Emmelie De Forest er glad for, at hun er
voksen. For selvom hun husker opvæksten hos sin mor som tryg, så var hun også
meget påvirket af forholdet til sin far, som ofte var utilregnelig og
temperamentsfuld.
– Det var ret kompliceret med min
far, da jeg var lille. Han boede i Sverige og på Cypern, hvor vi besøgte ham,
eller han kom på besøg hos os i Danmark. Det var virkelig hårdt at tilbringe
tid med ham, for han havde mange humørsvingninger og skabte altid meget drama,
fortæller Emmelie De Forest i et stort interview med ALT for damerne.
Hun husker, at det oftest gik godt de første
dage, når de var sammen. Men så skiftede farens humør pludselig.
– Han blev hidsig og
temperamentsfuld og kørte også psykisk på os. Der var også mange episoder, hvor han blev voldelig, siger
hun.
Emmelie De Forest beskriver sin fars pludselige
humørskifte som nogle ”flip,” hvor han blev aggressiv og kunne finde på at slå.
Og hun husker, at hun ved flere lejligheder har søgt tilflugt et andet sted,
væk fra hendes far.
– Der har været
flere gange, hvor vi halvvejs igennem juleferien har måttet flygte hen til en
veninde eller vores mostre. Det var nok heldigt, at der ikke skete mere, end
der gjorde, for når han var så meget i sit temperament og sin vrede, kunne det
godt være farligt.
Vil tale om det
Overfor sine nærmeste har Emmelie De Forest
delt episoderne med sin far, men hun har ikke før talt så højt om det. Men det
vil hun gerne nu.
– Jeg vil egentlig gerne snakke mere om det,
fordi jeg tror, der er rigtig mange børn, som oplever vold i hjemmet. Det er
bare ikke noget, jeg synes, der bliver talt så meget om – og man kan jo ikke
altid se det, siger hun og forklarer, at man som udestående ikke ville have
kunnet tro det om hendes far.
– Når man mødte min far, så man en pæn og
velklædt mand, der virkede som en, der havde styr på tingene. Han var meget
farverig, havde mange sjove historier og kunne finde på at stille sig op og
spille mundharmonika med tilfældige gademusikanter. Han var meget en karakter,
der var larger than life, og folk kunne godt lide ham. Min far kom ud af
en adelig familie, hvor alt så fint ud på overfladen – så selvom man tror, at
vold i hjemmet foregår i visse samfundslag, kan det ske overalt.
Sagde fra – og
mistede kontakten
Da hun var 14-15 år
gammel, sagde Emmelie De Forest fra overfor sin far, og besluttede, at hun ikke
ville holde jul med ham længere.
– Jeg kunne ikke overskue det drama,
det skabte at se ham, så de sidste to et halvt år af hans liv havde vi kun
kontakt over telefonen og de breve, han sendte. Han døde så meget pludseligt,
da jeg var 17. Han havde været syg i længere tid med hjerteproblemer, og så fik
han et ildebefindende, mens han var ude og svømme, og druknede.
Selvom Emmelie De
Forest i dag synes, at hun gjorde det rigtige ved at minimere kontakten til sin
far dengang, så var hans uventede død svær at acceptere.
– Jeg ved godt, at når han var så
skadet, som han var, kunne han ikke ændre sig, men jeg havde alligevel håbet,
jeg kunne få noget mere afslutning, hvis jeg havde mødtes med ham.
ALT for damerne har været i
kontakt med Emmelie de Forests mor, Marianne Birgitte Gudnitz, der genkender
Emmelies beskrivelser af sin barn- og ungdom.