"Jeg har haft angst, depression og stress og været i behandling hos psykologer og psykiatere hele voksenlivet. Det har givet mange hakker i selvværdet at være så anderledes og ikke kunne gøre noget ved det. Jeg har banket hovedet mod en mur igen og igen uden at vide, hvordan jeg enten kom uden om muren eller over den eller fandt ud af at bryde den ned."
42-årige Iben Christiane Hansen lider af ADHD. Det har hun gjort hele sit liv, men hun fik først diagnosen for tre år siden i en alder af 39 år.
Sådan er det for mange piger og kvinder.
De går hele og halve liv uden at forstå, hvorfor de har svært ved at indgå i sociale relationer, hvorfor koncentrationen driller på jobbet eller i skolen, og hvorfor de konstant føler sig på randen af et sammenbrud.
Hvorfor de kæmper sådan med at begå sig i livet, når andre mestrer det.
Selvom ADHD langt fra er en ny diagnose, men allerede blev beskrevet i lægebøger i midten af 1700-tallet, forbindes den oftest med drenge, der hænger i gardinerne og løber ustyrligt rundt.
Og det er ekstremt problematisk, mener den svenske overlæge i almen medicin og psykiatri og forfatter til bogen ”ADHD hos piger og kvinder”, Lotta Borg Skoglund.
”Piger og kvinder med ADHD har langt flere psykiatriske problemer – og det skyldes, at vi ofte diagnosticerer dem meget senere end drenge og mænd,” siger hun.
Gennemsnittet for, hvornår man diagnosticerer børn og voksne med ADHD, varierer fra land til land, men i Europa vurderer Lotta Borg Skoglund, at drenge i gennemsnit er 9 år, mens piger er mellem 14-16 år.
”Og i de år taber vi mange af pigerne. De udvikler depression, angst, spiseforstyrrelse, yder selvskade og har suicidale tanker. De kæmper virkelig og lider så meget,” forklarer hun.
Jeg opdagede, at jeg havde ADHD som 43-årig, da jeg gik i mødregruppe.
Her fortalte en sygeplejerske mig om sin svoger, som i midten af 40’erne fik konstateret ADHD.
Der var noget med hans historie, som lød bekendt for mig, og jeg begyndte at læse om ADHD.
ADHD er en neuropsykiatrisk diagnose, man fødes med eller udvikler i sine første leveår.
Den påvirker blandt andet ens kognitive funktioner, da dele af hjernen modnes langsommere – særligt de områder, der handler om koncentration, planlægning og at målrette tanke og handling.
Det betyder, at mennesker med ADHD kan have vanskeligheder med at indgå i sociale fællesskaber, problemer med at overholde tiden, oplever uro i kroppen og har svært ved at koncentrere sig. Ting, der alle knytter sig til opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.
Det gælder piger såvel som drenge, men langt flere drenge får konstateret diagnosen end piger, selvom det er den mest almindelig neuropsykiatriske diagnose blandt børn.
Ifølge Lotta Borg Skoglund ligger forklaringen ét sted: Manglende viden.
”Nærmest al forskning og alle de diagnostiske redskaber er baseret på drenge og mænd, selvom diagnosen er den samme,” siger hun.
Netop af den grund har den svenske overlæge og psykiater skrevet bogen ”ADHD hos piger og kvinder”, fordi der mangler fokus på, at diagnosen også rammer piger.
Blot i anden forklædning.
”Hvis vi taler om kernesymptomerne, for eksempel hyperaktivitet, så kommer den ofte til udtryk hos drenge ved, at de har svært ved at sidde stille i klasselokalet eller larmer i undervisningen,” siger hun.
”Derimod er pigernes hyperaktivitet og impulsivitet langt mere følelsesmæssig. De er verbalt impulsive og taler f.eks. hurtigt, og så er de følelsesmæssigt hyperaktive, som betyder, at deres følelser er alle steder, og de har svært ved at styre dem.”
Iben Christiane Henriksen har oplevet, hvordan hendes hyperaktive og impulsive følelsesliv har påvirket hendes relationer til andre. Hun har altid haft svært ved at aflæse andre og aldrig rigtig forstået sig på de uskrevne regler, der eksempelvis er i en venindegruppe.
”Jeg har aldrig været del af en venindegruppe i skolen, fordi pigefnidder er helt ubegribeligt for mig. Jeg kunne godt se, der var et eller andet med regler, men jeg forstod dem ikke, og jeg forstod ikke pointen med dem,” siger hun.
”Andre gange kan jeg måske godt se og forstå folks signaler, men jeg er så impulsstyret, at jeg gør eller siger ting alligevel og bliver til besvær, er for meget eller bare skiller mig ud, så folk synes, jeg er sær eller tager for meget plads og irriterer.”
Ifølge Lotta Borg Skoglund er de mere ”skjulte” symptomer på ADHD et problem for piger og kvinder med diagnosen, da det blandt andet påvirker deres mulighed for at indgå i sociale relationer.
Men endnu vigtigere er de biologiske og kulturelle forskelle, der knytter sig til at være pige og kvinde, en udfordring – og grunden til, at mange piger med ADHD overses. Og måske ligesom Iben Christiane Henriksen må lide under omverdenens skæve blikke.
”Piger er biologisk set hurtigere modne end drenge. De indser hurtigere, hvad der er acceptabelt at sige og gøre og tilegner sig altså hurtigere de her sociale kompetencer. På den måde maskerer de deres symptomer, for ingen har jo lyst til at være anderledes. Vi har alle et behov for at blive accepteret af andre,” siger Lotta Borg Skoglund og uddyber, at de kulturelle forventninger til piger derudover også influerer på muligheden for at opdage diagnosen.
”Vi forventer fra en tidlig alder, at piger tager mere ansvar end drenge og er mere selvstændige. Piger med ADHD har udfordringer med at leve op til det, men de ved også, at vi som samfund forventer det af dem.”
Jeg var 17 år, da jeg opdagede, at jeg havde ADHD.
Men jeg har haft symptomer hele mit liv. De kom bare først til udtryk på det her tidspunkt.
Jeg havde boet hjemme hele mit liv, men da jeg var 16-17 år, startede jeg på efterskole.
I det hele taget mener Lotta Borg Skoglund, at vi som samfund har et problem, når det kommer til synet på ADHD hos piger og kvinder.
Når drenge diagnosticeres med lidelsen, er der ifølge hende tale om et ”medicinsk problem”. Når piger diagnosticeres, er det et ”kulturelt problem.”
”Vi kan se i forskning, at forældre har en tendens til at være mere skamfulde, når de har en datter med problemer i forhold til en søn,” siger hun.
”Og for mig hænger det sammen med forklaringen om, at hvis du har en datter med problemer, er det nok din egen skyld som forældre. Sådan tænker samfundet – med uret selvfølgelig – og det forklarer også, hvorfor stigmaet omkring at være en pige med ADHD er langt større, fordi du påfører dine forældre skylden. Det er et seriøst problem og virkelig trist.”
Derfor mener Lotta Borg Skoglund, at det er afgørende, at vi begynder at tale om, at piger og kvinder også har ADHD. At det er en neuropsykiatrisk lidelse, du ikke selv er skyld i – og at det er muligt at modtage den nøjagtig samme behandling som det modsatte køn.
Det kræver blot, at flere bliver diagnosticeret.
”Vi bliver nødt til at øge opmærksomheden om, at begge køn kan få den samme og korrekte behandling – også selvom diagnosen kommer til udtryk forskelligt,” siger hun.
”Jeg ser hver dag konsekvensen af piger, der ikke er blevet diagnosticeret. Det har en kæmpe indflydelse på deres selvtillid, selvværd og selvforståelse. Og vi ved fra forskning, at den gennemsnitlige levealder mindskes med 13 år, hvis du ikke får den rette behandling. 13 år! Så det er super-supervigtigt både medicinsk, psykologisk og for samfundet, at piger og kvinder diagnosticeres,” lyder det fra den svenske overlæge.