Glæde
Foto: Alamy Fyld mere glæde og latter ind i dit liv.

Glæde

Boost dit humør med disse fire nemme hverdagsvaner

Fyld mere glæde og latter ind i dit liv med disse fire vaner.

Sig tak og spred glæde
Du er jo egentlig et ret høfligt menneske. Siger tak mange gange i løbet af dagen. Du siger tak for hjælpen til it-Bent, når din computer på jobbet endnu en gang har strejket. På trods af, at det eneste, it-Bent foretog sig, var at genstarte computeren. Og selvom et "tak" nogle gange er mere dybfølt end andre, så bliv ved med at bruge det lille ord. For taknemmelighed er en af de letteste måder at skabe glæde på.
Kilde: Alun.dk

Arbejd frivilligt
Når du arbejder frivilligt – om det er i den lokale sportsklub eller i en genbrugsbutik - så gør du ikke bare en god gerning for andre. Faktisk gør det også dig selv lykkeligere. Forskere mener, at der er en klar sammenhæng mellem folk, der arbejder frivilligt og lykke. Det frivillige arbejde bidrager i mange tilfælde til mere social kontakt med andre, og det er blandt andet det, der gør en lykkelig. Vil du være lykkelig, kan du blandt andet søge efter et frivilligt job på
Frivilligjob.dk.

LÆS OGSÅ: Slank krop med 5 veje til  sunde vaner

Lav en klub
Langt de fleste ting, der ender på "klub", er gode. Strikke-klub, vinklub, madklub. Hvorfor strikke alene, drikke vin alene eller lave mad alene, når det kan gøres i hyggeligt og dejligt selskab med andre mennesker? Aftal en fast dag om måneden med nogle veninder, hvor I mødes. Det er ofte svært at få planlagt at ses, hvis det er med få dages varsel. Men med en fast dag i kalenderen bliver det ikke et irritationsmoment at finde en dag, men derimod en ting, du kan se frem til. Mangler du en strikkeklub, så klik ind på Farmorfabrikken.dk. Her kan du søge efter andre strikkeglade mennesker at mødes med. Og er du mere til vin, så arrangerer firmaet Løgismose vinsmagning kun for kvinder. Find mere information på Loegismose.dk.

Grin dig ud af smerterne
"Jeg var til min mosters fødselsdag i weekenden". "Nå, hvad fyldte hun?". "Hun fyldte hele sofaen!" Fik denne joke dig til at grine, så tårerne trillede ned ad kinderne, og det gjorde ondt i maven? Nå, ikke? Men forskning har vist, at et godt gammeldags grineflip kan øge din smertetærskel. Det er rækken af udåndinger under et grineflip, der forårsager en fysisk udmattelse af mavemusklerne, der også frigiver de smertelindrende endorfiner. Latter lindrer simpelthen smerterne. Så har du brug for en smertelindring, er et grineflip vejen frem.
Kilde: Videnskab.dk

LÆS OGSÅ: Snack dig slank