Det hele startede for to år siden, da Hannah Brokman var på arbejde som ambulanceredder. Det var midt om natten, da hun blev kaldt ud til en psykotisk patients bopæl med sin kollega.

”Der var ingenting galt, da vi kom derud – han så helt normalt ud. Han fik selv åbnet døren, da jeg gik op og bankede på, men da vi så gik lidt væk fra hans dør og kom tilbage, overfaldt han mig bare pludseligt. Han jagtede mig, fik taget kvælertag på mig og bed mig i låret,” siger hun.

Oplevelsen førte til en sygemelding fra det job, som Hannah Brokman havde været i, i otte år. Hun blev tvunget ned i gear, og som følge af overfaldet startede hun hos en krisepsykolog, der fik hende til at kigge indad. 

Ind til kernen

Langsomt gik det op for hende, at hendes arbejde ikke var særligt sundt for hendes psyke.

”Da jeg gik hos psykologen, fandt jeg ud af, at jeg havde PTSD efter overfaldet, og jeg fandt også ud af, at jeg havde ADHD. Det åbnede ligesom op for, at jeg skulle lære mig selv at kende på nogle nye måder. Jeg indså, at både nattearbejde og alle de her adrenalin-kicks, som arbejdet førte med sig, ikke var gavnligt for mig. Men det betød også, at jeg fik en identitetskrise, for hvem var jeg så uden mit job?”

LÆS OGSÅ

Trine Gadeberg: "Jeg har valgt, at sygdommen ikke skal overskygge mit liv"

Overgangsalderen kom pludseligt for Trine Gadeberg, da sorgen ramte hende efter hendes mors uventede død. Men udover hedeture og søvnløse nætter blev hun også ramt af en autoimmun sygdom, der har vendt op og ned på hendes hverdag. Nu taler hun for første gang om den for at bryde tabuet og overvinde skammen.

I hele sin ungdom kørte Hannah Brokman i et utrolig hurtigt tempo. Hun var som regel omgivet af fest og farver, uden hun egentlig havde tid til at mærke efter, hvad der skete inden i hende. Hun ledte hele tiden efter det næste adrenalin-kick og skulle sørge for ikke at gå glip af noget. Nu stod hun som 27-årig uden det job, hun troede skulle være hendes karrierevej og uden egentlig at vide, hvad hendes sind havde brug for.

”Jeg skulle omstille mig selv til at sige, at jeg ikke er mit arbejde, fordi det er ikke en identitet. Jeg skulle finde ud af, hvem jeg var som menneske, når jeg skrællede alle de andre lag fra. Jeg havde lært mig selv at læse hænder inden da, og det blev starten på, at jeg dykkede mere ned i det spirituelle,” siger hun.

Fra partytrick til levevej

Hannah Brokman lærte sig selv at læse hænder, fordi det var et sjovt indslag til fester, og hendes venner var vilde med at få spået deres fremtid. Men det viste sig nu at blive startskuddet på hendes nye livsstil.

”Jeg kunne ingenting i perioden efter overfaldet. Jeg fandt ud af, at jeg psykisk var møgsyg, så jeg måtte ligesom back to basics for at finde ud af, hvem jeg var."

 "Jeg er vokset op på en gård, hvor jeg altid har rendt rundt og snakket med dyrene, samlet på sten og den slags, så det spirituelle har nok altid ligget lidt i mig, men det blev ligesom sløret i ungdomsårene. Jeg begyndte så at blive mere og mere interesseret i astrologi og begyndte at følge forskellige hekse, jeg synes var interessante.”

Fandt sin egen vej

Dog kom Hannah Brokman hurtigt på afveje. Hun lod sig guide af andre i de spirituelle miljøer, som fortalte hende, hvordan hun skulle praktisere sin tro rigtigt.

”Jeg holdt op med at reflektere, fordi jeg lyttede til andre, der fortalte mig, hvor mange gange jeg skulle banke på mine tarotkort, at jeg ikke måtte lægge min krystal på den måde, og hvordan jeg skulle udføre ritualer. Jeg synes, at den ældre generation er af en mere belærende skole, som ikke hjalp mig.”

Hun stoppede med at gøre, som andre sagde, fordi hun følte sig begrænset. I stedet begyndte hun at mikse og matche mellem forskellige mytologier og ritualer for at skabe et univers, der gav mening for hende.

LÆS OGSÅ

Andrea Hejlskov: Vi sagde vores job op og smed alle vores ting ud

Den 39-årige forfatter og foredragsholder Andrea Hejlskov fik nok af det moderne samfund.

”Det, der tiltaler mig ved spiritualiteten og heksetroen er, at der ikke er så meget rigtigt og forkert. Jeg ser det som en palette af værktøjer, hvor man kan tage lidt af alt – lidt fra astrologien, lidt fra håndlæsning, lidt fra healing. Man finder selv ud af, hvad man har brug for og hvad, der er vigtigt for en. Man har lov til at følge sin intuition uden at forklare og forsvare alting.”

Hannah fandt ud af, at det især er tegn, der fylder meget i hendes tro. Hvis hun er i vildrede, søgende eller sørgende, kan hun bede om et tegn. Et tegn på, hvad der vil ske i hendes liv eller en hilsen fra en, hun savner. Hun udfører også ritualer, som fx til Sankt Hans, hvor hun tænder et lys og sender en kærlig tanke til alle de kvinder og hekse, hun selv står på skuldrene af.

”Det er vigtigt for mig sige, at det ikke er noget, der fungerer for alle. Det er med hekse, ligesom det er med kunstnere. Alle laver kunstværker, men på helt forskellige måder. Nogle maler, nogle bruger ler, andre noget tredje. Det er den samme følelse af frihed.”

Instaheks

Hun begyndte at dele ud af sine erfaringer på sociale medier, fordi hun følte, at der manglede en som hende, der kunne fortælle til andre, at det, de mærker, er helt rigtigt. Så længe, det føles rigtigt for dem.

”Jeg bruger meget tid på at prædike, at man skal gøre det her på sin egen måde. Jeg har tit brug for at komme ud i naturen og bede om tegn. Jeg er fx lige blevet mor, og det har været en kæmpe omvæltning. Jeg bad om et tegn på, hvad der skulle ske med det her karriereshow. Da jeg så ned på uret, stod der 11, og ettallet er det første i talrækken, hvilket for mig betyder, at jeg er på rette vej, at det er starten på noget godt. Men det betyder ikke, at ettallet havde betydet det samme for andre.”

På Hannah Brokmans Instagram-profil er der mange, der spørger hende ind til, hvad forskellige tegn kan betyde. Hvad betyder det, hvis de ser et dødt dyr på vejen? Hvis der lander en fjer på deres skulder?

”Det er især den yngre generation, som tit spørger. Hvor jeg må sige, at jeg ikke kan fortælle dem, hvad et tegn betyder for dem, men jeg vil gerne hjælpe med at prøve at forstå, hvad det kunne betyde.”

Hannah Brokman uddyber, at hvis andre bare laver de samme ritualer som hende, eller tyder tegn præcis som hende, så gør det ingen forskel. Det virker kun, hvis man selv tror på det.

Fordommene er opløst

Da Hannah Brokman begyndte at dele ud af sin tro på sine sociale medier, gjorde hun det under navnet HekseHannah. Det startede som en provokation at kalde sig selv for heks, men nu er det en del af, hvem hun er.

”I starten tænkte jeg, at jeg slet ikke ligner en heks – men så spurgte jeg også mig selv, hvad er en heks? I begyndelsen var det lidt for sjov, men nu tør jeg godt at tage det ind, også for at nedbryde nogle fordomme. Forleden fik jeg en besked, hvor der stod, at jeg ikke kunne være heks, fordi jeg ikke havde en vorte, og fordi jeg var for ung. Den slags fordomme er der mange af.”

På Hannah Brokmans profil er det især unge piger, der følger med. Hun forestiller sig, at hun har en form for storesøster-rolle for dem, hvor de kan relatere til hende, fordi hun lever et helt almindeligt liv med sin kæreste og barn i København, og ikke ligner den forældede stereotyp af en heks.

”Du skal ikke være helt okkult og gå i sort tøj for at være heks. Jeg tror, der har manglet lidt forbilleder for de yngre, som ser ud som dem. Jeg kan huske min første heksemesse, hvor jeg havde en håndlæsnings-bod og mødte op i min lille hørskjorte og hvide bukser, og tænkte, åh nej, der er ingen, der kommer over til mig. Men jeg endte med at være den, der havde allermest travlt.”

Blandt runeskrivere og sortklædte, mere traditionelle hekse på messen, blev Hannah Brokman billedet på den yngre generation, der efterspørger noget andet. De er i Hannahs indbakke på sociale medier, og de higer efter nogle at spejle sig i.

”Jeg blev billedet på, at fordommen om hekse er opløst – for mange, og især de unge, vil gerne have noget andet end den traditionelle heks. Nu har jeg fået opbygget mit lille community på min Instagram, hvor mine følgere kan komme til mig og få råd eller bare ro. Det betyder så meget for mig”.