Røde læber klæder alle
SPONSORERET indhold

Dette skønhedsprodukt giver den største effekt på kortest tid

Røde læber er verdens ældste skønhedstrick, der aldrig går af mode. De farver ikke bare dine læber, de fyrer også op for overskud og elegance.

Af: Marie Lodberg Foto: Rosdiana Ciaravolo/Getty Images
23. okt. 2020 | Mode | Eurowoman

Den røde læbestift er det skønhedsprodukt, der har den største virkning på kortest tid. To strøg over læberne, og ansigtet går fra at gå i ét med væggen til divafornemmelser. Sådan har det været, siden Cleopatra forførte Cæsar med sine luserøde læber (ja, de var farvet af lus).

LÆS OGSÅ: Koboltblå eyeliner, skal vi virkelig til det igen?

I det gamle Grækenland var farvede læber også en del af forførelsens kunst. Kvinder måtte ikke gå med røde læber på gaden, det var simpelthen for sexet. Det skulle, ved lov, prostituerede derimod, så man kunne skelne de ærbare kvinder fra de frække damer. Det var dengang.

I dag vrimler det med røde læber i gadebilledet, og de ser ikke ud til at uddø foreløbig. Designerne og deres makeupartister er absolut enige om, at rødt er godt. Gotisk bordeaux, uskyldig rosenmund, som et kandiseret æble, mat tomatrød og dyb og glosset som en kinesisk æske. De var der alle på modellerne. Nu er det vores tur.

“Jeg synes stort set, at alle kvinder kan bære røde læber. Den klassiske røde læbestift giver en form for autoritet og kvindelighed. En kvinde med flotte røde læber har styr på sit shit. Det er ligesom, når en mand tager et suit på. Det stiver dig af og sætter streg under din feminitet,” siger makeupartist Marie Thomsen.

Der er ikke nogen god undskyldning for ikke at kaste sig over de røde læber.

“Det, der er så smart med makeup, er, at der er fuld fortrydelsesret, du kan nemt tage det af igen. Gå ud og prøv en masse røde læbestifter for at finde den, der passer til dig, men ikke kun på hånden, så du står med fem streger på håndryggen. Det kan gøre dig helt forvirret. Prøv læbestiften, hvor den skal ses, på munden!,” siger Rie Munk, der er tidligere (og nu pensioneret, red.) PR-manager hos L’Oréal Luxe med ansvar for bl.a. Lancôme, Biotherm og Giorgio Armani i Danmark. Hun har været i skønhedsbranchen i 42 år, og har set en del røde læbestifter gennem tiden.

“Der har været perioder med nudes og glosser, men den røde læbestift kommer altid tilbage, og hver gang klapper jeg i hænderne,” siger Rie Munk. 

Den røde læbestift er et eviggyldigt symbol på skønhed. Og så er den til at komme i nærheden af. Når kriser kradser, og depressioner rammer, stiger antallet af solgte læbestifter. Fordi det er en billig måde at peppe sig selv op på.

“En rød læbestift er mentalhygiejne, det er kønt at kigge på, og det gør én lidt gladere,” siger Rie Munk. 

Men kræver det ikke lidt mod? Niks, mener Marie Thomsen.

“Jeg synes ikke, vi skal være så bange for den røde læbestift. Det kræver ikke, at man skal have øjenskygge og det ene og det andet i ansigtet eller noget særligt tøj på kroppen. En rød læbestift giver rigtig meget, men er samtidig minimalistisk. Den råber op, men er sofistikeret.”

Der er ikke det, den ikke kan, den røde læbestift. Så på med den, du tør godt.

Her er 6 ikoniske læbestifter, du skal prøve

  1. Rouge Allure i farven Pirate, Chanel hos Matas, 350 kr. Coco Chanel elskede cigaretter og derfor også denne farve læbestift, fordi den fik hendes tænder til at syne hvidere. Hun gik aldrig udenfor en dør uden læbestift: “Hvis man siger, at øjnene er sjælens spejl, hvorfor så ikke sige, at læberne er hjertets talerør, ram dem ind, og der vil altid blive lyttet til dig.”
  2. Rouge d’Armani Lipstick i farven 400, Giorgio Armani hos Matas, 285 kr. Historien lyder, at Giorgio Armani tog en fejlfri rød rose med til læbestiftmageren, som skulle efterligne blomstens farve.
  3. Rouge Dior Lipstick i farven 999, Dior hos Matas, 315 kr. Farven blev båret af mannequinerne på catwalken ved Christian Diors første runway-show i 1947. Sådan lyder læbestifterygtet i hvert fald. Findes i en mat og blank version.
  4. Retro Matte i farven Ruby Woo, Mac, 159 kr. Ultramat og holder hele natten. Hvis ikke det var fordi, den først blev lanceret i 1999, kunne den godt have været Rita Hayworths yndlingsfarve.
  5. The Lipstick i farven Sakura Red 01, Sensai, 375 kr. I Japan er rød lig med autoritet og rigdom og symbol på liv, vitalitet og tro. Japanske Sensai ved, hvor meget værdi, der ligger i et par røde læber.
  6. L’Absolu Rouge i farven 132 Caprice, Lancôme hos Matas, 295 kr. Lancôme har altid været dygtige til at ramme de røde nuancer. Farven bliver ikke meget mere ren rød end den her.

Artiklen er oprindeligt udgivet i Eurowoman i 2018. Opdateret og genudgivet i 2020.

Anbefalet til dig