Piger med ADHD overses: ”Jeg troede, jeg var doven og sjusket”

Egentlig var det snakken om Ritalin, som vakte min interesse.

Jeg havde mange år i forvejen læst om Ritalin, da jeg havde så store vanskeligheder med at koncentrere mig, men bivirkningerne virkede så voldsomme, at jeg slog det ud af hovedet som en mulighed for mig. 

Jeg anede ikke, at voksne kunne have ADHD, og da jeg læste om det, var det som om, at nogen beskrev mig – uden nogensinde at have mødt mig. Det var en meget voldsom – og i virkeligheden chokerende – oplevelse. 

Alle mine udfordringer var beskrevet i litteraturen, og det drejede sig om en diagnose. Det tog mig noget tid at fordøje.

Jeg troede, jeg var doven

Det har altid været meget svært for mig at forstå, hvad mine udfordringer bestod i.

Jeg fik gode karakterer i skolen og kunne reflektere og diskutere med lærerne, så jeg opfattede ikke mig selv som uintelligent. Alligevel følte jeg mig ofte dum i mange situationer – som regel i sociale sammenhænge, eller når der skulle ordnes praktiske ting.

Jeg troede, jeg var doven og sjusket, fordi jeg for eksempel havde svært ved at holde orden i mine ting derhjemme eller have styr på mine skoleting. Jeg fik ikke lavet mine lektier, medmindre det var hos en lærer, jeg var bange for at møde til time hos uden at have lavet lektier. Og jeg havde meget svært ved at komme op om morgenen.

Mit selvværd var meget dårligt på grund af det, og jeg havde en følelse af selvforagt.

Jeg havde også svært ved at bevare venskaber. Jeg syntes tit, at ting, som andre syntes var sjove eller interessante, var megakedelige.

Jeg havde et rigt indre liv og dagdrømte meget.

Jeg følte mig meget anderledes end andre “normale” mennesker.

Jeg har ikke fået nogen høj uddannelse, og jeg har ikke skabt mig en god karriere. 

Jeg fik heller ikke mand eller børn, før jeg blev 40 år, selvom jeg altid har ønsket mig at stifte familie.

På den måde har jeg altid følt mig anderledes.

Vi passer ikke ind i den samme kasse

Efter jeg fik min diagnose, har jeg fået en forståelse for, at jeg ikke har de samme forudsætninger som dem, jeg normalt har sammenlignet mig med.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan se, at alle mennesker har udfordringer i dagligdagen, og mange har lige så store udfordringer som mig, men jeg koncentrerer mig ikke længere om de ting, jeg ikke kan og ærgrer mig ikke så meget over det.

Jeg accepterer mig selv, som jeg er, og arbejder ud fra det.

I dag ville jeg gerne vidst, at med ADHD har vi ikke samme forudsætninger og udgangspunkt at arbejde ud fra.

At vi ikke passer i samme kasse som “normale” mennesker, og at med en lillebitte smule hjælp og støtte fra en fagperson kunne jeg og andre kvinder med ADHD have udnyttet vores potentiale bedre.

Alle de rutiner, jeg havde derhjemme, og den dagligdag, jeg kendte til, forsvandt med ét.

Der kom nye regler og nye rammer, som jeg havde overraskende svært ved at forstå og indordne mig under.

Det der med ikke at kunne trække mig fra mennesker var en stor udfordring. For det kan man jo ikke bare gøre på en efterskole.

Min egen verdensorden

Samtidig oplevede jeg, at rutinerne ikke længere var mine egne, men nogle, der var planlagt og skabt ud fra, at vi var 80 mennesker sammen, der skulle få det til at køre. Men det gjorde, at jeg faldt igennem.

Jeg trak mig meget og stillede mange spørgsmålstegn ved, hvorfor de gjorde tingene på den og den måde. Og hvorfor jeg ikke selv kunne bestemme.

Nogle opfattede mig nok som en rigid teenager, men i virkeligheden kunne jeg ikke navigere i de rammer, fordi jeg ikke vidste, hvilke former for rammer jeg havde brug for.

Jeg havde lavet min egen verdensorden, og den kunne jeg ikke bruge på efterskolen.

Det hele blev simpelthen for overvældende for mig.

Som et lys, der synger på sidste vers

Hvis man skal beskrive, hvordan det føles at have ADHD til mennesker, der ikke har det, kan det sammenlignes med et lys, der synger på sidste vers – hele tiden.

Jeg har store følelsesudsving og er ofte på randen af et sammenbrud. Ikke et nervesammenbrud, men jeg oplever en form for udbrændthed, fordi jeg tager alting ind.

Dengang på efterskolen havde jeg ikke formået – eller lært – at rydde op og ud i mine indtryk. Det har jeg stadigvæk ikke, men jeg er blevet væsentlig bedre til det.

Endelig fik jeg hjælp

Min første tanke, da jeg får min diagnose som 17-årig, var ”Shit, der fik jeg et prædikat” efterfulgt af ”Yes, nu kan jeg forhåbentlig få noget hjælp.”

Jeg startede på medicin to uger efter, jeg fik konstateret ADHD. Det tog lang tid at finde det rigtige præparat og den rette dosering, men efter et lille år var jeg velmedicineret. Og det har hjulpet mig rigtig meget.

Jeg er ikke for alvor blevet mødt med et stigma i forhold til min diagnose, men mange har sagt: ”Jeg tror ikke, du er sådan én”.

På den måde er det et stigma, fordi folk tit forbinder andre med ADHD, som sidder i ungdomsfængsel eller er førtidspensionist eller andet håbløst, som ingen har lyst til at være.

Den der historie med alle os, der rent faktisk fungerer, er ikke rigtig kommet ud over rampen. Vi har bare lidt ekstra spræl i hovedet.

Brug for én at spejle sig i

Jeg skrev en bog i 2014 om min diagnose.

For det første, fordi det var terapeutisk at gennemgå hele mit system og min historie, men også fordi jeg gerne ville udbrede håb og et budskab om, at der faktisk er et rigtig godt liv derude, når man har lært at mestre sin ADHD.

I hvert fald, hvis man bare lærer at mestre den halvdelen af tiden.

Og jeg ville også gerne vise, hvor meget det rent faktisk hjælper at få diagnosen. Ligesom man ikke får kemo, medmindre man har fået konstateret cancer, får man heller ikke hjælp til sin ADHD, medmindre man har en diagnose.

På den måde er det en nøgle til den nødvendige hjælp.

Men da jeg fik konstateret ADHD, kunne jeg godt have brugt en ung pige som mig selv, jeg kunne spejle mig i.

En, jeg kunne relatere til.

Som tog en almindelig uddannelse, som rendte rundt i København K og lignede alle andre. Sådan en pige gad jeg godt kigge på og tænke: ”Okay, hvis hun har det, så er det sgu da okay.”

Der var en grund til, at jeg kaldte min bog ”Forklædt som normal” – det siger mange ting i én sætning.

Hvem er jeg? 

Det har været en lang rejse at nå hertil, hvor jeg er i dag. Jeg har skullet lære at adskille mig fra diagnosen.

For hvem er jeg? Hvem er diagnosen? Og hvem er vi sammen?

De spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Det har taget mange år – og overraskende lang tid – at finde en mental parkeringsplads til ADHD’en, så ikke alt er ADHD.

Jeg arbejder meget i sort/hvid-farver i mit hoved, alt eller intet, men jeg prøver at finde nogle mellemliggende toner. Så noget er ADHD og noget bare er mig.

Jeg er jo ikke bare en stor ADHD-celle-klump. Jeg er også bare Caroline.

Et rigtig godt liv

I dag er jeg knap 30 år, mor til pseudotvillinger på to og et år. Jeg er studerende og bruger meget energi på at skabe ro og rammer omkring mig.

Nogle dage mærker jeg ADHD’en mere end andre.

I dag er én af dem.

Jeg er træt og har ikke sovet så meget i nat. Jeg kunne ikke nå at spise morgenmad, skulle nå i bad og alt koksede lidt, så jeg skal indhente morgenen, inden jeg skal videre igen. Strukturen gik i stykker, da klokken var 6 – og det kan jeg virkelig mærke.

Jeg føler, jeg skal nå det hele på den halve tid, rydde op, gøre mig klar, pakke taske, til møde med studiegruppen, videre, videre, videre, samtidig med at jeg skal prøve at forsøge at trække vejret ned i maven for at berolige mit nervesystem, fordi jeg nok i lidt højere grad end andre bliver stresset og påvirket af mine omgivelser.

Når det er sagt, så har jeg et vildt godt liv. Jeg tror, at jeg har et væsentligt bedre liv end gennemsnittet.

Jeg har det ret sjovt og oplever alting meget stærkt. Det er selvfølgelig også trættende, men jeg ville ikke være det foruden.