din sundhed
SPONSORERET indhold

8 geniale superfoods

De beskytter mod kræft og hjerte-kar-sygdomme, booster dit immunforsvar og regulerer dit blodsukker. Superfoods kan have stor betydning for din sundhed. Her er otte fødevarer, som både booster smagen af din mad og dit helbred.

Af:: Else Marie Lehman
15. okt. 2012 | Sundhed | Fit living

Aloe vera
Heler & bekæmper infektioner

At aloe vera har fantastiske evner til at dulme, hele og helbrede, har mange af os for længst opdaget, når vi har været for længe i solen eller fået mindre rifter. Men det viser sig også, at saft fra aloe vera-plantens blade kan bruges til behandling af så forskellige ting som forstoppelse, nyresten, mavesår, infektion i mave-tarm-kanalen og diabetes − sidstnævnte takket være sin blodsukkerregulerende effekt.

Sådan bruger du aloe vera: Aloe findes i mange cremer, men du kan også sagtens have din egen plante stående i vindueskarmen, så du altid har helt frisk aloegel ved hånden. Ønsker du at bruge plantens saft indvendig, kan du finde aloe vera, der kan drikkes, i mange supermarkeder.

Kilde: University of Maryland Health Center og Livestrong.com


Salvie
Forbedrer hukommelsen

Salvie indeholder stoffer, som påvirker transmissionen af signaler i hjernen. Det gør de så godt, at man kan se en effekt på humøret og kan måle en forbedret hukommelse, større opmærksomhed og mindre mental træthed. I overgangsalderen er der også hjælp at hente i den lille krydderurt. Salvie kan nemlig regulere hormonerne − blandt andet øge mængden af prolaktin − og dermed fjerne hedeture. Endelig kan salvie forbedre dit kolesteroltal. Det sænker mængden af det usunde kolesterol, LDL, og øger mængden af det sunde, HDL.

Sådan bruger du salvie: Salvie har en kraftig smag og duft, der er parfumeret og ret gennemtrængende. Er du ikke fan af smagen, så vælg den friske over den tørrede variant. Til fed mad, i sværen på flæskestegen under stegningen og som fyld til en kylling kan den rette dosis dog altid give et fint smagspift.

Kilde: Womens Health Magazine og Livestrong.com

 

Gurkemeje
Fantastisk for immunforsvaret
Amerikanske forskere har opdaget, at stoffet kurkumin har en særlig evne til at øge mængden af proteinet CAMP i kroppen. CAMP spiller en væsentlig rolle i immunforsvarets arbejde med at beskytte os mod bakterier, virusser og infektioner af forskellig art. Kurkumin findes i gurkemeje, der både bruges som selvstændigt krydderi og som ingrediens i karry. Det er kurkuminen, der giver krydderierne den karakteristiske, karrygule farve.

Sådan bruger du gurkemeje: Kurkuminens fortræffeligheder har været kendt og brugt i flere tusind år. Det hævdes også at kunne påvirke cellevæksten og altså forebygge og bekæmpe kræftsygdomme. Der er virkelig gode argumenter for at sætte karryretter på den ugentlige menu. Det kan du finde inspiration til i det indiske, asiatiske eller mellemøstlige køkken.

Kilde: Journal of Nutritional Biochemistry
 

Kanel

Beskytter hjernen

Ny forskning viser, at et ekstrakt fra kanelbarken har egenskaber, der kan forhindre udvikling af Alzheimers − hjernesygdommen, der påvirker ikke bare hukommelse, men også tanker og opførsel. Noget tyder endda på, at ekstraktet ligefrem vil kunne kurere sygdommen, selv efter den har taget form. Det er dog ikke tilstrækkeligt at drysse kanel på din grød eller drikke kanelte for at helbrede Alzheimers. Der skal så store doser til, at de vil være skadelige på andre
fronter. Vi må derfor afvente, at forskerne finder en metode at udtrække det gavnlige koncentrat på, så vi kan få det isoleret i de rigtige mængder.

Sådan bruger du kanel: Det forhindrer os dog ikke i at nyde godt af kanelens andre gavnlige effekter. F.eks. dens evne til at modvirke virusinfektioner samt reducere blodsukker og kolesterolniveau hos patienter med type 2-diabetes. Kanel kan også øge deres følsomhed over for insulin og effekten af den. Det kræver alt sammen bare en halv teskefuld kanel om dagen.

Tips: Giv din grød, morgenyoghurt, smoothie, æblebåde eller te et pift kanel, hvis du døjer med menstruationssmerter. Dem kan det velduftende krydderi nemlig tage toppen af.
Kilde: PLoS ONE og Hufflington Post

Hampefrø
Modvirker hjerte-karsygdomme

Hampefrø er nærmest små vidunderkorn. De er rige på de essentielle fedtsyrer, Omega-3 og Omega-6, og det i et særligt sundt miks. Det betyder, at de har en positiv effekt på hjerte-kar sygdomme og flere kræftformer. Hampefrø indeholder også vigtige mineraler som jern og magnesium, der blandt andet spiller en afgørende rolle for ilttransporten rundt i kroppen, for energiomsætningen og stofskiftet. Derudover er hampefrø en fin kilde til protein, så er du vegetar, kan de være rigtig gode at supplere med.
Sådan bruger du hampefrø: Du kan købe hampefrøene i helsekosteller rawfoodbutikker. Spis dem rå i smoothies og salater.


Oregano
Beskytter mod kræft og hjerte-karsygdomme

Oregano er godt nok ikke ligefrem et nyt krydderi i danske køkkener. Men ud over at smage godt er oreganoen også god for dit helbred. Har du ondt i maven eller tænderne, kan oregano lindre. Har du rifter, kan den også hjælpe. Oregano indeholder desuden masser af vigtige vitaminer og mineraler, blandt andet kalcium, kalium og A-vitamin, der hver især er med til at holde mange af kroppens vigtigste funktioner kørende. Faktisk indeholder krydderurter flere antioxidanter end de fleste frugter og grønsager. Og oregano er en af de krydderurter, der indeholder allerflest. Antioxidanter menes at kunne afværge skader fra frie radikaler, som forurening, røg og pesticider udsætter os for dagen igennem. På den måde bekæmper og beskytter antioxidanterne os mod kræft, hjertesygdomme og hjerteanfald.
Sådan bruger du oregano: Frisk oregano indeholder flere antioxidanter, vitaminer og mineraler end tørrede varianter. Har du en frisk plante stående, får du derfor flest af de gode stoffer, når du krydrer din pizza, tomatsovs eller suppe med den.

Kilde: ScienceDaily

Lakridsrod
Forebygger diabetes

Alene det, at den har givet os lakridsen, er nok til at elske den brune rod. Men der er flere afsindig gode grunde til at være begejstret for lakridsroden: Den indeholder nemlig stoffer, der kan sænke dit blodsukker. Det mindsker risikoen for, at du udvikler insulinresistens og er således både forebyggende og regulerende på diabetes. Og vi er ikke engang færdige med at rose lakridsroden endnu. Stofferne bekæmper også infektioner og støtter dit immunforsvar i kampen for at holde kroppen stærk og sund.

Sådan bruger du lakridsrod: Du skal dog indtage langt større mængder af lakridsrodens særlige mirakelstoffer, end du finder i en pose lakridser eller en kande lakridste. For at få fuld
valuta for pengene skal du indtage lakridsrod i koncentreret form som kosttilskud. Men vær opmærksom på, at hvis du har forhøjet blodtryk, skal du spørge din læge, inden du fylder i dig med lakrids.

Kilde: ScienceDaily


Champignoner
Stimulerer tarmsystemet og bekæmper infektioner
De små svampe stimulerer både tarmsystemets modstandsdygtighed over for betændelsestilstande og styrker immunforsvaret. Særligt den hvide champignon giver netop de helbredsgevinster. Desuden øger champignonen produktionen af hvide blodlegemer og gør dem mere aktive. Det betyder, at de bliver mere aggressive og effektive i forhold til bekæmpelse af de infektioner, som rammer kroppen. Champignonen indeholder mange proteiner, fibre, mineraler og vitaminer, blandt andet B-vitaminerne thiamin (B1), riboflavin (B2), niacin (B3), pyridoxin (B6) og folat. Den indeholder til gengæld aminosyren glutamin, som er med til at gøre den mættende. Derfor er den forrygende slankemad.
Sådan gør du med champignoner: Få dit daglige skud champignon i pastasaucen, på pizzaen, som ristet eller grillet tilbehør til brunchen og salaten.

Kilde: Prevention.com og Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer