Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

ALT for damerne kvindeløb 2015
Foto: Kicki Thomsen ALT for damerne kvindeløb 2015

”Min mors sidste ønske til mig var, at jeg skulle love at tabe mig”

Sidsel Sorgenfri Nielsen var 17 år, da hun mistede sin mor til anoreksi. Og selvom det sidste, hun ønskede, var at blive som sin mor, indså hun som 22-årig, at anoreksien også var blevet hendes monster.

I dag er Sidsel næsten rask, og motion er igen blevet en glæde i hendes liv i stedet for en tvang. Det fejrer hun ved ALT for damernes kvindeløb.

24-årige Sidsel Sorgenfri Nielsen har ikke haft et nemt liv. Hun er vokset op alene med en mor, der var syg af både anoreksi og alkoholmisbrug. Faren er psykisk syg og har været inde og ude af billedet. Som 8-årig bliver Sidsel tvangsfjernet, fordi hendes mor ikke kan tage ordentligt vare på hende. Og i en alder af 17 år dør Sidsels mor af anoreksiens årelange erodering af hendes krop. Hendes sidste ord til Sidsel er et udtryk for en sand anorektikers forskruede syn på kroppen:

− Hendes sidste ønske til mig var, at jeg skulle love at tabe mig. Hun så min krop på samme måde, som hun så sin egen. Forkert og for fed. Hun troede, jeg var tykkere, end jeg var. Jeg vejede kun 48 kilo på det tidspunkt, og selvom jeg inderst inde godt vidste, at det var sygdommen, der talte, så ramte det mig jo alligevel. Det var jo min mor.
Selvom Sidsel resten af sine teenageår vokser op hos en plejefamilie, var hun allerede meget tidligt blevet påvirket af hendes mors syn på kroppen.

LÆS OGSÅ: Alexander Kølpin: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

− Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det startede, da jeg var meget ung. Jeg kan huske, at jeg smed min madpakke ud i femte klasse. Jeg vidste, at det værste, der kunne ske var, at man blev fed, for det var min mors største frygt, husker Sidsel.

Især da Sidsels krop begynder at forandre sig fra barn til kvinde, får hun sin mors barske ord rettet direkte mod sig selv.

− Da jeg gik ind i puberteten, var hun kontant over mig og fortalte mig meget tit, at jeg skulle til at passe på eller tabe mig. Hun gik ikke kun op i sin egen krop.

Først som 19-årig bryder Sidsels anoreksi ud i lys luge. Hun har ikke sine forældre, hun føler sig ikke forstået af sine plejeforældre og oven i det, forlader hendes daværende kæreste hende.

− Jeg følte mig helt vildt ked af det og meget alene. Og når jeg stoppede med at spise, så dulmede det, mine følelser. Det var som om, at jeg ikke kunne mærke noget, når jeg lod være med at spise. Så det blev min måde at håndtere ting, der var svære på.

Tvangstræning
Det er også som 19-årig, at Sidsel begynder at gå alt for meget op i at træne og motionere. Tidligere havde Sidsel dyrket gymnastik på højt plan og havde også fungeret som træner. Det var i mange år dét, der gjorde hende glad. Men nu blev motion pludselig noget, der handlede om at forbrænde. Hun tvang sig selv. Hver eneste dag og i mange timer.

- Mine plejeforældre vidste nok godt, at jeg havde en spiseforstyrrelse, men deres måde at håndtere det på var at tvinge mig på vægten og true med at tvangsfodre mig. Men det, jeg havde brug for, var behandling. Hjælp. Det hjalp i hvert fald ikke, det de gjorde. Jeg begyndte bare at stå op klokken 4 hver morgen for at løbetræne i smug, før de stod op. Og jeg løb også i spisepausen i skolen i stedet for at spise frokost. På en måde fik jeg det kun værre af det, og samtidig blev jeg også bedre til at skjule det.

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift... og enke

Som 20-årig flytter Sidsel fra plejeforældrene for at bo for sig selv. Hun føler, at de blander sig for meget i hendes liv uden egentligt at hjælpe hende. Senere har de mistet kontakten helt. Da Sidsel er 22 år gammel når hun det, hun selv betegner som sit lavpunkt.

− Den dag, da jeg ville tage mit eget liv og bare hoppe ud foran toget, er helt klart den dag, jeg har været allerlængst nede og haft det allerdårligst, siger Sidsel.

På selvmordets rand
Men Sidsels lavpunkt blev også hendes vendepunkt. Pludselig, da hun står der på perronens kant med udsigt til de rustne skinner og føler, at hun er lige ved at drukne i sørgmodighed, farer tanken i hende: Skal det virkelig ende sådan her? På skinnerne? Det er som om, hun pludselig er trådt et skidt uden for sig selv, og det, hun ser, skræmmer hende.

− Jeg ringede 112. Jeg blev vildt forskrækket over pludselig at se mig selv stå dér. En fremmed overhørte mig og kørte mig psykiatrisk skadestue. Det er jeg meget taknemmelig for. På en måde reddede han mig lidt. Jeg kunne jo have nået at skifte mening igen hundrede gange, hvis jeg skulle tage det offentlige derhen.

Sidsel kommer endelig i behandling, og først dér bliver hun udredt og diagnosticeret med svær anoreksi. Det er næsten ubegribeligt for Sidse at forstå, at hun af alle mennesker har fået anoreksi.

− Det var så uforståeligt for mig. Jeg kendte anoreksi så godt. Jeg kendte alle faresignaler, alle tegn på en spiseforstyrrelse. Jeg havde jo set det på min mor altid. Og min mor har, så længe jeg kan huske, været mit skræmmebillede på, hvor jeg aldrig skulle hen. Og så stod jeg alligevel pludselig med begge ben i det. Jeg havde slet ikke opdaget tegnene på mig selv. Det rystede mig.

LÆS OGSÅ: Er du stresset? Her er den simple øvelse, der hjælper

Sidsels kamp
Sidsel begynder i forskellige former for terapi – gruppeterapi, individuel terapi, kropsterapi og hun følger madplaner de næste to år. Hun har kæmpet sig vej tilbage til kontrol. Hun har lært sine monstre at kende nu, og ved nu, hvornår det er sygdommen, der stikker hovedet frem og dikterer.

− Jeg spørger tit mig selv, om jeg træner, fordi jeg har lyst, eller fordi jeg skal. Hvis bestemmer mig for at lade være med at træne, så sladrer min krop. Hvis jeg har det okay med det, så er min træning stadig af lyst. Hvis jeg får det ubehageligt med det, så er det fordi jeg et eller andet sted føler, at jeg skal. Jeg er meget opmærksom på mig selv, og det er jeg nødt til at være. For hvis jeg tænker, at jeg har styr på det, og nu kan jeg være lidt mere afslappet omkring det, så er det, at jeg pludselig tager mig selv i at have glemt at spise frokost. Når jeg begynder at tænke, at det går af sig selv, så falder jeg tilbage.

Kvindeløbet som tradition
I dag er Sidsel næsten rask. I hvert fald tæt på så rask, som man bliver, når man har lidt af anoreksi og træningsmani. For der er altid en større fare for, at hun kan falde tilbage til anoreksien igen, end for almindelige mennesker. Hun mangler stadig at tage fem kilo på, men blodprøver viser, at hendes krop næsten er ovre det hårde slag, som under-og fejlernæring er.

− Jeg er meget stolt af mig selv! Jeg føler, at jeg har fået det bedre, fordi jeg valgte det. Jeg tjekkede mig selv ind på psykiatrisk hospital. Jeg startede selv i behandling, og blev ved med at gå i behandling. Jeg føler, at jeg er kommet hertil på min egen viljestyrke, og det gør mig enormt glad.

Sidsel deltog også i ALT for damernes kvindeløb sidste år, og hun har allerede besluttet sig for, at det skal være en tradition for hende at gøre, fordi det er noget, der gør hende glad.

− Der er så meget glæde forbundet med det her løb. Hele stemningen føles som en fejring. Det har også været en kæmpe glæde for mig at træne op til det, fordi jeg kan mærke, at motion igen er blevet noget der gør mig glad, og som giver mig energi. I lang tid var det jo omvendt. Det drænede mig.

Weekenden op til ALT for damernes kvindeløb i København fik Sidsel et vrid i knæet, som gjorde, at hun blev nødt til at droppe den sidste træning. Det betød også, at hun formentligt ikke ville kunne slå sin egen tid fra året før, som hun ellers havde håbet. En situation, som ville have frustreret de fleste.

− Til min overraskelse, så var det helt okay. Både at jeg ikke kunne træne, men også at jeg sikkert ikke ville være nær så hurtig, som jeg havde håbet på. Og det betyder alt for mig, at jeg kan have det sådan! Det viser mig, at jeg træner på en sund måde igen.

LÆS OGSÅ: "Jeg kunne ikke kende mig selv, når jeg kiggede mig i spejlet"

LÆS OGSÅ: "Man skal ikke være bange for at røre sig, bare fordi man er gravid"

LÆS OGSÅ: "Få en løbemakker" - og andre gode tips fra løbere som dig