Tandbørster og tandkrus
Foto: Getty Images Tandkruset er fyldt med bakterier, så husk at rengøre det ofte.

15 oversete bakteriefælder: Her gemmer bakterierne sig i dit hjem

Hvornår har du sidst rengjort stikkontakterne, mikrobølgeovnen – eller vasket din hovedpude? Selv om du vasker og gør jævnligt rent, så er din hverdag fyldt med ting og steder, der kan være rene bakteriebomber. Bliv klogere på nogle af de mest oversete bakteriefælder i hjemmet, som du bør være ekstra opmærksom på.

Selvom du gør jævnligt rent og er grundig, når du svinger støvsugeren eller støvekosten, så kan der stadig gemme sig masser af bakterier rundt omkring i dit hjem. Der kan nemlig være bakterier alle de steder, hvor vi har kontakt med hænderne, og både støv og skidt kan være grobund for mange forskellige bakterier. Bakterier er bittesmå og kan ikke ses med det blotte øje, og derfor kan de små mikroorganismer nemt gemme sig alle steder – og ofte der, hvor du måske ikke lige tænker over det.

15 overraskende steder bakterier kan gemme sig:

1. Salt- og peberbøsser

Salt- og peberbøsser bliver brugt hver dag og berørt af hele familien til alle måltider, men det er nok de færreste, der tænker over, at de også trænger til at blive gjort rene ind imellem. Gør det derfor til en vane at tørre dem af med en fugtig klud sidst på dagen, når du alligevel rengør spisebordet.

2. Hjørner og kroge

I de små kroge fx i køkkenet kan der nemt ophobe sig støv og bakterier. I sprækken mellem dit køleskab og bordpladen eller sprækken bag ved komfuret opsamler der sig nemt skidt og snavs, som oftest bliver overset under rengøringen. Brug f.eks. støvsugeren til at komme ind i de små kroge.

3. Computertastaturet

Det er ofte de steder, som vi mindst tænker over, der er fyldt med bakterier. Det gælder bl.a. tastaturet til din computer, og derfor er det vigtigt af rense tastaturet regelmæssigt. Bruger du dit tastatur dagligt, bør du rengøre det for snavs og bakterier cirka en gang om måneden. Brug fx en vatrondel eller en vatpind, som du dypper i husholdningssprit og slut af med at tørre tastaturet af med en fugtig klud.

LÆS OGSÅ: Rengøringsekspert: Denne type karklud er en bakterierede

4. Mikrobølgeovnen

Når du varmer mad i din mikroovn, kan madrester og fedtpletter nemt sætte sig fast på indersiden af ovnen eller ovndøren. Da disse rester kombineret med varmen kan være grobund for forskellige bakterier, er det vigtigt at rengøre ovnen ind imellem. Du kan nemt og miljørigtigt gøre ovnen ren ved at stille en skål med vand og nogle citronskiver ind i mikroovnen og varme citron vandet, indtil det begynder at koge. Dampen fra vandet vil løsne madresterne på indersiden af ovnen og give en frisk duft af citron.

5. Køleskabet

Mange glemmer at rengøre køleskabet, og måske hænger det sammen med, at man ikke umiddelbart kan se snavs på samme måde som i resten af hjemmet. Men ikke desto mindre er det vigtigt også at holde køleskabet rent, så du undgår bakterier. Sundhedsfarlige bakterier som fx salmonella og skimmelsvamp samt bakterier fra gamle madvarer, mælkesjatter, kødsaft og jord fra grøntsager og frugt kan nemlig gøre køleskabet til en bakteriebombe, der i værste fald kan gøre dig syg. Se her hvordan du gør køleskabet rent på bare 20 minutter.

6. Stikkontakter

Stikkontakterne rundt omkring i huset bliver rørt flere gange om dagen, men ofte bliver de overset under rengøringen. Da der nemt kan ophobe sig forskellige bakterier, når alle i husstanden benytter sig af dem, er det vigtigt, at du husker at tørre dem af, når du gør resten af huset rent.

7. Skraldespanden i køkkenet

Alle skraldespande er snavsede, men vær særligt opmærksom på skraldespanden i køkkenet – især når det bliver varmere, da bakterier trives endnu mere i varme. Sørg for ind imellem at rengøre skraldespanden indvendigt og husk også at tørre eventuelle låg af for at undgå bakterier og andre mikroorganismer i at trives.

8. Dørhåndtag & greb

Dørhåndtag, greb på låger og skuffer og gelænderet på trappen er steder, som mange rører ved, og hvor der kan gemme sig bakterier og smitsomme mikroorganismer. Da alle håndtag er fyldt med bakterier – især håndtaget til køleskabet, skraldespanden, hoveddøren og toilettet – er det vigtigt at huske af rengøre dem jævnligt og evt. spritte dem af.

9. Fjernbetjeningen

En fjernbetjening som vi bruger til fjernsynet går på skift fra hånd til hånd. Derved kan der nemt ophobe sig mange bakterier både på selve fjernbetjeningen men også på de små knapper. Du kan nemt rengøre den med et desinficerende rengøringsmiddel, der egner sig til elektronik eller med almindelig husholdningssprit.

10. Tandbørsteholderen

Når du gør badeværelset rent så husk også tandbørsteholderen, da den kan indeholde rigtigt mange bakterier. Sørg for at vaske holderen med vand og sæbe mindst et par gange om ugen for at undgå, at der dannes bakterier og mug i kruset og på tandbørsternes skaft. Både krus og tandbørster kan i øvrigt sagtens tåle en tur i opvaskemaskinen – det dræber bakterier.

11. Kaffemaskinen

Der er ikke noget bedre end en kop friskbrygget kaffe. Men faktisk kan indersiden af kaffemaskinen være et paradis for bakterier. For at holde din kaffemaskine ren, kan du tilføje fire kopper ufortyndet eddike til vandbeholderen og lade det stå i 30 minutter, før du kører det gennem maskinen. Kør herefter maskinen igennem med rent vand et par gange.

12. Opvaskemaskinen

Gammel sæbe i lågeåbningen og gummilisterne samt madrester i filtrene danner grobund for bakterier i opvaskemaskinen. For at undgå en ulækker opvaskemaskine, bør du tømme grov-sien for mad og fedtrester mindst 1-3 gange om måneden og desuden gøre opvaskemaskinen grundigt ren 3-4 gang om året. Kør et intensivt program (65-70 grader) en gang imellem, gerne med indhold.

LÆS OGSÅ: Sådan rengør du din opvaskemaskine

13. Trykknappen på toilettet

De fleste er opmærksomme på at rengøre selve toilettet for at få bugt med synligt kalk og skidt, men mange glemmer de bakterier, som man ikke kan se. Både håndtaget på døren til badeværelset men også stikkontakten, vandhanen og trykknappen på toilettet er alle steder, hvor der kan samle sig masser af bakterier, og som derfor bør gøres grundigt rent. Rengør med vand og sæbe og sprit eventuelt efter for at fjerne alle bakterier.

14. Kæledyrenes ting

Det er hyggeligt med kæledyr i hjemmet, men de firbenede og deres ting kan være rene bakteriebomber. Madskåle, kurve, lune tæpper og legetøj er ideelle væksthuse for bakterier, og får bakterierne lov til at udvikle sig, bliver de hurtigt til dårlig lugt. Derfor er det vigtigt at sørge for at vaske alle kæledyrenes ting med jævne mellemrum. Både for at fjerne lugten og potentielt smittebærende bakterier. Du kan fx bruge Rodalon, der effektivt rengør og fjerner bakterier.

15. Bamser og legetøj

Et andet sted, hvor bakterierne gemmer sig er på børnenes legetøj. Legoklodser, træklodser, bamser og nuttede plysdyr kan være fyldt med bakterier. Klodser og trælegetøj kan rengøres med vand og sæbe, mens bamser og tøjdyr bør rystes dagligt og vaskes i vaskemaskinen jævnligt.

Så ofte bør du vaske det,..

Dyner & hovedpuder

Bakterier og husstøvmider trives rigtigt godt i en varm og fugtig seng. For at komme bakterier til livs bør du lufte din dyne og pude hver dag og i øvrigt vaske begge dele 3-4 gange om året ved 60 grader. Det samme gælder topmadrassen.

Badeforhæng

Bruseforhænget er næsten altid fugtigt, og det danner grobund for bl.a. bakterier og skimmelsvamp. Det er derfor vigtigt, at du vasker dit bruseforhæng med jævne mellem og minimum hver tredje måned, da du på den måde sikrer dig, at bakterier og lugtgener på grund af fugt holder sig væk. Forhænget kan vaskes i vaskemaskinen ved 40 grader.

Badesvamp

Badesvampe og hamphandsker, som bruges på kroppen, kan være fyldt med sæberester og gamle hudceller og indeholde masser af bakterier. Husk derfor at vaske svampen i vaskemaskinen hver uge eller smide den ud efter en måned.

Bademåtten

Måtten ligger på gulvet i det mest fugtige rum i dit hjem og er derfor et slaraffenland for bakterier. Sørg derfor for at vaske bademåtten jævnligt og minimum en gang om ugen.

Hårbørsten

Fedt, snavs og døde hudceller fra hårbunden indeholder masser af bakterier. Sørg derfor for at rense din hårbørste for hår jævnligt og vask den i almindelig shampoo - gerne en gang om måneden.

Bamser & plysdyr

Børnenes bløde legetøj bør rystes dagligt og vaskes i vaskemaskinen jævnligt.

Viskestykker

Viskestykker er ofte fugtige og derfor fyldt med bakterier. Sørg altid for at hænge dine viskestykker til tørre, når du har brugt dem og udskift dem minimum hver tredje dag og helst oftere, hvis du vasker op i hånden.

Håndklæder

Når et håndklæde er blevet vådt efter brug, er det et sandt mekka for forskellige bakterier. Hæng derfor altid håndklædet til tørre og vask det med jævne mellemrum – typisk efter 4-5 ganges brug. Det er nok at vaske håndklæder ved 60 grader, medmindre du er syg, eller der er kommet opkast eller afføring på håndklædet. I de tilfælde bør det vaskes ved 95 grader for at slå eventuelle bakterier ihjel.

Sengetøj

Du ligger i sengen hver nat, hvor sved, hudfedt og døde hudceller kommer i kontakt med sengetøjet, og det giver grobund for bakterier og husstøvmider. Det anbefales derfor, at du skifter sengetøjet mindst hver 2. uge og vasker det ved 60 grader.

Karkluden

I karkluden kan der gemme sig mange forskellige bakterier fra både grøntsager og kød, der i værste fald kan gøre dig syg. Derfor er det vigtigt, at du udskifter karkluden hver dag. For at undgå at bakterier formerer sig, bør du i øvrigt altid hænge den til tørre efter brug.

Køkkensvampe

Køkkensvampe, som bliver brugt til rengøring af gryder og overflader i køkkenet, er et eldorado for bakterier. Det anbefales derfor, at du udskifter din køkkensvamp jævnligt og helst en gang om ugen.

Fakta om bakterier

  • Bakterier findes i meget stort antal overalt i naturen, i vand, luft og jord samt på planter, dyr og mennesker.
  • Bakterier er bittesmå og kan ikke ses med det blotte øje. Hvis man lægger en række gennemsnitlige bakterier på cirka en mikrometer i en lille bunke, skal der bruges 10.000, før de til sammen udgør en plet, der er stor nok til, at det menneskelige øje kan se den.
  • De fleste bakterier er normalt helt uskadelige. Der findes dog en række bakterier, der er sygdomsfremkaldende for både dyr og mennesker.
  • Bakterier hjemme hos dig selv kan som regel vaskes væk med vand og sæbe. Der er kun sjældent brug for desinfektionsmidler, der både er dyre og kan skade miljøet.

Kilder: idenyt, Bolius, netdoktor.dk og Samvirke

Se, hvad vi ellers skriver om: Rengøring og Bakterier