Hvad gør vi ved vores stædige datter?

Spørgsmål:

Jeg har en datter på fire år og en søn på et år. Jeg føler, min datter er ved at tage magten fra os. Hun er ekstremt stædig, og vil rigtigt gerne bestemme.

Hun får lov til at bestemme en del i forhold til sig selv, synes jeg. F.eks. vælger hun selv sit tøj hver morgen. Jeg synes samtidig, jeg sætter klare grænser – f.eks. omkring slik. Her er min mand noget mere blødsøden.

Det, mit spørgsmål går på er: hvordan får jeg sådan en stædig rad til at gøre noget, hun ikke har lyst til, uden at tvinge hende og uden, at det ender i et hysterisk anfald (nogen gange fra os begge). F.eks. her til morgen, hvor hun vil spille computer, og jeg vil have, at hun tager tøj på, for vi skal af sted i børnehave lige nu. Jeg siger nej – der er ikke tid, du må spille computer, når vi kommer hjem igen, nu skal du have tøj på.

Jeg giver hende tid til at æde den, men hun er lige vedholdende, og jeg siger, at hun skal i tøjet nu, ellers må hun komme af sted i natkjole og bare ben. Jeg er selvfølgelig utålmodig og presset af uret, men giver hende et par chancer. Hun græder og skriger, rækker tunge, kalder mig dumme mor m.m.

På en eller anden måde lykkedes det efter lang tids gråd at få hende i tøjet, men jeg var klar til at hive hende ud i kulden i nattøj. Jeg synes indimellem, jeg skal være helt overdrevet konsekvent dvs. 1 advarsel, og så er der kontant afregning.

Efter sådan en konflikt bliver hun meget kærlig og kalder mig søde mor, og jeg tænker, at det åbenbart var det, hun bad om – meget klar besked. Men jeg har svært ved at forstå, at det skal være SÅ kontant, og jeg føler mig meget barsk og overreagerende.

For tiden er hun meget grov over for os: slår, rækker tunge, kalder os rigtigt trælse ting slår sin lillebror og går i det hele taget RIGTIGT langt over mine grænser. Hvad skal jeg gøre?

Hilsen Lisbeth

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære Lisbeth

Hvis man oplever, at familien er blevet en kampplads, hvor børnene slår, rækker tunge og kalder os voksne de groveste ting, er det et klart tegn på, at børnene har det rigtigt dårligt – at de råber på hjælp. De fortæller både fysisk og psykisk, at de er så kede af, at vi voksne ikke vil påtage os ansvaret for, at der bliver skabt en god stemning i familien.

Ingen børn kan lide at være i konstant krig med deres forældre. De ønsker sådan hjælp til at styre deres liv og temperament. Så derfor må I i jeres familie prøve at ændre den måde, I løser hverdagens problemer på.

For det første er det vigtigt, at I får diskuteret: Hvem er vores lille pige – hvad er det for en personlighed, hun har – hvordan hjælper vi hende med at have den personlighed. Jeres lille pige er, som du siger, en ”stædig rad” – en lille fighter kan man kalde hende. Det er jo en rigtig god egenskab, som I må støtte hende i at bevare, men samtidigt også lære hende, at nogle gange kan man bare ikke kæmpe eller skrige sig til alt.

En god måde at hjælpe hende på, når hun ikke kan få sin vilje, er, at man taler til hende på en bekræftende måde. Hvis hun f.eks. siger: ”Jeg vil spille computer nu,” så sig ikke: ”Nej, det er der ikke tid til.” Sig i stedet: ”Ja, du elsker den computer, du er også bare så god til det. I aften skal vi rigtigt spille. Men nu skal jeg på arbejde.”

Det kan godt være, at hun bliver ked af det, men sig så: ”Ja, du bliver så ked af det. Det kan jeg godt forstå. Det er så træls. Men husk, at i aften da spiller vi på computeren.” Hvis hun så begynder at slå, sig så mens du sætter dig på hug og tager hende blidt om skulderen: ”Det er OK, at du er vred, men jeg vil ikke have, at du slår. Vi slår ikke hinanden i vores familie. I stedet for at slå skal du sige, at du er vred.”

Man skal passe på ord som ”Nej” og ”Nu stopper du,” mens man peger med pegefingeren. Sig i stedet: ”Jeg vil have, at du stopper.” Den måde, vi tackler barnets personlighed på her, har en meget stor betydning for, om konflikten mellem mor og barn kan blive til en kamp eller finde en forholdsvis fredelig løsning, hvor den voksne bevarer overblikket, tager lederskabet og hjælper barnet med at tilpasse dets personlighed på en for alle positiv måde.

Der vil naturligvis være konflikter, I ikke kan løse, men i stedet for at den voksne hidser sig op, så sig i stedet: ”Nu kan jeg ikke overskue det mere, så nu bestemmer jeg. Jeg kører dig i børnehaven uden flyverdragt, for tiden er gået, og jeg vil ikke komme for sent på arbejde.” Sig det uden skrigen og råben, så er der såmænd ingen, der tager skade af det.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen