Møbeldesignerens lille oase
SPONSORERET indhold

Designerbolig: Møbeldesignerens lille oase

På trods af de få kvadratmeter har møbeldesigner Laura Faurschou skabt et lyst, personligt og ekstremt æstetisk hjem i sin lejlighed på Nørrebro. Toner af hvid, grå og lyst træ komplimenteres af grafiske sorte detaljer, små pift af pasteller og Lauras egne design.

Foto: Gyrithe Lemche
13. nov. 2015 | Bolig | BoligLiv


HVEM: Møbeldesigner Laura Faurschou, uddannet fra Danmarks Designskole i januar i år.
HVAD: Lille kvistlejlighed på 57 kvadratmeter.
HVOR: Nørrebro i København.
www.laurafaurschou.com

Da Laura så lejligheden første gang, var den mørk og dyster. Men med spande af hvid maling på næsten alle overflader blev den lille kvistlejlighed fyldt med lys og luft. Ved hjælp af enkelte drys af raffinerede farver som blå og grå, skarp gul og lyse træsorter har Laura skabt en lille oase midt i det pulserende Nørrebro. Allerede på reposen foran Lauras dør står der et yndigt lille stilleben af gamle loppefundsvaser, en friskplukket gren og fine laksko og giver en forsmag på, hvad der venter. Indenfor fortsætter det igennem hele lejligheden med små velovervejede opstillinger, hvor der er taget
hensyn til farver, tekstur og form, og som tydeligt fortæller om ejerens ekstremt skarpe æstetiske sans.

LÆS OGSÅ: Fra faldefærdigt hus til arkitektonisk perle i Vanløse

Industriel skandinavisk stil

I stuen hersker en rolig stemning og en stil, som Laura beskriver som industriel skandinavisk med detaljer fra naturen. På trods af at der kun er et enkelt vindue, synes stuen lys og rummelig. Rummet er opdelt i flere afdelinger. På den gamle Wegner briks, et køb fra Lauritz. com, kan Laura slappe af med en god bog eller en kop kaffe.

– Briksen er designet i 50’erne af Hans J. Wegner for firmaet Getama og er faktisk sammensat af to forskellige sovebrikse, model 258 og 259. Normalt har den enten armlæn eller ej, men her har den kun armlæn til den ene side. Brikstypen har været brugt på kollegier landet over og har opbevaring til sengetøj i ryggen, forklarer Laura, der har ompolstret briksen i grå uld. Laura elsker den indbyggede  hylde bag ryglænet, hvor hun stiller vaser med årstidens blomster eller grene.

Gevirer og minimodeller

Laura har en forkærlighed for jagtobjekter, og over briksen hænger to gevirer, som hun har fundet igennem auktioner og genbrugsforretninger. Gevirerne står i skarp kontrast til det ellers meget rene hjem, men samtidigt tilføjer de lidt humor. Flere steder i lejligheden står modeller og prototyper af Lauras møbler, f.eks. de små bænke, som findes i tre størrelser og farvekombinationer og bliver flyttet rundt i lejligheden alt efter brug og antal gæster.

I et hjørne er en Muuto reol stablet op ved siden af endnu en af Lauras prototyper, en gyngestol. Og i et andet hjørne har Laura indrettet sig med et skrivebord, som selvfølgelig også er en prototype. Når der kommer gæster, bliver bordet trukket ud fra væggen og alle de små bænke samlet omkring det, så det kan fungere som spisebord.

Det gamle køkken

Køkkenet er en gammel sag fra 1930’erne, men i stedet for at skifte det hele ud har Laura fjernet overskabene, malet lågerne og skiftet grebene ud med hjemmelavede stropper i ubehandlet læder. Intet er overladt til tilfældighederne hjemme hos Laura, og stropperne er derfor sat fast med delikate kobberskruer. Når Laura bliver spurgt om, hvad hun ville ændre ved sit hjem, hvis hun kunne, siger hun straks, at hun gerne ville have flere vinduer: – Men det er jo svært at få, så jeg ønsker mig bare en altan med glasdør! Jeg mangler også nogle store planter. Jeg vil gerne have et træ i stuen, der næsten når loftet. Grønne planter giver en rar atmosfære og underbygger de naturinspirerede detaljer i lejligheden, fortæller Laura.

LÆS OGSÅ: Her bor Remee og Mathilde Gøhler

Wegner sofaen er købt på auktion, plaiden er fra Silkeborg Uldspinderi, og sofabordet er et af de store elementer fra Muutos reol Stacked. Lamperne er en udgået model fra Normann Copenhagen, men Le Klint laver lignende. Det store fotokunstbillede er lavet af en af Lauras venner, arkitekten Mikkel Nielsen. Laura faldt for det grafiske og let optiske bedrag, som billedet giver. Laura kunne godt tænke sig et gulvtæppe til at indkredse sofaområdet.

På bordet står en kopi af bordet og bænken i form af små modeller lavet af balsatræ og stofrester. Alle Lauras design bliver lavet i 1:5 modeller, før de bygges i fuld størrelse.

Arbejdsskitser til nogle ideer til polstring.

Bakkerne er resultatet af et designsamarbejde med møbeldesigneren Anita Johansen. De bliver brugt som rammer for små udstillinger rundt om i hjemmet og til at organisere tingene på Lauras skrivebord.

Laura arbejder meget med moodboards som inspiration og samler på udklip og ting med skønne farver, overflader og strukturer.

Ude på fortrappen står gulvvaser fundet på loppemarkeder i et fint stilleben med Lauras laksko.

I den smalle gang bruger Laura et hvidmalet gevir og Dots-knager fra Muuto til at hænge overtøj, tasker og smykker op på. Stolen er en gammel model fra Ikea, som Laura fandt på Lauritz.com. Den har et klassisk udtryk og nogle rigtig fine detaljer, som Laura sætter pris på.

IDE
Laura har beklædt den kedelige el-måler i gangen med teaktræs hyldepapir. Den lille gyngestol er en af de første skitser til det, der blev hendes første møbel – gyngestolen.

De store metalskabe stammer fra Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor de blev brugt til arkivering. Laura reddede dem fra lossepladsen, og nu fungerer de som klædeskabe og skuffer. Kjolen er en vintage skræddersyet sag fra 50’erne, fundet i Berlin. Den sorte bænk er Lauras eget design og er polstret med uldstof og en læderrem. Den fungerer som siddeplads i soveværelset.

TIP
Bemærk, hvordan Laura har fået en dør blændet, men ladt et hul på 20 cm i højden være foroven. Hullet lukker lys ind fra rummet ved siden af og fungerer som en lille udstillingshylde.

Sengetæppet er fra Hay, og den store ugle er en fødselsdagsgave fra veninderne. Tekstilerne på sengen er fra Dansk Made For Rooms på Vesterbro. Sengebordet er et af de store elementer fra Muutos reol Stacked.

Stolen i soveværelset er en umalet testmodel fra Muuto.

Bordet af asketræ er Lauras eget design. Det fungerer både som arbejdsbord og som spisebord. Bænken er en del af Lauras bænkekollektion og er i gult uldent stof fra Kvadrat. Den lille træstol med den sorte grafiske polstring var Lauras bachelorprojekt fra Danmarks Designskole.

“Rådyrtrofæet giver et skævt præg til det ellers lidt sterile køkken”, synes Laura, som har fjernet overskabene og sat lædergreb på lågerne i det gamle køkken. Det eneste, der ikke er rørt ved, er den gamle sorte gasmåler og den gulbrune ovn, som Laura opdagede gav en fin kontrast til alle de lyse overflader. Loftslampen er fra Muuto. Skamlen er fra Trævarefabrikernes Udsalg.

Gyngestolen er det første møbel, Laura lavede på Danmarks Designskole, og har derfor en særlig plads i hendes hjerte. Det er en lounge gyngestol i stål med meder i ahorntræ, og den har indbyggede avis- og bladholdere i armlænene.Reolen er fra Muuto og hedder Stacked. I reolen ses flere ting med reference til jagt.

TIP
Platterne bruger Laura som kagetallerkener: “De er primært i blå nuancer med naturmotiver og kan derved blandes på kryds og tværs. Når alt andet er enkelt og minimalistisk, er det en fin detalje, når noget udtrykker personlighed”, mener Laura. Billedet er af Lauras mor som teenager.

► SE OGSÅ: 
Arkitekternes eget hjem: Grøn bolig i byen
► SE OGSÅ: Cool løsninger i TV-værtens rækkehus

Anbefalet til dig