Bliv en nærværende forælder
Foto: Istock Nærvær er vigtigt for dit barns selvværd.

Bliv en nærværende forælder

Sådan bliver du mere nærværende

Skriver du indkøbssedlen i tankerne, mens du læser godnathistorie, og glemmer du indimellem at lytte, når dit barn taler til dig? Lær hvordan, du bliver mere nærværende, når du er sammen med dit barn.

Dit barn har været i bad, er kommet i nattøjet og har fået børstet tænder. Aftenskumringen har lagt sig uden for vinduerne, og I sidder tæt sammen i sengelampens skær. Dit barns hoved hviler tungt på din skulder, mens du læser højt.

Pludselig, da du er nået til slutningen af bogen, går det op for dig, at du egentlig ikke aner, hvad du har læst for dit barn. I stedet har du mentalt fået skrevet en liste over diverse praktiske gøremål, som du skal huske de næste.

– Dit mentale fravær fra for eksempel højtlæsningen for dit barn er almindeligt. Vi kender det alle sammen, og det er chokerende, når det går op for os, at vi har glemt at være i øjeblikket med vores barn, siger psykolog Charlotte Clemmensen.

LÆS OGSÅ: Test: Er du god til nærvær

Netop fordi du let kommer til at falde i, er det vigtigt, at du lærer at gøre dig umage med at bevare fokus, når du er sammen med dit barn. Børn har nemlig det fineste ‘nærværsbarometer’, og hvis du ikke er nærværende, kan dit barn mærke det med det samme.

– Dit barn har krav på, at du er nærværende og til stede. Det er en af de største udfordringer ved at være forælder, siger psykologen og påpeger, at der er en vigtig lighed mellem selvværd og nærvær.

– Nærvær er næringsstoffet til udvikling af selvværd hos dit barn. Den feedback, som dit barn får fra dig, er vigtig for det billede, barnet får af sig selv.

En ting ad gangen

Hvis du gerne vil forsøge at være mere nærværende med dit barn, kræver det, at du koncentrerer dig om at tage én ting ad gangen.– Kvinder bryster sig ofte af, at de er supergode til at multitaske, og håner deres mænd for ikke at være i besiddelse af denne evne. I virkeligheden bør kvinder, når det kommer til nærvær med deres børn, gøre som deres mænd og tage en ting ad gangen, siger Charlotte Clemmensen og fortsætter:– Faktisk er det en god evne, som mændene har tilegnet sig der.For eksempel kan du ikke være 100 procent til stede med din baby, hvis du sender en sms samtidigt med, at du ammer. Eller hvis du lige skal tjekke din mail, mens dit store barn vil fortælle dig om noget, der skete i børnehaven.LÆS OGSÅ: Nærvær: “Se nu på mig, mor!”– Når du er sammen med dit barn, skal du ikke være til rådighed for andre. Du snyder dig selv for en masse, hvis du ikke er mentalt til stede, og ikke giver plads til fordybelse og langsommelighed med dit barn.Små børn glemmer nemlig hurtigt, hvad de gerne ville fortælle dig, og derfor handler det om, at du griber øjeblikket, når dit barn gerne vil fortælle dig noget, hvis du ikke vil gå glip af det. I nærværet med dit barn er det i det hele taget vigtigt, at du lader fortid og fremtid hvile.– Det er nuet, der gælder. Lad være med midt i godnatlæsningen at tænke på, at du også lige skal huske at vaske tøj bagefter og have ringet og aftalt med moren til dit barns kammerat, at hun tager dit barn med hjem i morgen fra børnehaven, fordi du ikke kan nå at hente, da du har et møde på dit arbejde.

Inddrag barnet

Selvfølgelig kan du ikke være på hele tiden, og har du noget, du lige skal nå, er det o.k. at sige det. For eksempel ‘vent lidt, jeg har hørt dig, men jeg skal lige sætte vasketøjet over, inden jeg kan hjælpe dig’. Eller ‘kartoflerne er lige ved at koge over, jeg kommer hen til dig lige om lidt’.– Det er bare vigtigt, at du så husker at vende tilbage, som du har lovet dit barn, siger Charlotte Clemmensen og tilføjer, at jo større dit barn er, jo lettere vil det også have ved at forstå, at det er nødt til at udsætte sine behov lidt, til du har tid – det kan en baby naturligvis ikke.LÆS OGSÅ: Test: Snip, snap, snude – nu er mors iPhone ude!Når du har travlt med at nå noget, er det også ofte svært at komme med nærværende svar på dit barns spørgsmål eller undgå at virke afvisende med dit kropssprog. Hvis du har overskuddet til det, anbefaler psykologen, at du forsøger at inddrage dit barn i de praktiske gøremål, som kan stresse dig i hverdagen.På den måde er du sammen med dit barn om de ting, som du føler, skal være på plads, inden du har tid til at koncentrere dig fuldt og helt om dit barn. Du kan eventuelt placere dit barn ved køkkenbordet og sætte det til at skrælle en gulerod eller lade din lille hjælper proppe vasketøjet i maskinen.– Dit barn vil elske det, for det er jo bare rart at være sammen med dig og mærke, at du også gerne vil være sammen.

Nærvær betaler sig

Charlotte Clemmensen fastslår, at det er vigtigt at skelne mellem nærvær og samvær:

– Dit barn får i hverdagen masser af samvær med andre, når det eksempelvis er i institution og møder andre børn, men der er nogle andre næringsstoffer i samvær end i nærvær. Nærvær betyder, at du er til stede, har din nysgerrighed intakt og lytter til, hvad dit barn gerne vil fortælle dig.

Hvis du kan lytte til dit barn, og hvis du selv kan dvæle ved de små nuancer i hverdagen og bliver mindre fraværende, vil du også opleve, at du får et barn, som er bedre til at hvile i sig selv og lettere kan fordybe sig i de små ting.

Du vil sandsynligvis også have færre konflikter med dit barn i dagligdagen. Men det kan være lidt af en udfordring at finde tid til at fordybe dig med dit barn, når du har en travl hverdag, hvor du synes, at du skal nå en masse.

– Nu om dage er det blevet smart at have travlt. Vi skal helst kunne fortælle til andre, hvor travlt vi har det, og hvor mange aftaler vi har i vores kalender, men dit barn kræver anerkendende nærvær. Så du er nødt til at stoppe op og lytte til det, siger Charlotte Clemmensen.

Nærvær kan dog sagtens være små korte stunder, hvor du får fyldt dit barn op og får gjort det opmærksom på, at du har set og hørt det. Imens du har travlt, kan du stoppe op og for en stund forholde dig til, hvad dit barn gerne vil fortælle dig.

Er du travlt optaget med at røre i sovsen til aftensmaden, kan du skubbe gryden væk fra blusset et øjeblik og sætte dig ned på hug, så du kommer i øjenhøjde med dit barn. På den måde viser du en interesse for, hvad dit barn gerne vil dele med dig lige nu. Og når du giver dit barn nærvær, giver du også dit barn ro til at være nærværende med sig selv bagefter.

Faktaboks

Nærvær

Fordybelse med baby

• Brug god tid på at pusle, made og bade – hav kun din opmærksomhed på baby.
• Vis både fysisk og psykisk, at du er til stede ved at have øjenkontakt og hudkontakt. Rør ved din baby.
• Imitér babys lyde og ansigtsmimik, så den lille får oplevelsen af at blive set og hørt.
• Vær opmærksom på, hvornår baby er fyldt op og vender hovedet væk fra dig.

Stjernestunder med tumling

• Leg med dit barn, for eksempel ‘borte-tit tit’, hvor dit barn både får mimik og kropssprog med.
• Tilbyd kontakt med dit barn ved at prøve at finde på nye lege, I kan være sammen om.
• Del følelser med dit barn: ‘jeg kan se, at du synes, det er skægt, når jeg kilder dig’.
• Vær tilgængelig for dit barn, og læg eksempelvis legetøj på gulvet ved siden af dig, mens du laver mad, så dit barn kan se dig, mens det leger.

Hygge med børnehavebarnet

• Tal med, og lyt til dit barn. Det kan have en masse på hjerte.
• Leg med dit barn, og inddrag det i dagligdagens gøremål som aftensmad og rengøring.
• Hyg jer med spil, tegn, og læs nogle gode bøger.
• Få en god snak ved sengekanten, hvor der ikke er flere gøremål for dagen. Det er ofte her, der er ro og tid til en snak om, hvad der er sket i løbet af dagen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Tumling, Udvikling og Børnepsykologi