Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Interview med Christian Bitz
Foto: DR Arkivsalg & Bjarne Bergius Hermansen, All Over, Scanpix

Interview med Christian Bitz

Christian Bitz: ”Vi eksperter skal smide selvhøjtideligheden og være ærlige"

Vi har stillet 13 kritiske spørgsmål til sundhedsguruen – læs hans ærlige svar om næsten-alkoholmisbruget, den overdrevne kropsfiksering og de andre mørke sider af Bitz’ uperfekte liv.

Lidt for glad for rødvin. En pleaser. Og kontrolfreak. 37-årige Christian Bitz har skrevet sin til dato sværeste bog „Uperfekt”, hvor han ud over at give sunde tips også afslører sine egne laster.

1. HVORFOR HAR DU SKREVET EN BOG OM AT VÆRE UPERFEKT?
– Jeg har altid betegnet mig som „sundhedsrealist”, og for mig er erkendelsen og accepten af, at vi hverken kan være eller skal være perfekte min version af „sundhedsrealisten 2.0”. Bogen har været svær at skrive, fordi jeg er meget ærlig omkring mine egne udfordringer i forhold til sundhed. Jeg bliver kaldt sundhedsguru, og mange har måske en forestilling om, at jeg virkelig har styr på mit liv. Det har jeg ikke. Jeg er god til at få mennesker til at leve sundere – fordi jeg selv kæmper med de samme ting.

2. HVOR ER DU SELV UPERFEKT I FORHOLD TIL SUNDHED?
– Mit forhold til rødvin er et godt eksempel. Jeg er lidt flov over det. Jeg elsker god vin. Det er i sig selv ikke et problem, men jeg har svært ved at nøjes med et glas eller to, hvis jeg først har åbnet en flaske. De mekanismer, som vin sætter i gang hos mig, minder meget om den følelse, som mange får ved at trøstespise. Det dulmer hverdagens stress. Jeg drikker, når jeg har meget travlt, sidder alene og arbejder om aftenen, er ked af det eller bare synes, at jeg fortjener en belønning. På et tidspunkt var det blevet en vane, hvor jeg nærmest havde drukket en halv flaske vin uden at tænke over det, når jeg kom hjem. Jeg er ikke alkoholiker, men jeg kunne formentlig meget nemt blive det.

3. HVORDAN HÅNDTERER DU DEN LYST TIL AT DRIKKE FOR MEGET VIN?
– Jeg går til en kropsbehandler, og en af de første gange sagde jeg til ham: „Jeg har altså et problem, jeg drikker for meget”. Så kikkede han på mig og sagde: „Hvorfor ikke bare acceptere, at du drikker? Måske er det ikke for meget, måske er det bare meget. Og sådan er det lige nu”. Det er ikke raketvidenskab, men et enkelt psykologisk greb, som virkede på mig: Alene det at holde op med at føle, at jeg gjorde noget forkert, betød faktisk, at det var meget lettere for mig at skrue ned, og nu kan jeg sagtens lade være med at drikke.
Det er jo en form for misbrug, men det vigtigste er at blive bevidst om det. Så for mit vedkommende er vin til sociale lejligheder. Jeg kan godt lide at drikke et glas vin med en god ven eller min familie, men jeg er blevet meget opmærksom på ikke at drikke vin alene, for det er for svært at styre for mig, kan jeg mærke.

4. KAN FØLELSEN AF AT VÆRE „FORKERT” GØRE DET ENDNU SVÆRERE AT LEVE SUNDT?
– Ja. Det kan man sige i mit tilfælde med vinen. Og jeg tror, at mange har det sådan med sundhed på andre områder. Jeg har skrevet „Uperfekt”, fordi jeg ønsker, at folk skal have nemmere ved at holde af sig selv. Sundhed fylder rigtig meget i vores bevidsthed, og det skal ikke være noget, hvor vi bebrejder os selv, men derimod noget, hvor vi kan være tilfredse med os selv.
Det kræver, at du også selv tager ansvar for din sundhed – at du måske sætter spørgsmålstegn ved alle eksperternes sundhedsbudskaber og siger: „Hvad er sundhed for lige præcis mig?” Vi behøver ikke alle sammen spise skyr til morgenmad, hvad er der galt med rugbrød med ost? Personligt har jeg svært ved at holde mig fra Nutella, og jeg vil da insistere på, at jeg sagtens kan være sund alligevel, for der er jo masser af andre sunde knapper, jeg kan skrue på som f.eks. motion og mad af gode råvarer.

5. SIGER DU, AT DET ER ET PROBLEM AT STRÆBE EFTER AT VÆRE SUND?
– Nej, det er generelt rigtigt godt. Men jeg synes, at det er problematisk, hvis vi alle sammen skal være lige sunde hele tiden og på den samme måde. Livet går op og ned. Nogle gange skal vi nyde at være på ferie og drikke mere rosé og spise godt. Andre gange står vi i en livskrise, som bare kræver et ekstra glas rødvin eller et stort stykke kage. Det må der være plads til. Og der må være plads til, at vi hver især finder ud af, hvad sundhed er for os. Jeg har selv været en af de eksperter, som var kritisk over for f.eks. Ninkas Kernesund eller Thomas Rodes stenalderkost, men der er jo ikke én sandhed om sundhed – der er rigtig mange. Du kan være på Atkins den ene dag, palæo den næste og 5:2 den tredje. Det er dybest set lige meget, for alene det, at du gør noget for din sundhed, er bedre end at gøre ingenting.

6. ER DU SOM „SUNDHEDSGURU” IKKE SELV SKYLD I, AT MANGE STILER EFTER DET PERFEKTE SUNDE LIV?
– Jeg har ikke gjort det bevidst, men fordi jeg har stået på tv i mange år og ser ud, som jeg gør, så kan der hurtigt blive skabt nogle idealbilleder. Det er bl.a. dem, som jeg prøver at bryde ned i min nye bog „Uperfekt”.

7. SOM YNGRE VAR DU RET FANATISK OMKRING DIN EGEN SUNDHED?
– Ja, jeg har været tæt på at have ortoreksi, som er en slags besættende trang til at leve sundere og sundere, og jeg vil nok altid være i risikozonen for at kamme over med træning og sund kost. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg fortæller om det i bogen, fordi jeg synes, at det er vigtigt at vise, at jeg kæmper med mange af de samme udfordringer som alle andre, der synes, at det er svært at ramme den sunde og gode balance i sit liv. Det er de samme mekanismer. Om du – som jeg gjorde – søger ultrameget kontrol ved at være fanatisk omkring kost og træning eller helt slipper kontrollen ved at spise dig i hegnet i romkugler. Begge dele er en form for afhængighed.

8. DIN BESÆTTELSE AF AT LEVE SUNDT – HANG DEN SAMMEN MED DIN TID SOM MODEL?
– Ja, bestemt. Det var tilfældigt, at jeg blev opdaget om model, og jeg nød det stort set aldrig. Jeg er ikke opdraget til at skille mig ud, og jeg syntes ikke, at jeg var pæn nok. Så jeg følte mig aldrig god nok til at være der, og det forstærkede min kropfiksering, for hvis jeg ikke havde fjæset til at være model, så kunne jeg i det mindste sørge for at have kroppen. Jeg deltog sjældent i festerne, ikke engang under de store og vanvittigt sjove modeuger i Milano og Paris. Jeg lå derhjemme og lavede mavebøjninger og drak kildevand. Min tid som model var helt klart med til at puste til min usikkerhed og give mig det her meget anstrengte forhold til mad og træning, som ikke gjorde noget godt for mig.

9. I BOGEN FORTÆLLER DU, AT DU GÅR TIL PSYKOLOG OG EN KROPSBEHANDLER. HVORFOR?
– Fordi det også er en del af ikke at fremstå som „perfekt”. Her i en alder af 37 år prøver jeg at få hjælp til nogle ting, som er svære for mig. Jeg er f.eks. uperfekt i den forstand, at jeg har svært ved at sige fra. Og ved at sige min helt ærlige mening, fordi jeg gerne vil være populær. Det arbejder jeg med. Hos min kropsbehandler fortæller jeg alt. Jeg tuder, griner, skriger, falder i søvn og har lyst til at knalde ham i gulvet flere gange i løbet af sådan en time. Det er meget grænseoverskridende. Men jeg bliver klogere og stærkere af det.

10. HVORFOR ER DET VIGTIGT FOR DIG AT HAVE FOKUS PÅ DET „UPERFEKTE” NU?
– Fordi jeg vil gøre Danmark sundere. Og det er på tide at gøre op med det stereotype sundhedsbillede. I den sammenhæng tror jeg, at det er en stor fordel, at vi går væk fra at tale om rigtig og forkert, sund og usund. Og at vi eksperter skal smide selvhøjtideligheden og de knap så vise sten – og være ydmyge og ærlige. Og have respekt og reel empati for vores medmennesker. Jeg tror, at det bliver en kæmpe tendens inden for sundhed, som vil hjælpe mange til at blive sundere på deres egen måde – dvs. en holdbar måde.

11. HVOR KAN DU SE DEN TENDENS TIL AT SØGE DET UPERFEKTE?
– Bl.a. i den nye forskning. Mange af de veletablerede „sandheder” om sundhed bliver skudt ned en efter en. I min bog sætter jeg f.eks. selv spørgsmålstegn ved de officielle kostråd og kommer med et bud på færre og mere enkle retningslinjer, der kan tolkes individuelt. Det kan selvfølgelig skabe endnu mere forvirring, men min pointe er, at det simpelthen ikke giver mening, at vi alle sammen skal følge de samme idealer. Jeg tror, at det bliver meget mere udtalt og accepteret, at man selv tager ansvar for sin egen sundhed og vælger til og fra. At man f.eks. siger: ”Nu har jeg lyst til hvid baguette og rødvin, og det kan kun gå for langsomt. Og så løber jeg en tur i morgen. Og så er jeg tilfreds med mig selv ”.

12. HVORDAN FINDER MAN SIN EGEN PERSONLIGE SUNDE BALANCE?
– Spørg dig selv, hvad sundhed er for dig. Og læg et højt bundniveau. Dvs. skab nogle vaner, som du ikke vil undvære, så uanset hvor meget alting ramler omkring dig, så springer du i hvert fald ikke over der. Morgenmad er f.eks. en del af mit bundniveau. Jeg kunne ikke drømme om at undvære morgenmaden, så hellere komme for sent til et møde. Og jeg skal også træne. Jeg bliver ikke bare dårligere til at præstere, jeg bliver også i dårligere humør, hvis jeg skipper det i alt for lang tid. Det behøver ikke være lange træningspas, nogle gange er det bare 30 armbøjninger hjemme på gulvet, inden jeg går i seng. Det kan jeg godt glæde mig over.

13. SÅ LIDT SUNDHED ER BEDRE END SLET INGEN?
– Klart. Og det er jo netop dig, der skal beslutte, hvad der er nok. Hvornår er du tilfreds? Se på, hvad du faktisk får gjort – i stedet for, hvad der er det „rigtige”. Det kan godt være, at du gerne ville have løbet en time, men hvis du kun har 20 minutter i dag, er det så stadig ikke bedre at løbe end helt at lade være?

DE STØRSTE LØGNE OM SUNDHED OG KOST:
1. At vi alle sammen skal være lige sunde og spise efter de samme principper. At der kun er én sandhed om sundhed.
2. Begrebet „sund mad” er i min verden en stor misforståelse. Jeg vil hellere tale om sundere og mindre sund mad. Alt kan overdrives. Hvis du spiser 20 æbler, får du også ondt i maven.
3. At sundhed kan aflæses på en badevægt. Sundhed er ikke kun det fysiske, men i høj grad også det mentale. At kunne komme hjem fra ferien og have taget tre-fire kilo på og glæde dig over, at du har haft en god ferie. Og at accepten af, at nogle gange er livet noget lort, og når du skal skilles eller skifte job, så behøver du ikke samtidig også gå på kur eller træne til maraton.

5 FIF TIL BEDRE MADKONTROL
1. Spis én ting hver dag, som giver maksimal nydelse og ingen dårlig samvittighed. Min ting er mørk chokolade.
2. Forbyd ikke dig selv noget – det øger trangen.
3. Gør ikke noget til et ritual – noget, du bare skal. Det øger lysten til at lade være.
4. Kom i gang med din sunde balance fra morgenstunden. Jo tidligere du kommer i gang, jo mere motiveret er du for at fortsætte. Og jo mindre er skaden, hvis du falder i, f.eks. om aftenen med et glas rødvin eller tre.
5. Det er dig, der har kontrollen. Lyt til din krop og accepter, at livet er herligt og befriende uperfekt.

SE OGSÅ: Timm Vladimir: "For mig er nydelse ren sundhed"

SE OGSÅ: Boost din sundhed med nye vaner

Fakta

NAVN: Christian Bitz.
ALDER: 37 år.
UDDANNELSE: Cand.scient. i human ernæring.
JOB: Sundhedsrealist, foredrags¬holder, tv-vært og forskningschef på Herlev Hospital.
BØGER: „Uperfekt”, som udkommer den 25. september på Politikens Forlag. Har tidligere udgivet „Bitz din sundhed” & „Bitz dit køkken” samt „Verdens Bedste Kur” og „VBK 2.0”. Tilsammen har bøgerne solgt mere end 100.000 eksemplarer.
AKTUEL MED: Showet „Uperfekt”, som fra den 26. september kan ses på turné i hele landet samt med et nyt dagligt madprogram på TV 2 med kokken Claus Holm.
LÆS MERE: christianbitz.com og på uperfekt.nu
Se, hvad vi ellers skriver om: Sund livsstil og Christian Bitz