-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
-
10 kendte ærkeengle – søg hjælp til kærlighed, angst, sorg og helbredelse
-
Bemærker du et dyr igen og igen, er det måske et tegn: ”De vil fortælle dig noget”
-
Her er de syv indre energier, der former vores valg – hvilken er du?
-
Er der en engel, der vil fortælle dig noget? Lær at tolke engletal her
-
Guide: 10 ting, du skal vide om krystaller
Designer Line Hvass: "Når du kommer ind, får du dig et overraskende skud farvevitamin"
Designer Line Hvass har store, flerfarvede tekstilcirkler på væggene, en grønstribet køkkenø og hele fire farver i sin entré. Velkommen til et hjem, hvor farveleg er et must.
Cerise, laksefarvet, karrygul og lysegul – vi er knap nået ind over dørtærsklen hos designer og farveentusiast Line Hvass, før vi bliver mødt af en entré malet i farver, der overrasker både i antal og sammensætning.
– I entreen har jeg malet fladerne, som hvis jeg skulle male et stort billede med farvede felter. Jeg har valgt fire 50'er-inspirerede farver, for det gør ikke noget, at du flipper lidt ud i rum, hvor du ikke opholder dig så længe. Når du kommer ind, får du dig et overraskende skud farvevitamin, siger Line. Når man fortsætter videre ind i den 70 kvadratmeter store lejlighed møder man en farvepalette af den usædvanlige slags.
I stuen har Line malet rosa og bordeaux striber, mens vinduesrammen i soveværelseafdelingen har fået en karrygul. Udover farver er væggene dekoreret med kunst, gerne tilsat lidt humor, for at det ikke bliver for alvorligt. Èt sted hænger et billede af et skib lodret i stedet for vandret, hvilket ellers ville være logisk på grund af motivets retning – fordi det passer bedre ind sådan her, forklarer Line, da vi nysgerrigt spørger ind til det.
Cirkler på væggene
Line har også designet og lavet store farvecirkler af tekstiler med forskellige farver og strukturer, og de hænger overalt på væggene i lejligheden. Både på de farvede vægge og på de få, hvide vægge, der er tilbage. Nogle steder hænger der bare en enkelt overdimensioneret variant, mens andre vægge har fået en hel collage af mindre, men stadig farverige cirkler.
– Mine vægge skal leve og hoppe lidt, og cirklerne giver god mulighed for leg. Jeg kan godt lide at udfordre, og der er så mange regler for, hvordan man skal sætte ting op på en væg. Det bryder cirklerne med, og jeg elsker, at hullet i cirklen inddrager væggens farve i værket. Samtidig giver cirklerne kontrast til de mange firkantede møbler, jeg bor med, fortæller Line.
Unik sofakunst
Lines farveglæde har også ramt sofaen, som hun har overtaget efter sin søster. Hver enkelt hynde har stort set sin egen farve, og den gamle Erik Jørgensen-klassiker er blevet et unikt stykke tekstilkunst.
– Mit favoritmøbel er klart min sofa. Her kan jeg rigtig lege løs med overflader og farver for at skabe en helhed. Sofaen skifter løbende udseende, hvis jeg får lyst til fornyelse, eller hvis jeg skifter farven på væggen, siger hun.
Når Line bliver spurgt, hvad det vigtigste i hjemmet er, kunne det være forventeligt, at hun ville svare farver eller tekstiler. Men det er det ikke.
– Frihed. For mig er det vigtigste, at jeg har frie hænder. At det er mig, der bestemmer, og jeg kan sætte mit præg på mit hjem fuldstændig, uden at jeg skal spørge nogen først, griner hun.
På det smukke chatol i køkkenet står Lines store samling af keramik og finurlige loppefund. Selve skabet er fra en loppetur, mens værket er af Mikkel Brixvold.