”Vi voldsramte mødre tør ikke råbe højt – vi frygter at miste vores børn”

”Vi voldsramte mødre tør ikke råbe højt om volden af frygt for den ultimative pris; at vi helt mister vores børn, fordi systemet ikke tror på os. Hvor skal vi gå hen for at få hjælp?”

”I mange år blev jeg ved med at insistere på vores ret til hjælp. Men min oplevelse er, at jeg gang på gang er blevet mødt med mistro, afvisning, og anklager fra sagsbehandlere, psykologer, advokater og dommere.”

”Lige siden (vi fik vores datter, red.) har det været en kamp i et offentligt system, hvor jeg ikke oplever, at jeg er blevet lyttet til og troet på.”

”Jeg føler ikke, at hverken jeg eller børnene har fået den beskyttelse eller hjælp, vi har brug for. Efter at have levet med psykisk vold i mange år, blev mødet med myndighederne til endnu et overgreb på mig, men i endnu højere grad på vores børn, som har mistet mig i deres liv.”

Disse fire udsagn kommer fra fire forskellige kvinder. De er blandt de i alt 40 kvinder, der indtil videre har delt deres vidnesbyrd her på ALT.dk.

Læs også: Opråb til myndighederne: ”Voldsramte kvinder risikerer at miste deres børn”

Fælles for mange af kvindernes fortællinger er følelsen af ikke at blive troet på. At blive mødt med mistillid og manglende forståelse fra myndighederne i skilsmissesager.

Specifikt beskriver 10 kvinder, at de føler sig mødt af et retssystem, der ikke tager psykisk vold seriøst – og at de er bange for at miste deres børn til deres tidligere psykisk voldelige partner.

Denne problematik ses særligt i såkaldte højkonfliktsager, hvor forældrene ikke er i stand til at samarbejde. Det kan i sidste og værste instans betyde, at kvinderne uberettiget får frataget samværet med deres børn, forklarer eksperter til ALT.dk.

De mener, at myndighederne – i særdeleshed Familieretshuset, der behandler sager om forældremyndighed, bopæl og samvær herhjemme – har hang til ikke at tage kvindernes mistanke om psykisk vold alvorligt. Også selvom psykisk vold blev kriminaliseret i 2019 med bøde og op til tre års fængsel.

”I Familieretshuset og også blandt dommerne har man en tilbøjelighed til at sige, at hvis en straffelovsovertrædelse ikke er politianmeldt, så eksisterer den nok ikke,” lyder det blandt andet fra Viggo Bækgaard, familieadvokat og stifter af Landsforeningen Børn og Samvær.

Han har gennem de seneste 20 år specialiseret sig i familie- og arveret med særligt fokus på skilsmissebørn og blev i 2019 udpeget af socialministeren til at være medlem af de rådgivende udvalg i Familieretshuset.

Han har kørt flere sager, hvor han vurderer, at ”fænomenet” med, at kvinder, der har været udsat for psykisk vold ikke tages alvorligt, har været til stede.

”Der er ingen tvivl om, at jeg ser nogle (sager, red.), hvor jeg synes, det er det, der er sket.”

Ifølge Viggo Bækgaard er der to væsentlige problemer i sager med mistanke om psykisk vold:

Dels at den er usynlig og foregår indenfor hjemmets fire vægge, dels at loven er så ny, at der endnu mangler præcedens i sådanne sager.

”Psykisk vold efterlader ikke mærker. Det vil sige, at det er påstand mod påstand, og det betyder, at i mange af de her sager vil det komme tiltalte til gode, og tiltalte vil blive frifundet. Men min frygt og erfaring er, at systemet – det familieretslige system – ikke går ind og siger: ”Der foreligger alligevel et eller andet”, ” siger han og uddyber:

”Og der siger jeg så bare, at én ting er, at man måske ikke endnu kan straffes, men man er jo nødt til at tage det alvorligt i den forstand, at hvis der foreligger noget, så er det noget, der går udover det barn, vi taler om. Hvis et barn bliver udleveret til en psykisk voldelig, så er det jo ikke hensigtsmæssigt. Men det er rigtig, rigtig svært at komme igennem med det system, vi har.”

Det, der sker i kulissen, kan ikke ses

Også Signe M. Hegestand, praktiserende psykolog med speciale i psykisk vold og dysfunktionelle relationer, mener, at myndighederne ofte ”negligerer” den psykiske vold og dokumentation, der kan ligge herom fra eksempelvis kvindekrisecentre eller underretninger fra psykologer eller kommunen.

I stedet fokuserer de primært på samarbejdet mellem forældrene – og at det skal fungere.

”I de her systemer er der ikke så stor nysgerrighed på at undersøge: Hvad er det, der gør, at det her par har så svært ved at samarbejde?,” siger hun.

”Problematikken er – især hvis det er samværssager, som udvikler sig til højkonfliktsager, og hvor der endda kan være dokumentation om vold fra f.eks. krisecentre – at man fra systemets side siger: ”I skal samarbejde. Nu skal vi se fremad, vi slår en streg i sandet”. Men når man siger sådan, vidner det om, at man har en meget lille forståelse for, hvad der sker med mennesker, som har været udsat for psykisk vold.”

Signe M. Hegestand peger blandt andet på, at psykisk vold er karaktereriset ved, at den er subtil og sker uden, at nogen bemærker den. Den består i gentagende nedgørelse og devaluering af et andet menneske.

Derfor er den ofte usynlig for omverdenen, medmindre man er yderst opmærksom på og bekendt med, hvordan den psykiske vold tager sig ud, mener hun.

”Det kræver specialviden. For det er ikke altid i disse sager, at det, vi ser, er det, der sker, bag kulissen,” siger hun.

”Den ene part kan måske virke rolig og velformuleret, mens den anden part er fuldstændig udmattet og har stresssymptomer. Hvis man bare ser på de to mennesker – og den, der er helt udmattet, siger: ”Jeg vil ikke have denne her samværsordning”, så har vi en tendens til at tænke: ”Jamen, så er det bare hende, der laver ballade”, i stedet for at forstå, hvad det er, der sker i de her dynamikker,” forklarer Signe M. Hegestand, men anerkender, at psykisk vold er ”meget besværlig” at arbejde med som fænomen.

Ingen vinding ved at lyve

Anne-Mette Barfod ser også med skepsis på den måde, myndighederne – i særdeleshed Familieretshuset – forholder sig til psykisk vold i skilsmissesager.

Hun er cand.polit og journalist, stifter af virksomheden Powerkvinderne og styrer siden psykiskvold.dk. Hun arbejder til daglig med at ”styrke kvinder” og er i daglig kontakt med kvinder – og indimellem mænd – der har været udsat for psykisk vold.

Gennem de seneste 25 år har hun arbejdet med PR, branding og kommunikation og mener, at mennesker, der udøver psykisk vold, på mange måder kan sammenlignes med de strategier, som virksomheder og organisationer bruger til at iscenesætte sig selv:

”Den, der er psykisk voldelig, manipulerer med sin partner under forholdet og fortsætter også efterfølgende, ” lyder det fra Anne-Mette Barfod.

”Jeg hører fra kvinder – og også mænd – at de i skilsmissesager oplever, at deres tidligere partner er rigtig god til personlig branding. De er gode til at få sig selv til at fremstå som en, der er enormt sød og bekymret, mens hun er psykisk syg, slår børnene eller det, der er værre. På den måde kommer det til at blive en kamp om virkeligheden, og hvad der i virkeligheden er sket. Det tror jeg er rigtig svært for mange sagsbehandlere, advokater, dommere og mange af os andre at gennemskue.”

Ifølge Anne-Mette Barfod bliver manglende dokumentation i sager om psykisk vold ofte brugt som argument for ikke yderligere at grave i den del af historien. Men det argument køber hun ikke.

”Da loven om psykisk vold kom frem, var der mange advokater og jurister ude at sige, at det er umuligt at dokumentere,” siger hun.

”Men hvis man har det på mail eller sms – og det skal selvfølgelig være systematisk – kan man godt dokumentere noget af det.”

Men man kan også spørge, om nogle af dem, der siger, at de har været udsat for psykisk vold i disse sager, og hvor store følelser er på spil, siger det, fordi de gerne vil have retten over børnene?

”Jeg tror ikke, at der er ret mange, der vil få noget ud af at sige: ”Jeg har været udsat for psykisk vold”, for hvis man ikke kan dokumentere det, så er det bare tomme ord. Jeg tror ikke, man vinder helt vildt meget ved at sige, at man har været udsat for psykisk vold. Jeg tror i virkeligheden, at der er større risiko for, at de ikke siger noget, i frygt for ikke at blive taget alvorligt, fordi de ikke kan dokumentere det.”

Stopper med at bede om hjælp

Det er ikke første gang, at der bliver sået tvivl om kvinders ageren i skilsmissesager.

I oktober sidste gik en række advokater og jurister ud og opfordrede kvindekrisecentre til at være mere grundige i deres ”sortering og visitering” af kvinder, der flytter ind. Her lød anklagen blandt andet, at kvinder bruger kvindekrisecentre for at ”fremme deres muligheder for at vinde skilsmissesagen og retten til at være barnets bopælsforælder,” skrev Politiken.

”Vi ser desværre alt for mange sager, hvor mødrene helt velovervejet flytter på krisecenter for at køre manden ud på et sidespor”, lød det blandt andet fra Julie Wijngaard, juridisk rådgiver og medejer af Skilsmissebarnet.dk.

Og Nanna Bolund, fuldmægtig i advokatfirmaet Strauss og Garlik, stemte i:

”Jeg oplever, at der er en type kvinder, som, når de først har besluttet sig for, at der ikke skal være en far i deres børns liv, ikke skyr nogen midler for at nå målet”.

Men påstanden om, at kvinder skulle lyve om vold i skilsmissesager, er ”ret problematisk”, mener psykolog Signe M. Hegestand.

”For det første er der ikke noget, der tyder på, at kvinder skulle lyve omkring det her. Faktisk viser det modsatte sig at være tilfældet – også i sager om forældremyndighed,” siger hun og refererer til flere internationale studier.

Tal fra blandt andet Statsadvokaturen i Storbritannien viste i 2013, at kun 0,005 procent af anklagerne om vold i hjemmet var falske. Og en amerikansk undersøgelse fra 2010 viste, at i 98 procent af tilfældene var mødrenes beskyldninger om vold valide, mens fædrene var 16 gange mere tilbøjelige til at komme med falske anklager for at få forældremyndigheden.

Samme tendens kom også til udtryk i en canadisk undersøgelse i 2004, der konkluderede, at fædre kom med falske anklager fire gange hyppigere end mødre. Der findes ikke lignende danske undersøgelser.

Derudover har det også betydning, mener Signe M. Hegestand, hvis man gentagne gange bliver mødt med mistro af systemet.

”Der sker noget med mennesker, når man bliver mødt med mistro,” siger hun.

”Så holder man op med at bede om hjælp, og det er enormt utrygt. Vi må forstå, at det her handler om: Mister jeg mine børn? I situationer som disse, hvor man bliver mistænkeliggjort, eller nogen har stor indflydelse på, hvordan ens situation kommer til at udvikle sig, kan man godt komme til at overskride sine grænser for ikke at blive ”problemet”.”

Signe M. Hegestand understreger, at mange af de kvinder, hun er i kontakt med i sin praksis, frygter at udøve såkaldt ”samværschikane”, som i værste fald kan fratage dem samværet med deres børn.

Derfor kræver det altså ifølge hende, at debatten om psykisk vold snart bliver taget seriøst af myndighederne – og viden herom bliver udbredt i en helt anden grad end tilfældet er i dag.

”Det er et fint statement, at der er blevet lavet en lovgivning, som understreger, at vi som samfund ikke accepterer psykisk vold, men hvordan beviser man en forbrydelse, hvor det eneste vidne er ofret?,” spørger hun retorisk.

”For mig at se handler det om, at vi begynder at beskrive adfærd. Jeg opfordrer aldrig mine klienter til at sige psykisk vold, men til at beskrive den adfærd, de oplever. Hvis man skal indgå et samarbejde, men får 30 telefonopkald eller bliver kaldt ”psykisk syg” i telefonen, hvordan skal man så kunne samarbejde?," lyder det fra Signe M. Hegestand, der tilmed oplever, at myndighederne ikke reagerer på de underretningssager, hun laver, hvor hun nævner, at der er "elementer af psykisk vold":

"Det er på tide – nu hvor loven snart er to år gammel – at vi ser på, hvordan vi kan implementere det, vi som samfund har vedtaget: nemlig at psykisk vold er strafbart.”

Familieretshuset: Vi tager psykisk vold alvorligt

I Familieretshuset ser de med alvor på, at de voldsudsatte kvinder, vi har været i kontakt med, føler sig mødt af mistro og ikke har tillid til, at deres anklage om psykisk vold tages alvorligt.

”Det beklager vi selvfølgelig, hvis de ikke føler sig mødt. For vores intention er at møde, se og høre alle dem, der kommer hos os. Men det, der er vigtigt at forstå inde hos os i Familieretshuset, er, at vores udgangspunkt er barnet. Hvordan kan vi beskytte barnet, hvis der er brug for det. Det er den vinkel, vi har på det,” lyder det fra Lone Tams Gildberg, kontorchef for Børneenheden i Familieretshuset.

Ifølge hende har Familieretshuset en screeningsproces, hvor såkaldte risikofaktorer som fysisk og psykisk vold indgår på lige fod med misbrug og psykisk sygdom.

”Vi tager det rigtig alvorlig. Det er noget af det første, der sker hos os, når en ansøger skriver til os,” siger hun og forklarer, at ansøgeren i et ansøgningsskema kan angive, om de blandt andet har været udsat for psykisk vold – og hvis det er tilfældet, bliver deres sag afgjort i familieretten.

Her er det Familieretshusets opgave at oplyse sagen, men det er familieretten, der træffer en endelig afgørelse.

”Så i den slags sager træffer vi ikke indgribende afgørelse i forhold til barnet. Vi oplyser sagen til videre behandling i familieretten, som så kan træffe afgørelse. Vores opgave er at få belyst, hvad der gør sig gældende, og hvad vi står overfor. Hvis der er rigtig mange sms’er, der viser, at psykisk vold finder sted, så sætter vi ikke spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt eller forkert, men tager kun udgangspunkt i, om det påvirker barnet.”

Det er påfaldende, at dels eksperter, dels kvinderne selv, uafhængigt af hinanden har lagt vægt på, at de føler sig mødt af mistro og ikke har tillid til systemet. Hvad tror du så, det kan skyldes, hvis ikke det er jeres skyld?

”Jamen jeg tror, at det kan være, fordi vores fokus er på barnet. Hvis man siger: ”Jeg står i denne her situation”, så har vores rådgiver mest interesse i at finde ud af, hvordan det har betydning for barnet. Det handler ikke om, hvorvidt det har fundet sted eller ej, men hvilken betydning det har i sagen omkring samvær, bopæl eller forældremyndighed. Jeg tror godt, at man som forælder kan sidde tilbage og tænke: ”De har ikke særlig meget interesse i det, jeg står i”, men det er den afledte betydning, som er væsentlig for os at få belyst.”

Vi har talt med en psykolog, der fortæller, at det, der karakteriserer den psykiske vold, er, at den er subtil, sker over lang tid og gentagne gange. Hun sagde, at et af problemerne er, at når mor og far sidder i Familieretshuset, virker faren ofte ovenpå, rolig og velformuleret, mens moren ofte virker ustabil, fordi hun har været udsat for psykisk vold. Er det noget, I tager højde for?

”Alle vores medarbejdere bliver uddannet i en mentaliseringsbaseret tilgang, fordi vi ved, når man er inde hos os, så er det enormt stressende. Afhængig af hvor meget overskud man har, så skal vores medarbejdere støtte forældrene i, hvad de har brug for, så de kan få det ud af mødet, som de gerne vil. Der er også mange forældre, der er så pressede, at de i usikkerhed lirer en masse af. Det skal vi være dygtige nok til at fange. Vi er meget bevidste om, at det er folk i meget sårbare situationer, vi sidder overfor – og samlivsbrud er en stressfaktor, der kan trigge mange ting.”

Flere peger på, at der mangler viden om psykisk vold blandt faggrupper, der ikke arbejder med det til daglig. Mener I, at I har den tilstrækkelige viden?

”Vi bestræber os på at få det. Vi arbejder med faglige guidelines, som snart skal revideres, og har risikofaktorer. Vi har haft vold og psykisk vold som temadag. Vi forsøger at gøre os kloge på det her.”

I 2019 blev psykisk vold kriminaliseret. Men den er svær at bevise af forskellige årsager. Nytter det overhovedet at have denne her lov, hvis den er så svær at dokumentere?

”Vi er myndigheder, der ikke forholder os til lovenes berettigelse. Det er gjort stafbart, og så er det strafbart. Det fungerer på samme niveau som fysisk vold, så hvis man i sin ansøgning skriver, at det finder sted, så forholder vi os til, at det finder sted.”