Forfatter Olga Ravn

Foto: Lærke Posselt "Jeg brugte virkelig lang tid på at læse min fødselsjournal. Men jeg tudbrølede også. Fordi det er så stort og intenst for én at blive puttet ind i det der patientsprog, som godt kan være ret hårdt."

Olga Ravn: "Vi knokler eddermame hjemme hos os for at få det til at hænge sammen med to børn"

Hun har skrevet om det skamfulde og svære ved moderskabet. Alligevel har Olga Ravn aldrig været i bedre kontakt med kosmos end nu, hvor hun er blevet mor til to.

Om fødselsberetninger

Fødselsberetninger er som crack for mig. Jeg vil bare læse dem, høre dem. Fordi fødslen er en fuldstændig sindssyg oplevelse – livsomvæltende og ikke nødvendigvis lykkelig. Og måske forstår man den også først et halvt år efter. Den måde man arbejder med veer og smerter. Man er til stede på en anden måde, og derfor jeg tror, man kan have behov for at genfortælle fødslen for at få det til at falde til ro i en. Jeg fik min mand til at genfortælle min fødsel mange gange. Fordi jeg synes, det var så dejligt at høre ham fortælle den, men også fordi jeg åbenbart sagde alt muligt, som jeg slet ikke kunne huske efterfølgende: “Så kom pressefasen, og den var SÅÅÅ lang”. Nej, den varede max. en time.

Om at skrive

Jeg har virkelig haft en oplevelse af – specielt med mit første barn, hvor jeg bl.a. fik en fødselsdepression – at der er sindssygt meget tabu omgærdet af at være mor, at føde og være på barsel. Og når der er tabu, er der skam. De går hånd i hånd. Bogen ’Mit arbejde’ var virkelig svært at skrive, men det har været meget healende for mig at skrive den og udgive den. Meget mere end jeg troede. Det har også givet mig noget power. Mange fortæller mig, at de virkelig kan spejle sig i den. Hver gang nogen gør det, føler jeg mig mindre mærkelig. Det er rigtig dejligt.

Hvis man kan sætte ord på sine følelser, kan det være lidt nemmere at tage ejerskab over sine ord, hvis man ser det på et stykke papir. Det har hjulpet mig virkelig meget at skrive. Man har brug for at føre den verden, som er fødslens verden og den verden, man ellers er en del af, sammen, og det kan man gøre ved at skrive det ned og se fødslen udefra.

Jeg tænker faktisk, at alle burde skrive deres fødselsoplevelse ned. Hvad hjalp mig egentlig undervejs, og hvad var svært. Hvis man ikke er en, der elsker at skrive, så kan det bare være fem linjer, men jeg tror, det er enormt vigtigt, at man får ejerskab over sin fødsel. At det ikke er jordemorens, eller hospitalets fortælling. Har du læst din fødselsjournal? Det er sindssygt svært at forstå den. Jeg brugte virkelig lang tid på at læse min fødselsjournal. Men jeg tudbrølede også. Fordi det er så stort og intenst for én at blive puttet ind i det der patientsprog, som godt kan være ret hårdt.

Om anden gang

Jeg var meget nervøs op til fødslen af nummer to, for første gang jeg fødte, fik jeg det virkelig dårligt. Jeg var sindssygt bange for, at det skulle ske igen. Virkelig rædselsslagen. Og på samme tid var jeg også så gravid, at jeg bare gerne ville have barnet ud. Det gik til gengæld rigtig godt anden gang. Jeg følte, at jeg kendte mine rettigheder bedre, og jeg var bedre til at sige fra. Jeg bad for eksempel om en anden jordemor, det var vildt godt. Jeg bad også om at få en epidural. Jeg skulle virkelig stå fast på det med den epidural, og det kunne jeg også godt, for jeg var meget bedre til at kommunikere til jordemoren. Lige inden jeg fik epiduralen, var jeg på grænsen til at miste kontrollen, men det hjalp mig at vide, at jeg snart ville få noget hjælp.

Og så synes jeg faktisk, at pressefasen var helt ok. Pludselig sagde jordemoren: “Nu er hovedet ude”, og jeg sagde: “Hvad?! Er hovedet født?” Jeg havde stadig en masse kræfter tilbage. Jeg var helt oppe at køre og skrev til min mor: “Jeg har lige født!” først bagefter gjorde det ondt. Fødslen var ikke sådan ’Åh, jeg fødte på en eng, og det var fantastisk, og jeg ville gøre det igen”, men den var god på den måde, at jeg hurtigt kunne give slip på den bagefter.

LÆS OGSÅ: Olga Ravn: ”Det gjorde en kæmpe forskel, at fødslen gik godt”

Om at være mor til to

Jeg er meget gladere, efter jeg har fået børn end før. Det er ikke, fordi jeg har regnet det hele ud, men jeg anbefaler det. Jeg kan godt lide at være en familie og et fællesskab. Jeg synes, mine børn er spændende mennesker. Jeg kan også synes, de er vildt kedelige, og jeg hader at gå på legeplads, men jeg tror bare, at jeg grundlæggende føler mig mere i kontakt med kosmos, end før jeg fik børn. Det med at være vidne til nogens liv er fuldstændig sindssygt.

Med mit første barn var jeg meget optaget af, hvilken mor ville jeg være. Pludselig var jeg mor for to, og det tog et pres af relationen. Nu har mit ældste barn heller ikke ansvaret som den eneste for at gøre mig til mor. Det tog også et kæmpe pres fra mig ikke længere at være den yngste. Børnene fortsætter med at være i live, når jeg ikke er her mere. Der er den der følelse af at opleve slægters gang. Tidens gang. Som ikke bare er at jeg skal hente i børnehaven klokken noget. Man kan også se det på tøjet. Min store har lige taget et stort ryk, og lige pludselig er alle bukser for korte. Det synes jeg er så vildt. At se tiden gå på den måde.

Om nærvær og afstand

Det handler om at finde den rigtige afstand til barnet. Man kan være for tæt, og man kan være for langt fra hinanden. Det tror jeg gælder hele livet. Sådan har jeg det også med min egen mor, det er hele tiden en forhandling om, hvor meget afstand skal der være. Hvor adskilt skal vi være, hvor forbundne skal vi være. Barnet har jo også brug for afstand, og det kan være meget svært at forstå.

At tage afstand kan også føles som en meget risikabel adfærd. For de kan jo risikere at dø. Jeg har i hvert fald selv måtte øve mig virkelig meget i det og over mig stadig i at finde ud af, om vi for langt væk fra hinanden eller er vi for tæt på. Nogle gange skal man jo også lade dem løbe langt væk på legepladsen. Jeg læste på et tidspunkt en artikel om, at børn for 30 år siden bevægede sig meget længere væk fra hjemmet end børn gør i dag. Jeg tror ikke nødvendigvis, at der er flere farer nu. Jeg tror bare, vi er mere urolige.

LÆS OGSÅ: Olga Ravn: ”Fra det øjeblik var det full-blown fødselsdepression”

Om at blive talerør

Politiken spurgte, om jeg ville skrive et debatindlæg. Jeg havde aldrig skrevet et debatindlæg før, så jeg talte blandt andet med Jordemoderforeningen og forskellige jordemødre for at finde ud af, hvorfor det er så hårdt at føde, og hvorfor det er så dårlig en oplevelse for så mange. Hvad kan vi egentlig gøre, hvis vores veninder får en fødselsdepression? Jeg kom frem til, at fællesskabet skal gøre noget.

Jeg kan sagtens hjælpe og komme forbi en veninde, så hun kan komme i bad, og det kommer jeg til at gøre regardless, men vi er nødt til i fællesskab at tage noget ansvar og blive bedre til at gribe ud efter hjælp – det kunne jeg heller ikke selv. Fødslen er så voldsom en oplevelse. Ligegyldigt hvor godt det går, er det sindssygt. Jeg havde slet ikke forudset den opmærksomhed, debatindlægget fik. Det eksploderede jo. Mit indtryk er, at der var flere, som blev nået af debatindlægget end romanen. Det er også nemmere at læse end en roman, ha ha.

Min barsel

Bogen, du selv er med til at skrive. Skriv dig igennem dit barns første år – eller kryds svarmulighederne af på dage, hvor du ikke orker andet. Olga Ravn har med både humor, omsorg og indsigt lavet en skabelon til dig, der gerne vil huske din sindstilstand og andet sjovt, faktuelt og svært fra dit år på barsel.

min_barsel_Olga_Ravn.jpg

Om aktivisme

Jeg føler mig aktivistisk, men lidt som sådan en gæst til en fest, hvor man ikke plejer at komme. For jeg er jo forfatter. Arbejdet fremadrettet for mig bliver at holde fast i, at det skal være en del af den fælles samtale. Folk har tidligere skrevet bøger om det og forsket i det, men det kom bare aldrig med i historiebøgerne. Og det er ærgerligt, for så skal man starte forfra hver gang.

For mig bliver det tydeligt, at også fødedygtige kvinder bliver en magtfaktor politisk, på en måde som er ret interessant. Man kan se, at politikerne bliver nødt til at gøre det til en sag, for mødrene er også blandt dem, der stemmer, og det er jo ret vildt, at det kan lade sig gøre at organisere sig på den måde. At det ikke bare er ammestuesnak, men at det bliver taget seriøst politisk.

Om SoMe og købetrang

Vi er den første generation, der får børn på sociale medier, så det kan nemt fremstå, som om man bare ligger der og har det skønt med sit barn. Ingen ser alt det uden for billedet. Flere kvinder er på arbejdsmarkedet, så der er noget købekraft, der skal udnyttes. Jeg tror aldrig i menneskehedens historien, at det er blevet hævdet, at der er så meget, man har brug for at købe, når man får børn. Det er, som om man prøver at købe sig til at forstå, hvad der foregår. Jeg er fuldstændig selv en del af det. Det er en sygdom, og jeg er smittet. Jeg købte også en moseskurv, vil du ikke godt skrive, at det skal man ikke, ha ha.

En veninde skrev på et tidspunkt til mig: “Behøver jeg at købe de der handsker i egyptisk bomuld, så han ikke kradser sig selv i søvne?” Jeg tror, der er så meget værdikamp i, hvordan børn skal opdrages og også rigtig mange penge. Der er nogen, der tjener penge på at booste usikkerheden. Det er en mekanisme, der har været i gang et stykke tid, hvor vi konkurrer om, hvem der er de bedste forældre, hvem får pladsen på den gode skole, hvem har de bedste snacks med til sin fødselsdag. Det er bare så ærgerligt.

For det første bliver det svære for os som forældre at møde hinanden, fordi vi konkurrerer, og jeg tror også, det går ud over vores relation til vores børn. Fordi der kommer en ængstelighed ind hele tiden, hvor børnene ligesom også skal repræsentere os. “Ej, er du nu beskidt?” De er desværre spejlet udadtil.

LÆS OGSÅ: Model Caroline Bille Brahe: ”Du er den bedste mor for netop DIT barn”

Om fællesskab

Det er et meget, meget stort arbejde at tage sig af et nyfødt barn, og du får ikke løn for det. Jeg siger ikke, at man skal have det. Men … Samtidig har jeg indtryk af, at noget fællesskab er gået tabt i løbet af de seneste par årtier. Man kender ikke rigtigt sine naboer, ens forældre bor måske langt væk, og ens venner har travlt med at arbejde, så man har ikke så mange mennesker at støtte sig til og få hjælp af. Der er ikke rigtigt nogen, som ser en i hverdagen, og det kan være med til at forstærke en følelse af ensomhed. Hvis man har været den eneste til at tage sig af sit barn, så kan det være enormt svært at give det videre til faren, eller til en bedstemor, fordi man har været så tunet ind på hinanden. Men jeg tror, vi har brug for hinanden.

Vi knokler eddermame hjemme hos os for at få det til at hænge sammen med to børn. Hvis der kom nogen og sagde: “Kan du lige tage mit barn i dag?” Fint nok. Men hvis de sagde: “Kan du tage ham i to dage?” Øh, okay, fuck! Det er jo, fordi man selv er spændt hårdt for. Det er blevet en ond cirkel, hvor alle lige præcis klarer den. Det burde være forbudt at sende arbejdsmails efter klokken 16. Vi skal jo stå til rådighed hele døgnet! Det er en kæmpe stressfaktor. Hverdagen er ikke gearet til, at man skal være to voksne, der går på fuldtidsarbejde OG har børn.

Om Olga Ravn

  • Forfatter til bl.a. 'Mit Arbejde' og 'De ansatte'. Har netop udgivet udfyld-selv-bogen ’Min barsel’. Bogen 'Min barsel' indeholder sider til dit første år på barsel – set fra dit perspektiv og ikke barnets.
  • Hun er i år blevet nomineret til Booker-prisen.
  • Mor til to drenge på 5 år og 1 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Barsel og Fødselsdepression