Det er nok de
færreste, der ikke husker Sofie Lassen-Kahlke i rollen som Anja fra ”Kærlighed
ved første hik”-filmene, ligesom mange uden tvivl har set hende som musicalstjerne
i opsætninger som ”Grease” og ”Askepop.”
Men for fem år siden
tog Sofie Lassen-Kahlke hul på et nyt kapitel i sin karriere, da hun debuterede
som forfatter med bogen ”Ramt”, der handlede om, hvordan hun selv oplevede at
blive 40. Siden har hun også skrevet romanen ”Adams arv,” og er nu aktuel med
efterfølgeren ”Hermans hævn.”
Og for Sofie
Lassen-Kahlke har karriereskiftet ikke kun været dejligt, fordi hun er glad for
at skrive – men også på grund af de nye omstændigheder i hverdagen, som følger med
arbejdet.
”Jeg er virkelig
et hjemmemenneske, og jeg tror, der rent psykisk er nogle ar i mig fra den tid,
hvor jeg som skuespiller var virkelig meget på turné og i det hele taget ofte
var væk fra familien. Jeg kan mærke, at mine sanser falder fuldstændig til ro,
når jeg er herhjemme det meste af tiden. Jeg bliver simpelthen tryg, når jeg
kommer hjem,” fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.
Sofie Lassen-Kahlkes skrivearbejde foregår hjemme i stuen, og det passer hende strålende endelig
at have indrettet sit liv sådan, at hun kan være den, der henter og bringer
børnene, og som oftest laver mad – noget, som ikke altid er muligt, når hun fx har
en rolle i et skuespil.
”I lang tid har
jeg slet ikke haft lyst til at stå på scenen, fordi det er så
familieinvaderende, og jeg har sagt nej til flere forskellige tilbud for at
kunne fokusere på at skrive. Men nu er jeg kommet til at sige ja til en
forestilling. Jeg skal spille med i ”Skønheden og Udyret” på Det Kongelige
Teater, og jeg har kun sagt ja, fordi det er lige præcis DEN forestilling. Det
var simpelthen bare drømmestykket for mig. Jeg er stadig mega showpige.”
I sit daglige
arbejde, når hun ikke er showpige og hun sætter sig ned for at skrive, finder
hun drivkraften frem ved at minde sig selv om, hvor stort det er, at hendes
arbejde består af netop dét.
”Jeg synes, at
den største motivationsfaktor i forhold til at sætte sig ved skrivebordet er,
at når jeg gør det, så betyder det, at det at skrive rent faktisk kan være mit
arbejde, hvilket er SÅ fantastisk. Det er en drivkraft og en motivation i sig
selv. Jeg ved også, at hvis jeg i stedet lagde mig over i sofaen og så Netflix,
så ville jeg ikke lykkes med at gøre det at skrive – og skrive hjemme – til mit
arbejde. At skrive er jo ikke sådan et hobbyprojekt. Jeg valgte at gå hundrede
procent ind i det, så det har virkelig betydet meget for mig at få lov til det.”
