Derfor har modeblogs magt
Det startede som en sjov hobby for de få, men i dag er modeblogs et magtfuldt medie, der giver de dygtigste bloggere pladser på første række til modeuger verden over, tøjkollektioner i eget navn og masser af omtale i de skrevne medier.
Hver dag klikker mange forbi danske modeblogs som f.eks. Anywho, Clamour4Glamour eller Afashiontale. Her viser bloggerne deres seneste køb, dagens look eller inspirerende billeder fra andre blogs eller magasiner og giver gode tips til skønhedskøb, udsalg og meget andet.
Anywho banede vejen
Indtil for et par år siden levede de danske modebloggere en diskret eksistens, men i september 2008 blev Danmarks til dato mest populære og toneangivende modeblog, Anywho.dk, grundlagt. De tre piger, Ingrid Munch, Stephanie Gundelach og Elise Born, der sammen udgør bloggen, havde inside-kendskab til modebranchen og blev derfor hurtigt hypet i diverse magasiner, hvor de delte ud af deres skønhedsrutiner, bedste shoppesteder og vintagefund.
Omkring det tidspunkt begyndte det også at tage fart for de eksisterende bloggere, ligesom mange nye kom til. Pr-bureauerne fik nemlig øjnene op for det spirende medie, og pigerne blev inviteret til den ene event efter den anden, som de efterfølgende dokumenterede på bloggen. Også flere magasiner var hurtige til at indgå aftaler med de større blogs, som i flere tilfælde fik en fast plads på magasinets hjemmeside, der så kunne nyde øget trafik på siden.
Hurtige og private
Og hvad er det så, de kan – bloggerne? Noget af det, der oftest fremhæves, er hurtigheden. Når en blogger viser sit nyeste køb, findes det med stor sandsynlighed stadig i butikkerne. Læseren kan endda være så heldig at få oplyst, om den er „tts“ – true to size – og info om, hvorvidt den er tilbage i netop hendes størrelse.
Dertil kommer det næsten venindeagtige forhold til læserne, der karakteriserer nogle blogs, hvor skribenten også gerne deler ud af meget mere om sig selv end blot sit syn på mode og de nyeste tendenser.
Det mener også ALT for damernes tidligere moderedaktør, Christian Hansen:
– Bloggerne er hurtige på aftrækkeren og kan skrive om noget den dag, det sker. Tempo er deres største force. Samtidig bliver det også hurtigt meget privat – når man er på pressetur med bloggere, er det første, de gør, at tage billeder af den mad, vi får serveret, af hotelværelset osv. Der har vi som konventionelt medie et helt andet filter.
Er du bange for, at bloggerne truer magasinernes position?
– Overhovedet ikke! Jeg tror i virkeligheden, det skaber en god synergi. Vi har jo også en hjemmeside. Og bare det, at Elin Kling (stor svensk blogger, red.) har lanceret et trykt magasin, siger jo det hele. Hvert medie har sin force.
Læs også: Se alle modeugens shows
Store bloggere fra hinsidan
Netop i nabolandet Sverige har blogs længe været langt mere udbredt og anerkendt end i Danmark. Historien om den bare 17-årige Isabella Lövengrip, der skriver under navnet Blondinbella og tjente sin første million på annonceindtægter og diverse samarbejder, nåede også til Danmark, men svenskerne havde – og har – meget mere at byde på. F.eks. den noget mere modeorienterede Elin Kling, der tidligere var moderedaktør på Expressen, blev et stilikon, og siden har begge piger medvirket i den svenske udgave af „Vild med dans“, hvilket siger noget om deres kendisstatus også i den brede befolkning. Elin Kling har endda designet en kollektion for highstreet-giganten H&M – en ære, der ellers normalt er forbeholdt store, internationale designere, og ligesom kollegaen/konkurrenten Blondinbella har hun for nyligt lanceret sit eget modemagasin.
Blogger-ikoner
Så vidt er det endnu ikke nået for de danske modebloggere, men pigerne fra Anywho lever ligesom mange af deres svenske kolleger i dag af deres blog og de samarbejder, der følger med. Indtil videre er de dog de eneste, selv om udviklingen herhjemme går mod mere professionelle blogs og blogsamarbejder. I løbet af det seneste halve år har flere af de større blogs samlet sig i netværk (hhv. Looklab.dk og Bloggersdelight.dk) med fælles indgangssite, hvilket skaber øget trafik og større mulighed for annonceindtægter. Men der er stadig lang vej til den hype, som enkelte, udenlandske bloggere nyder.
F.eks. var den lille, pudsige Tavi over det hele for et par år siden. Darling overnight – og så var den 13-årige amerikaner pludselig til modeuge på forreste række med sine store idoler og på forsiden af alle yndlingsmagasinerne. Også Danmark fik en Tavi – eller næsten da. Den dengang 15-årige Nicklas fra Thurø blev næsten lige så feteret, da han blev inviteret til den københavnske modeuge, og hans talent skaffede ham endda omtale i New York Times.
Fremtiden?
Efterhånden har de bedste og mest læste blogs sat sig godt fast i modebilledet. De har forstået at udnytte deres medie til deres egen fordel, ligesom der ikke længere er den samme skepsis i den etablerede modebranche over for bloggerne, men om de danske bloggere nogensinde bliver så store som svenskerne og andre udenlandske modebloggere vil tiden vise.
Læs også: Modebloggere går sammen om 'deal site'