Kunster Ida Ekblads succes er kommet gradvis, men i 2011 fik hun et opkald fra Venedig…

Hvordan vil du beskrive din kunstneriske praksis?

“De seneste par år har jeg hovedsageligt fokuseret på maleri og skulptur. Jeg har sultne øjne og bruger dem ivrigt, når jeg rejser eller besøger biblioteket, når jeg researcher. Jeg plyndrer løs af alt, jeg ser. Jeg kigger også altid mit arkiv af egne værker igennem for at arbejde med fragmenter af mit eget og skabe nye former af det, jeg før har lavet. Selv om det tit er gamle og halvmugne minder eller referencer, jeg benytter mig af, søger jeg efter en ‘futurisme’ i det hele.”

Hvad fascinerer dig ved de materialer, du bruger?

“Jeg har haft stor fornøjelse af at eksperimentere med maling-ens tredimensionalitet. Tidligere brugte jeg en puffy pasta, der skal bages for at hærde og svulme op på lærredet. Det skaber et lidt mat og oppustet look. De rene pigmenter i olie, som jeg bruger nu, kan efterligne plasticiteten, fordi jeg bygger mine malerier op med så mange lag. Desuden arbejder jeg med tynde olievaske ovenpå, justerer farverne og bader værket i en emaljeret, pigmenteret film. Fx Ocean Girls (2020), som er inkluderet i Louisianas samling. Værket er bygget op af olielag med tanke på, at malingens fysiske tilstedeværelse og vægt er en markant del af motivet.”

LÆS OGSÅ: Anders og Frederikke fra grønt hus: Så tæt var vi på at droppe ‘Nybyggerne’

Er der et særligt projekt, der har optaget dig den seneste tid?

“For tiden skærer jeg stykker af mine egne malerier og blæser dem op i tredimensionel bronze. Sidste år blev min skulptur A Deadly Slumber of All Forces (2021) en del af skulpturparken ved Kistefos-Museet i Norge. Den er sammensat af fire dele, som jeg har samlet med en puslespilsagtig metode, som oprindeligt blev brugt af kubisterne. Mønstret er abstrakt. Jeg ville gerne have blå og hvide Breton-striber, der foldede sig ud som sommerfuglevinger på toppen af figuren eller som en blækklat i en Rorschach-test. Den detalje har jeg lånt af mig selv. Det er hovedmotivet i en stor triptykon, jeg viste på Museo Tamayo i Mexico City i 2019. Værket A Grain of Sulphur in The Blood (2018) stjæler så igen en ting eller to fra et andet værk, som jeg nu har glemt, hvad var. Det er sådan, min låne-stjæle-glemme-cirkulation fungerer. Den store bronzeskulptur er malet med vandfarver og ligner på afstand et let håndmalet objekt mellem træerne, selv om skulpturen i virkeligheden er syv meter lang, 10 meter høj og vejer flere tons.”

Hvor henter du din inspiration?

“I mange ting. Manga-kulturen, Arts and Crafts-bevægelsen, kunstneriske mesterværker, fotografier, gamle bøger, tekstiler, brutalisme, autolak og lysekroner. Min praksis er både et rovdyr og et offer i vores overeksponerende kultur, som jeg forsøger visuelt at optage, forstå og omformulere til mit eget kunstneriske sprog.”

Har du altid været fascineret af kunsten?

“Jeg har altid haft en bundløs visuel sult. Kunstnere som Paula Modersohn-Becker, Edvard Munch, Harriet Backer og Helen Frankenthaler har været kæmpe inspirationer, ligesom musik også altid har fået mig til at sanse. Da jeg var barn, var jeg helt desperat efter at skabe mit eget tøj, min egen stil og min egen visuelle optik. Jeg har nok altid konstrueret mine omgivelser. Det er en måde at tilbyde ting, jeg kan lide, til verden, men også en strategi, en slags selvforsvar mod alt det dumme. Jeg er ikke opvokset med kunst, så det tog mig en rum tid i mine teenageår, før jeg indså, at det var noget, jeg kunne gå efter fuld tid. Men da jeg gjorde det, var det, som om alting faldt på plads. Jeg har ikke set mig tilbage siden, og jeg har aldrig haft en plan b eller c eller d.”

Ser du dig selv som en legesyg, poetisk eller højtråbende kunstner?

“Det er jo ikke mig, der skal bedømme det, men jeg er ikke så vild med andre menneskers selvhøjtidelighed, så jeg håber, jeg ikke er alt for… fastlåst.”

LÆS OGSÅ: For otte år siden flyttede Sofie og familien til New York: ”De første år var ret primitive”

Hvordan er atmosfæren i dit atelier?

“Energisk! Der sker altid en masse ting. Men der er også en form for orden. Jeg holder styr på alting. Studiet ligger lige uden for Oslo ved fjorden og er derfor også et sted, hvor jeg trækker mig tilbage fra Oslos sløvhed, tænder for musikken og forsvinder.”

Har du andre projekter kørende end din kunst?

“I 2016 startede jeg Schloss, et kunstnerdrevet udstillingssted og pladeselskab, som jeg kørte med dj og producer Karima Furuseth i et nedlagt Porche-værksted i Oslo, hvor jeg forsøgte at vise yngre norske og internationale kunstnere, som jeg godt kan lide. Vi udstillede blandt andre Jill Mulleadys Porsche-vinduer og værker af Liz Craft, Pentti Monkkonen, Yngve Holen og Torbjørn Rødland og havde koncerter med Honey Dijon, Hunter Lombard, Joy Orbison og Will Bankhead. Jeg tiltrækkes af aktivitet. Aktivitet skaber aktivitet.”

Hvornår vidste du, at du var lykkedes som kunstner?

“Min succes er kommet gradvis, men da jeg i 2011 fik et opkald fra biennalen i Venedig om at deltage i deres kuraterede udstilling, var jeg da blæst bagover. Og jeg blev også virkelig glad, da jeg fik muligheden for soloudstillinger på Museo Tamayo i Mexico og Kunsthalle Zürich, som begge er institutioner, jeg beundrer. Mere generelt har det, at jeg er begyndt at sælge mine værker, givet mig en stor frihed. Jeg kan arbejde i de materialer, jeg vil, og jeg er ikke så afhængig af andre. Jeg har altid været glad for at stå på egne ben.”

Kan du sætte ord på essensen af din æstetiske og kunstneriske ambition?

“Øjne, hånd, hoved, fuckup, præcision og forfra igen. Ophøjet rod. Superskarpt overskud. Mere sauce.”

LÆS OGSÅ: Mette er andelshaver i en sommerhusforening: ”Det er luksus, at vi bare kan holde fri”