanker om at miste barnet meget intenst. Alle mulige tanker om, at det ville være fatalt for det her barn at få mig som mor. Men jeg turde ikke sige det til nogen, fordi det var så skamfuldt.” 

Var de grumme tanker fremmed for dig? 

“Jeg har altid lidt af angst. Og angsten er jo snu. Den finder det farligste, du kan tænke, og så fokuserer du på det. Jeg var så glad for at være gravid og havde set så meget frem til det, at det farligste, jeg kunne tænke, var: “Der er noget i vejen med mig, der gør, at jeg ikke kan finde ud af det her. Jeg havde mange tvangstanker og angsttanker om, at jeg ikke var god nok til barnet.” 

Hvorfor skulle du ikke være det?

“Jeg havde enormt svært ved at læse barnet. “Er han sulten nu? Hvad betyder den her gråd?” Det kender alle. Men det var virkelig udtalt. Jeg tænkte, at det nok ville være bedst for min mand og mit barn, hvis jeg skred. Fordi det hele tiden var mig, der lavede ballade.” 

Du lavede ballade …?

“Fordi han havde slugt fostervand under fødslen, kunne han ikke finde ud af at die, så jeg pumpede. Og jeg hadede det.” Olga Ravn tænker tilbage på den store gule, elektroniske maskine på hjul med to plastiktragter og slanger på barselsgangen, hvor hun malkede ud. 

“Jeg HADEDE det! Den pumpe sugede min sjæl ud. Jeg blev helt sort inde i hjernen. Min mand gav mælken til barnet, og de fik tidligt en meget tæt og kærlig relation. Og jeg var SÅ jaloux. Det var jo også en forbudt følelse. Men jeg var rædselsslagen for modermælkserstatningen. For hvis jeg så gav ham erstatning, var det endnu et tegn på, at jeg ikke kunne finde ud af det.” 

LÆS OGSÅ: Ny podcast om fødselspsykose: “Jeg elsker dig” skriver 27-årige Clara i et afskedsbrev til sin datter en mørk vinternat

Hvorfor fortalte du ikke om din fødselsdepression? 

“Jeg troede fejlagtigt, at jeg ikke var syg. Jeg kunne ikke skelne fødselsdepressionen fra min personlighed. Fx var jeg enormt bange for, at mit barn var grimt, men at jeg bare ikke kunne se det. Hvis folk sagde: “Hvor er han sød”, tænkte jeg, “Gad vide, om de lyver?” Det var først, da han blev to, at jeg kunne se, det var en fjollet tanke. Det var en af de klassiske fødselsdepressive tanker for mig. “Der er noget i vejen med mit barn, jeg ikke kan se.” Jeg begyndte også at se mig selv som en trussel. Ikke at jeg var bange for at gøre barnet ondt, selv om det også er helt normalt hos folk med efterfødselsreaktion. Men jeg var bange for, at min kærlighed ikke var god nok, eller jeg holdt ham forkert, eller om jeg nu havde vasket ham ordentligt.” 

Hvad var de første tegn på, at du havde det skidt? 

“Mens jeg var gravid, begyndte jeg at få sort/hvid-tænkning som “Der er gode mødre, og der er dårlige mødre, og der er ikke noget midtimellem.” Fx: “Hvis jeg får barnet op på mit bryst, og jeg ikke føler noget, så er jeg en dårlig mor! Så er jeg ovre i dårlig mor-territoriet. Hvis jeg giver barnet modermælkserstatning, så er jeg ovre i dårlig mor-territoriet.” Der findes jo hverken eller.”

Nok er den lille blevet mæt, men ikke helt tilfreds. Han slår en bøvs på lydniveau med en knaldperle. Lettelse. Han bliver lagt i vognen. Ikke godt. “Nu kører vi altså hjem” siger Olga Ravn mod kysen bag dynen. Vi kigger på hinanden og løfter brynene. Vi ved godt, hvordan babyer skal håndteres. Hvis man siger til babyen, hvad der skal ske, vil der med stor sandsynlighed ske det modsatte. Men babyer er ikke nemme at narre. Man er faktisk nødt til at efterleve sine ord. Derfor sætter Olga Ravn kurs mod familiens lejlighed. Den er god nok. Han falder i søvn, idet vi nærmer os hoveddøren. Vi triller en tur rundt om karreen. 

Var du ikke bange for at få en fødselsdepression med nummer to? 

“Jeg var sindssygt bange for, om jeg skulle tilbage til det der sted mentalt. Jeg er stadig bange.”

Kan man forberede sig på ikke at komme derhen igen? 

“Der var en jordemor, der sagde til mig: “Ved du hvad, hvis du får det sådan igen, så gør det ikke noget. Så tager vi den derfra. Hvis det sker, så sker det. Der er ingen grund til at være så bange for det. Så er det måske heller ikke værre.” Det hjalp mig virkelig meget.”

LÆS OGSÅ: Klumme: Undskyld, kære mødre! Jeg har vendt øjne af jer, men jeg vidste ikke bedre

Da Olga Ravn for ni uger siden fødte sit andet barn, oplevede hun heller ikke denne gang ‘lykken’, det ophøjede øjeblik, en eller anden romantisk og desillusioneret type en gang har digtet om det sekund, den nyfødte lander på morens bryst. Men denne gang var der ingen summen for ørene, der kunne lægge et slør henover hendes tanker. Hun fokuserede på, at fødslen ikke kun handler om mødet mellem moren og den nyfødte. For hende handlede den sidste fødsel også om, at hendes mand og hende havde fået et barn mere, at fødslen var gået godt, at hun savnede sit store barn, og at han havde fået en lillebror. Men det vidste hun selvsagt ikke, da hun overvejede at udvide familien med et spædt medlem.  

Hvad tænkte du om at blive gravid igen? 

“Jeg havde brug for at heale. Det var en af grundene til, at jeg ville have barn nummer to. Jeg blev nødt til at komme tilbage til fødestuen. Se det i øjnene, uden at det skulle vinde over mig. Det er på en måde en mærkelig motivation for at få et barn til. Sådan har jeg det også med barslen. Jeg vil gerne være, hvor jeg er lige nu og være lidt kærligere ved mig selv. Jeg kunne godt mærke, at det var spændende og værdifuldt, men jeg kunne ikke være i det med mit første barn.”

Corona har dog gjort, at Olga Ravn alligevel ikke har fået den barsel, hun drømte om, bl.a. muligheden for at være alene og rolig med sit spædbarn, fordi hendes mand og ældste søn også er hjemme i lejligheden: “Så må man sørge lidt over det, og så kommer man videre.”

"Angsten er jo snu. Den finder det farligste, du kan tænke"
Olga Ravn

Corona har også bestemt, at der lige nu ikke er noget, der hedder mødregrupper, som Olga Ravn ellers havde skrevet sig op til.

“Jeg var kun i mødregruppe én gang med mit første barn. Jeg havde det, som om der sad seks kvinder og ammede seks blonde, kornfede babyer og blev nødt til at gå med det samme. Jeg har svært ved at forestille mig noget værre end seks fremmede kvinder se på én, der er så fucked up med sådan et lille barn. Det havde ikke noget med dem at gøre. Jeg så mig selv med deres øjne, og det var meget fordømmende.” 

Vi er tilbage ved normalitetsbegrebet, der skal have udvidet sin spændetrøje. At man skal vide, at der, chok, ikke er én måde, den perfekte, at være mor på. Det skal der skrives om. Alle nuancerne og gråzonerne. 

“Vi har brug for det i kunsten. I kunsten kan du få et glimt af en erfaring, af nogle billeder, så du er lidt bedre forberedt, men også bare fordi det er spændende! Med mit første barn var jeg helt syg efter at finde noget om amning, fødsel og graviditet i litteraturen. Er det kun mig, der har det, som om mine tænder er ved at falde ud, når jeg ammer? Hvorfor er der ikke mere kanonlitteratur, der handler om det?”

LÆS OGSÅ: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

Dea Trier Mørch …?

“Ja, og indtil for et par år siden var det considered virkelig bad taste. Den er meget sådan “en regnbue stod over sengen.” Men jeg kan meget godt lide beskrivelsen af barselsgangen. Altså jeg kunne godt have brugt den der flaske rødvin, de får … Når mælken løber til, kommer tudeturen, og dengang havde de et skab på Riget, hvor man hentede en hel flaske rødvin. Bang! En til hver! Så drak man den.” 

Vi er tilbage ved hoveddøren. Olga Ravn skubber barnevognen frem og tilbage. Det er et spørgsmål om sekunder, inden den lille giver udtryk for et behov. 

Hvad skal læsere vide om moderskabet? 

“Du skal huske, at du ikke er årsag til alt, hvad dine børn gør. Det kan du ikke leve i. Du er ikke alting. Du er bare en mor. Så er det heller ikke vildere.”

Læs et uddrag af Olga Ravns nye bog ”Mit arbejde” om Anna, der oplever en fødselsdepression.

Om Olga Ravn

  • Uddannet på Forfatterskolen i 2010. Har bl.a. udgivet romanen Celestine (2015), digtsamlingen Den hvide rose (2016) og romanen De ansatte (2016).
  • Aktuel med bogen Mit arbejde, som udkommer 4. september og handler om Anna, der bliver mor og får en fødselsdepression.
  • Bor på Vesterbro i København med sine mand og deres to sønner på fire år og ni uger. 
  • Datter af sangeren og sangskriveren Anne Dorte Michelsen og kunstneren Peter Ravn. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Fødselsdepression, Bøger, Livsstil, Interview og Kvinder du skal kende