Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Planter
Foto: Plant København 2018 byder på store planter og små jungler i stuen.

Frodige fornemmelser: Sådan skal dine planter se ud i 2018

Gør plads i vindueskarmen. To planteeksperter spår ny plantemode i 2018 – og den kræver både plads og kreativitet.

Kaktusserne kom først. Så sneg Pileaen og Monsteraen sig ind i stuerne, inden de blev overtaget af tropiske planter med smukke aftegninger på bladene.

Og nu skal vi igen til at finde plads til flere grønne venner i vores lille, urbane jungle.

I øjeblikket hedder moden nemlig ”vildt og stort”.

Det fortæller Michala Kjær-Holm, stifter og direktør for den online plantebutik Greenify.

- Vi er blevet mere modige, når det kommer til vores planter. De skal være grønne, levende og organiske i deres udtryk. Der skal være noget mere vildskab, end vi har set det før, siger hun til ALT.dk.

Store gulvplanter med blikfang og signalværdi er derfor populære kundefavoritter lige nu, forklarer Greenify-stifteren. De giver nemlig en wow-effekt og er med til at fortælle en historie om, hvem vi er.

LÆS OGSÅ: Kuldechok, fejlvanding og tre andre grunde til at din plante dør

Fornemmelsen af, at noget er særligt

Samme tendens oplever ejerne bag plantebutikken Plant København, hvor kunderne også efterspørger store og vilde planter, der skaber en junglesteming i hjemmet. Det fortæller iværksætter og medejer Maja Samsø Bastian.

- Det skal være jungleagtigt og frodigt og gerne minde os om en masse dejlige rejser. Folk har lyst til at eksperimentere og nørde mere, og derfor finder de specielle planter med vilde former og svære pasningsmetoder. Vi går efter fornemmelsen af, at det er noget særligt, som man ikke bare kan købe i kiosken, siger hun.

Især er hængeplanter eller store, opstammede træer, som giver karakter til rummet, populære planter hos Plant København lige nu. I den mindre plante-skala er Calatheaen med de grafiske blade også et sikkert valg, fortæller Maja Samsø Bastian. De er nemlig både dekorative og elegante.

Sæt dine planter i små oaser i hjemmet. Foto: Greenify

Sammensætningen er vigtig

Foruden størrelse og vildskab bliver sammensætningen af dine planter også vigtig i 2018. Hvor vi før har fordelt planterne i hele hjemmet, handler det nu om at samle dem i små jungler, fortæller Michala Kjær-Holm.

- Vi laver små oaser med et miks af planter og krukker med forskellige udtryk. Det kan være kaktusser, grønne planter eller røde planter i krukker med forskellige farver og materialer, siger Greenify-stifteren og tilføjer, at vi også er begyndt at tænke planter ind i vores indretning tidligere, end vi før har gjort. Hvor de før kom som en eftertanke til indretningen, er planterne nu en integreret del af den måde, vi indretter os på.

Maja Samsø Bastian anbefaler således også, at du slår dig løs og går all in på junglestemningen, når du skal forny din urbane skov. Der skal være plads til at være kreativ, fastslår hun.

- Du skal turde tage chancer med dine planter. Det kan f.eks. være ved at lave et helt hjørne om til junglestemning. Det giver mere effekt, og man kan fornemme, hvad det gør ved indeklimaet, siger hun.

Indeklima hitter

Lige netop indeklimaet er endnu en tendens, vi kommer til at se på plantemarkedet i 2018, spår Michala Kjær-Holm. Faktisk er tendensen allerede begyndt, siger hun.

- Vi er mere opmærksomme på planternes effekt, end vi har været tidligere. Vi har en holdning til planter og det sunde indeklima, det giver. Derfor kan vi virkelig også mærke, at luftrensende planter er blevet populære, siger hun.

Vil du vide, hvilke planter der er bedst for indeklimaet, har Nasa lavet en 29 år gammel undersøgelse af sagen. Rapporten holder stadig stik, og du kan læse den her.

Planteeksperternes tre anbefalinger: Disse planter skal du købe lige nu

1. Strelitzia Nicolai

Foto: Greenify

Den store, grønne plante giver karakter til dit hjem og emmer samtidig af jungle og ferie i Thailand, fortæller Michala Kjær-Holm, som spår Strelitzia Nicolai til at blive den næste store trendplante.

2. Opstammet violinfigen

Foto: Greenify

Træer med stammer hitter stort i øjeblikket, erfarer begge planteeksperter. Det kan både være store gummitræer med minimalistiske blade eller flotte, karakterfulde violinfigener.

- Træet er den perfekte kombination af en tropisk plante, som samtidig er vildt elegant og passer ind i mange folks indretningsstil. Derudover kan den styles vildt, men har samtidig et stilrent, skulpturelt look over sig, siger Maja Samsø Bastian.

3. Calathea / Begonia Maculata

Foto: Greenify

Mangler du planter til din vindueskarm, skal du på jagt efter dem, hvor der sker noget. Begonia Maculataen har hvide prikker og er rød på undersiden, hvilket gør den både vild og spændende, forklarer Michala Kjær-Holm, mens Maja Samsø Bastian også anbefaler, at du går efter smukke, grafiske Calathea-planter.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Planter og Boligindretning