“Mor, du kigger mere på din mobil, end du kigger på mig!,” udbrød min datter

Jeg skifter min søn. Han er cirka 8 måneder.

Pludselig laver han lyde og fagter med ben og arme.

Jeg prøver at tysse på ham: ‘Scchhhyyyyyyyyy’. Så begynder han at græde. Jeg tager ham op, og straks falder han til ro. Så lægger jeg ham ned, og det sker igen.

Her går det op for mig, hvorfor han bliver utilfreds og urolig.

Jeg er her fysisk, men mentalt er jeg et andet sted. Jeg ser ikke rigtig på ham, men på min mobil, hvor jeg er ved at lære om, hvordan man laver et fedt onlinekursus.

Efter barslen er jeg fuldtidsselvstændig, og hver dag lytter jeg til podcasts eller ser videoer til inspiration. Det kan jeg jo lige så godt, så jeg ikke ‘spilder’ tiden.

Men jeg glemmer af og til det vigtigste. Kontakten til min søn.

Jeg får tårer i øjnene.

Mors digitale uro

Vi har ironisk nok ikke uroer over puslebordet i vores hjem, fordi vi er bevidste om, at pusletiden skal være en tid med kontakt. Jeg kan høre mig selv sige til manden, før vi returnerer en dåbsgave i Babysam:

“Hvorfor skal han ligge og kigge på et blinkende tog, der spiller musik, når han kan kigge på os, og vi kan hygge?” Det er vi rørende enige om.

Nu går det op for mig, at mor her har rendt rundt med sin egen farvestrålende, støjende og batteridrevede uro foran sit ansigt!!!

Når alt er slukket, oplever jeg, at jeg kysser hans tykke mave og buttede kinder mere og kan mærke kærligheden vokse.

Mobilen gør mig periodisk følelsesløs.

Det er som at zappe ud af ens krop og sende fokus et andet sted hen.

Still Face

Kender du Still Face-eksperimentet, som blev udviklet af Dr. Edwar​d Tronick, Professor i psykologi ved Harvard University?

Ellers kan du helt sikkert finde det på Youtube.  

Mødre blev placeret foran deres små børn og instrueret i pludselig at lade fjæset stivne og ikke reagere på barnets lyde eller forsøg på at kommunikere.

Man ville undersøge, hvor små børn er, når de reagerer negativt på manglen på kontakt.

Det viste sig, at selv spædbørn reagerede meget voldsomt og ulykkeligt inden for kort tid.

Nærvær og tilknytning

På barslen kommer sundhedsplejersken i dag ud for at tjekke morens mentale tilstand. En efterfødselsreaktion eller depression kan være skadeligt.

Spædbørn har brug for nærvær og følelsesmæssig omsorg.

Ellers kan det påvirke deres tilknytning og i grelle tilfælde deres hjerne.

Men hvad med de små momenter, hvor vi hver dag forsvinder foran vores børn?

Hvilken effekt har de?

Hvad nu hvis vi er en hel generation af forældre, der dagligt kommer til at lave still face-eksperimentet med vores elskede børn, fordi mobilen tager al opmærksomheden?

Kig på MIG

Det var jo desværre ikke den sidste gang, at min søn kaldte på min opmærksomhed, mens jeg stod med min digitale uro. Der kan godt lige være en besked, jeg skal sende, et billede jeg skal tage eller lægge op ...

Og det tager jo bare ti sekunder, fortæller jeg mig selv.

I dag er han 2 år, og hans storesøster er 6 år. Min datter udbrød for nylig:

“Du kigger mere på din mobil, end du kigger på mig!”

Jeg skulle til at forsvare mig, fordi jeg blandt andet lægger mobilen væk hele weekenden i dagtimerne ... og den første time efter, at jeg har hentet dem i vuggestue og skole.

(Bare det, at jeg er så bevidst om den tid, jeg ikke er på, er bekymrende).

Sandheden er, at hvis hun føler det sådan, så skal jeg lytte. Og så skal jeg se.

På mine børn.

Sociale medier eller social familie?

Når vi griber vores smartphone i vores børns nærvær, så svinder de en lille smule ind.

Lad os tage os selvkærligt i nakken, hver gang vi tager os lettere irriteret i at mumle “ja ja, jeg skal bare liiiiiige ...”.

Så de ikke en dag forsvinder ind i sig selv og deres egne skærme.

På døren til min søns vuggestue hænger der en plakat med ordene: ”Kære mor og far. Sluk din mobil – du er på vej til dagens vigtigste møde”. 

Den sætning vil jeg huske næste gang jeg i kedsomhed, træthed eller på udkig efter et digitalt fix rækker ud efter min mobil.

Det er aldrig for sent at være til stede i nuet.