Nanna fik en abort som 17-årig

Foto: Getty Images Hver gang den frie abort er under angreb i udlandet, bliver Nanna konfronteret med, at retten til hendes egen krop stadig er til diskussion og forhandling.

Nanna fik en abort som 17-årig: ”Det lå dybt i mig, at jeg skulle skamme mig, så det gjorde jeg”

Nanna var teenager, da hun på eget initiativ fik en abort. I dag tænker hun sjældent over det, der skete, men skammen er svær at slippe. For den blusser op, hver gang hun bliver mindet om, at der stadig findes mennesker, som mener, at retten til ens egen krop er til diskussion.

Jeg var 17 år gammel, da jeg en eftermiddag hjemme på mine forældres badeværelse, stod med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg var, som de fleste andre syttenårige, mest optaget af fester og af mig selv. Og jeg var ikke i tvivl: Jeg skulle ikke være mor nu, og det krævede, at jeg skulle have en abort.

I Danmark skal unge kvinder under 18 år have deres forældres samtykke, hvis de skal have foretaget en provokeret abort. Heldigvis er jeg vokset op med forældre, der har et afslappet og naturligt forhold til at tale om emner som krop og seksualitet. Jeg var på intet tidspunkt bange for, at de ville blive vrede på mig, men måske frygtede jeg lidt at møde en slet skjult undren: ”Jamen, du ved da godt, at man skal bruge kondom!” For ja, det vidste jeg godt. Det var bare ikke altid sådan, det endte.

Min frygt var dog ubegrundet, viste det sig, da jeg samme aften fortalte dem om graviditeten. Der var ikke løftede øjenbryn eller himmelvendte øjne. Der var kun kram og omsorg, og ”hvor længe har du gået med det helt alene?”

Det skulle vise sig, at ikke alle havde samme reaktion.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: "Selvfølgelig skal kvinder have lov til selv at vælge"

Lægen

Da jeg to dage senere tog til lægen, var min mor med, fordi hun skulle underskrive en erklæring, der gav mig lov til at afbryde graviditeten. Lægen var venlig og velmenende, men hun var også grænseoverskridende på en måde, jeg først har kunnet sætte ord på flere år efter. For eksempel spurgte hun, om jeg havde en kæreste, og hun ville gerne vide, hvordan det var sket, at jeg var blevet gravid.

Jeg fortalte hende noget om at glemme kondomet en enkelt gang, selvom det var en kraftig moderering af sandheden. Efterfølgende har jeg tænkt, om vi ikke kunne have haft en samtale om prævention, uden at jeg havde behøvet fortælle om den konkrete episode, hvor befrugtningen fandt sted.

Inden hun skulle mærke på min livmoder for at vurdere, hvor langt jeg var henne, spurgte hun mig, om der måtte være en lægestuderende med til undersøgelsen. Spørgsmålet var underforstået formuleret: ”Det er okay, at han kigger med, ikke?” Jeg følte mig ikke i stand til at sige fra. Jeg har siden tænkt på, om det ikke var muligt, at han kunne kigge med hos en, der rent faktisk havde i sinde at gennemføre graviditeten. Eller i det mindste var myndig.

Ved den gynækologiske undersøgelse estimerede lægen, at jeg var syv uger henne. For at være sikker på, at den lægestuderende var med på, hvad der foregik, vinkede hun hans ansigt helt ned mellem mine ben.

Lægen mente, at en kirurgisk abort ville være det bedste for mig, så alternativet blev aldrig rigtig fremlagt som en mulighed. Heller ikke, selvom jeg var under de ni uger henne, som en medicinsk abort normalvis foregår indenfor. Til sidst udskrev hun en recept på p-plastre til mig.

Jeg blev indkaldt til en forundersøgelse på sygehuset et par dage efter. En sygeplejerske viste mig rundt på afdelingen. Det var nok for at gøre mig tryg, men jeg ville bare gerne hjem. Her blev jeg også scannet af en læge, der også lige ville høre, om jeg havde styr på prævention til efter aborten. Det var svært at sætte en finger på ydmygelsen over konstant at blive spurgt til den slags. For jeg vidste jo godt, hvordan tingene hang sammen.

Til sidst fik jeg en indkaldelse med en tid til en kirurgisk abort næsten fjorten dage efter. På det tidspunkt var tanken om at gå rundt og være gravid i endnu 14 dage helt ulidelig.

LÆS OGSÅ: Michelle blev mor som 16-årig: "Jeg var i en form for chok-tilstand, da det gik op for mig, at jeg var gravid"

Aborten

To uger senere lå jeg endelig på en operationsstue med et drop med sovemiddel i håndryggen. Jeg græd lidt, og min far holdt mig i hånden, indtil jeg faldt i søvn af narkosen. Når jeg fortæller om at være ked af det i forbindelse med aborten, kan det måske godt lyde som en traumatiserende oplevelse. Men selve det at træffe en beslutning om ikke at skulle være mor som syttenårig, var faktisk hverken svært eller traumatiserende. Alligevel lå det dybt i mig, at jeg skulle skamme mig, så det gjorde jeg de første mange år efter aborten.

Det var ikke min familie, mine venner eller min daværende kæreste, der gjorde, at jeg skammede mig. Snarere var det samfundets tabuiserede forhold til aborter, der gav mig en opfattelse af, at det var min pligt at være skamfuld.

Det var følelsen af, at min læge forventede, at jeg skulle udlevere private detaljer om mit sexliv. Det var de mange led i processen omkring aborten, hvor jeg mødte alt for meget forskelligt sundhedspersonale, så det føltes, som om min meget private oplevelse blev delt med lidt for mange. Det var abortmodstandere i den offentlige debat, der taler om mord på små børn og fosterets ret til livet. Det var politikere på sociale medier, der taler om at ville nedbringe antallet af aborter – ikke antallet af uønskede graviditeter.

Jeg tænker faktisk sjældent på den abort, jeg fik foretaget, da jeg var teenager. Jeg tænker heller ikke på den, som ”det barn jeg aldrig fik”, og jeg hviler i dag i det valg, jeg traf for mig selv dengang.

Alligevel tog det mig mange år at slippe skammen over at have fået en abort. For hver gang den frie abort er under angreb i udlandet, bliver jeg konfronteret med, at der stadig findes mennesker, der mener, at retten til min egen krop er til diskussion og forhandling.

Om skribenten

Nanna Gruber er 30 år og læser kommunikation. 

Hun er i et parforhold og er mor til to. 

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Abort, Klumme og Samfund

610x200_woordy_knap2.jpeg