Sanne Cigale

Foto: Martin Bubandt Radiovært Sanne Cigal fortæller om skamfølelsen, der ofte går hånd i hånd med moderskabet.

Sanne Cigale: ”Du presser utilstrækkelighed med ud, når du føder et barn”

Mange mødre oplever følelsen af skam i deres moderskab, og det kan nærmest blive selvforstærkende, når vi hemmeligholder de skamfulde tanker og følelser, der kan være forbundet med at blive mor. Læs her, hvordan radiovært Sanne Cigale oplever følelsen af mor-skam.

For et års tid siden begyndte jeg at opfordre folk til at dele deres hemmeligheder anonymt på min Instagram. Dels prøver jeg alle mulige ting og greb af på min platform, og dels var jeg inspireret af udenlandske profiler, der gjorde det – bare ikke live. På min story spørger jeg “Hvad er din hemmelighed?”, og jeg er blevet fuldstændig blæst bagover af, hvad jeg har åbnet porten til.

Hver gang, jeg gør det, får jeg 300 reaktioner på min story og 300 beskeder bag om. Jeg vælger noget ud ud fra de store temaer: Utroskab, børn, parforhold, sex. Men det allerstørste er ensomhed. Ensomhed og kærlighed, de store poler.

Der er jo efterhånden mange mødre, der bryder tabuer på en cool måde, men det her er altså de helt grimme følelser, ingen har lyst til at tale om eller sige højt offentligt: Jeg elsker mit ene barn højere end det andet. Jeg har fortrudt, jeg har fået børn. Jeg ved ikke, hvem faren til mit barn er. Jeg har ikke fået fortalt min kæreste, at han i virkeligheden ikke er far til mit barn. Jeg har et handicappet barn, som jeg ville ønske, var normalt. Dem er der rigtig mange af.

Der er jo en kæmpe skam forbundet med de følelser. Det fungerer som en ventil at skrive dem til mig. Jeg dømmer ikke hemmelighederne. De store tabuer skal have plads, fordi de får dig til at tænke over, hvor du selv står. Det er lidt hit-and-miss. Nogle gange rammer det dig på genkendeligheden, andre gange er det helt ved siden af, hvor du bare tænker “Wow, tænk at gå rundt og have det sådan, det må være svært”.

Vi har brug for spejlinger til at forstå verden, men de kan også være farlige. Nogle gange kan du heldigvis sige “godt det ikke er mig”. Andre gange kan du sige “jeg har det ligesom dig, det er en forfærdelig følelse”. Det er der næsten altid nogle, der skriver i kommentarerne. Så sidder der en derude, der ikke føler sig alene. Vi er jo alle sammen lidt gakkelak. Jeg bliver sat fri af at læse dem, fordi der er et rum her, hvor du ikke bliver dømt. Det handler ikke om mig, men om os.

LÆS OGSÅ: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

Den hårdeste dommer

Jeg er ret ny i mor-gamet, men hold nu kæft, hvor er der mange kommentarer og holdninger. Første gang jeg lavede et ‘mor-opslag’ på Instagram, hvor min baby var med på arbejde, fik jeg virkelig mange reaktioner. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med den såkaldte ‘mormafia’.

“Det er synd for babyen. Hvorfor skal du allerede være på igen??? Bliv dog hjemme og nyd din barsel,” lød en af kommentarerne, som jeg valgte at poste offentligt og kommentere på. Lad os nu alle barsle, som vi lyster. Jeg havde egentlig forventet det, det går mig ikke på. Det er stadig kontroversielt at arbejde lige efter, du er blevet mor.

Jeg fik også masser af ekstra kærlighed i mit kommentarfelt, skal det lige siges. Mine følgere er generelt absurd søde, og der er god stemning. På et tidspunkt spurgte jeg min kæreste, om det var helt skørt, at jeg ville gå i gang igen allerede, og han svarede bare: “Næh, det er rigtig meget dig.” Jeg blev ringet op af min chef fire dage efter, jeg havde født. Det var meningen, jeg først skulle have startet til januar igen, men jeg var tilbage i DR Byen ti dage efter fødslen, så min fulde barsel blev ikke til mere end tre uger.

Det var et program, jeg lige havde startet op, så enten skulle det dø, eller også skulle jeg tilbage. Jeg tænkte, at det er en minimal indsats at lægge nu i noget, der potentielt kan vare i flere år. Den time i radioen hver uge fungerer som en ventil. Resten af ugen er jeg sammen med min datter og ‘arbejder hjemmefra’ – altså får gode idéer, når jeg er i bad eller er vågen om natten, det er lidt mere flydende, når det er kreativt.

Min kæreste har heldigvis også et vildt fleksibelt arbejdsliv, så ingen af os er officielt på barsel. Hver gang, jeg sætter mig for at finde ud af barselssystemet, går jeg helt kold på det. Det er ikke lavet til mere utraditionelle barselsforhold. Mor er den primære omsorgsperson i starten, det kan vi ikke bare afskrive. Men hvis vi vil have større ligestilling, skal vi også give slip. Step away from your work station.

Det har været svært for mig, og jeg har været nødt til at låse mig selv inde på toilettet for at lade min kæreste komme rigtigt til. Det var både en sorg og en lettelse, at han gjorde det lige så godt som mig, bare på en anden måde. Jeg troede jo, jeg var uerstattelig. En af mine veninder sagde til mig, at hun slet ikke forstår, jeg kan komme ud af barselsboblen på den måde, at jeg overhovedet har lyst til det.

LÆS OGSÅ: 10 ting som nybagte forældre er bekymrede for

En anden af mine veninder er misundelig på mig, fordi hun næsten ikke kan overskue at komme ud at gå en tur med sin baby. Og det er jo nok sådan, det er: Jeg kan gå på arbejde og tænke, at jeg er en dårlig mor, og en anden mor sidder og har det dårligt over at være hjemme hele tiden.

Det er nok den usikkerhed, der også kommer til udtryk på et medie som Instagram, der virkelig er et kvindemedie: “Hvorfor kan hun det, hvis jeg ikke kan?” Jeg har malket ud, så mit barn kan få en flaske af sin far, når jeg arbejder. Der er altid noget, du ofrer. Det er noget med at forsøge at fortælle hele sandheden. Det er jo din egen refleksion, du kan se i det spejl, når du spejler dig i andre mødre.

Det er en projektion, hvor du i virkeligheden sidder og dømmer dig selv, mens du tror, det handler om de andre. Du er selv den hårdeste dommer i hele verden i en situation, som i forvejen er sårbar. Man er jo et stort, flænset sår efter en fødsel. Det er så hårdt et game. Jeg kan slet ikke overskue den spejling. Den har jeg taget for lang tid siden med mig selv.

Men det har måske været lettere for mig ikke at sammenligne mig med andre, fordi jeg alligevel altid har været udenfor. Jeg er virkelig ikke en teamplayer. Jeg passer ikke ind og har altid gået mine egne veje. Jeg har aldrig følt mig som en del af noget som helst, og slet ikke “mor-klubben” nu. Som barn var det forfærdeligt ikke at være en del af gruppen, men som voksen har det på mange måder været en kæmpe fordel, fordi jeg har arbejdet med det.

Der kommer et turning point i 20’erne, hvor du tænker, at du må acceptere den, du er. Jeg er ikke sikker på, det er sundt med den spejling. Det er også derfor, jeg aldrig har haft lyst til at gå i mødregruppe. Hold nu kæft altså. Det er ikke noget for mig. Jeg glæder mig til at se, om min datter også bliver en, som står udenfor og kigger ind, eller om hun i stedet for vil gå til holdsport. Indtil videre er hun ekstremt mild.

Kasseløs

Du presser utilstrækkelighed ud, når du presser det barn ud. Jeg har altid hadet udtrykket: “Du gør det bedste, du kan”, for du kan jo altid knokle hårdere og gøre tingene bedre, for eksempel på dit arbejde. Men sådan er det ikke med børn. Med børn kan man virkelig kun gøre sit bedste. Det gik op for mig, da vi gik ud fra hospitalet og ud til bilen for at tage hjem med Hannah for første gang. Jeg hviskede til hende: “Jeg kommer til at fucke dig så hårdt op, men jeg lover dig, at jeg vil gøre mit allerbedste som din mor. Det bliver bare ikke perfekt, og jeg betaler for psykologen.”

Jeg var ‘forkert gravid’ fra begyndelsen, fordi jeg hele vejen igennem var meget lille. “Er du sikker på, du får mad nok?”, blev jeg hele tiden spurgt, og jeg blev tilbudt ekstra vægtscanninger. Dem sagde jeg nej til. Det var en kæmpe bekymringsindustri, synes jeg. Jeg havde fornemmelsen af, at alt var fint, og den gik jeg med.

Min far er israeler, så jeg har et ben i den lejr, og jeg tror, jeg har taget den Hakuna Matata-Carpe Diem-mentalitet med mig. Det skal sgu nok gå. Hannah vejede 3.400 gram, da hun kom ud. Jeg troede, jeg ville falde ud over afgrunden, det havde alle sagt. Jeg havde forventet, jeg skulle i fængsel, fordi alle taler det at få børn så meget ned.

Folk blev ved med at sige: “Bare vent”, fordi jeg havde en nem graviditet. Det skete bare aldrig. Heller ikke ammehjernen. Hver generation har sit store narrativ, og vores bevæger sig imellem to poler, hvor den ene pol er den naturlige, altopofrende mor, der praktiserer attachment parenting, og den anden er lortemor, hvor alt er kaos, og man taler meget om, hvor hårdt og fucked op det er at have børn.

Jeg føler mig kasseløs, jeg passer ikke ind i noget af det. Jeg synes, glæden er gået af begge fortællinger. Det er da dødhårdt at vågne klokken to og fire om natten, men glæden er faktisk kommet mere bag på mig, fordi jeg ikke havde forventet den. Måske er den sværere at tale om. 

Sanne Cigale

Radiovært Sanne Cigale, 34, er mor til Hannah, 5 mdr. Hun er vært sammen med Anders Lund Madsen på radioprogrammet De Konstruktive Nyheder, som sendes hver fredag på P1. På Sannes Instagram @sannecigale kan du dele dine dybeste hemmeligheder anonymt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, SKAM og Psykologi