Christine Antorini: "Jeg elsker min nye frihed"

Er det egentlig o.k. at have personlige behov, som man godt vil prioritere? Og er en sund krop og et mentalt frirum i den kategori? Den tanke måtte Christine Antorini, undervisningsminister, 48 år og med en række politiske topposter i SF og Socialdemokratiet vende med sig selv. Da hun endelig fandt en motionsform, som hun blev helt forelsket i – og var nødt til at afsætte tid i sin ministerkalender, som er tilgængelig for medarbejderne. Var det så o.k. at skrive, at ministeren skulle til… hot yoga?

– Som minister er døgnet enormt skemalagt med et hav af møder, så jeg var nødt til at lægge træningstider ind nogle uger frem, for at der ikke skulle blive booket andre aftaler der. Og jeg havde det sådan: Er det ikke for slapt at skrive „træning”, hvor jeg ellers ville have siddet og ordnet sager? Skulle jeg hellere bare skrive „privat”, så mine medarbejdere ikke kunne se, hvad jeg skulle?

– Til sidst tænkte jeg: „Christine, det er sgu o.k.”. Det er ikke et sundt signal at sende, at man skal arbejde altid. Og det at få trænet og brugt min krop har stor betydning for, at jeg kan udføre mit job. Fordi det reelt har givet mig en ny form for overskud. Så nu står der „hot yoga” i ministerkalenderen – efter fyraften, hvilket oftest først er på den anden side af klokken 19. Christine Antorini når en omgang yoga i 40 graders varme tre til fire gange om ugen. Og er fuldstændig vild med det.

– Det er underligt med alle de regler, man kan sætte op for sig selv, f.eks.: „Er det o.k. for mig som minister at afsætte tid til motion?” Eller: „Jeg kan kun træne om morgenen”. Det har jeg f.eks. troet i mange år, og pludselig opdager jeg, hvor fantastisk det er med aftenyoga. Og hvordan jeg i løbet af få minutter har parkeret alle de tanker, jeg kom med.

– Efter en times bevægelse, hvor sveden hagler, og jeg er i en indadvendt, koncentreret tilstand, er mit sind et andet sted. Groundet. Det gør mig ubetinget godt. Og jeg er stolt, når jeg kommer hjem – over, at jeg får trænet kontinuerligt. Og hvorfor så det? Fordi Christine Antorinis motionsfortid ligner den, mange af os kender: Forsøg på forsøg. På at blive løber. Eller dedikeret til fitness. Med fiasko på fiasko.

– Spinning er det værste, jeg har prøvet. Træneren stod og skreg, mens jeg tænkte: „Det her gør jeg frivilligt?” Motion er nødt til at være forbundet med lyst. Jeg købte en romaskine for fire år siden, så jeg kan træne præcis, når jeg vil. Og sætte min iPad på med en god tv-serie. Men jeg har faktisk ikke roet, siden jeg begyndte på hot yoga i efteråret.

Privat var jeg dårlig til at sætte grænser

Christine Antorini er en kvinde, der har brug for at have sit eget rum. På flere måder. Og de seneste år har hun i særlig grad været tvunget til at forholde sig til: Hvor meget og hvordan? For et ministerjob kan let tage alt – hvis man signalerer, at man altid er til rådighed, siger hun. Det minder på nogle måder om at være… midt i et familieliv?

– Alles liv er travle. Du behøver ikke være minister for at hænge i en klokkestreng, det gør du, så snart du er del af en børnefamilie. Når jeg tænker tilbage, så har jeg været god til at sætte grænser i mit professionelle liv – og virkelig dårlig i mit private. Altid. Indtil for få år siden. Jeg orkede ikke konflikter. Jeg sagde hellere: „Okay, så gør vi det på din måde”. Men det er jo ikke at tage sig selv alvorligt.

– Jeg tror, at vi tit ender i en af to modeller, som er lige dårlige. Enten insisterer vi som kvinder på, at alt derhjemme skal være på vores måde. Eller også ryger vi i den der „Okay”, hvor vi tilpasser os andres forventninger, især vores mands eller familiens, men hvor vi i virkeligheden ikke synes, at det er i orden. Hvor vi ikke har os selv med.

– Hvad ville du gerne have vidst eller gjort anderledes?

– Der er mange ting. Jeg ville have været mere tydelig

derhjemme, f.eks. omkring normer for oprydning, og hvad ungerne bidrager med. Jeg havde en lidt hippieagtig tilgang. Hvis børnene syntes, at det var o.k., at deres værelse lignede et lokum, så o.k. med mig. Men reelt betød det, at køleskabet også så sådan ud. Jeg ville ønske, at jeg havde været modig og havde sagt: „Her skal være rart for alle – også mig!”

– Grundlæggende har temaet i mit liv i de seneste år været at blive afklaret omkring: Hvad vil jeg? Hvad er vigtigt? Og at kunne sige det. Det kan jeg nu, og det er fantastisk. Det er bare en svær øvelse. Det lyder let, men det er svært.

Skilsmissen sendte mig til tælling

Christine Antorini fik foræret et meget svært 2008. Et år, som har rykket hende på afgørende punkter. Det er provokerende at kalde det en foræring, for i 2008 døde hendes mor pludseligt af kræft. Og hun blev skilt fra sociolog og forfatter Henrik Dahl, som hun var sammen med i syv år. Men hun kalder det en „mulighed”. Her, set i tilbageblik.

– Jeg havde et meget tæt forhold til min mor, som var lærer. Hun døde tre måneder efter, at hun fik diagnosen, og samme år blev jeg skilt. Det år var jeg virkelig til tælling, helt nede. Det er ikke fedt, men der er noget udvikling i at være det sted. En mulighed for at redefinere sig selv. Og det er fra dét punkt, at jeg efterhånden har fundet mit eget ståsted.

Christine Antorini og Henrik Dahl havde begge børn fra tidligere. Hun er mor til Thor og Sofie på 25 og 23 år, og han er far til tre piger. Hun levede med andre ord i en årrække i storfamilie med fem børn. I 2008 var hun pludselig single med to voksne børn, der flyttede hjemmefra, samtidig med at hun fik sin første ministerpost. Fra mange til helt alene.

– Hvordan er det, at der ikke er nogen derhjemme nu?

– Ærligt… det er skønt. Af to grunde: Jeg er vokset op med, at når man har taget sin uddannelse og kan klare sig selv, så flytter man hjemmefra. Så for mig er det ikke et frygteligt tab som mor. Det er en naturlig proces. Og jeg har et tæt forhold til mine børn, så vi ses tit. Og så hænger Jeg fik børn, samtidig med at jeg blev næstformand i SF, så jeg har altid både haft familie og et travlt arbejdsliv, der skulle hænge sammen. Nu er den klokkestreng der ikke mere.

– Jeg skal ikke skynde mig hjem til aftensmad, og weekenderne er mit helle, hvor jeg kan lade op. Sove længe og sjoske rundt i gamachebukser. Jeg arbejder også, men i mit tempo. Det er for første gang min tid, og den frihed nyder jeg virkelig.

– Jeg elskede også at være en storfamilie med en stor, skøn børneflok, som holdt af hinanden. Alt det rod, kaos, teenage-morgensurhed, fælles madlavning og alle de ting, vi lavede sammen. Hele det der tabernakel på godt og ondt, som jeg holdt meget af, var der i en lang periode af mit liv. Så blev vi skilt, og det er aldrig sjovt. Børneflokken blev delt, og mine egne flyttede et par år efter. Så først var der dét liv – nu er der et helt andet. Som er lige så dejligt. På en helt anden måde.

Det er sundt med „ikke-tid”

– Der er to ting, som især har hjulpet mig i den proces, jeg har været igennem. Efter min mors død spurgte Ritt Bjerregaard, om jeg ville deltage i en samtalebog med hende, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet – om at miste sin mor. I begyndelsen syntes jeg, at det var svært. Men jeg opdagede, at jeg havde brug for at tale om det. Når ens mor dør, er man jo det næste led. „Hvad vil jeg egentlig?” bliver et væsentlig spørgsmål? Og det blev det så også på andre områder i mit liv. Den anden væsentlige faktor i den transformation, Antorini har været igennem, er „ikke-tid”.

– En veninde anbefalede mig bogen „Transitions: Making Senses of Life’s Changes” af William

Bridges. Pointen er, at når der sker noget skidt i livet – og det gør der – så skynder vi os videre. Men det er faktisk sundt at bruge tid på at sige farvel. Også selv om det er noget, vi ikke selv har valgt, f.eks. en fyring, en skilsmisse, et dødsfald.

– Vi skal tillade os selv noget „ikke-tid”. Hvor vi ikke rigtig ved, hvad vi kom fra, og hvor vi vil hen. I stedet for at gøre den periode så kort som muligt – skal vi forlænge den. Ikke flygte fra én ting over i den næste, men give os selv lov til ikke at træffe beslutninger, men bare være.

– Min erfaring er, at der sker noget afgørende, når man tør give sig selv den „ikke-tid”. Jeg lærte at mærke, hvad der er vigtigt for mig på det personlige plan. I det første år efter min skilsmisse var alt i luften. Men bagefter har jeg haft gode tre år i „ikke-tid”, og nu er jeg på vej over i en ny tid.

– Dét håber jeg virkelig, at jeg husker, når der igen kommer svære ting, som jo er en del af livet: Hvor godt det gjorde mig at være i „ikke-tid”.

3 ting, der giver mig overskud

Jeg går eller cykler til arbejde, når vejret er til det. Jeg har en ministerbil, men opdagede, at den betød, at jeg bevægede mig mindre. Det tager 25 minutter at gå til Christiansborg fra Nørrebro, hvor jeg bor. Det er god motion og mentale pauser, hvor jeg kobler helt af.

Hot yoga er blevet min yndlingsmotion. Jeg elsker at komme ind i det varme rum, fokusere på åndedrættet og koncentrere mig om mine bevægelser. Jeg sveder, får brugt kroppen og slipper de tanker, jeg har med fra en travl dag.

Weekender uden planer. Jeg elsker det. Lommer af tid, hvor jeg laver ingenting. Sover længe. Arbejder måske, men i mit eget tempo. De er uundværlige. Her lader jeg for alvor op.

MILEPÆLE I MIT LIV

1. Min søn Thor fik leukæmi, da han var tre år. Det var meget alvorligt, og jeg havde alt oppe at vende. I en lang periode måtte han ikke være sammen med andre børn, fordi hans immunforsvar var så dårligt, så jeg havde orlov, og vi var meget isolerede. Da fandt jeg ud af, hvor vigtigt mit arbejdsliv også er for mig − at det havde betydning for, at jeg var en ordentlig mor og kone.

2. Da jeg blev valgt til SF’s hovedbestyrelse. Jeg var 23 og indbegrebet af SF: ung, kvinde, højgravid og med langt hippiehår. Jeg kan huske, hvordan pressen overdyngede mig med spørgsmål om, hvordan jeg ville opdrage mit barn. Jeg anede det ikke, min eksmand og jeg havde bare lyst til at få et barn. Det var også et karrieremæssigt vendepunkt, som blev definerende for mit liv. Tre år efter blev jeg næstformand for SF. Med nyfødt nummer to.

3. Da jeg mistede min mor og blev skilt samme år, var jeg helt til tælling. Det tog tid at finde mig selv igen. På en ny måde, hvor jeg kan mærke, hvad der er vigtigt. Det har jeg altid været god til i mit arbejdsliv, men ikke i mit private. Det kan jeg nu.

Det bedste, jeg ved...

Træning. Ud over yoga at bruge min krop i hverdagen: tage trappen, gå og cykle

Mad. Vitello tonnato og tortellini m. flødesovs og ekstra ost.

Snack. Frugt fra ministeriets frugtordning.

Drikke. Kraftig, Sydfransk rødvin fra Rhone-området.

Designer. Online-tjek på my-wardrobe.com.

Hemmelig synd. Ostehumpler uden brød til f.eks. Primadonna.

Bog: „Lykke-Per”. af Henrik Pontoppidan & Søren Ulrik Thomsens digte „Det værste og det bedste”.