-
Christina sidder bag kassen i Min Købmand – og ”hun er et lyspunkt”, mener kunderne
-
Patrice er kassedame i Kvickly: ”Jeg får rigtig meget tilbage”
-
I SuperBrugsen kan du møde Lene: ”Der sker noget med mig, når jeg kommer på arbejde”
-
Lene arbejder i Netto: ”Jeg er tit blevet spurgt, hvordan jeg kan smile så meget”
-
Lonni arbejder i Rema: ”Hvis jeg har en dårlig dag, så forsvinder det dårlige, når jeg sidder ved kassen”
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2026?
-
Her er alle de indstillede: 147 søde kassedamer m/k
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2025
-
Her er alle de indstillede: 226 søde kassedamer m/k
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2024
-
Ulla blev helt rørt, da hun modtog opkaldet: ”Jeg har aldrig prøvet sådan noget før”
-
Da en kvinde gav Joan det helt specielle brev, trillede tårerne straks ned ad kinderne
-
Da hun mistede sin mand, blev særligt én ting vigtig: Nu hyldes 81-årige Bente for det
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2024?
-
Vær med til at indstille Danmarks sødeste kassedame m/k 2024
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2023
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2023?
-
Her er alle de indstillede: 350 søde kassedamer m/k
-
Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Marianne kan gøre selv en trist dag god
-
Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Mia er blevet lidt af en lokal berømthed
Oh Land har et traume, som hun frygter at give videre til sine børn: ”Jeg skal passe på”
Oh Land har tidligere danset ballet på højeste niveau, hvor hun lærte, at man aldrig må give op, og at man altid skal levere til perfektion. Men den tilgang til livet har hun ikke lyst til at videregive til sine børn, fordi den kan være ødelæggende.
Nanna Øland Fabricius, også kendt som Oh Land, er netop blevet mor for tredje gang, og hun kan tydeligt mærke en forandring i den måde, hun griber forældreskabet an på.
Det fortæller hun i et stort interview i magasinet Vores Børn, der er på gaden nu.
– Det er som om, at det at få det første barn er en utrolig målbar ting. Lige pludselig handler det om sådan noget med, hvor dit barn ligger på vægtkurven, og hvor mange bleer, det laver i døgnet. Hvilket kan være ekstremt svært at arbejde med, hvis man som jeg kommer fra et sted, hvor man gerne vil gøre ting ordentligt, konstaterer hun og fortsætter:
– Det blev for eksempel død og pine vigtigt, at mit første barn fulgte alle kurver og tabeller, samtidig med at jeg selv skulle have styr på alting, og det betød, at jeg til sidst fik stresset mig selv så meget op i et hjørne og sommetider blev så overvældet, at jeg knap nok kunne få luft – bogstaveligt talt. Hvilket jo er vildt opslidende i længden.
Hun maler et levende billede af sig selv, der står og rydder op i køkkenet kl. 11 om aftenen, fuldstændig most, fordi hun ikke føler, at hun kan gå i seng, før det er rent og klar til dagen efter.
– På et eller andet tidspunkt fandt jeg ud af, at det faktisk ikke giver nogen mening, fordi det jo et eller andet sted er det vigtigste, at mit barn har en stærk, sund mor, der har det godt.
Man må gerne give op
Tendensen til at ville præstere og sætte barren højt har nemlig været en grundpræmis i størstedelen af Nannas liv, forklarer hun.
– Det er noget af det, som jeg tror præger mig ret meget som menneske; at jeg har svært ved ikke at gøre ting 100 procent, og at der skal ret meget til, før jeg synes, noget er godt nok.
Hun tager en slurk te og kommer så ind på de år, hvor hun dansede ballet – på højeste niveau – og for alvor blev konfronteret med, hvad det vil sige at stræbe efter det ypperste.
– Jeg var i et miljø, hvor man for alt i verden aldrig måtte give op, og hvor man altid skulle klø på og blive ved, og nogle gange, når jeg tænker, at nu har jeg ødelagt mit barn, så jeg tror, det handler om noget, der har skygger i mig selv. Noget, der viser tilbage til mine egne traumer og de ting, der har formet mig negativt.
– For eksempel balletverdenen og den meget autoritære og elitære kultur, der kendetegner den – med traditioner og bestemte måder, man gør ting på. Og stor vægt på kritik og rigtigt og forkert. Jeg er så præget af den skole og det miljø, at jeg skal passe på, at jeg ikke giver det videre til mine børn. Hvilket kan være noget af det sværeste, fordi man jo ikke nødvendigvis altid gør det rigtige, men det, man selv har lært og set.
Hun skildrer en situation, hvor det kan blive sat på spidsen.
– Hvis mine sønner for eksempel ikke kan slå en kolbøtte, går jeg ret langt for, at de skal lykkes med det. Jeg bliver hende elitesportsudøveren, der bare vil i mål med projektet – og som glemmer, at jeg også selv ville have haft gavn af, at nogen havde sagt: Prøv at høre, nogle gange må man godt give op. Så behøver man ikke for alt i verden af blive ved. Og slet ikke, hvis det ikke lige ligger til dig. Det er helt fint at sige, at det bliver altså ikke i dag, eller imens jeg er fire år, at jeg slår den kolbøtte.
I stedet, siger Nanna, vil hun gerne give sine børn en større selvtillid i forhold til at turde fejle og gøre ting ’forkert’ – og eventuelt droppe dem helt, hvis det skulle være. Så de ikke bliver perfektionistiske og selvbebrejdende, ligesom hun selv har oplevet det og kæmpet med.
– Det gælder om at finde balancegangen, og det er det, der kan være så udfordrende, og som jeg selv øver mig i. I alle mulige sammenhænge, reflekterer hun.
Læs hele interviewet i det nye Vores Børn, hvor Oh Land også fortæller om at skelne mellem sine børn, at lade kreativiteten blomstre i hjemmet og "det frygtede ammeshow", som hun kalder det.