Min søn ødelægger vores familie

Min søn ødelægger vores familie

"De sidste måneder herhjemme har mildest talt været et helvede, det går ud over mit helbred, og jeg er bange for, at det ender galt." Læs brevkassen og Vibeke Dorphs råd her. 

hjemmet logo farve

Jeg er en kvinde på 43 år, gift og med tre store, snart voksne hjemmeboende børn. De sidste måneder herhjemme har mildest talt været et helvede, det går ud over mit helbred, og jeg er bange for, at det ender galt.

Problemet er vores søn på 20 år. Han har svært ved at finde ud af, hvad han vil med sit liv, han går dog på skole i øjeblikket. Han var før da kortvarigt inde som soldat, men måtte droppe det på grund af sit helbred.

Mens han var der, var alt perfekt, men da han så kom hjem, gik det skævt. Han svarer ikke, når vi spørger ham om noget, og gør han det en sjælden gang, får vi gerne et vredt og beskidt svar igen. Selvfølgelig synes jeg, at det er irriterende, men jeg vil ikke være uvenner med ham, så jeg tager det, som det kommer. 

Min mand derimod er så irriteret over det, at de ikke taler sammen i øjeblikket. Det gør det svært at være herhjemme, for en ting er min søn, der er vred, noget andet er min mands vrede, der også går ud over alle os andre.

Her er en forfærdelig stemning, alligevel har jeg ikke lyst til at bede vores søn om at flytte. Han har dels ikke råd, og dels er jeg også bange for at miste ham, hvis vi smider ham ud. Jeg har prøvet at tale med ham et par gange, men han sidder bare og stirre på sin skærm og siger ingenting. 

Jeg har også prøvet at tale med min mand, men det er der heller ikke kommet noget godt ud af. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre, men jeg bliver syg, hvis det fortsætter på denne her måde, så har du et råd?

- Mia

Vibeke Dorph råder til at indføre familiemøder

Hvis det kan være dig en trøst, så vil det familiemæssige stormvejr, du lige nu befinder dig midt i, på et tidspunkt drive over. For ligesom dine børn i sin tid smed bleen og holdt op med at bruge sut, så finder de fleste vrede og småforvirrede unge mennesker også melodien igen og er snart videre. 

Inden det sker, så ville det selvfølgelig være rart, hvis I som familie kunne finde en sundere måde at omgås hinanden på. Nu bruger I jo al jeres gode energi på at skændes og bebrejde hinanden i stedet for at stå sammen og bakke hinanden op.

For at lave om på den usunde adfærd, så ville jeg opfodre jer til at gøre noget, vi engang gjorde i min lille familie, da vi stod i en situation lig jeres. 

Min mand og jeg besluttede os her for, at vi blev nødt til at lære at tale sammen på en bedre og mere moden måde især da, fordi vores børn netop var ved at blive voksne.

Vi indførte derfor et familiemøde, hvor vi jævnligt og i god ro og orden fik talt sammen om, hvordan vi havde det både privat og i familien. Her skulle jeg minde mig selv om ikke at tage voksenhatten på over for børnene, men respektere og tale til dem, som de voksne mennesker, de jo var. Jeg erfarede nemlig hurtigt, at talte jeg til dem som voksne og fornuftige væsner, så begynder de at agere derefter.

Træerne voksede ikke ind i himlen, men vi fandt en bedre måde at kommunikere på, og det samme må da kunne lade sig gøre hos jer. Derfor, grib fat i din mand uden bebrejdelser og tal roligt med ham om, hvad der skal til, for at I får jeres familie til at fungere. 

Som skrevet i starten, jeres søn skal nok komme videre, men ind til da er det da bedre, hvis I som familie bakker hinanden op i stedet for at gøre det modsatte.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.