Mor-blogger: Hvorfor skal vi kende kønnet før fødslen?

J og jeg hører til dem, som gerne vil vente og overraskes ved fødslen. Reelt også fordi, vi går mere op i, at barnet er sundt og raskt og ikke har den store interesse i, om barnet har en tissemand eller tissekone. Vi møder mange, som ikke forstår vores valg – de respekterer det, men forstår det ikke, og nogle gange føler især jeg, at jeg skal forsvare, hvorfor vi har valgt som vi har. Jeg husker engang, da jeg ventede Noah, at en kollega kommenterede, at hun havde svært ved at forstå, at man havde en reel interesse i sit barn, når man ikke engang ville vide, hvilket køn det var.

Selvom det absolut intet havde på sig, blev jeg såret over den kommentar. Med den kamp, vi havde haft med overhovedet at vente barn, og den indre kamp, der konstant herskede i mig selv med de månedlige nederlag, når ”pinden” igen kun viste én streg. For ikke at nævne den ydre kamp i form af mennesker omkring en, som velmenende spurgte, om ikke der snart skulle lyde små fodtrin i det lille hjem. Jeg har tidligere skrevet om vores kamp under ”Den største gave i livet – mine drenge”

Det vigtigste for J og jeg er, at vores barn har det godt, udvikler sig som det skal, så vi kan sagtens vente de ni måneder med at kende kønnet. Vi har ingen planer om at male værelset lyseblåt, ej heller købe lyserødt tøj, og navnet kan sagtens vente til den lille kommer ud og viser sig. Ikke at kunne kalde sit ufødte barn en han eller hun gør den ikke mindre elsket.

Min mand får lov at fortælle

En anden ting ved ikke at kende kønnet er også, at det med begge drenge har været J, der fortalte mig kønnet på vores to mirakler, og det glæder vi os begge til, at han skal gøre igen til april. Igennem ni måneder mærker jeg forandringer på min krop, jeg kan fortælle J om det, og han kan se nogle af dem, men han kan ikke bare lægge hånden på min mave og forvente et spark. Jeg kan dog sige til ham, at der nu er aktivitet, og så kan han mærke. Så at give ham den kæmpe store oplevelse at fortælle mig kønnet er det hele værd, og jeg mister ikke noget.

Da J og jeg ventede Noah, var vi meget enige om, at vi ikke ville kende kønnet. Måske det skyldes den kamp der havde været forbundet med at blive gravid – så betød kønnet ikke noget, men kun at alt var som det skulle være. Gætterier var der masser af og mangel på forståelse ligeså. Jeg var overbevist om at det blev en dreng, selvom J var sikker på en pige – dette fordi vi i begge familier var omgivet af piger. Jeg husker, da jeg pakkede barselstasken (efter vandet var gået midt om natten) og sjovt nok stod med et lyserødt og lyseblåt pashmina-tørklæde og valgte det lyseblå.

Angående kønnet og diverse tilbagemeldinger på både det og at få barn nummer tre, men også at vi ikke ønsker kønnet at vide, så er reaktionen meget ofte ”Så ønsker I jer vel en pige denne gang”. Mit svar er efterhånden ”Hvorfor”?

Ingen behov for en pige

Læs mere på bloggen bykamillaborg.dk