Sådan klarer du solen
SPONSORERET indhold

Sådan klarer du solen

20. jun. 2010 | Mode | Eurowoman

Vi elsker, når solen har gjort vores hud lidt gylden og lækker, for lidt farve på kroppen får os til at føle, at vi ser friskere og yngre ud. Men som du sikkert allerede ved, så er overdreven soldyrkning en af de faktorer, der virkelig kan fremskynde hudens aldring.

Defor skal du dyrke solen på en god og intelligent måde, og selv om vi har hørt mange af de gode solråd mange gange, er de altid gode at få repeteret. Så her kommer 8 sikre soltips:          

1. En god solcreme kan du ikke undvære.
Det er en gængs opfattelse, at hvis du køber en solcreme med SPF 15 i, kan du være i solen 15 gange længere end normalt uden at blive forbrændt. Men i virkeligheden får du ofte kun en lille del af den solbeskyttelsesfaktor (SPF), der står på flasken, fordi du bruger for lille en mængde, eller masserer cremen alt for godt ind i huden.

2. Faktortal er vejledende. Det er mængden, det kommer an på!
Derfor kan en tube med 150-200 ml. creme kun holde i ca. to dage, for du skal bruge en god håndfuld, hver gang du smører dig ind på kroppen – dyrt ja, men nødvendigt.

3. Din solcreme skal indeholde både UVA- og UVB-beskyttelse.
UVA-strålerne trænger dybt ned i huden (epidermis) og er derfor ekstremt farlige, fordi de giver kræft og rynker. UVB-stråler trænger knap så dybt ned i huden (dermis), men giver dig forbrændinger. En ny henstilling fra 2008 kræver, at en tredjedel af filtrene i solbeskyttelsesprodukter skal være fra UVA. Derfor jo højere faktor du bruger, jo bedre UVA-beskyttelse får du.

4. En til ansigtet
Du bestemmer selv, om du vil bruge en anden solcreme til ansigtet end til kroppen. Ofte indeholder dem til ansigtet flere plejende og fugtende ingredienser, så det kan være en god ide.

5. Hold øje med klokken
 Undgå solen mellem kl. 10 og 15, hvor den er stærkest.

6. Forberedelse gør underværker
Påfør din solcreme 15-30 min., før du går udenfor, og lad cremen trænge ordentligt ind, inden du tager tøj på. Påfør den igen, når du er på stranden, i parken eller ved poolen. Du kan sagtens nå at blive forbrændt, mens du leder efter den perfekte plads eller en solstol. Beskyt dig, mens du svømmer og igen bagefter.

7. Hold dig i skyggen
Brug også solcreme på overskyede og disede dage. UV-stråler kan sagtens trænge gennem atmosfæren og stadig give forbrændinger. Den bedste solbeskyttelse er at opholde sig i skyggen – husk, at du stadig skal have creme på, bære en bredskygget hat (dit hår tager også skade af solen), og gå i løstsiddende tætvævet bomuldstøj og solbriller.

8. UV-hvad for noget?
Følg med i nyhederne i sommerhalvåret. TV 2 viser for eksempel UV-indekset i vejrudsigten, så ved du, hvordan du skal beskytte dig den pågældende dag. Når indekset er tre eller derover, skal du sørge for god beskyttelse.