"Jeg er sådan én, der får drenge"

Klumme: Kan I se den? Neeej, hvor er den fin og tydelig, hva?’

Tiden står et øjeblik bomstille i det lumre undersøgelsesrum, da jordemoren fastfryser billedet på skærmen. Det afslører en lille tap, en bule, en … Min kæreste klemmer min hånd, og jeg ved, at han tænker nøjagtig det samme som mig: It’s a boy!

LÆS OGSÅ: Blog: Drenge er ikke et andenrangskøn

Egentlig kommer det ikke som nogen overraskelse. Jeg har vidst det fra start: Det bliver en dreng. Jeg er nemlig sådan én, der får drenge. Ikke at jeg har noget stort videnskabeligt belæg for at udtale mig om det. Det er trods alt et lidt spinkelt statistisk materiale at basere en ret skarp konklusion på, når eneste data er storebror på to et halvt år, ikke?

Trods den ubrugelige statistik ved jeg bare, at jeg får endnu en dreng. Og hurra for det. Drenge styrer! Og jeg er topvild med ham, jeg allerede har. Men mens jeg ligger der på briksen til 20-ugers-skanningen, kan jeg alligevel ikke lade være at være en lille-bitte-nano-smule ærgerlig over, at jeg ikke skal købe små, flæsede kjoler, indrette Barbie-hus og svælge i nuancer af pink. Og sidenhen tage på tøseshopping og instruere teenagepigen i, hvordan hun lægger (og ikke lægger) mascara.

LÆS OGSÅ: Barnets køn: Hvad gemmer sig mon i maven?

Alt det, som (de fleste) mødre gør med deres døtre. Det, de har sammen. Eller i hvert fald det, min egen mor og jeg havde – og stadig har – sammen (naturligvis med væsentlig mindre pink i dag). En fortrolighed, som til dels skyldes, at vi er af samme køn.

Optur over biler og tog

Selvfølgelig kan mor og søn sagtens have en supertæt relation. Ingen tvivl om det. Hey, den synes jeg da selv, jeg har med min store dreng. Jeg kan da også sagtens få optur over at bygge togbaner og lege med biler. Men fra mine veninder ved jeg, at mange kvinder ligesom mig har et (måske lidt hemmeligt) ønske om også at opleve det lyserøde og tøsede. Og en lille frygt for som drengemor at føle sig udenfor, når familiens mænd stimler sammen foran tv’et til Champions League-finalen.

Alle de tanker når at passere igennem mit hoved, mens billedet er fastfrosset på ‘tappen’.

LÆS OGSÅ: Nina efter skanning: “Jeg ønskede mig brændende en pige

Skanningen har kun været i gang i ganske kort tid, og det undrer mig, at vi allerede er nået til afsløringen af kønnet … det er vi så overhovedet heller ikke! For midt i tankestrømmen om flæser og fodboldfinaler udbryder jordemoderen: ‘Det er næsen! Sikke en flot og perfekt lille næse!’

Aha. Så vi er stadig i ansigtsregionen? Synes da egentlig også, at hun var sprunget lidt pludseligt fra lillehjernen til tissemanden, men ærlig talt er jeg virkelig håbløs til at afkode de abstrakte billeder, der bliver transmitteret fra min livmor.

LÆS OGSÅ: Mor-blogger: Hvorfor skal vi kende kønnet før fødslen

Vi når igennem hele tjeklisten, der skal afsløre, om babyen er sund og veludviklet. Billederne af det lille hjerte, der pumper løs, og de små fingre, der vinker, udvisker effektivt dreng-versus-pige-spørgsmålet, for konklusionen er, at blypper i maven stortrives. Det er jo fantastisk!

‘Vil I vide kønnet?’ spørger jordemoren til sidst. Yes, hit me! Intet kan slå mig ud eller gøre min glæde mindre, for baby er sund og rask, og det er det vigtigste. Flæser eller ej. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile lidt fjoget, da svaret lyder: It’s a girl! 

LÆS OGSÅ: Babys køn: Blev du (også) skuffet?

LÆS OGSÅ: “Jeg drømte tit, at det var en hund, jeg fødte, eller et marsvin

LÆS OGSÅ: Drop babyskanninger for sjov