Jeanne Fjordback handywoman
SPONSORERET indhold

Jeanne købte "Aarhus Kommunes billigste hus" – og fandt sit kald i livet

Et gammelt, slidt hus blev startskuddet til at bygge, reparere og "gøre det selv" for Jeanne Fjorback. Hun havde ikke prøvet nogen af delene før, men manglede ikke modet til at kaste sig ud i det. Den østjyske handywoman blev så dygtig, at hun i dag lærer andre kvinder at fikse tingene selv.

Af: Malene Grøftehauge Foto: Heidi Lundsgaard og privat
21. feb. 2022 | Bolig | Hjemmet

Hængelommerne på Jeanne Fjorbacks arbejdsbukser ser på afstand ud til at være fyldt godt op. Og den 43-årige kvinde kan da også blive ved med at hive det ene stykke værktøj efter det andet op: Lommekniv, skruetrækkere og en notesbog med tegninger og mål er blot et udvalg af de sager, som Jeanne altid har ved hånden.

– Ja, jeg får da samlet lidt sammen i de lommer. De bliver tunge, siger hun og slår en høj latter op.

Latterudbruddene er hun ikke fedtet med, og de finder konstant vej ind imellem hendes ord. Håret er stort og krøllet, og i ørerne og på fingrene sidder gyldne ringe. På overkroppen bærer hun en tætsiddende bluse i yndlingsfarven pink. Det ville være synd at sige, at hun ligner billedet på den typiske håndværker. Men det er hun heller ikke.

Det hele begyndte, da Jeanne for 15 år siden fik lyst til at købe sit eget hus. Hun havde sparet op, men pengene rakte kun til "Aarhus Kommunes billigste hus", som hun siger med et grin. Det var vinrødt og havde en sætningsskade, som skæmmede hele facaden. Vinduerne var så dårlige, at flere af dem slet ikke kunne åbnes. Ingen af delene skræmte dog Jeanne væk.

– Jeg spurgte min far, om han ville hjælpe med at bygge det om. For jeg troede, at jeg ikke kunne noget som helst selv. Jeg havde knap nok banket et søm i en væg før, fortæller hun og byder på kaffe ved langbordet i familiens hus lidt uden for Hjortshøj ved Aarhus. Her bor hun sammen med sin mand, Dan, og deres fem sammenbragte børn.

Jeanne gik i gang – noget fik hun hjælp til af sin far, men andet klarede hun ganske på egen hånd. For eksempel samlede hun selv et Ikea-køkken og satte det op. Lidt efter lidt voksede selvtilliden og lysten til at fortsætte:

– Jeg tænkte: Det er fedt at kunne selv. Og jeg kunne jo finde ud af det, siger hun og løfter den ene arm i en sejrsbevægelse.

Kapsaven er et helt uundværligt redskab, er Jeanne ganske enig med sin far, Peter Fjorback, om. Gennem tiden har hun fået mange råd med på vejen af ham.
Kapsaven er et helt uundværligt redskab, er Jeanne ganske enig med sin far, Peter Fjorback, om. Gennem tiden har hun fået mange råd med på vejen af ham.

Højgravid byggemor

Jeanne passede sit job som sælger hos Carlsberg samtidig med byggeprojektet. Men hvor hun hørte andre beklage sig over, hvor hårdt det var at arbejde og bygge samtidig, følte hun det aldrig sådan. Tværtimod.

– Jeg hyggede mig med at bygge og hænge op til klokken to om natten sommetider. Jeg følte ikke, der var nogen begrænsninger for, hvad jeg kunne skabe.

Da Jeanne mødte sin tidligere mand, valgte hun at sælge huset og købe et andet sammen med ham. Det var også ét, der trængte til et par kærlige hænder. Men selvom Jeanne var højgravid på det tidspunkt, var det ikke en grund til at stille værktøjskassen langt væk.

– Jeg gik og byggede skabe, lige indtil den dag jeg fødte min første søn. Og da han blev født, og min anden søn kom til et år senere, byggede jeg videre under barselsorloven. Det var ikke noget problem. De sov godt begge to, så jeg kunne lige så godt bruge tiden på at bygge et nyt køkken, siger hun med et smil, der siger alt om hendes energi.

Efter barselsorloven med sønnerne begyndte Jeanne igen på sit fuldtidsarbejde. Men noget i hende trak tankerne på andre veje. Da hun havde en flok veninder på besøg en dag, sagde en af dem: Du skal da være handywoman og hjælpe os andre med vores projekter i hjemmet.

Venindens ord fik Jeanne til at ligge vågen hele natten. Og da hun stod op om morgenen, var hun klar til at sige op og kaste sig ud i et nyt liv.

– Det var som at få en åbenbaring. Godt nok nåede jeg at tænke: Hvem vil booke mig? Men den tanke varede kun i 15 minutter, lyder det med charmerende selvtillid for fuld hammer.

Jeanne har selv samlet sit Ikea-køkken og sat det op. Det var med til at styrke hendes selvtillid og give hende mod på flere gør-det-selv-opgaver.
Jeanne har selv samlet sit Ikea-køkken og sat det op. Det var med til at styrke hendes selvtillid og give hende mod på flere gør-det-selv-opgaver.

Rullende værksted i pink

I dag er det seks år siden, Jeanne kvittede jobbet og sprang ud med firmaet Handywoman.dk på fuld tid og mere til. Hendes første kunde var en psykolog, der skrev på Facebook, at hun manglede en handyman til at hjælpe med at sætte lamper og reoler op i sin klinik. Jeanne skrev til hende og spurgte, om hun kunne bruge en handywoman?

– Det kunne hun. Jeg tog derud, og kunden var så glad for min hjælp og mine ideer til, hvordan tingene kunne placeres. Den dialog er guld værd, og jeg nyder den, hver gang nogen har brug for mig, siger Jeanne, som siden har været på hundredvis af større og mindre handywoman-opgaver. Desuden laver hun kurser for kvinder, der vil lære at fikse tingene selv.

– Det er simpelthen så sjovt at være en flok kvinder samlet. Og når de skriver til mig bagefter, at nu har de selv hængt deres første lampe op. skiftet en vandhane eller skruet en knage op i gangen – og at den hænger helt lige! – så bliver jeg så glad og taknemmelig, siger Jeanne, der netop har gjort sin største investering indtil videre: Hun har købt en lastbil, som hun selv vil bygge om til et rullende kursuslokale.

– Det er besværligt at leje lokaler rundt omkring i byerne, så lastbilen er jo genial at bruge i stedet for. Og så skal den males pink, lyder det fra Jeanne, inden hun rejser sig for at komme videre med dagens opgaver.

Jeanne elsker pink, guld og glimmer, så selvfølgelig skulle hendes nye rullende værksted bære signaturfarven. Hun har planer om at bygge lastbilen om til rullende kursuslokale.

Jeanne elsker pink, guld og glimmer, så selvfølgelig skulle hendes nye rullende værksted bære signaturfarven. Hun har planer om at bygge lastbilen om til rullende kursuslokale.
Jeanne elsker pink, guld og glimmer, så selvfølgelig skulle hendes nye rullende værksted bære signaturfarven. Hun har planer om at bygge lastbilen om til rullende kursuslokale.

Anbefalet til dig