Rasmus Tantholdt

Rasmus Tantholdt gør denne ting for at holde liv i kærligheden

Journalist Rasmus Tantholdt lever et travlt liv med mange rejsedage. Derfor sørger han for at prioritere kærligheden og forholdet til sin kone.

alt.dk logo

Journalist Rasmus Tantholdt er kendt for at dække konflikter i verdens brændpunkter.

Men denne sommer står programmet på kvalitetstid.

”Jeg glæder mig meget til at være i Danmark. Jeg rejser rigtig meget, så jeg prioriterer at bruge min sommer hjemme med min kone. Vi skal bare hygge og nyde det forhåbentligt gode vejr,” fortæller han, da alt.dk møder ham under Folkemødet på Bornholm.

”Danmark kan virkelig noget, når det er sommer, og jeg kan faktisk ikke forestille mig noget sted, jeg hellere vil være.”

Den travle journalist er ofte udsendt til katastroferamte områder, og det kan gøre det til en udfordring at holde gang i kærligheden derhjemme.

Derfor går Rasmus Tantholdt ekstra langt for at prioritere tid med sin kone, journalist Natasja Crone.

”Hun havde fødselsdag i går, og jeg kom hjem fra Ukraine i forgårs. Det er vigtigt for mig at komme hjem og være sammen med hende. Nu er jeg på Folkemødet – ikke fordi jeg skal arbejde, men fordi hun er her,” forklarer han.

Rasmus Tantholdt uddyber, at han nogle gange er nødt til at gøre tingene lidt anderledes, for at parret kan være sammen.

”Så nu er jeg taget med som hendes vedhæng, og det er jeg både stolt af og glad for. Nogle gange har jeg et meget stramt program for at kunne nå det hele. Det er mine vilkår, og det har jeg det fint med, og det tror jeg også, at hun har. Så vi gør ret meget for at få den tid sammen,” siger han.

”Et eller andet sted er det jo lidt skørt at lande klokken 23 fra Ukraine og så flyve mod Bornholm næste morgen klokken 8. Eller at jeg tager en vandflyver til Aarhus og tilbage igen – både for klimaet, og det er også dyrt.”

Men det er alt sammen noget, han gør, så han kan få så meget tid som muligt med sin kone.

”Det kræver nogle krumspring indimellem, og andre vil måske sige, at det er lige lovligt voldsomt. Ja, det er det nok, men det er også et lige lovligt voldsomt liv, jeg lever, og jeg er nødt til at gøre sådan nogle ting for at få det til at fungere," afslutter han.

Om Rasmus Tantholdt

  • Journalist
  • 51 år
  • Gift med journalist Natasja Crone