Mette Kirstine Goddiksen

Klumme: Er der en grænse for, hvad det må koste at sende din kat til dyrlægen?

Har du en grænse for, hvad det må koste at sende din kat til dyrlægen?

ALT for damerne logo

Engang havde jeg en højt elsket, kraftigt bygget og gammel internatkat, Louis. På et tidspunkt fik han bøvl med ørerne. Det skulle naturligvis fikses, så vi gik til dyrlægen.

Hun opridsede en behandlingsplan og spurgte, om den skulle sættes i værk. ”Selvfølgelig”, svarede jeg, stærkt bekymret for Louis og for mine børns reaktion, hvis han ikke blev rask – men også bekymret for regningens størrelse. 

Alligevel turde jeg ikke spørge doktoren, hvad det cirka ville koste. Hun fortalte det ikke. Det lå ligesom i luften, at hvis man elsker sit kæledyr og i øvrigt er et godt menneske, så betyder penge ingenting. Men det gør de jo. Penge betyder noget. 

Vi var en stor børnefamilie, der ikke uden videre kunne øremærke 10.000 kr. til en gammel kat … Og spørgsmålet er i øvrigt også, om det overhovedet er moralsk forsvarligt at bruge så mange penge på et dyr, når man i stedet kunne give det fred og forære pengene til velgørenhed og mennesker i nød?

Nå. Men da hun var færdig, slog hun nogle tal ind på kasseapparatet, mens jeg stod og svedte på hendes disk. Lige under 2.000 kroner slap vi med. 

Et par måneder senere opstod problemet igen. 2.000 mere. Og mønstret fortsatte, til han ikke så længe efter blev rigtigt syg, og vi ikke havde andre valg end at få ham aflivet ved selvsamme dyrlæge.

Da jeg beskrev dilemmaet til min kollega, sagde han helt kategorisk: ”2.000 kroner pr. dyr!”. ”2.000 kr. – altså vil du ikke bruge mere?”, spurgte jeg. Jeg syntes, det lød lidt hårdt.

Men sådan havde han det – og i nutidskroner og med de generelt stigende priser in mente ville det nok svare til 3.000 kr. i dag.

Han havde netop bestilt henholdsvis en tandrensning til sin hund og en kastration til sin kat. Af uransagelige årsager havde dyrlægen byttet om, så han kunne hente en kat med et selvsikkert Colgate-smil og en hund uden testikler. 

Han havde nægtet at betale regningen og fik efterfølgende kattekastrationen på husets regning. Fair. 

Siden har jeg tænkt over, hvad min maxpris er, hvis mine nuværende to katte bliver syge. For jeg synes egentlig, at det er okay også at definere et realistisk, økonomisk smertepunkt for den slags, inden man står i en situation, hvor ens dyreven er syg, og man er i sine følelsers vold.

Jeg har hørt om mennesker, der vitterligt bruger over 100.000 på at lappe på en gammel hund. En gammel hund, som muligvis havde bedst af at komme op i den evige hundeskov nu og ikke om det halve år, som en operation kunne forlænge dens liv med.

Den mest syrede historie, jeg kender, er den, hvor en dame fik behandlet sin gamle, trætte kat for depression. Det kostede hende rigtig mange penge at få udredt og medicineret dyret. Jeg har stadig til gode at få at vide, hvordan man med videnskabelig nøjagtighed kan diagnosticere en kat med en bestemt psykisk lidelse …?

Og jeg peger ikke fingre. Jeg er ufatteligt bevidst om, at jeg også er en pjokket bybo på det punkt.

Også jeg har svært ved at se realistisk – og naturligt – på mine egne kæledyrs svækkelse og død. I bund og grund er det jo de mere realistiske typer, der tør tage det svære valg i stedet for at drive deres gamle kæledyr igennem en masse ståhej og smertefulde operationer, som gør det mest uselviske og kærlige.

Jeg ved det godt. Derfor har jeg bestemt mig for, at min smertegrænse til dyrlægeregninger og unaturlig forlængelse af mine kæledyrs liv er … Jeg ved det virkelig stadig ikke!

Klummeskribent Mette Kirstine Goddiksen

Klummeskribent Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.