Pige kvinde  adhd scroll-down
Foto: Getty Det er mere skamfuldt at have en pige med problemer end drenge, mener den svenske overlæge og psykiater, der vurderer, at stigmaet står i vejen for, at flere piger og kvinder får diagnosen ADHD.

Piger med ADHD overses: ”Jeg troede, jeg var doven og sjusket”

Alt for få piger og kvinder diagnosticeres med ADHD – og det er problematisk, mener den svenske overlæge og psykiater Lotta Borg Skoglund. For sygdommen, der normalt forbindes med uregerlige drenge, rammer i lige så høj grad piger, der alt for ofte udvikler angst, depression og andre psykiske lidelser som følge af den manglende diagnosticering.

Af Cille Lewinsky
Sundhed ALT.dk

"Jeg har haft angst, depression og stress og været i behandling hos psykologer og psykiatere hele voksenlivet. Det har givet mange hakker i selvværdet at være så anderledes og ikke kunne gøre noget ved det. Jeg har banket hovedet mod en mur igen og igen uden at vide, hvordan jeg enten kom uden om muren eller over den eller fandt ud af at bryde den ned."

42-årige Iben Christiane Hansen lider af ADHD. Det har hun gjort hele sit liv, men hun fik først diagnosen for tre år siden i en alder af 39 år.

Sådan er det for mange piger og kvinder.

Læs også: 42-årige Iben har ADHD: ”Det ligner dovenskab, og det har føltes som dovenskab, uden jeg kunne gøre for det”

De går hele og halve liv uden at forstå, hvorfor de har svært ved at indgå i sociale relationer, hvorfor koncentrationen driller på jobbet eller i skolen, og hvorfor de konstant føler sig på randen af et sammenbrud.

Hvorfor de kæmper sådan med at begå sig i livet, når andre mestrer det.

Selvom ADHD langt fra er en ny diagnose, men allerede blev beskrevet i lægebøger i midten af 1700-tallet, forbindes den oftest med drenge, der hænger i gardinerne og løber ustyrligt rundt.

Og det er ekstremt problematisk, mener den svenske overlæge i almen medicin og psykiatri og forfatter til bogen ”ADHD hos piger og kvinder”, Lotta Borg Skoglund.

”Piger og kvinder med ADHD har langt flere psykiatriske problemer – og det skyldes, at vi ofte diagnosticerer dem meget senere end drenge og mænd,” siger hun.

Gennemsnittet for, hvornår man diagnosticerer børn og voksne med ADHD, varierer fra land til land, men i Europa vurderer Lotta Borg Skoglund, at drenge i gennemsnit er 9 år, mens piger er mellem 14-16 år.

”Og i de år taber vi mange af pigerne. De udvikler depression, angst, spiseforstyrrelse, yder selvskade og har suicidale tanker. De kæmper virkelig og lider så meget,” forklarer hun.

55-årige Daisy: ”Jeg vidste ikke, at voksne kunne have ADHD”

Daisy Johannesen Lolk fik konstateret ADHD, da hun var 43 år. Uddannet fysioterapeut og tidligere handicaphjælper. Her er hendes fortælling.

Jeg opdagede, at jeg havde ADHD som 43-årig, da jeg gik i mødregruppe.

Her fortalte en sygeplejerske mig om sin svoger, som i midten af 40’erne fik konstateret ADHD.

Der var noget med hans historie, som lød bekendt for mig, og jeg begyndte at læse om ADHD. 

Egentlig var det snakken om Ritalin, som vakte min interesse.

Jeg havde mange år i forvejen læst om Ritalin, da jeg havde så store vanskeligheder med at koncentrere mig, men bivirkningerne virkede så voldsomme, at jeg slog det ud af hovedet som en mulighed for mig. 

Jeg anede ikke, at voksne kunne have ADHD, og da jeg læste om det, var det som om, at nogen beskrev mig – uden nogensinde at have mødt mig. Det var en meget voldsom – og i virkeligheden chokerende – oplevelse. 

Alle mine udfordringer var beskrevet i litteraturen, og det drejede sig om en diagnose. Det tog mig noget tid at fordøje.

Jeg troede, jeg var doven

Det har altid været meget svært for mig at forstå, hvad mine udfordringer bestod i.

Jeg fik gode karakterer i skolen og kunne reflektere og diskutere med lærerne, så jeg opfattede ikke mig selv som uintelligent. Alligevel følte jeg mig ofte dum i mange situationer – som regel i sociale sammenhænge, eller når der skulle ordnes praktiske ting.

Jeg troede, jeg var doven og sjusket, fordi jeg for eksempel havde svært ved at holde orden i mine ting derhjemme eller have styr på mine skoleting. Jeg fik ikke lavet mine lektier, medmindre det var hos en lærer, jeg var bange for at møde til time hos uden at have lavet lektier. Og jeg havde meget svært ved at komme op om morgenen.

Mit selvværd var meget dårligt på grund af det, og jeg havde en følelse af selvforagt.

Jeg havde også svært ved at bevare venskaber. Jeg syntes tit, at ting, som andre syntes var sjove eller interessante, var megakedelige.

Jeg havde et rigt indre liv og dagdrømte meget.

Jeg følte mig meget anderledes end andre “normale” mennesker.

Jeg har ikke fået nogen høj uddannelse, og jeg har ikke skabt mig en god karriere. 

Jeg fik heller ikke mand eller børn, før jeg blev 40 år, selvom jeg altid har ønsket mig at stifte familie.

På den måde har jeg altid følt mig anderledes.

Vi passer ikke ind i den samme kasse

Efter jeg fik min diagnose, har jeg fået en forståelse for, at jeg ikke har de samme forudsætninger som dem, jeg normalt har sammenlignet mig med.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan se, at alle mennesker har udfordringer i dagligdagen, og mange har lige så store udfordringer som mig, men jeg koncentrerer mig ikke længere om de ting, jeg ikke kan og ærgrer mig ikke så meget over det.

Jeg accepterer mig selv, som jeg er, og arbejder ud fra det.

I dag ville jeg gerne vidst, at med ADHD har vi ikke samme forudsætninger og udgangspunkt at arbejde ud fra.

At vi ikke passer i samme kasse som “normale” mennesker, og at med en lillebitte smule hjælp og støtte fra en fagperson kunne jeg og andre kvinder med ADHD have udnyttet vores potentiale bedre.

Forskning baseret på drenge og mænd

ADHD er en neuropsykiatrisk diagnose, man fødes med eller udvikler i sine første leveår.

Den påvirker blandt andet ens kognitive funktioner, da dele af hjernen modnes langsommere – særligt de områder, der handler om koncentration, planlægning og at målrette tanke og handling.

Det betyder, at mennesker med ADHD kan have vanskeligheder med at indgå i sociale fællesskaber, problemer med at overholde tiden, oplever uro i kroppen og har svært ved at koncentrere sig. Ting, der alle knytter sig til opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.

Det gælder piger såvel som drenge, men langt flere drenge får konstateret diagnosen end piger, selvom det er den mest almindelig neuropsykiatriske diagnose blandt børn.

Ifølge Lotta Borg Skoglund ligger forklaringen ét sted: Manglende viden.

”Nærmest al forskning og alle de diagnostiske redskaber er baseret på drenge og mænd, selvom diagnosen er den samme,” siger hun.

Netop af den grund har den svenske overlæge og psykiater skrevet bogen ”ADHD hos piger og kvinder”, fordi der mangler fokus på, at diagnosen også rammer piger.

Blot i anden forklædning.

”Hvis vi taler om kernesymptomerne, for eksempel hyperaktivitet, så kommer den ofte til udtryk hos drenge ved, at de har svært ved at sidde stille i klasselokalet eller larmer i undervisningen,” siger hun.

”Derimod er pigernes hyperaktivitet og impulsivitet langt mere følelsesmæssig. De er verbalt impulsive og taler f.eks. hurtigt, og så er de følelsesmæssigt hyperaktive, som betyder, at deres følelser er alle steder, og de har svært ved at styre dem.”

Forskellige biologiske og kulturelle forventninger

Iben Christiane Henriksen har oplevet, hvordan hendes hyperaktive og impulsive følelsesliv har påvirket hendes relationer til andre. Hun har altid haft svært ved at aflæse andre og aldrig rigtig forstået sig på de uskrevne regler, der eksempelvis er i en venindegruppe.

”Jeg har aldrig været del af en venindegruppe i skolen, fordi pigefnidder er helt ubegribeligt for mig. Jeg kunne godt se, der var et eller andet med regler, men jeg forstod dem ikke, og jeg forstod ikke pointen med dem,” siger hun.

”Andre gange kan jeg måske godt se og forstå folks signaler, men jeg er så impulsstyret, at jeg gør eller siger ting alligevel og bliver til besvær, er for meget eller bare skiller mig ud, så folk synes, jeg er sær eller tager for meget plads og irriterer.”

Ifølge Lotta Borg Skoglund er de mere ”skjulte” symptomer på ADHD et problem for piger og kvinder med diagnosen, da det blandt andet påvirker deres mulighed for at indgå i sociale relationer.

Men endnu vigtigere er de biologiske og kulturelle forskelle, der knytter sig til at være pige og kvinde, en udfordring – og grunden til, at mange piger med ADHD overses. Og måske ligesom Iben Christiane Henriksen må lide under omverdenens skæve blikke.

”Piger er biologisk set hurtigere modne end drenge. De indser hurtigere, hvad der er acceptabelt at sige og gøre og tilegner sig altså hurtigere de her sociale kompetencer. På den måde maskerer de deres symptomer, for ingen har jo lyst til at være anderledes. Vi har alle et behov for at blive accepteret af andre,” siger Lotta Borg Skoglund og uddyber, at de kulturelle forventninger til piger derudover også influerer på muligheden for at opdage diagnosen.

”Vi forventer fra en tidlig alder, at piger tager mere ansvar end drenge og er mere selvstændige. Piger med ADHD har udfordringer med at leve op til det, men de ved også, at vi som samfund forventer det af dem.”

29-årige Caroline: ”Diagnosen er nøglen til den nødvendige hjælp”

Caroline Lilja Dam fik diagnosen ADHD som 17-årig. I dag er hun mor til to og studerende. Her er hendes fortælling.

Jeg var 17 år, da jeg opdagede, at jeg havde ADHD.

Men jeg har haft symptomer hele mit liv. De kom bare først til udtryk på det her tidspunkt.

Jeg havde boet hjemme hele mit liv, men da jeg var 16-17 år, startede jeg på efterskole.

Alle de rutiner, jeg havde derhjemme, og den dagligdag, jeg kendte til, forsvandt med ét.

Der kom nye regler og nye rammer, som jeg havde overraskende svært ved at forstå og indordne mig under.

Det der med ikke at kunne trække mig fra mennesker var en stor udfordring. For det kan man jo ikke bare gøre på en efterskole.

Min egen verdensorden

Samtidig oplevede jeg, at rutinerne ikke længere var mine egne, men nogle, der var planlagt og skabt ud fra, at vi var 80 mennesker sammen, der skulle få det til at køre. Men det gjorde, at jeg faldt igennem.

Jeg trak mig meget og stillede mange spørgsmålstegn ved, hvorfor de gjorde tingene på den og den måde. Og hvorfor jeg ikke selv kunne bestemme.

Nogle opfattede mig nok som en rigid teenager, men i virkeligheden kunne jeg ikke navigere i de rammer, fordi jeg ikke vidste, hvilke former for rammer jeg havde brug for.

Jeg havde lavet min egen verdensorden, og den kunne jeg ikke bruge på efterskolen.

Det hele blev simpelthen for overvældende for mig.

Som et lys, der synger på sidste vers

Hvis man skal beskrive, hvordan det føles at have ADHD til mennesker, der ikke har det, kan det sammenlignes med et lys, der synger på sidste vers – hele tiden.

Jeg har store følelsesudsving og er ofte på randen af et sammenbrud. Ikke et nervesammenbrud, men jeg oplever en form for udbrændthed, fordi jeg tager alting ind.

Dengang på efterskolen havde jeg ikke formået – eller lært – at rydde op og ud i mine indtryk. Det har jeg stadigvæk ikke, men jeg er blevet væsentlig bedre til det.

Endelig fik jeg hjælp

Min første tanke, da jeg får min diagnose som 17-årig, var ”Shit, der fik jeg et prædikat” efterfulgt af ”Yes, nu kan jeg forhåbentlig få noget hjælp.”

Jeg startede på medicin to uger efter, jeg fik konstateret ADHD. Det tog lang tid at finde det rigtige præparat og den rette dosering, men efter et lille år var jeg velmedicineret. Og det har hjulpet mig rigtig meget.

Jeg er ikke for alvor blevet mødt med et stigma i forhold til min diagnose, men mange har sagt: ”Jeg tror ikke, du er sådan én”.

På den måde er det et stigma, fordi folk tit forbinder andre med ADHD, som sidder i ungdomsfængsel eller er førtidspensionist eller andet håbløst, som ingen har lyst til at være.

Den der historie med alle os, der rent faktisk fungerer, er ikke rigtig kommet ud over rampen. Vi har bare lidt ekstra spræl i hovedet.

Brug for én at spejle sig i

Jeg skrev en bog i 2014 om min diagnose.

For det første, fordi det var terapeutisk at gennemgå hele mit system og min historie, men også fordi jeg gerne ville udbrede håb og et budskab om, at der faktisk er et rigtig godt liv derude, når man har lært at mestre sin ADHD.

I hvert fald, hvis man bare lærer at mestre den halvdelen af tiden.

Og jeg ville også gerne vise, hvor meget det rent faktisk hjælper at få diagnosen. Ligesom man ikke får kemo, medmindre man har fået konstateret cancer, får man heller ikke hjælp til sin ADHD, medmindre man har en diagnose.

På den måde er det en nøgle til den nødvendige hjælp.

Men da jeg fik konstateret ADHD, kunne jeg godt have brugt en ung pige som mig selv, jeg kunne spejle mig i.

En, jeg kunne relatere til.

Som tog en almindelig uddannelse, som rendte rundt i København K og lignede alle andre. Sådan en pige gad jeg godt kigge på og tænke: ”Okay, hvis hun har det, så er det sgu da okay.”

Der var en grund til, at jeg kaldte min bog ”Forklædt som normal” – det siger mange ting i én sætning.

Hvem er jeg? 

Det har været en lang rejse at nå hertil, hvor jeg er i dag. Jeg har skullet lære at adskille mig fra diagnosen.

For hvem er jeg? Hvem er diagnosen? Og hvem er vi sammen?

De spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Det har taget mange år – og overraskende lang tid – at finde en mental parkeringsplads til ADHD’en, så ikke alt er ADHD.

Jeg arbejder meget i sort/hvid-farver i mit hoved, alt eller intet, men jeg prøver at finde nogle mellemliggende toner. Så noget er ADHD og noget bare er mig.

Jeg er jo ikke bare en stor ADHD-celle-klump. Jeg er også bare Caroline.

Et rigtig godt liv

I dag er jeg knap 30 år, mor til pseudotvillinger på to og et år. Jeg er studerende og bruger meget energi på at skabe ro og rammer omkring mig.

Nogle dage mærker jeg ADHD’en mere end andre.

I dag er én af dem.

Jeg er træt og har ikke sovet så meget i nat. Jeg kunne ikke nå at spise morgenmad, skulle nå i bad og alt koksede lidt, så jeg skal indhente morgenen, inden jeg skal videre igen. Strukturen gik i stykker, da klokken var 6 – og det kan jeg virkelig mærke.

Jeg føler, jeg skal nå det hele på den halve tid, rydde op, gøre mig klar, pakke taske, til møde med studiegruppen, videre, videre, videre, samtidig med at jeg skal prøve at forsøge at trække vejret ned i maven for at berolige mit nervesystem, fordi jeg nok i lidt højere grad end andre bliver stresset og påvirket af mine omgivelser.

Når det er sagt, så har jeg et vildt godt liv. Jeg tror, at jeg har et væsentligt bedre liv end gennemsnittet.

Jeg har det ret sjovt og oplever alting meget stærkt. Det er selvfølgelig også trættende, men jeg ville ikke være det foruden.

Det er skamfuldt

I det hele taget mener Lotta Borg Skoglund, at vi som samfund har et problem, når det kommer til synet på ADHD hos piger og kvinder.

Når drenge diagnosticeres med lidelsen, er der ifølge hende tale om et ”medicinsk problem”. Når piger diagnosticeres, er det et ”kulturelt problem.”

”Vi kan se i forskning, at forældre har en tendens til at være mere skamfulde, når de har en datter med problemer i forhold til en søn,” siger hun.

”Og for mig hænger det sammen med forklaringen om, at hvis du har en datter med problemer, er det nok din egen skyld som forældre. Sådan tænker samfundet – med uret selvfølgelig – og det forklarer også, hvorfor stigmaet omkring at være en pige med ADHD er langt større, fordi du påfører dine forældre skylden. Det er et seriøst problem og virkelig trist.”

Derfor mener Lotta Borg Skoglund, at det er afgørende, at vi begynder at tale om, at piger og kvinder også har ADHD. At det er en neuropsykiatrisk lidelse, du ikke selv er skyld i – og at det er muligt at modtage den nøjagtig samme behandling som det modsatte køn.

Det kræver blot, at flere bliver diagnosticeret.

”Vi bliver nødt til at øge opmærksomheden om, at begge køn kan få den samme og korrekte behandling – også selvom diagnosen kommer til udtryk forskelligt,” siger hun.

”Jeg ser hver dag konsekvensen af piger, der ikke er blevet diagnosticeret. Det har en kæmpe indflydelse på deres selvtillid, selvværd og selvforståelse. Og vi ved fra forskning, at den gennemsnitlige levealder mindskes med 13 år, hvis du ikke får den rette behandling. 13 år! Så det er super-supervigtigt både medicinsk, psykologisk og for samfundet, at piger og kvinder diagnosticeres,” lyder det fra den svenske overlæge.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sygdom, Psykologi og Depression
Tilbage til toppen