
Agurkesalat med feta og granatæble
Prøv en frisk og sprød agurkesalat med feta, granatæble og mandler.
Ingredienser
100 g mandler
2 spsk olivenolie
2-3 tsk salt
2 hele agurker
200 g feta
1 stort bundt mynteblade
½ granatæble, kerner herfra
Sådan gør du
Opvarm olivenolie til middel varme på en pande, kom mandlerne på, og vend dem godt rundt i olien.
Drys nu salt hen over mandlerne, og rør dem rundt på panden, til de begynder at tage farve. Tag dem af, og læg dem til afkøling på et stykke køkkenrulle.
Halver agurkerne, og fjern de våde kerner i midten. Skær nu agurkerne i lange strimler med en kartoffelskræller eller et mandolinjern. Læg dem i en skål.
Skær eller smuldr feta i små stykker, og vend dem med agurkestrimlerne. Hak mynten og de salte mandler groft, og bland også dem i.
Før servering pynter du salaten med granatæblekernerne.
PRØV OGSÅ: Lynsyltet agurk med skærmdild og gedeost
PRØV OGSÅ: Sandwich med laks, agurk og wasabicreme