Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Søren Jansby Ikke alene Nadia (i midten tv.) og Pernille (i midten th.) er blevet veninder, Frida, Julius, Miabell og Unicca har også et bånd til hinanden.

Mødre til for tidligt fødte: Det var værst, når folk kaldte os sarte

Nadia og Pernille var glade og stolte, da de blev mødre til hver deres hold tvillinger. Men børnene var meget små, da de kom til verden på neonatalafdelingen, og der skulle tages mange specielle hensyn til dem. Heldigvis havde Nadia og Pernille hinanden.

Vi skal ses igen. Da Pernille Zetterwald og Nadia Duus Nielsen mødtes første gang i 2010 på Roskilde Sygehus’ neonatalafdeling, var de nybagte mødte til tvillinger, der med fødselsvægt på mellem og 1.600 og 2.210 gram var meget små.

Med bopæl i henholdsvis Greve og Karlslunde syd for København boede de tæt på hinanden, og allerede i den indledende snak lagde de planer for, hvordan de ville ud at lufte tvillingebarnevognene sammen, og hvilke cafeer de ville besøge.

– Vi passede sammen som et par brikker i et puslespil, siger de to kvinder – og griner så.

– Vores børn var seks år, før vi kom på café, siger 41-årige Nadia.

Hun er mor til Frida og Julius på nu syv år. 41-årige Pernille er mor til Miabell og Unicca, der ligeledes er syv år. De to kvinder har desuden det til fælles, at de og deres mænd måtte gennem årelange fertilitetsbehandlinger for at blive forældre.

Men selv om de i første omgang ikke kom på café, havde de tæt kontakt fra begyndelsen. Som mødre til tvillinger med lav fødselsvægt stod de nemlig over for problemer, andre ikke forstod. – Da Miabell og Unicca kom til verden, havde min mand og jeg købt champagne, kransekage, flag… Alting var forberedt til de gæster, der skulle komme og se dem, og jeg havde dannet mig billeder af, hvordan jeg stolt sad med mine to piger, siger Pernille.

Virkeligheden var, at børnene på grund af den lave fødselsvægt skulle ligge med varmetæppe, have mad gennem en sonde og skærmes for alle sanseindtryk: lyde, lugte, farver og tøj, der kunne genere huden.

– I min verden havde jeg fået to fine babyer, men vi måtte ingenting: De måtte ikke komme ud fra stuen, min mor kunne ikke få lov til at holde dem, siger Pernille.

Også Nadia var overrasket over, hvor sarte hendes nyfødte tvillinger var.

– Vi måtte f.eks. ikke spise, mens børnene var inde på stuen, det var virkelig overraskende for mig. Jeg var glad for, at personalet var omkring os i begyndelsen og hjalp med at se børnenes behov, siger hun.

LÆS OGSÅ: “Vi vidste ikke, om vi ville få vores børn med hjem”

Forstod hinanden

Men snart blev det hverdag, de to tvillingemødre blev udskrevet og måtte nu selv skærme børnenes sanser. Derudover bød den nye hverdag med to babyer hver på så stor travlhed, at Pernille og Nadia dårligt havde overskud til at ses.

Men de kunne tale i telefonen, og det gjorde de næsten dagligt. For de oplevede begge, at omgivelserne undrede sig over, at de ikke kunne deltage i familiefester el.lign.

– „Børnene kan da ligge i vores soveværelse“, sagde flere. Men nej, vores børn kunne ikke bare lægges til at sove et fremmed sted med nye lyde, lys og farver. Det gik gerne fint, mens vi var ude, men dagen efter kunne de slet ikke falde til ro, siger Nadia.

Hun og Pernille fik hos deres sundhedsplejersker forklaringen, at børnene blev overstimuleret af at opholde sig fremmede steder. Det samme skete, når der var gæster derhjemme. Den forskudte reaktion var normal, fik de at vide.

– Her har Nadia og jeg brugt hinanden meget. Vi havde to børn, der så pæne og normale ud. „Og hvad så?“, følte jeg, at vores omgivelser tænkte om, at de var små ved fødslen. Det var vigtigt for mig, at jeg ikke stod alene med følelsen af at blive regnet for en sart mor, der overbeskyttede børnene, for det følte jeg ikke, at jeg gjorde, siger Pernille.

– Jeg oplevede nogenlunde det samme. Det værste, man kunne sige til mig, var, at jeg var sart. Folk forstod ikke, at børnene ikke sov i flere døgn, hvis der havde været for meget uro omkring dem. Men det gjorde Pernille, siger Nadia.

LÆS OGSÅ: For tidligt født: ’Lucas vil nok aldrig blive som andre børn’

Dukketøj, nej tak

Hun og Pernille var også fælles om ikke at kunne få tøj til deres børn, da de var ny-fødte.

Alt det fine børnetøj, de havde liggende klar, var for stort. Hvor andre nyfødte bruger tøj i størrelse 50-52, skulle deres babyer ned i størrelse 44, og det var ikke til at skaffe.

– Jeg fik hentydninger om, at andre mødre til små børn havde købt dukketøj. I min verden er det ikke værdigt at give børn dukketøj på, siger Pernille.

Oveni kom problemet, at bare lyden af en trykknap, der blev åbnet og lukket, kunne forskrække de små børn, og at sømme og mærkater, de fleste ikke tænker over, kunne være generende mod deres hud.

– Selv i dag hvor Julius og Frida er syv år, sker det, at de beder mig klippet en mærkeseddel af deres tøj, siger Nadia.

Under hendes og Pernilles telefonsamtaler opstod tanken, at de selv kunne sætte tøj til præmature børn i produktion.

„Vi bliver nødt til at gøre noget ved det problem“, var de enige om. Ideen udviklede de videre på, da børnene blev større, og de begyndte at pakke dem i tvillingevognene og gå på besøg hos hinanden. Og i en periode sås de næsten hver dag. For selvom Pernille og Nadia med uddannelser som henholdsvis socialpædagog og zoneterapeut ikke havde erfaringer som tøjproducenter, har de med firmaet Lucky Angel sat tøj i produktion, der har størrelsen til præmature børn og med udvendige syninger og bindebånd ikke kan genere deres følsomme sanser.

Tøjet har Pernille tegnet, mens Nadia har skaffet økologisk bomuld og fået en aftale i stand med en systue. Hjemmesiden Luckyangel.dk har de lavet sammen. Her sæl-ger de tøjet, deler deres personlige erfaringer og linker til nyttig info. – Vi har lavet det tøj, vi selv ville have elsket at købe til vores børn. Samtidig har vi i løbet af processen fået talt om alt det, vi har været igennem både før og efter, vores børn blev født. Det har næsten været terapi, siger Nadia.

– Vi havde stor glæde af hinanden, da omverdenen ikke forstod os. Nu er vi ovre de helt store udfordringer med børnene og har opdaget, at vi også kan samarbejde og stable et firma på benene sammen. Jeg synes, vi er to seje tvillingemødre, siger Pernille.

Se, hvad vi ellers skriver om: Baby, Tvillinger og Karriere