Rebekka Notkin viser sin bolig frem
SPONSORERET indhold

Hos Rebekka Notkin er køkkenet specialfremstillet, men grebene er originale og fra samme tid som huset

Guldsmed Rebekka Notkin, 46, bor med sin mand og deres to teenagebørn i et rækkehus på Frederiksberg på ca. 250 m² fordelt på fire etager. Det er tegnet af arkitekt Thorkild Henningsen og opført omkring 1930 til en kunstner, der havde brug for lys fra hjemmets vinduer. Huset er et skatkammer af mættede farver, kunst, arvestykker, bøger, planter og et lille atelier, hvor Rebekka Notkin tegner og maler. Og så elsker hun middagsselskaber med masser af mennesker og vin.

Af: Pernille Rosenkilde Foto: Andreas Stenmann
30. dec. 2019 | Bolig | Eurowoman

Beskriv dit hjem?

– Det er først og fremmest et hjem for min familie og mig. Det er vigtigt, at her er varmt, hyggeligt og velkomment. Jeg kan sige, hvor alle tingene kommer fra, og de er nøje udvalgt for den skønhed og praktik, de besidder. Det bærer også præg af, at jeg godt kan lide taktilitet og struktur. Mange af tingene er valgt udelukkende ud fra materialer.

LÆS OGSÅ: Sådan bor en af Danmarks dygtigste guldsmede

Rebekka Notkin bolig
På den dybblå væg over sofaen fra Formel A hænger fotokunst af Astrid Kruse Jensen, og th. står fotografi af Asger Mortensen. Lampen i hjørnet er fra Tapet-Cafe

Hvad skal der til for, at du føler dig hjemme?

– Jeg går meget op i, at jeg føler mig omfavnet af et rum og er først tilpas, når jeg kan mærke det nærvær.

Hvad er dit yndlingsrum?

– Mit lille atelier, hvor jeg fostrer ideer til nye kollektioner, tegner og maler. Det er et sted, hvor jeg føler mig tryg og inspireret. Mit soveværelse med det smukke ateliervindue har også en særlig plads i mit hjerte. Huset blev tegnet til en kunstner, som skulle arbejde i rummet og havde brug for det lys, der strømmer ind fra vinduet.

Rebekka Notkin bolig
På arkivskabet står inspirationsbøger, og især den om den fransk-jødiske tekstilkunstner Sonia Delaunay er en favorit. “Hendes sans for farver og brug af geometriske former skabte vidunderlige tekstiler og kunstværker.” Lampen i art deco-stil er designet af Eileen Gray
Rebekka Notkin bolig
Tranerne på væggen er et håndmalet tapet fra de Gournay, De Spanske Stole af Børge Mogensen, tæppet er fundet på auktion, og lampen er et arvestykke
Rebekka Notkin bolig
“Mit Bjørn Wiinblad-bord er fundet på auktion og signeret ‘Mygge’. Da jeg for nylig udtalte mig om design i Politiken, blev jeg kontaktet af Mygge, der i dag er en ældre dame og har malet bordet. Nu kommer hun til te i min stue

Hvad er din seneste investering?

– Keramikvasen af Krestine Harboe, som er købt hos Arden Asbæk Gallery. Det er en afstøbning af sandbunden ved Vadehavet og en kommentar til den globale miljøkrise.

Hvad er det næste, du skal anskaffe dig?

– Jeg kigger på et blomstret tapet fra Tapet-Cafe til vores ene badeværelse, der skal renoveres.

Rebekka Notkin bolig
Det franske vitrinebord i art deco-stil er fra Green Square, det lille bord i marmor og messing er designet af Dennis Marquart, og lampen er fundet på auktion. Kunsten er af Mette Moes, Cathrine Raben Davidsen, Morten Schelde og Knud Odde
Rebekka Notkin bolig
Fotokunst af Asger Mortensen hænger over rullebord fra 30’erne fundet hos Green Square. Stolen er fra Fortællinger i Tisvilde, og puderne er syet af tekstil fra GP & J Baker. På bordet står lampe fundet hos den lokale marskandiser og en Kähler-vase fra 30’erne

Hvad er dit yndlingsmøbel?

– Mine spanske stole af Børge Mogensen eller min rattanstol fra Wengler.

Hvad inspirerer dig til din indretning?

– Scenografier. Det er sjovt at se den kompakthed, der kan være i en frame fra en gammel film. Og så elsker jeg botaniske haver og drivhuse eller det engelske udtryk ‘greenhouse’, som jeg ikke rigtigt synes, vi har det rigtige ord for på dansk. Den eksotiske stemning med de grønne planter og glasset, der spejler sig i dem, er vidunderlig.

Rebekka Notkin bolig
Køkkenet har familien selv designet. Vask og bordplade er specialfremstillet, mens messingrebene er originale og fra samme tid, som huset blev bygget
Rebekka Notkin bolig
Lågerne er lakeret vinrøde. Lamperne er designet af Vilhelm Lauritzen og er de originale VL45 Radiohuspendler, og bordlampen er en gammel PH-lampe
Rebekka Notkin bolig
Bordet er designet af Grete Jalk i 50’erne, de formspændte finerstole er fundet på et loppemarked, og sofaen af Arne Jacobsen er beklædt med tekstil fra Kvadrat. Formakami-pendlen er af Jaime Hayon for &tradition, og kunsten af Adam Jeppesen er købt hos Martin Asbæk Gallery

Hvad er dit forhold til farver?

– Jeg synes, grøn er en magisk farve og er tiltrukket af den i alle nuancer. Jeg er generelt mest til mættede nuancer. Måske er det en af grundene til, at jeg elsker grønne planter.

Hvad betyder planter for dig i din indretning?

Min ambition er at trække min have med ind i stuen. Planter er vigtige for mig og er også en del af den omfavnelse, som jeg indretter efter.

Rebekka Notkin bolig
Den gamle taburet er fundet hos en marskandiser og betrukket med tekstil i mønster af Sonia Delaunay købt hos Pierre Frey

Hvor køber du møbler og nips?

– Tekstiler, accessories og småting køber jeg ofte på rejser, og møbler finder jeg mest på auktioner. Jeg har egentligt ikke rigtigt nogle nye ting. Jeg kan godt lide historien i gamle ting, og jeg synes ofte, at kvaliteten er meget bedre end det, der bliver produceret i dag.

LÆS OGSÅ: Guldsmed Rebekka Notkin: Sådan fejrer jeg jul

Hvad er dit bedste indretningstip?

– Farver har en vigtig betydning for mig, og så synes jeg, at man skal gå efter god kvalitet og hellere købe færre end mange ting. Og så skal man ikke være bange for at mikse alle mulige ting, farver og stilarter.

Rebekka Notkin bolig
Rebekkas arbejdsværelse er fyldt med skitsebøger, tegneredskaber og inspirationsbøger

Rebekka Notkin bolig

Hvordan ser et middagsselskab ud hjemme hos dig?

– Åh, det er så godt, at du spørger. Jeg elsker middagsselskaber. Der er typisk lidt flere mennesker, end jeg har plads til, og så er der meget mad. Jeg er glad for libanesisk og israelsk mad med mange små retter, og hvor der ikke er nogen regler for, hvornår man spiser hvad. Det hele kører, og så er der masser af vin. Det skal være festligt.

Hvad laver I om søndagen?

– Vi bager kager og ser film, og her op til jul klipper vi utroligt meget julepynt. Hele familien samles og hygger. Vi er en ret kreativ familie. Jeg har to teenagebørn, og deres venner er her meget. Det er vidunderligt. I weekenden kan vi godt vågne op til et mylder af unge mennesker, der samles om et stort morgenbord. Det er en gave.

Rebekka Notkin bolig
Sildebensgulvet i entreen er lavet af lava-fliser, og det stribede tapet, Painted Stripe, er fra Tapet-Cafe. Den lyse jakke er vintage og den stribede fra danske Babett, der forhandles hos Holly Golightly
Rebekka Notkin bolig
Smykkeskrinet fra Smythson er et skatkammer af Rebekkas egne smykker

Har du altid vidst, at du ville være guldsmed?

– Ja, det tror jeg faktisk. Jeg vidste i hvert fald, at jeg skulle i den retning. Min far var også guldsmed, og hans værksted var magisk. Som helt lille legede jeg meget med dukker, syede tøj og lavede dukkehuse. På den måde har jeg altid haft det i mig at skabe noget med hænderne. Jeg syede aldrig ting til mig selv, kun i små størrelser og var altid fokuseret på miniature, hvilket passer meget godt til mit liv som guldsmed. I gymnasiet besluttede jeg, at det var det, jeg ville. Og så kom jeg i klassisk mesterlære hos guldsmed Torben Frisch.

Hvad er din designfilosofi?

– Det er vigtigt, at smykker har en langtidsholdbarhed. Mit design har altid en moderne reference til den tid, vi lever i, men samtidig peger det også tilbage i tiden og har en klassisk tyngde, der for mig er en del af det langtidsholdbare.

Rebekka Notkin bolig
Kähler-vasen fra 30’erne har fået selskab af familiebilleder. Skamlen er fra danske Mater og skoene fra Charlotte Olympia

Hvad betyder det for dig at omgive dig med skønhed?

– Det er essentielt for livet og skaber værdi og glæde.

Hvad betyder julen for dig?

– Jeg elsker jul. Det er fantastisk at hylde en tradition, hvor man glæder hinanden og er sammen i en form, der er bestemt på forhånd.

LÆS OGSÅ: Bettina Gedda om sit favorit interiørelement: "De kan være med til at slå tonen an for resten af indretningen, og så er de både funktionelle og praktiske"

Hvad gør du ud af julen i din butik?

– Hele december måned er meget festlig i butikken. Hvert år pynter jeg forskelligt op, og i år hænger jeg rigtig mange store papirstjerner op. Der er altid en helt speciel stemning i december, hvor det myldrer med kunder, som køber gaver til dem, de elsker.

Rebekka Notkin bolig
Klassisk engelsk toilet med gammeldags cisterne er købt hos Aquadomo. Vitrineskabet er fundet på auktion til 350 kroner
Rebekka Notkin bolig
Vasken med ben er fundet hos Aquadomo

Hvad finder man meget af i din garderobe?

– Nederdele og kjoler. Og så kan jeg godt lide gode kvaliteter som uld, hør, silke osv. Derudover er jeg meget glad for vintage. Det er skønt, fordi det er unikt, og så har man et stykke tøj med en særlig historie. Og så kan jeg godt lide ideen om, at vi genbruger og passer på kloden. Det samme gælder mine smykker. Min samvittighed byder mig at tænke bæredygtigt.

Hvem er din yndlingsdesigner?

– LaDoubleJ laver lækre kjoler. De er så flotte. Danske Birgitte Herskind laver nogle fine print. Men når man køber vintage, som jeg i stor stil gør, er designerne ikke vigtige.

Anbefalet til dig