Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var færdig med gymnasiet og træt af alt, hvad der hed skole. Nu ville jeg arbejde et stykke tid, tjene penge og bare nyde livet, før jeg startede på en uddannelse. 

Hvad jeg ville studere, vidste jeg endnu ikke, jeg var bare glad, da jeg fik et job som receptionist på et reklamebureau.

LÆS OGSÅ

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

Mine forældre var blevet skilt, da jeg var 12 år gammel. Nu var min far flyttet sammen med Anna, en kvinde, der var langt yngre end ham. Anna ville gerne have børn, og det tog heller ikke lang tid, før hun blev gravid.

Personligt havde jeg ikke de store følelser om det at blive storesøster. Jeg forestillede mig heller ikke, at jeg ville have så meget at gøre med barnet, for jeg havde jo mit eget liv nu. 

Jeg boede dog stadig hjemme hos min mor, mens jeg ledte efter min egen lejlighed. Jeg var glad for mit job og tilbragte ellers min tid sammen med venner.

Da min lillesøster, Maj, blev født, besøgte jeg selvfølgelig hende og Anna på hospitalet. Bortset fra det, følte jeg ikke det store engagement. Aldersforskellen mellem min lillesøster og mig var jo så stor, så jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få et søskendeforhold til hende, som det jeg havde til min to år yngre bror.

Da Maj nærmede sig et år, begyndte min far at spørge, om jeg kunne være babysitter for hende. Han appellerede til, at jeg var Majs storesøster, og at det ville være godt for hende og mig at tilbringe tid sammen. Modstræbende sagde jeg ja, men det var ikke noget, jeg ligefrem glædede mig til.

Men presset blev større, jo ældre Maj blev. Anna kom også på banen og understregede, hvor vigtigt det var for Maj, at jeg var sammen med hende, fordi jeg var hendes søster. Jeg havde svært ved at sige nej, selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til at være barnepige.

LÆS OGSÅ

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Problemet var, at min fars og Annas forventninger til mig accelererede med tiden. De forventede pludselig, at jeg også skulle hente min lillesøster i børnehaven, gå lange ture med hende og være en del af familien, mest for at give dem lidt aflastning.

Da Maj var halvandet år gammel, ringede Anna en dag til mig og spurgte, om jeg kunne passe Maj en hel weekend. Hun og min far var blevet inviteret på weekendtur med et par venner. Hun indskød, at hendes egne forældre boede for langt væk, så de havde kun mig, de kunne spørge.

Selv om jeg ikke overhovedet ikke havde lyst til det, gav jeg efter og passede Maj en hel weekend. Indrømmet, jeg hadede det. Jeg skulle holde øje med min lillesøster konstant, hun var pylret, fordi hun savnede sin mor og far, og jeg besluttede bagefter, at det var første og sidste gang, jeg ville passe hende i mere end et par timer. 

Med støtte fra min mor lykkedes det mig da også at sige nej, næste gang de spurgte, fordi de havde planer om at tage på weekendtur til Paris.

Plagerierne om, at jeg skulle hente og passe Maj, stoppede dog ikke. Undervejs havde jeg mange samtaler med min mor om at sætte grænser for sig selv. Min mor holdt fast i, at jeg havde mit eget liv at passe, Maj var ikke var mit ansvar. Alligevel havde jeg svært ved at sige nej, når min far og Anna igen og igen bad om min hjælp.

Til sidst fik jeg dog nok. Anna og min far ringede mindst en gang om ugen og forventede min hjælp. Jeg indså derfor, at jeg måtte gøre noget for at komme ud af min rolle som Majs faste babysitter. 

Faktisk var det det, der gjorde, at jeg tog mig sammen og begyndte at undersøge, hvilken uddannelse jeg egentlig gerne ville i gang med. Jeg endte med at beslutte mig for at blive socialrådgiver og søgte ind på en skole, der meget passende lå i den anden ende af landet.

Jeg kunne godt fornemme, at min far og Anna blev skuffede, da jeg fortalte dem, at jeg flyttede. De sagde da heller ikke et ord om, hvor dejligt det var, at jeg endelig havde fundet ud af, hvad jeg ville studere, men var mere optaget af, at jeg nu ”ikke længere var der for min lillesøster”.

Det valgte jeg at ignorere, og jeg fortrød ikke min beslutning et sekund. For efter jeg flyttede, opdagede jeg, at jeg fik det langt bedre med mig selv. En byrde var simpelthen taget af mine skuldre, og jeg kunne igen nyde mit ungdomsliv.

LÆS OGSÅ

"Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået, fik jeg af min far"

Hanni Gohr er erklæret hudplejenørd og har omvendt intet lært om makeup, til trods for at hun i sit arbejde som model har siddet i stolen hos nogle af verdens bedste makeupartister. Hendes bedste skønhedsritualer omfatter grøn te, langsomme morgener, masser af solfaktor og friske havdyp.

Siden da har jeg været meget bevidst om at begrænse min kontakt med far og Anna. De prøvede at presse mig til at passe Maj de første weekender, jeg var hjemme, men det lykkedes mig at sætte foden ned og sige, at jeg altså også havde nogle venner, jeg gerne ville være sammen med.

Efter sommer starter jeg på mit sidste studieår, og jeg har fået en kæreste. Hvor jeg skal bo efter studierne, afhænger af, hvor jeg får job. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg ikke længere vil lade mig udnytte som babysitter, og at jeg vil have tid og plads til at nyde mit eget liv.

For min far og Anna traf et valg, da de fik et barn, vel vidende at de ikke havde mange mennesker omkring sig, der kunne hjælpe dem. 

Jeg vil selvfølgelig holde kontakten med dem og ikke mindst med min lillesøster, men jeg ser hende ikke som mit ansvar. Det tror jeg langt om længe, de har forstået.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.