Rengøring med brun sæbe
SPONSORERET indhold

Brun sæbe: Vidundermidlet, du ikke kan undvære

Skær ned på mængden af rengøringsmidler, og brug få gode, som for eksempel brun sæbe, der kan få has på det meste snavs.

Af: Jeanette Vestergaard Foto: Getty Images
21. maj. 2020 | Bolig | Hjemmet

Brun sæbe er et effektivt rengøringsmiddel, som kan bruges til at rengøre selv de mest beskidte ting. Se her hvordan du kan bruge brun sæbe, når der skal gøres rent.

Rene bageplader

Er dine bageplader blevet fedtede og fyldt med indgroet snavs, så smør dem godt ind i brun sæbe, pak dem ind i en pose eller husholdningsfilm, og lad pladerne stå natten over. Næste morgen er de lige til at gøre rene.

Maling

Skal du have maling af lister eller træmøbler, kan du bruge samme trick som til bagepladerne. Smør lister eller møbler ind i brun sæbe, put noget husholdningsfilm over og vent til næste dag. Så er malingen blødgjort og nem at skrabe af.

Brændte gryder

Er en gryde så godt og grundigt brændt på, at den ikke er til at gøre ren, så dæk bunden af gryden med brun sæbe, og fyld vand i, så det dækker. Så er det bare med at vente til skidtet har løsnet sig. Det kan godt tage tid, så hav tålmodighed.

Pletter

Smør brun sæbe på de genstridige pletter på tøjet eller barnebarnets klapvogn, og pak det ind i en plastikpose. Lad det trække i et døgns tid, og vask det af. Er pletten ikke helt væk, så giv den en omgang mere med sæben.

Bålgryde

Har du en gryde, der skal over et bål, så smør brun sæbe udenpå, så er det nemmere at rengøre gryden bagefter. Brug den faste brune sæbe.

Fliserens

Rens de udendørs fliser ved at smøre brun sæbe på problemområdet, og lad det sidde og trække til næste dag. Skrub derefter fliserne rene med vand og en god, stiv børste. Fliserne kan godt forandre farve, alt efter om de er behandlede eller ubehandlede.

Kilde: Samvirke

Anbefalet til dig