Hvad er børneorm?
SPONSORERET indhold

Er dit barn ramt af børneorm? Sådan slipper du af med de små hvide orme

Børneorm er den mest almindelige ormeinfektion i verden, men selvom de små, hvide orme er virkelig ulækre, er de heldigvis på ingen måde farlige. Har dit barn børneorm, kan det dog klø og genere voldsomt i numsen – især ved sovetid. Se her, hvordan du får bugt med dem.

Af:: Kicki Boss Foto: Getty Images
25. mar. 2021 | Børn | Vores Børn

Klør junior sig meget i numsen, er urolig og klager over ubehag i rumpetten ved sengetid? Så kan det meget vel være, I har fået børneorm indenfor dørene. Ormeinfektionen forekommer mest hos børn og opdages som regel netop fordi, der opstår en heftig kløe omkring endetarmsåbningen – især om aftenen, hvor ormene er mest aktive og kravler ud af endetarmsåbningen for at lægge æg. Har du myrekryb nu, forstår vi det godt – men børneorm er ikke farlig. Den lille parasit ér til gengæld meget smitsom og generende, og det er vigtigt at behandle hele familien.

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

Hvordan får man børneorm?

Børneorm kommer fra mennesker og spredes mellem mennesker fra endetarm til mund. Ormen lægger æg i tusindvis umiddelbart udenfor endetarmsåbningen, som værten enten får på fingrene, når det klør, eller efter toiletbesøg, eller de bittesmå æg sætter sig på sengetøj, håndklæder, legetøj og berøringsflader og videregives til andre. Når æggene er indvortes i kroppen, klækkes de i tarmsystemet. Har man først fået børneorm, smitter man altså nemt både sig selv igen og andre.

Orm er ikke kun for børn

Selvom navnet kunne tyde på det, så er børneorm ikke forbeholdt børn. Voksne kan sagtens lægge krop til den hvidlige orm, omend det hyppigst er børn, der får det. Ormeinfektionen ses allermest hyppigt hos børn mellem 5 og 10 år, og kun sjældent hos de mindste under 2 år og voksne. Har først én i husstanden børneorm, er der dog stor risiko for at andre i husstanden også får det.

Symptomer på børneorm

Hverken børn eller voksne bliver syge eller dårlige af at få børneorm. Det mest udtalte symptom er intens kløe omkring endetarmsåbning, og kløen er typisk mest udtalt om aftenen, hvor især børn, der er ramt af orm, kan blive meget generede og urolige og have svært ved at sove. Irritationen og kløen skyldes, at hunormene kravler ud for at lægge æg på huden omkring anus. Hos piger og kvinder kan man også opleve børneorm i skeden, ligesom nogle også ser ormene, der ligner små stykker lys sytråd, i toilettet eller uden for endetarmsåbningen.

LÆS OGSÅ: Mavesmerter: Seks grunde til at dit barn kan have ondt i maven

Behandling af børneorm

Har et familiemedlem fået orm, skal man have medicin mod børneorm i form af tabletter eller i flydende form. De fås både på recept og i håndkøb alt efter, hvilken slags lægen ordinerer. Medicinen virker ved at dræbe de levende orme, men ikke æggene. Derfor vil succesfuld behandling altid kræve, at den gentages, indtil alle æg er klækket, og alle orme udryddet. Tommelfingerreglen er, at man skal behandles i alt tre gange med to ugers mellemrum, og det er en vigtig pointe, at hele husstanden skal behandles. Også selvom man er symptomfri.

Sådan forløber børneorm

Voksne orme lever i tyktarmen og blindtarmen, hvorfra de ægbærende hunner søger mod endetarmsåbningen, hvor de lægger deres tusindvis af mikroskopiske æg i hudfolderne omkring anus, som derefter finder vej til undertøj, sengetøj og hænder. Æglægning sker typisk om natten, fordi forholdene under en lun, mørk dyne er optimale. Æggene modnes herefter i løbet af omkring seks timer og kan så smitte på ny ved at finde vej til mund og fordøjelsessystem på enten samme eller nye patient. Æggene kan overleve udenfor i syv til fjorten dage. Fra man smittes med æg, tager det tre-fire uger, før ormen er fuldvoksen og formerer sig, og voksne hunorme har en livscyklus på tre måneder.

Hvad hvis man er gravid og får børneorm?

Det er ikke farligere at få ormen, Enterobius vermicularis, hvis man er gravid, men det skal naturligvis oplyses til lægen, før behandling starter, så der kan tages hensyn til graviditet eller amning.

Artiklen er skrevet i samråd med speciallæge i almen medicin, Sara Rønlev.

Anbefalet til dig